Den gang jeg var lille, byggede jeg mig selv inde i et Lego tårn.

Findes der noget bedre legetøj end Lego? Ja, hvis man spørger min far, kunne han lege i timevis med en pind, en sten og et stykke snor, da han var barn. Men den gang jeg var lille, var Lego altså blevet opfundet, og jeg havde muligheden for at lege med andet end ting, man kunne finde på jorden. Og jeg var vild med Lego. Man kunne godt nok ikke få så meget forskellige slags Lego, som man kan i dag. Ja man kunne faktisk ikke en gang få grønne klodser den gang. Kun røde, blå og gule. Men det betød ikke noget, for det jeg var aller bedst til, var at bygge firkantede ting. Jeg var eminent til at bygge alle mulige slags bygninger, især tårne. Jeg var vild med at bygge tårne. Og de blev højere og højere for hver gang, jeg byggede et.

En dag, hvor jeg var alene hjemme, fik jeg en helt vildt god ide. Jeg ville bygge et Lego tårn, der var så stort, at jeg selv ville kunne være inde i det. Det ville bare blive det fedeste firkantede Lego byggeri nogensinde. Og mine forældre ville sikkert blive imponeret, når de kom hjem, og så hvad jeg havde bedrevet.

Så jeg gik i gang med at bygge mit tårn. Det behøvede ikke være så bredt, jeg skulle bare lige kunne stå inde i det, men det skulle være højt, og jeg var spændt på om jeg mon havde nok klodser.

Da jeg havde bygget i timevis, og tårnet var vokset mig over hovedet, var jeg parat til at bygge det tag, der skulle afslutte mit projekt. Men så gik det op for mig, at jeg havde begået en rigtigt dum fejl. Jeg havde bygget mig selv inde i tårnet, og nu var det så højt, at jeg ikke kunne komme ud af det igen. Jeg var lige ved at gå i panik, for lige meget, hvor begejstret jeg var for at lege med Lego, så havde jeg altså ikke lyst til at været spærret inde på den måde. Ja, så tænker du nok, at jeg da bare kunne fjerne nogen af klodserne og kravle ubesværet ud af tårnet. Men så enkelt var det ikke. For det første var ilt-mængden inden i tårnet ikke overdreven stort, så min evne til at tænke klart dalede en smule. Desuden var jeg så stolt af mit tårn, at jeg ikke nænnede at ødelægge det. Nu havde jeg også brugt så lang tid på at bygge det.

Så jeg besluttede mig for, at jeg måtte vente på, at et familiemedlem ville komme hjem, og så få mig løftet ud af tårnet. Det kunne da ikke vare så længe, inden de ville dukke op, tænkte jeg. Men jow, det kunne det. Så der stod jeg inde i mit Lego tårn og ventede på min fraværende familie. Jeg blev lidt træt og døsig af den manglende friske luft. Jeg kunne ikke holde mine øjne åbne, og havde bare brug for at kunne lægge mig lidt ned og hvile mig.

Efter at have kæmpet med ikke at falde i søvn, gled mine øjne i, og min krop gav efter for mit behov for hvile. Jeg faldt sammen og væltede sammen med mit Lego tårn ned mod gulvet. Da jeg ramte gulvet, gik tårnet fra hinanden i hundredevis af små klodser. Og jeg lå der midt i det hele. Inden jeg nåede at rejse mig op, træder min mor ind af hoveddøren og ser direkte ind i stuen på mig og min Lego ruin. Straks blev hun helt stram i hovedet. Og inden hun nåede at stille sine indkøbsposer fra sig, eller sige ordentligt hej, forklarede hun mig på en lidt for streng måde, at det ville jeg selv komme til at rydde op. Jeg fik slet ikke mulighed for at forklare, hvad der var sket, før hun marcherede ud i køkkenet for at sætte varer på plads. Jeg begyndte noget slukøret, og en anelse øm i kroppen, at samle alle klodserne op. Jeg var så skuffet over, at ingen havde noget at se mit tårn, inden det gik i stykker.

Efter noget tid, kom min mor ind til mig i stuen, nu med et noget mildere udtryk i ansigtet. Hun var ked af, at hun havde reageret alt for hurtigt. Og hun var faktisk meget taknemmelig for, at jeg nøjedes med at rode, når jeg var alene hjemme, frem for at brænde huset ned eller lege med knive og lignende. Faktisk var hun stolt af mig, og ville gerne hjælpe mig med at rydde klodserne op. Mens vi sad der midt i rodet fik jeg mulighed for at fortælle om, hvad der var sket med tårnet. Min mor grinede lidt af mig, og syntes jeg var helt vildt nuttet. Og så blev vi enige om, at alle Lego projekter, der skulle være højere end mig selv, skulle bygges sammen med hende.

Den gang jeg var lille, reddede jeg Hans og Grete fra at blive spist.

Du har garanteret hørt historien om Hans og Grete, der blev sendt ud i skoven af deres stedmor, og senere hen blev taget til fange af den onde heks i hendes slik- og pandekagehus. Hvis du har hørt historien, så ved du, at den ender med at Grete skubber heksen ind i en ovn, og dermed redder hun sig selv og sin bror Hans. Men det er slet ikke sådan, det foregik. Folk fortæller historien forkert, og det ved jeg, for jeg var der selv, da det skete.

Den gang jeg var lille, elskede jeg at lege i skoven. Skoven var fuld af fantastiske lyde, dufte og oplevelser. Jeg brugte så meget tid i skoven, at jeg var ret sikker på, at jeg kendte den ud og ind. Men det gjorde jeg altså ikke helt. En dag, hvor jeg havde tilbragt timer i skoven, blev jeg forstyrret i min leg, da jeg kunne mærke sulten trænge sig på og rumle løs i min mave. Jeg ville blive nødt til at vende hjemad, for at få noget at spise. Men da jeg kiggede mig rundt i skoven gik det op for mig, at jeg ikke vidste hvad vej jeg skulle gå, for at komme hjem. Jeg var faret vild. Jeg løb lidt frem og tilbage, men jeg kunne ikke genkende nogen af stierne, og blev noget bekymret, da det gik op for mig, at jeg ikke ville komme hjem foreløbigt.

Jeg måtte prøve at finde nogen, der kunne vise mig vej ud gennem skoven. Jeg besluttede mig for at gå mod nord, eller det vil sige, jeg aftalte bare med mig selv, at jeg ville kalde det for nord. For jeg havde hverken kompas, GPS eller anden navigationsudstyr på mig. Jeg anede faktisk intet om hvilket verdenshjørne, jeg gik imod. Jeg syntes bare at det lød godt. Da jeg havde gået et stykke tid, lagde jeg mærke til en masse brødkrummer, der lå på stien. Jeg tænkte, at der havde været nogle skovsvin forbi, eller også var det en familie, der havde villet fodre ænder, og da de til deres store overraskelse opdagede, at ænder ikke bor i skoven, så havde de smidt alle brødkrummerne på jorden af bar ærgrelse. Egentligt var jeg lidt ligeglad med, hvor krummerne kom. Jeg var så hundesulten, at jeg begyndte at spise af dem. Krummerne førte mig videre af stien, og jeg proppede mig gladeligt, lige indtil jeg hørte et helt igennem hysterisk skrig.

Foran mig stod der en dreng og en pige. De var vist på min alder. Pigen hylede løs, og råbte af mig. Det var åbenbart deres krummer, og fordi jeg havde spist dem, ville de heller ikke kunne finde hjem. Jeg blev lidt flov og med munden fuld af gammelt brød og muligvis også nogle blade, prøvede jeg at undskylde. Men det var ikke godt nok for pigen. Hun var bare totalt fornærmet.

Hun vendte sig om, og løb videre ind i skoven. Drengen løb efter. Jeg ville så gerne følges med dem, så jeg ikke var alene. Så jeg forsøgte at følge med. Men de løb hurtigt, og jeg blev træt og forpustet af al det løberi. Jeg satte mig ved en træstub for at hvile mig lidt. Så hørte jeg pigen skrige igen. Jeg kiggede op, og nåede lige at se hende og drengen blive taget til fange af en meget hæslig heks, og blive ført ind i hendes ellers ret så lækre slik-og pandekagehus.

Jeg var stadig sulten, og tænkte at det hus da lige måtte være noget for mig. På den anden side, var det måske lidt vigtigere at finde ud af, om jeg kunne hjælpe børnene fri fra heksen. Som en snigende Ninja begav jeg mig hen mod heksens hus. Jeg kiggede forsigtigt ind af vinduet. Jeg kunne se, at både pigen og drengen var låst inden i et bur, og heksen var i gang med at varmen ovnen op. Så gik det op for mig, at hun ville spise dem. Det var ikke i orden. Selvom pigen havde opført sig en smule tøse-fornærmet, havde hun ikke fortjent at blive spist. Jeg besluttede mig for at redde dem. 

Heltemodig som jeg var, listede jeg om til hoveddøren, og åbnede den lige så forsigtigt. Heksen stod med måsen i vejret, med hovedet hen mod ovnen. Jeg samlede alle mine kræfter, og tonsede afsted, som var jeg en gal gedebuk, med retning mod heksens bagdel. Da jeg ramte hende, væltede hun forover, og røg lige ind i oven. Det var en stor ovn. Jeg skyndte mig at lukke ovnlågen, så hun ikke kunne komme ud igen. Jeg følte mig stor og mægtig, og lukkede begejstret de 2 børn ud af buret. De var lidt rystede over hele situationen. Men efter lidt tid fortalte drengen mig, at de hed Hans og Grete, og at de var meget taknemmelige for, at jeg havde reddet dem. Sammen begav vi os ud af heksens hus, og fandt vej ud af skoven. Da vores veje skiltes, og vi skulle sige farvel, var Grete slet ikke kommet sig over, at jeg havde spist de brødkrummer. Hun mente, at hvis det ikke havde været for mig, så var de slet ikke faret vild, og heller ikke blevet taget til fange af heksen. Så rakte hun tunge af mig, og løb sin vej, og Hans løb efter hende.

Jeg fandt også hjem, og fik endeligt noget rigtigt mad at spise. Noget senere hørte jeg folk fortælle om Hans og Gretes besøg i slik-pandekagehuset. Men når folk fortalte historien, så var det med Grete som helten. Hun skulle have reddet Hans fra at blive spist, og på intet tidspunkt i historien, blev jeg nævnt. Jeg havde været en vaskeægte helt, men fordi Grete var sur på mig, havde hun aldrig fortalt om mig. Jeg blev noget skuffet, og prøvede at ændre på folks opfattelse af, hvad der virkeligt var sket, men ingen troede på mig. Så besluttede jeg mig for, at købe et kompas, så jeg aldrig mere ville se mig nødsaget til at spise andre folks krummespor, hvis jeg skulle fare vild i skoven igen.