Den gang jeg
var lille, stjal jeg en sølvring.
Den gang jeg
var lille, var jeg enebarn i lang tid. Mine forældre syntes åbenbart, det var
så hårdt at være forældre til mig, at de holdt en laaaang pause, inden de ville
have flere børn. Jeg ville gerne have nogle søskende. Jeg var overbevist om, at
det ville være det fedeste, at have en lillebror eller søster, som man både
kunne lege med og sende i byen efter slik. Endelig en
dag fortalte min mor mig, at jeg skulle have en lillebror. Jeg blev ellevild,
og forestillede mig, hvordan jeg ville være som storesøster. Jeg ville både
made ham, trøste ham og klæde ham ud i mit dukketøj. Det var min store drøm,
der gik i opfyldelse. Tiden gik, og min lillebror kom til verden.
Nu er det
bare sådan med babyer, at selvom de er ret så nuttede langt hen af vejen, så er de
også lidt bøvlede at have med at gøre. Min bror skulle hele tiden have mad,
eller sove eller skiftes. Og han kunne ikke så meget, så han var ikke den store
festbombe at lege med. Men det værste var nok hans skrigeri. Han skreg hele
tiden. Det var til at få pip af. Nogle gange skreg han så højt, at det ikke var
nok at lukke døren ind til mit værelse, for at få fred. Nogle gange blev jeg
simpelthen nødt til at flygte ud af huset for at få hvilet mine ører.
En dag hvor
jeg var på en af mine flugtture, passerede jeg et cykelstativ, hvor der var
parkeret en hel masse cykler. Jeg kiggede lidt uinteresseret på dem, og kom vist
også til at sparke lidt til cykeldækkene, altså uden at ødelægge noget. Mens
jeg gik rundt der i min skrigfrie zone, fik jeg øje på noget, der skinnede på en
af cyklerne. Det fangede min interesse, og jeg gik nærmere for at se, hvad det
var. Da jeg kom helt tæt på, så jeg, at det var en fin sølvring, der lå lige bag ved
sadlen på cyklen. Det var et mærkeligt sted til en sølvring, tænkte jeg. Jeg tog
den op i hånden for at undersøge den lidt. Det var en meget smuk ring. Jeg
syntes, den var så fin, og ville ønske jeg havde sådan en magen til. Jeg
kiggede på den længe, inden jeg opdagede, at der stod noget inde i ringen. Jeg
kneb øjnene sammen, for at kunne læse de små bogstaver.
Til min
store overraskelse stod der Søster
inde i ringen. Søster! Det var jeg jo lige blevet. Tænk hvis ringen var en gave
til mig. Det måtte det næsten være. Sådan en form for belønning for at holde al
det baby skrigeri ud. Jeg overbeviste mig selv om, at ringen var til mig. Jeg
gjorde mig ikke de store overvejelser om, hvem den var fra, og hvorfor de havde
lagt den på en cykel, frem for at forære mig den direkte. Det betød ikke noget.
Jeg var bare så lykkelig for min nye ring.
Da jeg kom
hjem igen, med ringen i min lomme, var jeg ikke helt så begejstret længere. Jeg
havde spekuleret en del over hele situationen, og var nået til den konklusion, at
det ikke var så sandsynligt, at ringen var til mig. Jeg fik mere og mere ondt i
maven, og da det gik op for mig, at jeg nok var kommet til at stjæle ringen,
blev jeg helt vildt dårlig. Jeg gemte mig på mit værelse. Jeg havde ikke
lyst til at snakke med min mor om, hvad der var sket. Desuden var hun heller
ikke i stand til at snakke, da hun fejrede, at min lillebror sov middagslur, ved
selv at være kollapset på sofaen.
Jeg kunne
ikke rigtigt slappe af, eller finde på noget at lege. Jeg kunne heller ikke glemme det
faktum, at jeg rent faktisk havde stjålet en sølvring. Men så kom jeg i tanke
om, at hvis jeg nu skyndte mig tilbage til cyklen, og lagde ringen, hvor jeg
havde fundet den. Så var det jo teknisk set ikke et tyveri, men bare et lån.
Jeg hev fat i ringen, og løb ud af mit værelse, ned af trappen, og ud på
vejen. Jeg løb hele vejen hen til cykelstativet for at aflevere ringen igen.
Men da jeg kom derhen, var cyklen væk. Det var helt forfærdeligt. Nu kunne jeg
jo ikke lægge rinen tilbage. Hvad skulle jeg så finde på? Skulle jeg bare lægge
den på jorden eller på en anden cykel? Men det nænnede jeg heller ikke, for hvis der
så var en anden, der fandt den og tog den med hjem, så ville den rigtige
ejermand jo aldrig få den tilbage. Så efter at have fået den klamme koldsved, der
løb ned af ryggen på mig, lidt under kontrol, besluttede jeg mig for at tage ringen
med hjem igen. Og så komme igen dagen efter, for at se om cyklen var tilbage.
Det gjorde
jeg så 5 dage i træk. Da cyklen ikke var dukket op, tænkte jeg, at jeg ville
komme tilbage efter en uge. Da jeg havde gjort det et par uger, begyndte jeg at
blive lidt træt af det. Men jeg blev nødt til at fortsætte. Uge efter uge,
måned efter måned. Men cyklen var der bare aldrig. I mellem tiden var det sådan,
at jeg var blevet søster til endnu en bror. Så nu var jeg storesøster til 2 drenge.
Det var jeg meget glad for, trods diverse besværgeligheder, der fulgte med. Men
jeg havde svært ved at slippe den dårlige samvittighed over, at jeg havde
stjålet ringen. Jeg tog den aldrig på min finger, for jeg vidste jo, den ikke
var min. Den lå fint i mit smykkeskrin og ventede, ligesom mig, på at cyklen kom
tilbage.
En dag, jeg
sad med ringen i hånden og kiggede på den, kom min mor ind på mit værelse. Jeg
skyndte mig at gemme ringen bag min ryg, og kunne mærke varmen blusse i mine
kinder, da jeg prøvede at se meget uskyldig ud, og spurgte hende, hvad hun
ville. Min mor stak mig et kæmpe smil, da hun, med en smule træthed i stemmen,
fortalte mig, at jeg skulle have endnu en bror.
TRE brødre på
2 år! Det var alligevel meget. Selvfølgelig var jeg glad for mine brødre, men
havde de behøvet at komme så hurtigt efter hinanden, og måske kunne mine
forældre godt lige have smidt en ekstra pige ind i flokken, så jeg havde nogen
at flette hår på. Min mor
forlod værelset, og jeg tog ringen frem igen. I det øjeblik besluttede jeg, at
jeg måtte leve med min dårlige samvittighed over at have ringen liggende. For
hvis der var nogen, der fortjente en sølvring med indgraveringen Søster, så var det vist mig. Jeg gemte
ringen nede under nogle andre smykker, og tog den aldrig frem igen.