Den gang jeg var lille, kom jeg til at sluge en ballon.

Den gang jeg var lille, elskede jeg at lege med balloner. Da jeg var helt lille, var det min mor og far, der pustede dem op for mig, men da jeg blev lidt større, fik jeg lyst til at prøve selv. Men jeg opdagede, at det ikke var helt nemt. Man skulle puste rigtigt meget luft ind i ballonerne, og man kunne godt blive helt svimmel af det. Nogle gange ville de slet ikke pustes op, og så kunne jeg stå der og puste og sprutte, uden at der skete noget. Jeg havde en drøm om, at jeg ville blive så god, at jeg, kun ved en´ stor indånding, ville have luft nok til at puste en ballon op i et pust. Jeg øvede mig og øvede mig. For det skal man, hvis man gerne vil være god til noget.

 Men så skete der det forfærdelige, at jeg en dag kom til at sluge en ballon. Og hver gang jeg så trak vejret indad, så kom jeg til at puste ballonen op, inde i min mave. Fordi jeg var blevet lidt forskrækket over den slugte ballon, kom jeg til at trække vejret rigtigt hurtigt, og det betød, at ballonen bare blev større endnu hurtigere. Til sidst var den så stor, at min mave bulede helt vildt ud, og jeg begyndte at lette.  Ballonen i min mave fløj op mod himlen, og jeg fløj med. Jeg kom højere og højere op. Og jeg kunne se ned på mit hus og min have, som bare blev mindre og mindre. Det var ikke lige det, jeg havde planlagt, skulle ske den dag. Og jeg var lige ved at græde, da jeg var kommet så højt op, at det gik op for mig, at det ville gøre ret så ondt, hvis jeg faldt ned deroppefra.

Da jeg havde fløjet rundt deroppe et godt stykke tid, fik jeg følgeskab af en lille nuttet fugl. Den fløj rundt omkring mig, og kiggede nysgerrigt på mig. Jeg syntes, den var så fin, og blev da glad for lidt selskab deroppe mellem skyerne. Men så besluttede den lille fugl sig for at sætte sig på mit hoved. Det var i og for sig okay, hvis det var fordi, den trængte til at hvile sig, men nej. Den hvilede sig ikke bare, den klattede på mit hoved. Ad hvor var det ulækkert. Jeg prøvede at vifte fuglen væk, så den ikke fortsatte med klatteriet. Men så gik den til angreb. Den var overhovedet ikke nuttet mere. Den hakkede i mine fingre med sit næb. Jeg baskede løs med arme og ben for at få den væk, men den var for hurtig for mig.

Efter nogle minutters kamp mellem mig, den menneskelige ballon, og monster spurven, blev jeg træt af baskeriet, og lod mine arme og ben falde slapt ind mod min krop. Det skulle jeg så aldrig have gjort, for nu fløj fuglen lige mod min mave. Den hakkede løs på min ballon fyldte mave. Det gjorde rigtigt ondt, og ikke nok med det, pludselig hørte jeg en lyd, jeg bestemt ikke havde lyst til at høre. Det var ballonen, der sprang.

”Det bare løgn”, tænkte jeg. Og så begyndte jeg at falde ned mod jorden. Hurtigere og hurtigere. Jeg måtte lukke øjnene, det var alt for skræmmende.  Det måtte bestemt være de sidste minutter i mit liv.

Men så mærkede jeg nogle små hak i min nakke. Ej, det kunne bare ikke passe. Det var den irriterende fugl, der vendte tilbage. Og den ville lige som være med til at afslutte mit liv på denne jord, ved at hakke mig i nakken. Jeg skulle lige til at daske ud efter fuglen, men så kunne jeg mærke, at jeg ikke faldt så hurtigt, som jeg havde gjort før. Den lille spurv, måtte have superkrafter, for den havde fat i kraven på min bluse, og bremsede mit fald.
Den lille irriterende, hakkende fugl fik mig sikkert ned på jorden. Jeg var forundret over at sådan en lille fugl, kunne bære hele min vægt. Det måtte være en eller anden slags super stærk mutant spurv af en art. Måske kunne jeg få den til at følge med mig hjem, så jeg kunne vise den til min mor og far. De ville garanteret ikke tro på min historie om den slugte ballon og super fuglen, hvis jeg ikke havde nogle beviser. Jeg prøvede at fange den lille spurv, men det brød den sig vist ikke om. Den hakkede mig i hånden, fløj op og satte sig på mit hoved, lavede en ordentlig klat og fløj så videre.  

Jeg begyndte at gå hjemad. Nu hvor jeg ikke havde fuglen med hjem, ville mine forældre nok ikke tro på min historie. Men så fik jeg den gode ide, at jeg jo altid kunne sluge en ballon til, og så kunne de se med deres egne øjne, at det ikke var noget, jeg havde fundet på.