Den gang jeg var lille, elskede jeg at komme i vandland.

Den gang jeg var lille, var jeg helt vild med vand og med at bade. Jeg elskede, at komme i bad derhjemme, og at komme i svømmehallen og på stranden. Men det, jeg allerbedst kunne lide, var at komme i vandland. Et kæmpemæssig badevandland fyldt med bassiner, vandrutsjebaner og badedyr. Min far og mor vidste godt, at jeg var vild med vandland. Det var de så ikke. De blev ved med at snakke om noget med for mange mennesker, for højt støjniveau og uhygiejniske forhold. Jeg kunne så bare drømme om lange snoede rutsjebaneture, der endte i fantastiske kæmpe store vandplask.

En dag kom jeg ned i stuen og fandt min mor og far sidde helt stille i sofaen. De kiggede begge på mig, med de mest fjollede smil, jeg nogensinde havde set. ”Vi har en overraskelse til dig”, sagde de i munden på hinanden. Det var ikke sådan, at jeg blev fyldt med begejstring over den lovede overraskelse. Som regel når min mor og far sagde, de havde en overraskelse, så var det bare et dække for et eller andet dødsygt, de havde planlagt. Noget som de syntes, kunne være helt vildt godt for familiesammenholdet. Altså min erfaring sagde mig, at jeg ikke skulle forvente det helt vildt store. Måske et besøg på et pædagogisk korrekt museum, hvor vi kunne udfolde vores kreative sider, eller et smut på en planteskole, hvor vi så selv kunne udvælge vores egne grøntsags frø, som vi så sammen kunne så i vores nye familievenlige højbede. Jeg kiggede lidt på dem, og vidste bare,at jeg ikke kunne slippe uden om deres nyeste plan.
 ”Vi skal i vandland”, sagde min far og mor med stor forventning i deres stemmer. VANDLAND, det var bare det fedeste, de kunne finde på. Endelig fandt de på noget, som ikke var en del af en målrettet plan for min videre dannelse og almene opdragelse, og så var det tilmed min allerstørste drøm. Jeg hoppede op i armene på mine forældre og krammede dem, til de begge blev helt blå i hovedet af iltmangel.

Et par timer senere lavede jeg det fedeste plask, da jeg ramte vandet fra 3 meter vippen. Min mor og far sad i deres badetøj ved bassinkanten og snakkede sammen. Jeg havde prøvet alle vandrutsjebanerne og alle bassinerne, men mest alene. Mine forældre ville bare nøjes med at dyppe tæerne. De var bare så kedelige. Vi var verdens fedeste sted, og så prøvede de ingenting. Jeg ville så gerne have min far med op i en af rutsjebanerne. En af dem der lignede kæmperør, der snor sig gennem hele vandlandet. Jeg prøvede at overtale ham til at tage med. Først ville han ikke, men jeg plagede af alle mine kræfter, og til sidst så gav han sig.

Min far og jeg aftalte, at han skulle køre ned først, og så ville jeg komme lige bagefter. Min far satte sig ned i røret, og sagde en mærkelig lyd, da jeg gav ham et ordentligt skub, så han kunne komme hurtigt af sted. Jeg satte mig ned i rutsjebanen, og satte i gang for at se, om jeg kunne nå min far på vejen ned. Da jeg nåede halvvejs kunne jeg se min fars hoved. Jeg kom tættere og tættere på ham. Det virkede faktisk som om, han slet ikke bevægede sig. Nu skal det altså siges, at min far var en meget tyk mand. Han var blød, men han var også meget tyk. Og til min ærgrelse opdagede jeg, at min far sad fast i rutsjebanerøret, og at jeg var ved at ramle ind i ham. Bom, så sad jeg der oven på min fars hoved. ”Du bliver nødt til at hjælpe mig, skat”, sagde min far, ”jeg sidder vist fast”. Jeg prøvede af alle min kræfter at skubbe min far løs, men han sad alt for godt fast. Så fik jeg en genial ide. Jeg ville klatre tilbage op af rutsjebanen, hente noget sæbe ude fra baderummet af. Så kunne min far smøre sig ind i sæben, og så ville han blive så glat, at jeg nemt kunne skubbe ham ud af røret.

Jeg skyndte mig alt det, jeg kunne, og tog al den sæben jeg kunne finde, for så at vende tilbage til min far. Min far smurte sig ind i sæben, og jeg begyndte at skubbe min far nedad. Der skulle ret meget sæbe til, før min fars deller slap siderne af rutsjebanerøret, men til sidst lykkedes det. Og jeg skubbede min far hele vejen ud af røret og ned i bassinet for enden. Min far var lykkelig, endelig var han ude. Men så skete der noget helt vildt. Al den sæbe, min far havde smurt sig ind i, blev til kæmpe sæbebobler, da han ramte vandet. Og fordi der var så meget sæbe, dannedes der flere og flere bobler. Til sidst var hele vandlandet fyldt med kæmpe sæbebobler.

Alle i vandlandet stoppede op og stirrede på os. Åh nej, tænkte jeg. Nu ville vi nok blive smidt ud af vandlandet. Og sikkert aldrig få lov til at komme tilbage igen. Jeg blev både lidt flov og lidt trist. Endelig var min drøm gået i opfyldelse, og så skulle det ende på denne måde.

 

Jeg gjorde mig parat til at stå op af bassinet, og finde mit håndklæde. Der var stadig helt stille i vandlandet, lige indtil en lille pige skreg: ”Bobler!”, og så begyndte alle at juble og hoppe glade rundt i det, der nu var verdens fedeste og nok eneste sæbebobleland. Min mor kom hen til os, og rystede lidt på hovedet, og så sagde hun, at med al den sæbe, var hun da sikker på, at jeg ville være helt ren, når vi forlod badelandet.