Den gang jeg var lille, kunne jeg godt komme til at kede mig lidt, hvis der ikke var nogen at lege med. Men så var jeg bare så heldig, at jeg kunne trylle mig om til lige det, jeg havde lyst til at være. Og så jeg behøvede jeg ikke at kede mig mere.
En dag, da jeg legede helt alene ude i haven, blev det simpelthen for kedeligt bare at være mig, så jeg besluttede mig for, at jeg ville trylle mig om til noget. Og det aller bedste man kan trylle sig om til i en have, på en græsplæne, det er en regnorm, for så kan man kravle rundt under jorden og grave lange gange sammen med alle de andre regnorme.
Så jeg tryllede mig om til en regnorm, og begyndte at se mig om efter andre orme, jeg kunne grave gange med. Men inden jeg nåede at finde en regnorme ven, var det som om, en kæmpe skygge lagde sig over hele græsplænen. Jeg kiggede op mod himlen, for at se hvad det var der lavede skyggen, og det jeg så, var en kæmpe stor havespade, lige på vej mod min lille regnorme krop. Åh nej, udover sultne fugle er store havespader noget af det mest farlige, der findes, når man er en regnorm.
Jeg vendte mig om for hurtigt at grave et hul, jeg kunne kravle ned i, men inden jeg nåede det, hakkede den store farlige spade min lille orme krop over i to. Det var altså ikke spor sjovt, men hvad endnu værre var, jeg kunne ikke se min bagende nogen steder. Min bagende var simpelthen blevet væk. Hvad skulle jeg gøre. Jeg måtte finde den, for det er bare så meget sjovere at grave gange, når man er en hel regnorm, og ikke en halv. Jeg kravlede rundt længe, så godt jeg kunne, men uden held. Jeg kunne bare ikke se bagenden nogen steder. Jeg blev faktisk ret så trist, for jeg kom også til at tænke på, at når jeg ville trylle mig tilbage til at være mig, og ikke orm mere, ville jeg så stadig mangle min ene halvdel.
Suk, der lå jeg midt på græsplænen trist og helt alene. Jeg lå der længe, det føltes i hvert fald sådan. Men så lige pludselig kunne jeg se et eller andet komme hen imod mig. Det så ud som om, at det var min længe savnede bagende, der kom mod mig. Da den kom tættere på mig, kunne jeg se, at der var noget nedenunder den. Det var en bænkebidder. En sød lille bænkebidder kom mod mig, med min bagende på ryggen. Da den kom helt hen til mig, sagde den, "jeg har vist fundet noget, du mangler". Åh jeg blev så lykkelig, nu var jeg genforenet med min bagende, men så kom jeg i tanke om, at jeg stadig var i 2 halve, hvordan skulle jeg blive hel igen. " Jeg ved lige, hvad vi skal gøre", sagde bænkebideren. Så tog den begge mine halvdele på ryggen og vandrede hen over græsset hen mod den store busk, der stod i hjørnet af haven. "Hvor skal vi hen?", spurgte jeg. "Vi skal hen til doktor Snegl", svarede bænkebideren mig. Doktor Snegl, det lyder bare ikke helt vildt effektivt, men jeg havde ikke andre muligheder end at ligge der, på bænkebiderens ryg, og bare følge med.
Da vi nåede helt ind under busken, kunne jeg se en stor fed snegl sidde og småsove på et af buskens blade. Nu har snegle aldrig været mit yndlings dyr, og så lå jeg der og skulle betro ham min to-delte krop. "Vågn op doktor", råbte bænkebideren. Sneglen bevægede sig en lille smule. "Vågn op", råbte bænkebideren igen. " Du har en patient". Sneglen åbnede nu sine øjne og gryntede lidt, kiggede så på mig og konstaterede så, at jeg var blevet hakket over af en spade, men at det kunne være meget værre. Jeg kunne være blevet mast under en skosål. Det var noget, han kendte til. Flere af hans fætre havde lidt den skæbne.
Ja, det var meget fint alt sammen, men jeg syntes måske ikke, at det var så fedt, ikke at være hel. Jeg lå faktisk og fortrød rigtigt meget, at jeg havde tryllet mig om den dag. Jeg skulle bare have spillet fodbold.
Doktor Snegl bevægede sig langsomt hen imod mig. "Jeg kan hjælpe dig" sagde han. Og tog noget af sin meget slimede snegle slim og smurte det på mig. Hold op, hvor var det klamt. Og jeg skulle lige til at brokke mig godt og grundigt, da jeg lagde mærke til at min krop begyndte at samle sig. Sneglens slim fungerede som lim. Doktor Snegl limede min krop sammen igen. Han gjorde det, han gjorde mig hel igen. Godt nok på en meget langsommelig og klam måde, men han gjorde det. Jeg var så lykkelig. Takkede både doktor Snegl og bænkebideren. Og så besluttede jeg mig for at trylle mig tilbage til mig igen. Jeg havde fået nok af at være regnorm. Jeg ville hjem.
Jeg sagde farvel til mine nye jordbunds venner og tryllede mig om til mig. Jeg var tilbage, og jeg havde min bagende med. Jeg besluttede mig for, at der ville gå lang tid, inden jeg ville trylle mig om til en regnorm igen, og så løb jeg hen og fandt min fodbold.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar