Den gang jeg var lille, var jeg den aller bedste i verden til at fiske.

Den gang jeg var lille, var jeg den bedste i verden til at fiske.

Den gang jeg var lille, elskede jeg at gå på fisketur, for jeg var nemlig rigtigt god til at fiske. Faktisk var jeg den aller bedste i hele verden til at fiske. Jeg fiskede ved en lille sø, der lå i en skov tæt på, hvor jeg boede. Jeg fangede altid så mange fisk, at jeg næsten ikke kunne bære dem hjem. Og når jeg kom hjem med dem, kunne jeg ikke spise dem alle sammen.

En dag hvor jeg sad ved søen for at fiske, kunne jeg høre noget pusle bag mig. Det var en lille lyd, som om nogen kravlede rundt i bladene på jorden inde mellem træerne. Efter et stykke tid forsvandt lyden, og jeg fiskede bare videre. Men så lidt senere kom lyden tilbage, og nu var den højere end før. Jeg blev lidt bange, for det var ikke en lyd, jeg havde hørt før. Men så forsvandt lyden igen, og jeg glemte den helt og fortsatte med at fiske. Jeg fangede så mange fisk, mange flere end jeg nogensinde havde fanget før. Jeg var så glad og stolt af mig selv, da jeg samlede alle fiskene sammen, for at gå hjemad.

Men så kom lyden tilbage, og nu var den rigtigt høj, og slet ikke en puslen mere. Nu blev jeg bange og stod helt stille og stiv af skræk, da lyden stoppede lige bag min ryg. Jeg kunne mærke, at der stod noget bag ved mig, noget der åndede mig tungt og varmt i nakken.
Jeg vendte mig langsomt om, og der stod der en kæmpe stor mørk bjørn. Den så overhovedet ikke rar ud. Den havde små sorte øjne og store skarpe tænder, og den savlede rigtigt meget. Det var altså ret ulækkert.
"Nå, så det er dig, der fanger alle fiskene", sagde bjørnen, mens den blev mere og mere uhyggelig at se på. "Hver dag, når jeg kommer ned til søen for at fange fisk til min frokost, så er der næsten ikke nogen fisk tilbage. Der er så få fisk, at jeg aldrig kan blive helt mæt, og altid går rundt og er sulten. Så i dag har jeg ligget på lur, for at finde ud af, hvem der altid når at fange alle fiskene før mig, og det er altså dig. Du er skyld i, at jeg er så sulten og rigtigt godt gnaven".
Jeg var så bange, at jeg slet ikke lagde mærke til, hvor mærkeligt det var, at bjørnene kunne tale. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, og stod bare og stirrede på alt det klamme savl, der løb ud af bjørnens mund, mens den snakkede. Så fortsatte bjørnen. " Jeg har ikke fået noget ordentligt at spise i mange dage, så nu har jeg besluttet mig for, at jeg vil spise dig".

Inden jeg nåede at tænke på, hvordan jeg kunne komme væk, havde bjørnen slugt mig i en stor mundfuld, og jeg landende lige midt i bjørnens mave. Ad, hvor var der klamt. Så sad jeg bare der midt i bjørnens mave, midt imellem gamle fiske-skelletter og rigtigt meget slimet bjørne snask. Der havde jeg bare ikke lyst til at sidde alt for længe. Jeg måtte finde en måde at komme ud på.
Jeg tog et fiske-skelet og begyndte at kratte lidt på indersiden af bjørnen. Først skete der ikke noget, men da jeg begyndte at kratte oppe ved bjørnens hals, begyndte bjørnen at hoste. Så jeg krattede mere og mere, og bjørnen hostede og hostede, som om den aldrig ville holde op. Til sidst hostede den så meget, at den kom til at hoste mig op.

Jeg var lykkelig over at være kommet ud, selvom jeg var smurt ind i alt det der klamme fra bjørnens mave. Bjørnen, den løb ned til søen, og begyndte at drikke vand, for at stoppe hosten. Det var lidt mærkeligt, at jeg ikke bare løb hjem, nu hvor jeg havde chancen, men måske jeg syntes, det var sjovt at se på den store hostende bjørn ude midt i søen. Det ser nemlig helt vildt underligt ud, når en bjørn hoster. Efter næsten at have tømt søen for vand, kravlede bjørnen op igen og satte sig ved siden af mig.
 "Der er da ikke noget fedt ved at spise dig", sagde bjørnen. " Ja, jeg syntes heller ikke, at det er særligt fedt, at blive spist og sidde inde i din klamme mave", svarede jeg bjørnen. "Men jeg er så sulten, sagde bjørnen så.

Jeg vidste jo godt, at det ikke er særligt rart, at gå rundt og være sulten alt for længe, så jeg fik denne her geniale ide. Jeg kunne jo dele mine fisk med bjørnen. Jeg var jo verdens bedste fisker, og jeg havde jo altid alt for mange fisk med hjem, som alligevel ikke blev spist. Så jeg tænkte, at bjørnen og jeg kunne lave en aftale om, at jeg fik lov til at fiske ved søen, som jeg plejede, og så ville jeg dele min fangst med den, ham, hvis han lovede aldrig at spise mig igen.
Det var bjørnen med på, og fra den dag af, var jeg ikke bare den bedste i verden til at fiske, men også den bedste i verden til at gøre gnavne, sure bjørne glade igen.