Den gang jeg var lille, fangede jeg en kæmpe krokodille.

 Den gang jeg var lille, var jeg ret god til at lave hjemmelavede fødselsdagsgaver til min mor. Jeg kunne både tegne fine tegninger, lave askebægere i ler, og bygge små fuglehuse eller noget andet spændende i træ. Min mor var vild med mine hjemmelavede gaver. Men så et år ønskede min mor sig noget helt specielt. Hun ønskede sig en dametaske i krokodilleskind. Det syntes jeg lød helt vildt mærkeligt, men hvis det var det, hun ønskede sig, så var det da det, hun skulle have.

Så jeg besluttede mig for at tage ud i den store verden, for at fange en krokodille, jeg kunne lave om til en taske. Jeg gik ret længe, for der var ikke krokodiller i nærheden af, hvor jeg boede. Jeg kom til en stor jungle, hvor der boede alle mulige slags spændende dyr. Der var aber, slanger, edderkopper og tigere. Der var både store dyr og små dyr, farlige dyr og venlige dyr. Men jeg kunne bare ikke finde nogen krokodiller. Jeg gik så længe, at jeg fik ondt i fødderne, og besluttede mig for at holde et lille hvil. Jeg var kommet til en lille sumpet sø, og tænkte at mine fødder ville have godt af et lille dyp i vandet. Jeg tog min støvler af, og luften blev fyldt af en fæl lugt. Mine fødder havde været spærret inde i mine varme støvler alt for længe, og de var simpelthen blevet så sure, at selv ikke jeg kunne holde lugten ud. Jeg satte mig ned ved søbredden, og dyppede mine tæer i vandet. Det var dejligt kølende, og jeg kunne ikke længere lugte mine tæer, nu de var under vandet. Jeg sad der og slappede af et lille stykke tid. Så kunne jeg mærke noget der nippede til mine fødder. Jeg kiggede ned i vandet, og der for enden af mine ben, lige ved spidsen af mine tæer, var der en kæmpe grøn uhyggelig krokodille.

 

Den så sulten ud, og da den åbnede sit store gab for at tage en bid af mig, troede jeg, at det var ude med mig. Men så skete der det mærkelige, at krokodillen, lukkede øjnene, og rullede rundt i vandet, hvorefter den flød op mod overfladen af vandet, og lå der helt stille, som om den var besvimet. Jeg trak hurtigt fødderne til mig. Så jeg kunne løbe, hvis den skulle vågne op igen. Så ramte den fæle lugt fra mine tæer mig igen. Jeg kiggede på den besvimede krokodille, og så på mine tæer, og så tilbage på krokodillen. Og så gik det op for mig, hvad der var sket. Da den sultne krokodille ville tage en bid af mig, slog lugten af mine sure tæer den omkuld. Og nu flød den bevidstløs rundt på søen. Det var min chance. Hvis jeg fik bugseret den ind på land, kunne jeg tage den til fange, og lave den om til en taske til min mor. Jeg svømmede ud i søen, tog fat i krokodillen, og slæbte den ind mod land. Jeg fik krokodillen op af søen og hen til et træ, hvor jeg bandt den fast med et langt reb. Så tog jeg støvler på igen, for nu var lugten altså også ved at slå mig omkuld. Jeg satte mig ned ved siden af den store dille, og spekulerede på, hvordan jeg skulle få en taske ud af det kæmpe dyr.

Så begyndte krokodillen at røre lidt på sig. Den åbnede øjnene og spjættede med hele kroppen. Det så bestemt ikke ud, som om den kunne lide at være bundet. Den stirrede meget vredt på mig, og sagde så, på en ikke særligt venlig måde: ”Hvad har du gang i, hvorfor har du bundet mig til et træ?”. Jeg blev faktisk lidt fornærmet over krokodillens måde at tale til mig på. Det var jo lige som den, der var startet med at ville æde mig. ”Jo, jeg har taget dig til fange”, svarede jeg den vrede krokodille. ”Da du besvimede, trak jeg dig op på land, og nu sidder jeg og tænker på, hvordan jeg kan lave dig om til en taske.” ”Taske?”, sagde krokodillen så.  ”Det er altså helt vildt politisk ukorrekt at lave dyr om til luksus varer”, fortsatte den så. Jeg var ikke helt klar over, hvad dillen snakkede om, men så fortsatte den, og spurgte mig, hvad jeg mon selv ville synes om, at blive lavet om til en taske. Det havde jeg egentligt ikke lyst til at prøve. Jeg kom helt i tvivl om, om det overhovedet var en god ide, det jeg havde gang i. Men det var jo bare det, at min mor ønskede sig en krokodille taske, og jeg ville jo så gerne gøre hende glad. Så kom jeg i tanke om, at hun også havde sagt, at hun ville blive lige så glad for en tegning. Og jeg var jo god til at tegne.

Efter at have siddet og diskuteret lidt med mig selv, besluttede jeg mig for, at jeg ville slippe krokodillen løs, og så begive mig hjemad. Men hvordan skulle jeg kunne sikre mig, at krokodillen ikke ville æde mig, når jeg bandt rebet op? Den så så forfærdeligt sulten ud. Så kom jeg i tanke om, at jeg jo bare kunne tage støvlerne af igen, og bedøve krokodillen, og så binde rebet op, og løbe hjem, inden den vågnede. Det gjorde jeg så. Jeg bedøvede dillen med lugten fra mine tæer. Bandt rebet op og løb, så hurtigt jeg kunne, hjem til mig selv igen.
Da jeg kom hjem og løb ind af hoveddøren, hørte jeg min mor råbe. ”Husk at tage støvlerne af”. Det gjorde jeg, og så løb jeg direkte op på badeværelset for at få vasket mine tæer.  Jeg ville jo nødigt komme til at bedøve min mor.

Den gang jeg var lille, elskede jeg at komme i vandland.

Den gang jeg var lille, var jeg helt vild med vand og med at bade. Jeg elskede, at komme i bad derhjemme, og at komme i svømmehallen og på stranden. Men det, jeg allerbedst kunne lide, var at komme i vandland. Et kæmpemæssig badevandland fyldt med bassiner, vandrutsjebaner og badedyr. Min far og mor vidste godt, at jeg var vild med vandland. Det var de så ikke. De blev ved med at snakke om noget med for mange mennesker, for højt støjniveau og uhygiejniske forhold. Jeg kunne så bare drømme om lange snoede rutsjebaneture, der endte i fantastiske kæmpe store vandplask.

En dag kom jeg ned i stuen og fandt min mor og far sidde helt stille i sofaen. De kiggede begge på mig, med de mest fjollede smil, jeg nogensinde havde set. ”Vi har en overraskelse til dig”, sagde de i munden på hinanden. Det var ikke sådan, at jeg blev fyldt med begejstring over den lovede overraskelse. Som regel når min mor og far sagde, de havde en overraskelse, så var det bare et dække for et eller andet dødsygt, de havde planlagt. Noget som de syntes, kunne være helt vildt godt for familiesammenholdet. Altså min erfaring sagde mig, at jeg ikke skulle forvente det helt vildt store. Måske et besøg på et pædagogisk korrekt museum, hvor vi kunne udfolde vores kreative sider, eller et smut på en planteskole, hvor vi så selv kunne udvælge vores egne grøntsags frø, som vi så sammen kunne så i vores nye familievenlige højbede. Jeg kiggede lidt på dem, og vidste bare,at jeg ikke kunne slippe uden om deres nyeste plan.
 ”Vi skal i vandland”, sagde min far og mor med stor forventning i deres stemmer. VANDLAND, det var bare det fedeste, de kunne finde på. Endelig fandt de på noget, som ikke var en del af en målrettet plan for min videre dannelse og almene opdragelse, og så var det tilmed min allerstørste drøm. Jeg hoppede op i armene på mine forældre og krammede dem, til de begge blev helt blå i hovedet af iltmangel.

Et par timer senere lavede jeg det fedeste plask, da jeg ramte vandet fra 3 meter vippen. Min mor og far sad i deres badetøj ved bassinkanten og snakkede sammen. Jeg havde prøvet alle vandrutsjebanerne og alle bassinerne, men mest alene. Mine forældre ville bare nøjes med at dyppe tæerne. De var bare så kedelige. Vi var verdens fedeste sted, og så prøvede de ingenting. Jeg ville så gerne have min far med op i en af rutsjebanerne. En af dem der lignede kæmperør, der snor sig gennem hele vandlandet. Jeg prøvede at overtale ham til at tage med. Først ville han ikke, men jeg plagede af alle mine kræfter, og til sidst så gav han sig.

Min far og jeg aftalte, at han skulle køre ned først, og så ville jeg komme lige bagefter. Min far satte sig ned i røret, og sagde en mærkelig lyd, da jeg gav ham et ordentligt skub, så han kunne komme hurtigt af sted. Jeg satte mig ned i rutsjebanen, og satte i gang for at se, om jeg kunne nå min far på vejen ned. Da jeg nåede halvvejs kunne jeg se min fars hoved. Jeg kom tættere og tættere på ham. Det virkede faktisk som om, han slet ikke bevægede sig. Nu skal det altså siges, at min far var en meget tyk mand. Han var blød, men han var også meget tyk. Og til min ærgrelse opdagede jeg, at min far sad fast i rutsjebanerøret, og at jeg var ved at ramle ind i ham. Bom, så sad jeg der oven på min fars hoved. ”Du bliver nødt til at hjælpe mig, skat”, sagde min far, ”jeg sidder vist fast”. Jeg prøvede af alle min kræfter at skubbe min far løs, men han sad alt for godt fast. Så fik jeg en genial ide. Jeg ville klatre tilbage op af rutsjebanen, hente noget sæbe ude fra baderummet af. Så kunne min far smøre sig ind i sæben, og så ville han blive så glat, at jeg nemt kunne skubbe ham ud af røret.

Jeg skyndte mig alt det, jeg kunne, og tog al den sæben jeg kunne finde, for så at vende tilbage til min far. Min far smurte sig ind i sæben, og jeg begyndte at skubbe min far nedad. Der skulle ret meget sæbe til, før min fars deller slap siderne af rutsjebanerøret, men til sidst lykkedes det. Og jeg skubbede min far hele vejen ud af røret og ned i bassinet for enden. Min far var lykkelig, endelig var han ude. Men så skete der noget helt vildt. Al den sæbe, min far havde smurt sig ind i, blev til kæmpe sæbebobler, da han ramte vandet. Og fordi der var så meget sæbe, dannedes der flere og flere bobler. Til sidst var hele vandlandet fyldt med kæmpe sæbebobler.

Alle i vandlandet stoppede op og stirrede på os. Åh nej, tænkte jeg. Nu ville vi nok blive smidt ud af vandlandet. Og sikkert aldrig få lov til at komme tilbage igen. Jeg blev både lidt flov og lidt trist. Endelig var min drøm gået i opfyldelse, og så skulle det ende på denne måde.

 

Jeg gjorde mig parat til at stå op af bassinet, og finde mit håndklæde. Der var stadig helt stille i vandlandet, lige indtil en lille pige skreg: ”Bobler!”, og så begyndte alle at juble og hoppe glade rundt i det, der nu var verdens fedeste og nok eneste sæbebobleland. Min mor kom hen til os, og rystede lidt på hovedet, og så sagde hun, at med al den sæbe, var hun da sikker på, at jeg ville være helt ren, når vi forlod badelandet.

Den gang jeg var lille, var jeg altid morgensur.

 Den gang jeg var lille, hadede jeg at skulle tidligt op om morgenen. Jeg ville bare sove så længe som muligt, og så ligge og vågne stille og roligt i mit eget tempo. Men sådan var det sjældent hjemme hos mig. Jeg blev altid vækket, når jeg sov allerbedst. Og ja, så blev jeg altså rigtigt godt morgensur. Min mor plejede at sige, at jeg var lige så sur som en citron. Og at det ikke var til at holde ud. Det var jeg da lige glad med. Jeg ville bare have lov til at sove.

En morgen vækkede min mor mig alt for tidligt. Jeg var lige midt i en god drøm, og så skulle jeg lige pludselig vågne og op og i gang med at tage tøj på og børste tænder. Jeg blev simpelthen så sur. Kunne jeg da ikke bare få noget morgenfred? Jeg var ikke færdig med at sove. Surheden rasede inde i mig.

Jeg gik modvilligt ud på toilettet for at børste mine tænder. Jeg havde lidt svært ved at få åbnet mine øjne. Jeg var jo ikke helt vågen, og lyset var så stærkt.  Mens jeg famlende fandt tandpastaen frem, løftede jeg forsigtigt det ene øjenlåg og kiggede ind i spejlet. Det var mærkeligt, jeg kunne ikke se mit spejlbillede. Kun en masse gult. Jeg blinkede med begge øjne, og fik nu løftet begge øjenlåg og kiggede direkte ind i spejlet.

Åh, nej! Jeg var blevet til en citron. Min mor havde jo altid sagt, at jeg var sur som en citron. Og nu var jeg altså blevet til en. Jeg blev meget hurtigt helt vågen. Hvad skulle jeg nu stille op? Det værste ville være, hvis min mor så mig. For når jeg nu var blevet forvandlet til en ægte citron, ville hun så ikke kunne holde ud at være sammen med mig?

Jeg måtte snige mig ud af huset, for at hun ikke skulle opdage mig. Jeg kom ud på gaden, og stod og så mig lidt omkring. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre nu. Jeg så hen på naboens hus. Naboens irriterende dreng havde lavet en lemonadebod. Over boden var der et kæmpe skilt, hvor der stod. ”Hjemmelavet lemonade fra rigtige citroner 2 kr. pr glas”. Hen over skiltet var der klistret et andet lille skilt, hvor der stod: ”Udsolgt”. Tænk at så mange mennesker ville købe hans klistrede citronstads, at han rent faktisk løb tør for citroner. Nå, men nu havde han altså udsolgt. Så blev jeg da i hvert fald fri for at se på hans åndssvage bod. Jeg stod lidt der på vejen og kiggede over på nabodrengens bod. Så kom han ud fra sit hus. Han så på mig og spærrede så øjnene helt vildt op. Jeg havde aldrig set ham have så store øjne før. Så løb han ind i sit hus, men kom hurtigt ud igen, med en kæmpe køkkenkniv i hånden. Var han blevet gal eller hvad? tænkte jeg. Han begyndte han at løbe hen imod mig.  Hvad havde han gang i? Så kiggede jeg ned af mig selv. Åh nej, jeg var jo en citron. Det havde jeg helt glemt. Jeg var en kæmpe stor gul citron, og nu løb han efter mig, for at skære mig i halve, presse mig og lave mig om til sin sure lemonadedrik.

Jeg begyndte at skrige, og løbe lidt rundt i cirkler. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg havde jo aldrig været en citron før, og jagtet af en gal lemonadedreng. Heldigvis hørte min mor mit skrigeri, og åbnede vores hoveddør for at se, hvad der foregik. Jeg løb lige ind i mit hus og gemte mig bag min mor. Hun nåede at lukke døren, lige før nabodrengen nåede at få fat i mig. Jeg rystede over hele min gule krop. Min mor gav mig et kæmpe knus. Det var dejligt. Da hun slap mig, kiggede jeg ned af mig selv, og kunne se, at jeg ikke længere var en citron. Jeg var mig igen.
Jeg fortalte stille min mor, hvad der var foregået. Og så sagde hun til mig, at jeg altid skulle komme til hende, når jeg havde brug for hjælp. Og at hun altid ville elske mig højt, uanset om jeg forvandlede mig til en citron, et æble eller en anden slags frugt.

Den gang jeg var lille, var jeg ikke så god til at holde på en hemmelighed.

 Den gang jeg var lille, havde jeg en rigtigt god ven. Vi havde det altid så sjovt, og det allerbedste, jeg vidste, var når vi legede sammen.

En dag, da vi legede sammen på mit værelse, blev min gode ven helt stille. ”Hvad er der i vejen”, spurgte jeg hende. ”Jeg har noget, jeg godt vil fortælle dig”, sagde hun så.  ”Kan du holde på en hemmelighed?”. Det mente jeg jo nok, at jeg kunne. Så sænkede hun sin stemme. Og hviskede sin hemmelighed ind i mit ene øre.
Det føltes lidt mærkeligt. Bagefter kunne jeg slet ikke finde på noget at lege, og min ven skulle også hjem og spise. Så sad jeg der på mit værelse, og stirrede lidt ud i luften.

Så begyndte det at klø helt vildt i mit øre. Øv, hvor var det irriterende. Det blev bare værre og værre. Jeg kløede mig i øret med min pegefinger, for at få det til at stoppe. Og endelig holdt det op med at klø. Men så kunne jeg høre en mærkelig lyd bag mig. Det lød som om, der var noget inde på mit værelse. Jeg vendte mig om, og blev helt vildt overrasket, for der midt på mit gulv, hoppede min gode vens hemmelighed op og ned. Den måtte være røget ud af mit øre, da jeg kløede i det. Først vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre, men så blev jeg enig med mig selv om, at jeg måtte fange hemmeligheden. Jeg havde jo lovet at holde den.

Jeg fangede hemmeligheden med det samme, og ville proppe den tilbage i mit øre, men så hoppede den ud af mine hænder. Jeg fangede den igen, og holdt mere fast denne gang, men den hoppede så vildt, at jeg ikke kunne blive ved med at holde fast. Jeg prøvede at fange den igen og igen og igen, men jeg måtte indse, at det var umuligt for mig at holde på den hemmelighed. Hvad skulle jeg nu gøre? Jeg havde jo lovet det.

 Hemmeligheden gik helt amok, og hoppede højere og højere. Den var bare fyldt med energi og ballade, og den hoppede ud af mit værelse, ned af trappen, ind i stuen, ud af terrassedøren og ud i haven. Jeg løb så hurtigt, jeg kunne, efter den. Jeg blev nødt til at fange den, inden der var nogle andre, der opdagede den. Ude i haven kunne hemmeligheden hoppe lige så højt, den ville, så det ville stort set være umuligt at få fat på den. Jeg var lige ved at opgive det hele, men jeg ville jo heller ikke være en dårlig ven. Jeg havde jo lovet at holde den hemmelighed.

Jeg havde jo indset, at jeg ikke bare kunne fange den med mine hænder, så jeg besluttede mig for at lave en fælde for hemmeligheden. Så mens den hoppede løs, gravede jeg først et stort hul. Bagefter bandt jeg nogle grene sammen, som skulle være et kæmpe låg, der kunne lægges hen over hullet.  Da jeg havde bygget fælden, kaldte jeg på hemmeligheden. ”Kom her hemmelighed, kom her”. Det virkede som om, den slet ikke kunne høre mig, og jeg begyndte at blive lidt sur. Det var ret så besværgeligt at holde på den hemmelighed. Jeg vidste slet ikke, om jeg gad mere.

Jeg lagde mig ned på græsset. Jeg var blevet rigtigt godt træt af at jage den dumme hemmelighed. Jeg kom til at lukke øjnene lidt, og faldt måske også lidt i søvn, men med et blev jeg vækket af en høj lyd, lige ved siden af mig. Det var hemmeligheden, der var faldet i min fælde. Jeg skyndte mig at lægge låget på, så hemmeligheden ikke kunne hoppe op igen. Jeg sad et lille stykke tid og lyttede lidt til dens hopperi. Så lagde jeg mærke til, at det lød, som om hemmeligheden også var blevet træt, for den holdt op med at hoppe. Jeg lettede en lille smule på fældens låg, og kunne se hemmeligheden ligge helt stille nede på bunden.  Jeg rakte hånden ud efter den, fik fat på den, og skyndte mig at proppe den ind i mit øre igen.  Endelig kunne jeg holde mit løfte. Og holde på min vens hemmelighed.

Et par dage efter kom min gode ven hjem til mig igen, og så spurgte hun mig.” Har du holdt på min hemmelighed?”. ”Det kan du tro, jeg har”, svarede jeg hende. ”men det har altså været ret hårdt arbejde, så vil du ikke nok tage den tilbage igen”? Det ville hun heldigvis gerne. Hun fik sin hemmelighed, og vi kunne lege, som vi plejede at gøre.

                                    

Den gang jeg var lille, reddede jeg min mor fra at drukne.

Den gang jeg var lille, hadede jeg ærter. Min mor elskede dem. Vi skulle altid have ærter. Friske ærter, kogte ærter, ærter i salaten, ærter til kødet, ærter til alt. Det værste var, når min mor lavede ærtesuppe. Så stillede hun en kæmpe gryde med slimet ærtesnask ind på bordet, og sagde; ”Du kan tro, det er sundt”. Det var jeg da lige glad med. Det var helt vildt ulækkert. Når min mor serverede ærter, tog det mig rigtigt lang tid at spise. Jeg prøvede at gemme dem, men min mor opdagede det altid. Og så sad jeg der, ved bordet, i uendelige tider, fordi jeg ikke måtte rejse mig, før jeg havde spist op. Det kunne godt være, at min mor for det meste var sød, men lige med det med ærterne, der var hun helt vildt langt ude.

En dag hvor min mor og jeg var alene hjemme, syntes min mor, at vi rigtigt skulle hygge os med noget dejligt mad. Jeg glædede mig. Bare mig og min mor, vi skulle sidde og have det rigtigt rart sammen ved aftensmaden. Det lød skønt. Da min mor kaldte og sagde, at nu var maden færdig, løb jeg ind til spisebordet, og hoppede glad op på min stol. Og hvad stod der, der midt på bordet? Verdens største gryde med ærtesuppe. For som min mor sagde, ”så er der også noget til i morgen”. Nej, det var bare ikke rigtigt. Her havde jeg glædet mig til at spise sammen med min mor, og så skulle vi have ærtesuppe. Det var næsten lige så slemt, som en juleaften uden gaver. Hvordan kunne hun gøre det mod mig?
Jeg prøvede at forklare min mor, at jeg ikke havde lyst til ærtesuppe, men det ville hun ikke høre på. Hun var overbevist om, at hvis jeg smagte på suppen, så ville jeg elske det. Jeg fik kvalme, og sad helt lammet på min stol, og stirrede på den kæmpe store suppegryde. Så skete der noget sært. Det så ud som om, at suppen begyndte at boble. Min mor opdagede ingenting. Hun nynnede bare, og sad der og var så lykkelig med sin suppe.

 

 

Jeg kiggede intenst på den grønne substans i gryden. Jo, den boblede, og nu så det også ud, som om den voksede. Suppen muterede rent faktisk, og der blev mere og mere af den. Til sidst flød suppen ud over grydens kant og ud på bordet. ”Nej hov”, sagde min mor, ”vi er vist kommet til at spilde lidt”. Og så rejste hun sig for at hente noget, hun kunne tørre op med. Men så gik det hurtigt. Ærtesuppen flød ud over bordet og ned på gulvet. Der var ærtesuppe alle vegne. Jeg stod i klam ærtesuppe til knæene. Og det fortsatte.  Ærtesuppen steg og steg og steg. Godt jeg havde lært at svømme, for nu var der så meget suppe i vores hus, at jeg flød rundt i det. Jeg tænkte, at mit værste mareridt var gået i opfyldelse. Så kom jeg i tanke om min mor. Jeg kunne ikke se hende. Jeg svømmede rundt i suppen og kaldte på hende, men jeg kunne ikke høre hende. Nu var der så meget suppe i vores hus, at jeg blev presset op mod loftet. Jeg vidste, jeg måtte ud af huset, hvis jeg ikke skulle drukne i det grønne stads. Jeg tog en dyb indånding og dykkede så ned i suppen. Jeg følte mig frem, for jeg kunne ikke se noget, men jeg fandt døren ud til haven og baksede med at få den åbnet. Det var svært, og jeg havde næsten ikke mere luft tilbage. Det værste, der kunne ske nu, var hvis jeg kom til at åbne munden og sluge noget af ærtesuppen. Jeg fik endelig åbnet døren, og ud flød al suppen. Vores have blev fyldt med klam, klistret ærtesnask.

Og lige der midt i det hele, lå min mor, og så helt livløs ud. Jeg skyndte mig hen til hende, og ruskede lidt i hende. ”Mor, vågn op, vågn op”, råbte jeg. Jeg var ved at blive godt bange. Tænk hvis hun var druknet i ærtesuppen. Men heldigvis gik der ikke lang tid, inden hun åbnede sine øjne, og så smilende op på mig.
Min mor rejste sig op og kiggede ud over både have og hus, der var smurt ind i ærtesuppe. Det så ud som om, suppen var holdt op med at mutere. Mor sukkede, og sagde så, at det nok ville tage noget tid, at få tørret al den suppe op. Jeg sagde, at jeg nok skulle hjælpe hende. Det tog os mange timer, før al suppen var væk. Vi var begge meget trætte, og sank sammen i sofaen. Så kiggede mor på mig og sagde: ”Kom, vi kører over efter pizza”.

Den gang jeg var lille, kom jeg til at sluge en ballon.

Den gang jeg var lille, elskede jeg at lege med balloner. Da jeg var helt lille, var det min mor og far, der pustede dem op for mig, men da jeg blev lidt større, fik jeg lyst til at prøve selv. Men jeg opdagede, at det ikke var helt nemt. Man skulle puste rigtigt meget luft ind i ballonerne, og man kunne godt blive helt svimmel af det. Nogle gange ville de slet ikke pustes op, og så kunne jeg stå der og puste og sprutte, uden at der skete noget. Jeg havde en drøm om, at jeg ville blive så god, at jeg, kun ved en´ stor indånding, ville have luft nok til at puste en ballon op i et pust. Jeg øvede mig og øvede mig. For det skal man, hvis man gerne vil være god til noget.

 Men så skete der det forfærdelige, at jeg en dag kom til at sluge en ballon. Og hver gang jeg så trak vejret indad, så kom jeg til at puste ballonen op, inde i min mave. Fordi jeg var blevet lidt forskrækket over den slugte ballon, kom jeg til at trække vejret rigtigt hurtigt, og det betød, at ballonen bare blev større endnu hurtigere. Til sidst var den så stor, at min mave bulede helt vildt ud, og jeg begyndte at lette.  Ballonen i min mave fløj op mod himlen, og jeg fløj med. Jeg kom højere og højere op. Og jeg kunne se ned på mit hus og min have, som bare blev mindre og mindre. Det var ikke lige det, jeg havde planlagt, skulle ske den dag. Og jeg var lige ved at græde, da jeg var kommet så højt op, at det gik op for mig, at det ville gøre ret så ondt, hvis jeg faldt ned deroppefra.

Da jeg havde fløjet rundt deroppe et godt stykke tid, fik jeg følgeskab af en lille nuttet fugl. Den fløj rundt omkring mig, og kiggede nysgerrigt på mig. Jeg syntes, den var så fin, og blev da glad for lidt selskab deroppe mellem skyerne. Men så besluttede den lille fugl sig for at sætte sig på mit hoved. Det var i og for sig okay, hvis det var fordi, den trængte til at hvile sig, men nej. Den hvilede sig ikke bare, den klattede på mit hoved. Ad hvor var det ulækkert. Jeg prøvede at vifte fuglen væk, så den ikke fortsatte med klatteriet. Men så gik den til angreb. Den var overhovedet ikke nuttet mere. Den hakkede i mine fingre med sit næb. Jeg baskede løs med arme og ben for at få den væk, men den var for hurtig for mig.

Efter nogle minutters kamp mellem mig, den menneskelige ballon, og monster spurven, blev jeg træt af baskeriet, og lod mine arme og ben falde slapt ind mod min krop. Det skulle jeg så aldrig have gjort, for nu fløj fuglen lige mod min mave. Den hakkede løs på min ballon fyldte mave. Det gjorde rigtigt ondt, og ikke nok med det, pludselig hørte jeg en lyd, jeg bestemt ikke havde lyst til at høre. Det var ballonen, der sprang.

”Det bare løgn”, tænkte jeg. Og så begyndte jeg at falde ned mod jorden. Hurtigere og hurtigere. Jeg måtte lukke øjnene, det var alt for skræmmende.  Det måtte bestemt være de sidste minutter i mit liv.

Men så mærkede jeg nogle små hak i min nakke. Ej, det kunne bare ikke passe. Det var den irriterende fugl, der vendte tilbage. Og den ville lige som være med til at afslutte mit liv på denne jord, ved at hakke mig i nakken. Jeg skulle lige til at daske ud efter fuglen, men så kunne jeg mærke, at jeg ikke faldt så hurtigt, som jeg havde gjort før. Den lille spurv, måtte have superkrafter, for den havde fat i kraven på min bluse, og bremsede mit fald.
Den lille irriterende, hakkende fugl fik mig sikkert ned på jorden. Jeg var forundret over at sådan en lille fugl, kunne bære hele min vægt. Det måtte være en eller anden slags super stærk mutant spurv af en art. Måske kunne jeg få den til at følge med mig hjem, så jeg kunne vise den til min mor og far. De ville garanteret ikke tro på min historie om den slugte ballon og super fuglen, hvis jeg ikke havde nogle beviser. Jeg prøvede at fange den lille spurv, men det brød den sig vist ikke om. Den hakkede mig i hånden, fløj op og satte sig på mit hoved, lavede en ordentlig klat og fløj så videre.  

Jeg begyndte at gå hjemad. Nu hvor jeg ikke havde fuglen med hjem, ville mine forældre nok ikke tro på min historie. Men så fik jeg den gode ide, at jeg jo altid kunne sluge en ballon til, og så kunne de se med deres egne øjne, at det ikke var noget, jeg havde fundet på.

 

 

 

Den gang jeg var lille, blev jeg så vred, at mit hoved eksploderede.

 Den gang jeg var lille, kunne jeg blive godt gal i skralden. Jeg kunne blive så hidsig og så vred, at jeg blev helt rød i hovedet. Mine øjne blev store, og der kom røg ud af mine ører. Min mor sagde tit; ”Pas nu på, at du ikke bliver så vred, at dit hoved eksploderer”. Det gjorde mig bare endnu mere gal og hidsig. Voksne siger bare sådan nogen dumme ting en gang imellem. Jeg kunne blive vred over rigtigt mange forskellige ting. Jeg kunne blive vred på min mor og far, på mine venner, mit legetøj, eller bare på noget, der ikke ville, som jeg ville. Jeg kunne blive så vred, at det var som om, der ikke var plads til al den vrede inde i mit hoved. Men for det meste blev jeg hurtigt god igen, og så kunne jeg fortsætte med det, jeg havde gang i.

En dag ville jeg bygge en helt vildt fed hule på mit værelse. Jeg havde gang i både puder, tæpper og stole, for at gøre hulen helt perfekt. Jeg vidste præcis, hvordan den skulle se ud. Men hulebyggeriet drillede mig. Hver gang jeg prøvede, at få tæpperne til at nå hinanden hen over stolene, røg det ene tæppe ned. Når jeg så rettede op på det, faldt det andet tæppe ned. Åh, jeg kunne mærke, jeg blev mere og mere hidsig. De åndssvage tæpper gjorde bare slet ikke det, som jeg ville have, de skulle gøre. Jeg kunne mærke vreden stige i mit ansigt, og mine kinder blive varme. Jeg kæmpede med hulen, men jo mere jeg forsøgte at reparere den, jo mere faldt den sammen. Til sidst var jeg så vred og tosset, at mit hoved begyndte at vokse. Røgen dampede ud af mine ører. Som om jeg var et gammeldags lokomotivtog. Jeg stoppede med hulebyggeriet, for jeg kunne godt mærke, at jeg var så vred, at det ikke længere var særligt rart at være mig, men mit hoved fortsatte med at vokse og mine ører fortsatte med at dampe løs. Til sidst var mit hoved blevet så stort, at der måtte ske det, som de voksne så tit havde advaret mig imod: Mit hoved eksploderede.

Med et stort brag eksploderede mit hoved i ti tusind stykker. Jeg blev helt vildt forskrækket. Jeg havde jo ikke troet på, at det kunne ske i virkeligheden. Men nu var det altså sket. Og der stod jeg helt hovedløs. Ej, det var ikke en god oplevelse. Man kan overhovedet ikke lave noget som helst sjovt, hvis man mangler sit hoved. Jeg løb ned til min mor og far i stuen, mens jeg råbte. ”Mit hoved er eksploderet, mit hoved er eksploderet”. Min mor og far sad bare helt rolige i sofaen. ”Kan I ikke se jeg mangler mit hoved?” spurgte jeg dem så. De måtte da blive en lille smule chokerede, når deres barn sådan løb hovedløs rundt.

”Det var jo det, jeg sagde”, sagde min mor så. ”Og se, jeg fik ret”. Ja, det kunne jeg så ikke bruge til så meget. Jeg havde måske mere brug for at få mit hoved tilbage, end at min mor fortalte mig, at hun altid havde vidst, at det her ville ske. ”Du bliver så vred nogle gange, at det jo måtte ske en dag”. Og så fortsatte hun. ”Måske skal du prøve at tage ved lære af det, så det ikke sker igen”. Sker igen? Man kan da ikke få sit hoved til at eksplodere en gang til, når man ligesom ikke har et hoved. Kunne min mor slet ikke forstå, hvor alvorligt det her var? Så fortalte min mor mig, at jeg, fra jeg var helt lille, altid havde været hurtig til at blive rigtigt vred. Derfor havde hun været forudseende, og havde sørget for, at have et ekstra hoved liggende.
Et ekstra hoved liggende? Okay, det lød helt vildt langt ude. Men min mor rejste sig, gik ud i garagen og kom tilbage med et hoved, som hun satte fast på min hals. Det passede helt perfekt. Jeg hev lidt i mine ører, vrikkede lidt med næsen og rakte min tunge så langt ud jeg kunne. Så løb jeg hen til spejlet ude i gangen og stirrede på mit spejlbillede. Til min store overraskelse kunne jeg se, at jeg så ud, som jeg altid havde gjort. Det nye hoved var helt magen til mit gamle. Jeg blev så lettet. Min mor og far smilede til mig. ”Nå, hvordan føles det så”, spurgte de. Det føltes rart. Ligesom det skulle føles. Jeg satte mig hen på sofaen imellem dem. Så sagde jeg til dem, at jeg aldrig ville blive vred igen, for jeg ville ikke risikere, at mit hoved eksploderede en gang til. ”Åh, det ville nu ikke gøre så meget”, sagde min mor så. ”Jeg har en hel del hoveder på lager”.

Den gang jeg var lille, var jeg bange for spøgelser.

Den gang jeg var lille, var jeg bange for tordenvejr, tandlæger, fyrværkeri, edderkopper og gamle damer med krogede næser. Men jeg var allermest bange for spøgelser. Spøgelser er simpelthen så uhyggelige, for de kommer altid frem i mørket, når man er helt alene. Faktisk var jeg så bange for spøgelser, at jeg ikke turde gå op på mit værelse om aftenen, hvis der ikke var nogen, der gik med mig. For tænk hvis der stod et spøgelse på lur, når jeg gik derop. Jeg var hele tiden bange for de dumme spøgelser. Der var især et spøgelse, der gjorde mig rigtigt bange. Det var et skelet-spøgelse, der buhende fløj rundt i mit værelse, mens dets knogler raslede og knirkede. Skelettet kom altid frem, lige når jeg var ved at falde i søvn, og så blev jeg straks lysvågen og lå der under min dyne, så jeg ikke kunne se eller høre spøgelset. Det hjalp bare ikke så meget. Jeg vidste jo, at det var der. Jeg lå tit vågen langt ud på natten, før det endelig forsvandt, og jeg kunne falde til ro.  Det var rigtigt dumt. For når jeg så skulle op om morgenen, var jeg så træt, og gik rundt og var sur hele dagen. Og så kunne jeg bare gå og vente på, at det samme ville ske, når jeg kom i seng igen om aftenen. Det spøgelse var så uhyggeligt, og det ville aldrig lade mig være i fred.

 

Men en morgen, hvor jeg vågnede, og igen ikke havde sovet særligt meget om natten, satte jeg op i min seng og tænkte, at nu måtte det være nok. Jeg var træt af at være bange, og træt af det knirkende skelet, der ødelagde min nattesøvn. Jeg måtte lægge en plan, for at få det til at forsvinde. Jeg besluttede mig for, at den næste aften, ville jeg give skelet-spøgelset nogle tæsk. Jeg var ret glad for karate, og kunne nogle ret så fede cirkel-spark, så jeg tænkte, at hvis jeg lige placerede sådan et spark lige midt i skelettets knoglede mave, så ville det nok forsvinde for altid.
Samme aften sad jeg i min seng, og havde helt vild ondt i maven, for når jeg nu havde været bange for spøgelser så længe, ville jeg så overhovedet turde følge min plan. Jeg sad helt stille, med dynen op over næsen, og ventede i mørket. Pludselig var det der, det raslende, knirkende uhyggelige skelet, og begyndte at spøge løs i mit værelse. Jeg tog mod til mig, hoppede op af min seng og placerede et perfekt cirkel-spark lige i mellemgulvet på skelettet. Med et forsvandt det. Jeg kiggede mig rundt i værelset. Jeg var alene. Jeg havde vundet over skelet-spøgelset. Jeg var så stolt af mig selv. Nu kunne jeg lægge mig i min seng og sove helt trygt og stille. Næste morgen var jeg frisk og glad, og syntes bare, at jeg var den sejeste i hele verden. Da jeg skulle sove om aftenen, var jeg overhovedet ikke bekymret eller bange. Jeg lagde mig bare til at sove med det samme.

Men da jeg havde sovet lidt, blev jeg vækket af den lyd jeg kendte så godt. Det var det knirkende skelet, der var vendt tilbage, og det larmede endnu mere, end det nogensinde havde gjort før. Jeg kiggede op på det, og så til min forskrækkelse, at der nu var 2 skeletter. Det var bare løgn, jeg troede, jeg havde vundet over spøgelset, og så havde det bare hentet forstærkning. Jeg var rigtigt bange nu, og gemte mig under dynen, som jeg havde gjort så mange gange før. Men så var det som om, jeg blev modig igen. Jeg lå der, under dynen, og besluttede mig for, at jeg ville prøve igen. Så jeg smed dynen fra mig, udråbte nogle seje karate hyl og lavede et dobbelt cirkelspark, som ramte lige præcis, hvor det skulle, og skelet-spøgelserne forsvandt med det samme.

Mit hjerte bankede hurtigt. Jeg satte mig op i min seng igen, og kiggede lidt rundt i mit værelse. Jeg vidste ikke rigtigt om, jeg turde lægge mig til at sove. Så så jeg noget mærkeligt nede på gulvet. Det var en knogle. Jeg samlede den op og sad med den i hånden et stykke tid. Det måtte være et af spøgelserne, der havde tabt den, da jeg sparkede dem. Så hørte jeg en stemme sige. ”Det er vist min knogle, det der, må jeg få den igen?” Det var skelettet, som jeg var så vant til spøgede om natten. Det så lidt trist ud. Jeg gav den knoglen, jeg skulle jo alligevel ikke bruge den til noget. Så fortsatte spøgelset.  ”Jeg bryder mig altså ikke så meget om, at du sparker. Det gør helt vildt ondt på mig”. Jamen det var jo ligesom også meningen. Jeg ville have, at det skulle gøre så ondt, at spøgelset aldrig ville komme tilbage. Da skelet-spøgelset hørte det, spurgte det mig, hvorfor det ikke måtte spøge på mit værelse. Og så måtte jeg forklare det, at jeg blev rigtigt bange, når det gjorde det, og nu havde jeg altså fået nok. Men skelet-spøgelset svarede mig, at det jo er det, spøgelser gør. ”Det kan godt være” sagde jeg, ”men jeg er altså træt af, at du spøger hos mig, og så tager du bare venner med og gør det hele meget værre”. Spøgelset var meget ulykkeligt over, at jeg ikke ville finde mig i dens spøgeri mere. ”Men spøgeri, det er det, jeg er god til”, jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal finde på”, sagde spøgelset så”. Så blev jeg også lidt trist. Alle har jo brug for at vide, at der er noget, de er gode til. Og jeg måtte give skelet-spøgelset ret. Det var virkeligt god til at spøge. Så jeg foreslog, at vi lavede en aftale. Hvis spøgelset lod mig få min nattesøvn, kunne det få lov til at spøge inde på min søsters værelse, og jeg skulle nok lade være med at sparke igen. Det var spøgelset med på. Og så forsvandt det med sin knogle i hånden. Da det var væk, kom jeg i tanke om, at jeg havde glemt at advare spøgelset om, at min søster altså også var god til karate.

Den gang jeg var lille, hadede jeg at lave lektier.

 Den gang jeg var lille, ville jeg meget hellere lege end at lave lektier. Det var bare det mest kedelige, jeg kunne foretage mig. Jeg ville hellere bygge en hule eller kæmpe mod en dinosaur, end at sidde og svede over lektierne. Især matematiklektierne. De var de værste, og også de sværeste. Min matematiklærer, han var heller ikke alt for spændende. Han sagde altid; ”øv dine tabeller”. Ja, jeg havde altså ikke bedt om at få nogen som helst tabeller, så hvordan kunne de være mine? Tabellerne var svære. Okay, 1, 2 og 10 tabellen var ligesom sivet ind i mit hoved. Men de andre. Det var som om, de slet ikke kunne finde vej ind til min hjerne, især ikke 8 tabellen. Det var den dummeste og sværeste af dem alle.

Jeg sad ofte hjemme ved mit skrivebord og gloede ned i min matematik bog, uden at fatte særligt meget af det. Jeg havde så mange fede ideer til lege, der ville være sjove at gå i gang med. Jeg kunne være en pirat eller ridder, hvis jeg havde lyst, og så sad jeg bare der og gloede ned i en bog, fyldt med dumme, uforståelige tal. Åndssvage tal, åndssvage tabeller.

En dag, da jeg sad med min matematik bog, og prøvede at undgå at lave mine lektier, begyndte bogen at bevæge sig. Først en lille smule, så mere og mere. Til sidst rystede den helt vildt meget, og en kæmpe arm rakte ud af bogen og tog fat i kraven på mig, og hev mig ind i matematik bogen. Kan du forestille dig et værre sted at tilbringe en eftermiddag, end inde i en matematik bog?

 Den store arm, der havde hevet fat i mig, sad fast på en mand. Han mindede lidt om min  matematiklærer, og så alligevel ikke. For han havde noget helt vildt mærkeligt tøj på. Han havde en høj spids hat og en kæmpe kappe på. Manden lignede en troldmand. ”Jeg er den magiske matematik lærer, velkommen til det magiske matematikrige, hvor tabeller og regnestykker lever i harmoni ved siden af hinanden”.

Jeg syntes bare overhovedet ikke, der var noget som helst magisk ved matematik, og så mig om efter en vej hjem til mit værelse. Så fortsatte den mærkelige mand: ”Eller det vil sige, de plejede at leve i harmoni ved siden af hinanden, men nu hersker der en grim og mørk stemning i vores land. Den store 8 tabel har spist et forgiftet tryllebær, og er nu blevet forvandlet til en meget ond og grim tabel, der holder alle de andre tabeller fanget, og dermed har skabt uorden i alle regnestykkerene, og i hele det magiske matematik rige. For at redde vores land, måtte vi hente dig over til os, så du kan kæmpe mod 8 tabellen. Kun ved at du vinder over 8 tabellen, kan der igen skabes ro og fred i blandt os. Derfor beder jeg dig om at tage dette magiske matematik sværd, og begive dig mod 8 tabellens gemmested, og vinde over den, i en kæmpemæssig matematik duel”.

 

På dette tidspunkt havde jeg hørt ordet matematik så mange gange, at jeg var lige ved at brække mig. Mig, kæmpe mod 8 tabellen. Den dummeste, sværeste tabel af dem alle. Nej, de måtte finde en anden. Jeg duede på ingen måder til matematik.

Men så tænkte jeg lidt over det. Det kunne godt være, at jeg ikke var så god til matematik. Men jeg var suveræn god til at lege gemmeleg, og til at lege ridder. Så måske kunne jeg liste mig hen til 8 tabellens gemmested, og overvinde den, uden at den rigtigt nåede at opdage, hvad der skete. Okay, jeg sagde ja til at prøve. Jeg tog imod det magiske matematiksværd og begav mig ud i matematik riget, for at se min værste fjende i øjnene.

Jeg forestillede mig, at jeg var universets mægtigste ridder, der kunne vinde over alle, der var dumdristige nok til at tage kampen op mod mig.” Kom bare an du fæle 8 tabel. Du har ikke en chance”. Sådan gik jeg og tænkte, på min magiske matematik færd. Efter at have gået længe, nåede jeg til en høj klippe. Jeg gik rundt langs klippesiderne. Rundt om et hjørne, så jeg en indhegning, hvor alle tabellerne, på nær 8 tabellen, sad inde i. De var låst fast til store lænker og kunne slet ikke bevæge sig. De så triste ud, så triste ud, at jeg blev overbevist om, at jeg ville hjælpe dem. Bagved indhegningen var der en åbning ind til en hule i klippen. Jeg listede mig derhen og kiggede ind.

Der lå den grimme 8 tabel og snorksov. Den var meget større end alle de andre tabeller. Og jeg tænkte, at den ville jeg på ingen måde kunne overvinde i en duel. Jeg ville nok blive nødt til at vende om, og stikke af. Nej, det kunne jeg jo ikke. Alle de triste tabeller, der var taget til fange ville jo kun blive frie, hvis jeg hjalp dem. Men jeg var altså temmelige bange for den 8 tabel. Jeg kunne ikke vinde over den, det vidste jeg bare. Medmindre jeg kunne liste mig ind på den, og stikke sværdet i den, uden at den vågnede. Det var mit eneste håb. Så jeg begav mig snigende ind i hulen. Aldrig havde jeg været så stille før. Jeg koncentrerede mig helt vildt meget. Jeg kom tættere og tættere på otte tabelen.

 Til sidst stod jeg lige foran den, med mit hjerte helt oppe i halsen. ”Jeg tør ikke”, sagde jeg til mig selv. Og så´ lige med et, slog otte tabelen øjnene op, og kiggede på mig, lige ind i øjnene. "Det er nu eller aldrig”, tænkte jeg, og stak sværdet lige ind i maven på den. Jeg rystede helt. Havde jeg klaret det, havde jeg vundet over den store 8 tabel? Jeg kiggede på den, og kunne se, at den blev mindre og mindre og mindre. Jeg tog sværdet til mig. Otte tabellen kiggede fortsat på mig, nu med de venligste øjne, og så sagde den: ”Fordi du har overvundet din frygt, har du hævet fortryllesen, og reddet det magiske matematik rige". Vi tog hinanden i hånden, og gik sammen ud af hulen, og der udenfor stod alle de andre tabeller, alle regnestykkerne og den magiske matematik lærer og jublede. ”Du har reddet os, vi er frie”.

Og med et sad jeg hjemme på mit værelse. På min stol, foran mit skrivebord og min åbne matematikbog. Jeg kunne mærke, at jeg havde helt røde kinder. Men jeg følte mig stærk og begejstret, og jeg begyndte at lave mine lektier.

Næste dag i matematiktimen skulle vi høres i 8 tabellen. Jeg var den første til at række hånden op.

 

 

Den gang jeg var lille, elskede jeg slik.

 Den gang jeg var lille, elskede jeg slik. Jeg havde altid lyst til at spise slik, men jeg måtte aldrig få noget, fordi de voksne syntes, det var usund. Men Jeg kunne bare slet ikke tænke på andet end slik. Vingummier, lakridser, karameller og chokolade. Alt slags slik var jeg vild med. Men det jeg allerbedst  kunne lide var bolsjer og slikkepinde. For dem kunne man få rigtigt mange forskellige slags af, i alle mulige farver. Og så blev min tunge bolsje farvet, og det var bare noget af det bedste ved bolsjer og slikkepinde. Altså når jeg fik lov til at få nogle. Men det gjorde jeg jo aldrig. Øv, Er der noget mere kedeligt, end at være et slikløst barn?

En dag sad jeg bare helt alene og uden skyggen af slik på legepladsen. Det var så trist og kedeligt at sidde der alene. Og jeg fik et kæmpe hul i maven, når jeg kom til at tænke på alt det dejlige slik, jeg godt kunne tænke mig at spise. Så sukkede jeg højt og sagde; ” Bare der fandtes en slik-fe, der ville opfylde alle mine slikønsker”.  Lige efter, jeg havde sagt det, hørte jeg en fin lille stemme sige; ”Men det gør der da også”. ”Gør hvad” sagde jeg, og vendte mig om, men jeg kunne ikke se nogen.  Måske var det bare noget jeg havde forestillet mig. ”Altså der findes da en slik-fe, og det er jo mig”, sagde stemmen igen. ”Hvem mig?”, spurgte jeg. ”Jeg kan jo slet ikke se dig”. ”Det er fordi, jeg er så lille”, svarede stemmen mig. ”Kig ned på dit knæ, så kan du se mig”. Jeg kiggede straks ned på mit knæ. Først kunne jeg slet ikke se andet end mine bukser, men da jeg kneb øjnene sammen, kunne jeg se verdens mindste lille bitte fe. Hun var så fin og skinnede. Hun havde den fineste kjole lavet af karamelpapir, og en lille krone lavet af vingummi. ”Du kaldte på mig”, sagde hun.
 Det var jeg ikke helt klar over, at jeg havde gjort, for jeg vidste jo ikke, at hun fandtes før nu. Det var jo bare noget, jeg ønskede. ”Ja, sagde feen”. Og det er det jeg gør, jeg opfylder børns slik-ønsker. Jeg flyver rundt til alle slikløse børn i hele verden, og giver dem 3 slik ønsker, så de kan få alt det slik, de har lyst til”.
Hold da op, det var da det mest fantastiske, jeg nogensinde havde oplevet. ”Men hvorfor er du så lille”, spurgte jeg. ”Det er da fordi, de voksne ikke, må se mig. De syntes slik er alt for usund, og vil gøre alt for, at jeg ikke giver jer børn noget af det”.

Og så fortalte feen, at nu kunne jeg få 3 ønsker opfyldt, og jeg skulle tænke mig godt om, for så kunne jeg få lige så meget slik, jeg ville. Jeg tænkte længe. Det var så svært at vælge mellem alt det dejlige, jeg havde drømt om så længe. Efter et stykke tid kom jeg på mit 1. ønske. ”Jeg ønsker mig en slikkepind, der er ligeså stort som det hus, jeg bor i”. Og vupti foran mig stod der noget, der lignede et træ, men da jeg kiggede op ad det, så jeg, at det var pinden til slikkepinden. Jeg blev nødt til at kravle op ad den, for at komme op og smage. Jeg kravlede hurtigt op. Jeg var så ivrig efter at spise min slikkepind. Åh, da jeg kom helt op og smagte på den, blev jeg så lykkelig. Det var den bedste slikkepind i verden. Jeg glemte alt omkring mig.
Til sidst var jeg klistret godt til af slikkepindssnask. Og jeg tænkte, at nu ville jeg kravle ned og bruge min 2 andre ønsker. Men da jeg prøvede, kunne jeg ikke komme ned. Jeg var klistret helt fast til slikkepinden. Og jo mere jeg spjættede, jo mere sad jeg fast. Jeg kunne ikke se feen nogen steder, jeg måtte råbe på hende, højt og længe. Til sidst kom hun flyvende op til mig, og jeg forklarede, at jeg ikke kunne komme ned.

Jeg spurgte hende, om jeg ikke kunne bruge et af mine ønsker på at komme ned. Men det kunne jeg ikke, hun kunne kun opfylde slik ønsker. Men hun ville prøve at hive mig ud af det klistrede stads. Men feen var alt for lille, og hun havde overhovedet ingen muskler, så efter noget tid opgav hun. Ej, det var bare for dumt. Her hang jeg, helt klistret til, og jeg havde også mavepine. Jeg var jo slet ikke vant til at spise så meget sødt på en gang. Feen summede lidt rundt om mig uden at sige noget. Så hørte jeg nogen råbe nede fra legepladsen af. ”Har du brug for hjælp?”. Jeg kiggede ned, og der stod et par voksne og så op på mig. ”Ja tak,” sagde jeg. ”Jeg kan ikke komme ned. Så tog den ene voksne fat i slikkepinden og den anden kravlede op til mig. Slik feen blev helt rundforvirret, ” De må ikke se mig, de må ikke se mig”, sagde hun og pling, så var hun væk.

De 2 voksne hjalp mig helt ned, og sagde at måske skulle jeg gå hjem og blive vasket lidt, så jeg ikke ville hænge fast i andre ting. Det måtte jeg hellere. Så jeg traskede hjemad, mens jeg håbede på, at feen en dag ville komme tilbage med de 2 ønsker, jeg ikke havde nået at få opfyldt.

Den gang jeg var lille, mødte jeg en farlig skrækindjagende drage.

 Den gang jeg var lille, var mine venner og jeg altid friske på en opdagelsesrejse. Så pakkede vi vores rygsæk med saftevand og kiks og drog af sted på store eventyr. Vi oplevede altid en masse spændende og farlige ting, men vi var aldrig bange, for vi var totalt seje til det der oplevelseshalløj.

En dag havde jeg besøg af mine venner. Vi sad ude i haven og lavede ikke rigtigt noget. Så lagde jeg mærke til nogle store fodspor i den ene ende af haven, hvad mon det var for noget? Fodsporene var så store, at det ikke kunne være et almindeligt dyr, der havde lavet dem. Det var heller ikke fra et menneske. Sporene var så store, at det ikke en gang kunne have været en elefant, der havde lavet dem.
Det blev vi bare nødt til at undersøge nærmere. Vi smed noget proviant i rygsækken, og af sted var vi. Vi fulgte de store spor i lang tid. Vi gik længe, de førte os ud af haven, og vi kom langt væk hjemmefra. Sporene førte os ind i en mørk skov, men det gjorde ikke noget, vi havde da selvfølgelig lommelygter med. Det har alle rigtige opdagelsesrejsende da. Så vi lyste bare med vores lygter og fulgte sporene længere og længere ind i skoven.
Da vi havde gået længe blev vi lidt sultne, så vi stoppede op for at dele kiksene imellem os. Der er nu bare ikke noget så dejligt som en kiks, når man er på farlige opdagelsesrejser. Vi krummede en del på jorden rundt omkring os, men det gør man jo, når man spiser kiks, og det er ikke så slemt, at tabe lidt kiksekrummer, for der kommer jo bare en fugl eller et egern og spiser dem. Det er faktisk en rigtigt god ide med kiks i ude i naturen, for så fodrer man jo både sig selv og dyrene omkring en.

Pludselig mens vi sad der midt mellem krummer og smådyr, stod der et kolossalt stort dyr foran os. Det var en kæmpe drage, en stor skrækindjagende drage. Der kom ild ud af dens mund, og røg ud af dens næsebor. Selvom vi ellers var ret seje, var det lige lovligt spændende det her, og det var lige før vi blev bange. Men helt bange blev vi selvfølgelig ikke. Vi begyndte at løbe så hurtigt vi kunne. Men det var jo lidt dumt, for vi kunne have sagt os selv, at sådan en stor drage ville løbe hurtigere end os, og det gjorde den. Den fangede os alle sammen, og jeg tænkte: ”Nu æder den os alle i en mundfuld”. Men det gjorde den ikke. Den smed os op på sin ryg, og så gik den tilbage ind i skoven.

Efter et lille stykke tid, kom vi til en hule inde midt i skoven. Dragen gik ind i den, med os på ryggen. Da vi kom helt ind i hulen, smed dragen os ned på jorden. Og så kom der bare den største flamme af ild ud af munden på den, og så tænkte jeg: ”Nu steger den os, og så æder den os”. Men jeg tog fejl igen. Den brugte bare flammen til at tænde et lille ildsted midt i hulen. Så satte den sig ned og kiggede på os. Der kom nogle underlige lyde fra den. Først kunne vi ikke forstå noget som helst, men det føltes som om dragen prøvede at sige noget til os. Vi sad der og lyttede og prøvede at forstå. Lige pludselig kunne jeg forstå dragens mumleri. Den store farlige drage, sagde ”Kiks”. ”Vil du gerne have vores kiks”, spurgte jeg dragen. Den nikkede med sit kæmpe dragehoved. Jeg fandt en rulle kiks frem fra min rygsæk. Godt vi ikke havde spist dem alle sammen. Jeg åbnede pakken og gav den til dragen.
Den blev så lykkelig. Den smilede over hele sit store hoved. Den så ikke farlig ud længere, nu hvor den havde kiksekrummer i hele dragefjæset. Nu var den faktisk bare lidt nuttet, den store kikse- spisende drage. Jeg spurgte dragen, om den havde fanget os, bare for at få vores kiks. Den nikkede.  Stadig lidt mumlende fortalte den, at den en dag havde fundet et kiksekrummespor i skoven, som den havde fulgt hjem til mig. For kiks var nemlig dens yndlingsmad. Men der stoppede kiksesporet, og så var dragen gået tilbage til skoven. Det var altså derfor, der havde været store dragespor i min have. Jeg sagde så til den, at den da ikke behøvede at jagte os for at få nogle kiks. Vi kunne da bare aftale, at vi tit ville besøge den og så tage en masse kiks med til den. Den var dragen med på. Så tog vi afsked, og vi lovede dragen at den aldrig skulle mangle kiks igen. Og det kom den heller ikke til.

 

Den gang jeg var lille, var jeg en ægte prinsesse.

Den gang jeg var lille, var jeg en ægte prinsesse, og jeg boede i et kongerige, hvor alle de andre, der boede der, altid gjorde, hvad jeg sagde, de skulle gøre. Hvis jeg sagde, ” hent noget slik”, så gjorde de det, Hvis jeg sagde, ”klø mig på ryggen”, så gjorde de det, og hvis jeg sagde ”rul jer på jorden”, så gjorde de også det. De gjorde bare altid alt, hvad jeg sagde. De gjorde til gengæld ingenting, hvis jeg ikke sagde noget. Hvis jeg bare var stille, så stod alle bare og kiggede og ventede på, at jeg skulle fortælle dem, hvad de skulle gøre. Det kan jo være meget praktisk til tider, sådan altid at få alt det, man gerne vil have. Og det meste af tiden var jeg da også glad for at bo mit kongerige.

Men en dag blev jeg træt af det hele. Det er ikke sjovt at lege med nogen, der ikke kan finde på noget af sig selv. Suk, mit kongerige var nok fyldt med verdens aller mest kedelige mennesker.
Så jeg besluttede mig for at drage ud i verden for at finde et land, hvor folk ikke ville gøre, hvad jeg sagde. Men jeg blev nødt til at snige mig væk om natten. For at ingen skulle opdage, at jeg stak af. Jeg ville i hvert fald ikke have nogen af de der nikkedukker med på slæb. Så en nat, hvor jeg var sikker på, at alle sov, jeg var jo sikker, for jeg havde selv sagt: ”Sov!” til dem alle sammen, sneg jeg mig ud af mit slot og ud af mit kongerige.

Jeg vandrede ud i den vide verden, fra kongerige til kongerige, i håbet om at finde et sted, hvor jeg ville være nogle sjove mennesker at lege med. Men hver gang jeg kom til et nyt land, så var der nogen der genkendte mig, og sagde: ” Er det ikke dig prinsessen”, og det var jeg jo. Og så begyndte de bare straks at gøre alt det, jeg sagde de skulle gøre. Og selvom det godt kan være sjovt at få folk til at rulle rundt på jorden som tosser, så bliver man træt af det i længden. Så jeg fortsatte min rejse.

Jeg gik og gik og gik, og det er hårdt arbejde for en prinsesse, men jeg ville finde nogen at lege med. Endelig efter lang tids søgen, kom jeg til et kongerige, der så rigtigt spændende ud. Hele vejen rundt om landet var der en høj mur. Der kom en masse dejlig larm fra den anden side af muren, jeg kunne næsten mærke, at det var et land fyldt med leg og ballade. Jeg bankede på porten ind til kongeriget, men der var ikke nogen der åbnede op. Måske kunne de ikke høre min banken. Jeg prøvede igen lidt højere, men der skete ingenting. Jeg stod der længe, og blev faktisk lidt sur. Jeg var jo vant til, at jeg fik det, jeg ville have med det samme.

Det gik op for mig, at hvis jeg ville ind i det land, så måtte jeg selv finde på noget. Så jeg gik rundt langs muren for at finde et sted jeg kunne kravle op. Efter noget tid fandt jeg et blommetræ. Det kravlede jeg op i, for så kunne jeg komme videre over på muren. Da jeg kom op i træet, kunne jeg dufte blommerne. De duftede helt vildt fantastisk. Jeg opdagede, at jeg var sulten, så jeg proppede hele munden med blommer, så mange at blommesaften løb ned ad mig, ned ad min prinsesse kjole. Jeg kiggede på kjolen, der var ikke kun blomme saft på den, den var også smurt ind jord og blade, og den var revet i stykker mange steder, fordi den havde hængt fast i blommetræets grene, da jeg kravlede op. Jeg blev rigtigt godt tosset, for det var min yndlings kjole, og jeg skulle lige til at råbe, ” skift min kjole”, da jeg kom i tanke om, hvor jeg var, og hvor jeg var på vej hen.

Så kravlede jeg videre fra træet over på muren, og da jeg kom over på muren hoppede jeg ned på jorden i det nye spændende kongerige. Jeg stod på jorden kiggede jeg rundt. Landet var fyldt med børn. Børn der hoppede, legede, klatrede og grinede, og de havde alle blomme pletter på tøjet.   Det så helt fantastisk ud, det land jeg var kommet til, men nu ville jeg være helt sikker på, at jeg var kommet til et sted, hvor folk ikke bare ville gøre , hvad jeg sagde, så jeg gik hen til børnene, og da jeg nåede helt derhen, råbte jeg: ” Hent mig noget at drikke”, jeg var nemlig ret så tørstig efter at have vandret og klatret, som jeg havde gjort. Alle børnene stoppede op, og kiggede på mig, som om, at nu ville de alle hente noget vand til mig, men til min store forundring, råbte de alle tilbage: ” Det kan du selv gøre, og når du har gjort det, kan du komme og lege med os”. Åh jeg var så lykkelig så lykkelig, endelig havde jeg fundet et land, hvor der var nogen at lege med, og hvor ingen hørte efter, hvad jeg sagde.

Den gang jeg var lille kunne jeg trylle mig om til lige det, jeg havde lyst til at være.

Den gang jeg var lille, kunne jeg godt komme til at kede mig lidt, hvis der ikke var nogen at lege med. Men så var jeg bare så heldig, at jeg kunne trylle mig om til lige det, jeg havde lyst til at være. Og så jeg behøvede jeg ikke at kede mig mere.

En dag, da jeg legede helt alene ude i haven, blev det simpelthen for kedeligt bare at være mig, så jeg besluttede mig for, at jeg ville trylle mig om til noget. Og det aller bedste man kan trylle sig om til i en have, på en græsplæne, det er en regnorm, for så kan man kravle rundt under jorden og grave lange gange sammen med alle de andre regnorme.

Så jeg tryllede mig om til en regnorm, og begyndte at se mig om efter andre orme, jeg kunne grave gange  med. Men inden jeg nåede at finde en regnorme ven, var det som om, en  kæmpe skygge lagde sig over hele græsplænen. Jeg kiggede op mod himlen, for at se hvad det var der lavede skyggen, og det jeg så, var en kæmpe stor  havespade, lige på vej mod min lille regnorme krop. Åh nej, udover sultne fugle er store havespader noget af det mest farlige, der findes, når man er en regnorm.
 Jeg vendte mig om for hurtigt at grave et hul, jeg kunne kravle ned i, men inden jeg nåede det, hakkede den store farlige spade min lille orme krop over i to. Det var altså ikke spor sjovt, men hvad endnu værre var, jeg kunne ikke se min bagende nogen steder. Min bagende var simpelthen blevet væk. Hvad skulle jeg gøre. Jeg måtte finde den, for det er bare så meget sjovere at grave gange, når man er en hel regnorm, og ikke en halv. Jeg kravlede rundt længe, så godt jeg kunne,  men uden held. Jeg kunne bare ikke se bagenden nogen steder. Jeg blev faktisk ret så trist, for jeg kom også til at tænke på, at når jeg ville trylle mig tilbage til at være mig, og ikke orm mere, ville jeg så stadig mangle min ene halvdel.

Suk, der lå jeg midt på græsplænen trist og helt alene. Jeg lå der længe, det føltes i hvert fald sådan. Men så lige pludselig kunne jeg se et eller andet komme hen imod mig.  Det så ud som om, at det var min længe savnede bagende, der kom mod mig. Da den kom tættere på mig, kunne jeg se, at der var noget nedenunder den. Det var en bænkebidder. En sød lille bænkebidder kom mod mig, med min bagende på ryggen. Da den kom helt hen til mig, sagde den, "jeg har vist fundet noget,  du mangler". Åh jeg blev så lykkelig, nu var jeg genforenet med min bagende, men så kom jeg i tanke om, at jeg stadig var i 2 halve, hvordan skulle jeg blive hel igen. " Jeg ved lige, hvad vi skal gøre", sagde bænkebideren. Så tog den begge mine halvdele på ryggen og vandrede hen over græsset hen mod den store busk, der stod i hjørnet af haven. "Hvor skal vi hen?", spurgte jeg. "Vi skal hen til doktor Snegl", svarede bænkebideren mig. Doktor Snegl, det lyder bare ikke helt vildt effektivt, men jeg havde ikke andre muligheder end at ligge der, på bænkebiderens ryg, og bare følge med.

Da vi nåede helt ind under busken, kunne jeg se en stor fed snegl sidde og småsove på et af buskens blade. Nu har snegle aldrig været mit yndlings dyr, og så lå jeg der og skulle betro ham min to-delte krop. "Vågn op doktor", råbte bænkebideren. Sneglen bevægede sig en lille smule. "Vågn op", råbte bænkebideren igen. " Du har en patient". Sneglen åbnede nu sine øjne og gryntede lidt, kiggede så på mig og konstaterede så, at jeg var blevet hakket over af en spade, men at det kunne være meget værre. Jeg kunne være blevet mast under en skosål. Det var noget, han kendte til. Flere af hans fætre havde lidt den skæbne.
Ja, det var meget fint alt sammen, men jeg syntes måske ikke, at det var så fedt, ikke at være hel. Jeg lå faktisk og fortrød rigtigt meget, at jeg havde tryllet mig om den dag. Jeg skulle bare have spillet fodbold.
Doktor Snegl bevægede sig langsomt hen imod mig. "Jeg kan hjælpe dig" sagde han. Og tog noget af sin meget slimede snegle slim og smurte det på mig. Hold op, hvor var det klamt. Og jeg skulle lige til at brokke mig godt og grundigt, da jeg lagde mærke til at min krop begyndte at samle sig. Sneglens slim fungerede som lim. Doktor Snegl limede min krop sammen igen. Han gjorde det, han gjorde mig hel igen. Godt nok på en meget langsommelig og klam måde, men han gjorde det. Jeg var så lykkelig. Takkede både doktor Snegl og bænkebideren. Og så besluttede jeg mig for at trylle mig tilbage til mig igen. Jeg havde fået nok af at være regnorm. Jeg ville hjem.

Jeg sagde farvel til mine nye jordbunds venner og tryllede mig om til mig. Jeg var tilbage, og jeg havde min bagende med. Jeg besluttede mig for, at der ville gå lang tid, inden jeg ville trylle mig om til en regnorm igen, og så løb jeg hen og fandt min fodbold.

 

Den gang jeg var lille, var jeg den aller bedste i verden til at fiske.

Den gang jeg var lille, var jeg den bedste i verden til at fiske.

Den gang jeg var lille, elskede jeg at gå på fisketur, for jeg var nemlig rigtigt god til at fiske. Faktisk var jeg den aller bedste i hele verden til at fiske. Jeg fiskede ved en lille sø, der lå i en skov tæt på, hvor jeg boede. Jeg fangede altid så mange fisk, at jeg næsten ikke kunne bære dem hjem. Og når jeg kom hjem med dem, kunne jeg ikke spise dem alle sammen.

En dag hvor jeg sad ved søen for at fiske, kunne jeg høre noget pusle bag mig. Det var en lille lyd, som om nogen kravlede rundt i bladene på jorden inde mellem træerne. Efter et stykke tid forsvandt lyden, og jeg fiskede bare videre. Men så lidt senere kom lyden tilbage, og nu var den højere end før. Jeg blev lidt bange, for det var ikke en lyd, jeg havde hørt før. Men så forsvandt lyden igen, og jeg glemte den helt og fortsatte med at fiske. Jeg fangede så mange fisk, mange flere end jeg nogensinde havde fanget før. Jeg var så glad og stolt af mig selv, da jeg samlede alle fiskene sammen, for at gå hjemad.

Men så kom lyden tilbage, og nu var den rigtigt høj, og slet ikke en puslen mere. Nu blev jeg bange og stod helt stille og stiv af skræk, da lyden stoppede lige bag min ryg. Jeg kunne mærke, at der stod noget bag ved mig, noget der åndede mig tungt og varmt i nakken.
Jeg vendte mig langsomt om, og der stod der en kæmpe stor mørk bjørn. Den så overhovedet ikke rar ud. Den havde små sorte øjne og store skarpe tænder, og den savlede rigtigt meget. Det var altså ret ulækkert.
"Nå, så det er dig, der fanger alle fiskene", sagde bjørnen, mens den blev mere og mere uhyggelig at se på. "Hver dag, når jeg kommer ned til søen for at fange fisk til min frokost, så er der næsten ikke nogen fisk tilbage. Der er så få fisk, at jeg aldrig kan blive helt mæt, og altid går rundt og er sulten. Så i dag har jeg ligget på lur, for at finde ud af, hvem der altid når at fange alle fiskene før mig, og det er altså dig. Du er skyld i, at jeg er så sulten og rigtigt godt gnaven".
Jeg var så bange, at jeg slet ikke lagde mærke til, hvor mærkeligt det var, at bjørnene kunne tale. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, og stod bare og stirrede på alt det klamme savl, der løb ud af bjørnens mund, mens den snakkede. Så fortsatte bjørnen. " Jeg har ikke fået noget ordentligt at spise i mange dage, så nu har jeg besluttet mig for, at jeg vil spise dig".

Inden jeg nåede at tænke på, hvordan jeg kunne komme væk, havde bjørnen slugt mig i en stor mundfuld, og jeg landende lige midt i bjørnens mave. Ad, hvor var der klamt. Så sad jeg bare der midt i bjørnens mave, midt imellem gamle fiske-skelletter og rigtigt meget slimet bjørne snask. Der havde jeg bare ikke lyst til at sidde alt for længe. Jeg måtte finde en måde at komme ud på.
Jeg tog et fiske-skelet og begyndte at kratte lidt på indersiden af bjørnen. Først skete der ikke noget, men da jeg begyndte at kratte oppe ved bjørnens hals, begyndte bjørnen at hoste. Så jeg krattede mere og mere, og bjørnen hostede og hostede, som om den aldrig ville holde op. Til sidst hostede den så meget, at den kom til at hoste mig op.

Jeg var lykkelig over at være kommet ud, selvom jeg var smurt ind i alt det der klamme fra bjørnens mave. Bjørnen, den løb ned til søen, og begyndte at drikke vand, for at stoppe hosten. Det var lidt mærkeligt, at jeg ikke bare løb hjem, nu hvor jeg havde chancen, men måske jeg syntes, det var sjovt at se på den store hostende bjørn ude midt i søen. Det ser nemlig helt vildt underligt ud, når en bjørn hoster. Efter næsten at have tømt søen for vand, kravlede bjørnen op igen og satte sig ved siden af mig.
 "Der er da ikke noget fedt ved at spise dig", sagde bjørnen. " Ja, jeg syntes heller ikke, at det er særligt fedt, at blive spist og sidde inde i din klamme mave", svarede jeg bjørnen. "Men jeg er så sulten, sagde bjørnen så.

Jeg vidste jo godt, at det ikke er særligt rart, at gå rundt og være sulten alt for længe, så jeg fik denne her geniale ide. Jeg kunne jo dele mine fisk med bjørnen. Jeg var jo verdens bedste fisker, og jeg havde jo altid alt for mange fisk med hjem, som alligevel ikke blev spist. Så jeg tænkte, at bjørnen og jeg kunne lave en aftale om, at jeg fik lov til at fiske ved søen, som jeg plejede, og så ville jeg dele min fangst med den, ham, hvis han lovede aldrig at spise mig igen.
Det var bjørnen med på, og fra den dag af, var jeg ikke bare den bedste i verden til at fiske, men også den bedste i verden til at gøre gnavne, sure bjørne glade igen.