Den gang jeg var lille, blev jeg så vred, at mit hoved eksploderede.

 Den gang jeg var lille, kunne jeg blive godt gal i skralden. Jeg kunne blive så hidsig og så vred, at jeg blev helt rød i hovedet. Mine øjne blev store, og der kom røg ud af mine ører. Min mor sagde tit; ”Pas nu på, at du ikke bliver så vred, at dit hoved eksploderer”. Det gjorde mig bare endnu mere gal og hidsig. Voksne siger bare sådan nogen dumme ting en gang imellem. Jeg kunne blive vred over rigtigt mange forskellige ting. Jeg kunne blive vred på min mor og far, på mine venner, mit legetøj, eller bare på noget, der ikke ville, som jeg ville. Jeg kunne blive så vred, at det var som om, der ikke var plads til al den vrede inde i mit hoved. Men for det meste blev jeg hurtigt god igen, og så kunne jeg fortsætte med det, jeg havde gang i.

En dag ville jeg bygge en helt vildt fed hule på mit værelse. Jeg havde gang i både puder, tæpper og stole, for at gøre hulen helt perfekt. Jeg vidste præcis, hvordan den skulle se ud. Men hulebyggeriet drillede mig. Hver gang jeg prøvede, at få tæpperne til at nå hinanden hen over stolene, røg det ene tæppe ned. Når jeg så rettede op på det, faldt det andet tæppe ned. Åh, jeg kunne mærke, jeg blev mere og mere hidsig. De åndssvage tæpper gjorde bare slet ikke det, som jeg ville have, de skulle gøre. Jeg kunne mærke vreden stige i mit ansigt, og mine kinder blive varme. Jeg kæmpede med hulen, men jo mere jeg forsøgte at reparere den, jo mere faldt den sammen. Til sidst var jeg så vred og tosset, at mit hoved begyndte at vokse. Røgen dampede ud af mine ører. Som om jeg var et gammeldags lokomotivtog. Jeg stoppede med hulebyggeriet, for jeg kunne godt mærke, at jeg var så vred, at det ikke længere var særligt rart at være mig, men mit hoved fortsatte med at vokse og mine ører fortsatte med at dampe løs. Til sidst var mit hoved blevet så stort, at der måtte ske det, som de voksne så tit havde advaret mig imod: Mit hoved eksploderede.

Med et stort brag eksploderede mit hoved i ti tusind stykker. Jeg blev helt vildt forskrækket. Jeg havde jo ikke troet på, at det kunne ske i virkeligheden. Men nu var det altså sket. Og der stod jeg helt hovedløs. Ej, det var ikke en god oplevelse. Man kan overhovedet ikke lave noget som helst sjovt, hvis man mangler sit hoved. Jeg løb ned til min mor og far i stuen, mens jeg råbte. ”Mit hoved er eksploderet, mit hoved er eksploderet”. Min mor og far sad bare helt rolige i sofaen. ”Kan I ikke se jeg mangler mit hoved?” spurgte jeg dem så. De måtte da blive en lille smule chokerede, når deres barn sådan løb hovedløs rundt.

”Det var jo det, jeg sagde”, sagde min mor så. ”Og se, jeg fik ret”. Ja, det kunne jeg så ikke bruge til så meget. Jeg havde måske mere brug for at få mit hoved tilbage, end at min mor fortalte mig, at hun altid havde vidst, at det her ville ske. ”Du bliver så vred nogle gange, at det jo måtte ske en dag”. Og så fortsatte hun. ”Måske skal du prøve at tage ved lære af det, så det ikke sker igen”. Sker igen? Man kan da ikke få sit hoved til at eksplodere en gang til, når man ligesom ikke har et hoved. Kunne min mor slet ikke forstå, hvor alvorligt det her var? Så fortalte min mor mig, at jeg, fra jeg var helt lille, altid havde været hurtig til at blive rigtigt vred. Derfor havde hun været forudseende, og havde sørget for, at have et ekstra hoved liggende.
Et ekstra hoved liggende? Okay, det lød helt vildt langt ude. Men min mor rejste sig, gik ud i garagen og kom tilbage med et hoved, som hun satte fast på min hals. Det passede helt perfekt. Jeg hev lidt i mine ører, vrikkede lidt med næsen og rakte min tunge så langt ud jeg kunne. Så løb jeg hen til spejlet ude i gangen og stirrede på mit spejlbillede. Til min store overraskelse kunne jeg se, at jeg så ud, som jeg altid havde gjort. Det nye hoved var helt magen til mit gamle. Jeg blev så lettet. Min mor og far smilede til mig. ”Nå, hvordan føles det så”, spurgte de. Det føltes rart. Ligesom det skulle føles. Jeg satte mig hen på sofaen imellem dem. Så sagde jeg til dem, at jeg aldrig ville blive vred igen, for jeg ville ikke risikere, at mit hoved eksploderede en gang til. ”Åh, det ville nu ikke gøre så meget”, sagde min mor så. ”Jeg har en hel del hoveder på lager”.