fredag den 21. februar 2014

http://www.saxo.com/dk/soeg/boeger?query=Kari+Olfert

Jeg forsøger mig som e-bogs forfatter og har udgivet 3 børnebøger på Saxo.com

tirsdag den 11. februar 2014


Den gang jeg var lille, var jeg i fjernsynet.

Den gang jeg var lille, gik jeg til dans en gang om ugen. Jeg ved faktisk ikke, hvem der havde fået den tanke, at det var en god ide, men det gjorde jeg altså. Jeg var ikke direkte talentfuld, og min dansepartner var værre. Lars, den klodsmajor, kom altid til at træde mig over tæerne. Han gjorde det faktisk så tit, at jeg troede, han gjorde det med vilje. Vores danselærerinde var skrap, og gav ikke meget plads til glæde og spontanitet eller andre udisciplinerede følelser. Hun styrede dansetimerne med hård hånd, og kunne vist ikke så godt lide mig, fordi jeg insisterede på at dukke op til alle dansetimerne iført bukser, og ikke kjole, som hun ellers forventede af alle pigerne. Efter hver dansetime, skulle vi pænt neje og bukke for lærerinden, før vi fik lov til at forlade dansesalen. Jeg syntes, det var alt for gammeldags og unødvendigt. Men neje det skulle jeg, og det blev jeg god til.
En dag til dans var vores danselærerinde ekstra skrap og disciplineret. Vi skulle nemlig alle filmes til fjernsynet. Og hun var meget opsat på, at vi skulle tage os godt ud, fordi det jo ville falde tilbage på hendes evner som lærerinde, når alle kunne se, hvor talentløse de fleste af os rent faktisk var. Det var ikke noget der skabte begejstring i mit lille dansehjerte. Snart ville hele Danmark, ja måske hele verden, se mig og klodsede Lars fumle rundt i standarddansens uforståelige univers. Men der var ikke noget at gøre, vi skulle stramme op, og øve os, og mens vi gjorde det, nærmede dagen sig, dagen hvor et filmhold fra nationalt tv ville filme en hel dansetime med os.
Dagen oprandt, og det var, som jeg havde forestillet mig, en forfærdelig oplevelse. Jeg var tvunget ned i en kjole, jeg ikke ville have på, og gennemførte danseundervisningen knaldrød i hele hovedet og med meget ømme tæer. Lars havde ikke strammet op og var ikke blevet dygtigere til at ramme gulvet i stedet for at træde på mig, så mine tæer matchede farven i ansigt. Jeg ville bare gemme mig, og glemme hele oplevelsen.
 
Men det kan man ikke, når det bliver vist i fjernsynet, og hele familien samles for at se det i fællesskab, for nej hvor er det da spændende, når en man sådan kender, toner op på tv skærmen. Ja, det er jo lang tid siden, jeg var lille, og den gang fandtes der altså ikke X-factor eller anden slags reality shows. Den gang hed det dokumentar, og handlede sjældent om nogen man kendte, sådan direkte. Da hele min familie kom besøg, for i samlet flok at kunne se mine ydmygelser i tv, besluttede jeg mig for, at jeg bare måtte bide det i mig, og få det overstået. Et mirakel eller et strømsvigt ville være det eneste, der kunne redde mig fra min traumatiserende fjernsyns-debut.
Jeg sad helt stille for mig selv med hjertet hårdt bankende i brystet, og hænderne våde af klamt håndsved, da miraklet indtræf. Man så hverken mig eller nogen af de andre danse, for filmholdet havde klippet så meget i optagelserne, at det kun var afslutningen af dansetimen, der blev vist. Altså der hvor vi nejede og bukkede for lærerinden. Og det kunne både Lars og jeg da finde ud af. Filmholdet havde nok opdaget, hvor lidt talent, der egentligt var blevet udfoldet i den times tid, de havde filmet os. Og så havde de redigeret det til et 5 sekunders klip, som alle kunne se med stolthed.
Jeg var lettet. Og besluttede mig for, at jeg måtte holde op med at udsætte mig for lignende ydmygelser. Jeg ville stoppe til dans, lige så snart jeg kunne. Desværre syntes mine forældre, at jeg skulle fortsætte sæsonen ud, nu hvor de havde betalt for den. Så jeg fortsatte med at gå til dans en gang om ugen, indtil den dag sæsonen var slut, og jeg og mine tæer sammen kunne forlade danseskolens lokaler og løbe ud i vores ny vundne frihed.

fredag den 7. februar 2014


Den gang jeg var lille, hadede jeg tirsdage.

Den gang jeg var lille, var der rigtigt mange mennesker, der ikke var så begejstrede for mandage. De var altid lidt mere sure og noget mere trætte om mandagen, hvor i mod de fleste, jeg kendte var i højt humør og fulde af energi, når vi nåede fredagen.
Jeg havde ikke så meget imod mandage. De var gode nok, hvis ikke det lige var for, at mandagene lænede sig op af tirsdagene. Jeg HADEDE tirsdage. Det var de værste dage i løbet af alle de uger, jeg var lille. For det første var tirsdage, de dage, hvor jeg havde gymnastik i skolen. Jeg var ikke særligt god til gymnastik i nogen som helst afskygninger, lige med undtagelse af høvdingebold, for der var jeg rigtigt god til at gemme mig, og ikke blive ramt af den ofte ret så hårdt kastede bold. Vi spillede alt for sjældent Høvdingebold, så jeg vidste fra morgenstunden af, at tirsdagenes gymnastik- timer ville være fulde af udmattende nederlags-øvelser. Bare gymnastik timerne kunne være nok til at gøre tirsdagene til mine hadedage.
Men nej det var meget værre end det. Når jeg var færdig med skolen, gik jeg direkte videre til musikskolen, hvor jeg skulle lære at spille violin. VIOLIN. Jeg var ikke helt klar over, hvordan jeg var endt i den instrumentgenre. Jeg var startet ud på et hyggeligt lille blokfløjtehold, som jeg deltog glædeligt i, fordi jeg var sammen med mine venner, og fordi jeg af og til ramte den rigtige tone. Hvordan jeg var nået derfra til enetimer i violin, var mig en gåde. Jeg kunne ikke finde ud af at spille violin. Jeg kunne ikke finde ud af at holde instrumentet rigtigt. Jeg kunne kun spille falsk, og min violinlærer var alt for uhyggelig til, at jeg kunne kigge ham i øjnene, eller svare på det, han sagde til mig. Desuden kunne jeg slet ikke lide lyden af violin, heller ikke når det var folk, der rent faktisk havde talent, der betjente instrumentet.
                                 
Men nej det var ikke bare gymnastik- og violintimerne, der gjorde mine tirsdagene til rædsels-dage i mit unge liv. Når jeg kom hjem fra en lang dag, med nederlag i sjælen og falske toner i ørene, så skulle jeg ud at gå med aviser. AVISER. Findes der mere ulideligt fritidsjob end at folde uendelige mængder af aviser og reklamer, for der efter at vandre op og ned af alt for mange trappetrin, i alt for mange trappeopgange? Når avisruten var slut, var jeg udmattet og smurt ind i en avissværte og sved. Sved frembragt af nytteløst børnearbejde.
Gymnastik, violin og avisrute. Det er et mirakel, at jeg overlevede den ene tirsdag efter den anden, i den del af mit liv, hvor jeg allerhelst ville ligge på en sofa og læse Anders And blade, mens jeg krummede mine omgivelser til med Mariekiks.
Efter at have gennemlevet disse pinsler, uge efter uge, besluttede jeg mig for, at det måtte være nok. Jeg måtte få tirsdagene afskaffet. Jeg vidste bare ikke, hvem man skulle henvende sig til, for at få det gjort. Men jeg måtte gøre noget, det kunne jo ikke blive ved på den måde. Så jeg forfattede et brev som fik både Dronningen, Julemanden og Gud som modtagere. Jeg tænkte, at en af dem ville have mulighed for at gribe ind. Jeg hældede mest til Gud, som mulig tirsdags-afskaffer, men jeg ville lige helgardere mig, for jeg ville af med de tirsdage.
Jeg skrev brevet, hvor jeg meget udførligt beskrev min situation og mine lidelser. Jeg pressede også en lille tåre ud, som landede på min underskrift, der afsluttede brevet. Bare for lige at understrege, hvor hårdt jeg havde det. Så løb jeg til postkassen, og fik mit brev sendt af sted. Bagefter løb jeg hjem og ventede på svar. Det gjorde jeg så ret så længe. Den ene lidelsesfulde tirsdag efter den anden. Jeg fik intet svar og intet ændrede sig. Jeg blev mere og mere opgivende, og slæbte mig gennem både fiaskofyldte gymnastiktimer, ulidelige violinstunder, og udmattende avisruter.
En dag kom min mor ind på mit værelse, og sagde der var noget, hun gerne ville snakke med mig om. Hun foreslog jeg stoppede til violin. Hun havde hørt mig øve mig, og mente ikke, at det var en fritidsaktivitet, hun behøvede at betale til længere. Hun gjorde mig så glad. Aldrig mere violin.
Kort tid efter afmeldte hun også min avisrute. Hun var træt af at høre på mit brok, og at hun blev nødt til at bruge sine tirsdage eftermiddage på at sikre sig, at jeg kom hjem igen, og ikke var faldet kraftesløs om i en tilfældig trappeopgang. Hvilken lykke! Jeg følte mig lettet, frigjort fra 2 af mine tirsdags-lidelser. Næsten helt overstadig fremførte jeg mit ønske om afskaffelse af gymnastiktimerne, men lige der smækkede min mor kassen i. Hun mente åbenbart, at det var sundt for mig, at deltage i skolens gymnastik-pinsler. Jeg argumenterede ellers godt for min sag, men der var intet at gøre.
Alt i alt var tirsdagene dog blevet en hel del bedre, og i stedet for at starte hver tirsdag med ondt i maven og tårer i øjenkrogene, kunne jeg kravle ud af min seng, med håbet om, at vi skulle spille Høvdingebold til gymnastik.