Den gang jeg var lille, var jeg ved at miste livet.

Den gang jeg var lille, udforskede jeg verden sammen med mine venner. Vi fandt på alle mulige og umulige steder at rejse hen til. Vi tog på eventyr i en jungle, eller en ørken, ved en vulkan, på en strand eller i naboens baghave. Verden syntes stor og fantastisk, og vi måtte bare opleve alt det spændende, den havde at byde på.

Et af vores eventyr ledte os langt ind i en regnskov. Vi fulgte en stor flod, der løb gennem skoven. Vores mission var at nå frem til et kæmpe vandfald, der skulle ligge for enden af floden. Vi glædede os sådan til at nå vores mål, men det var ikke nemt, for det ikke lige til at komme frem i regnskoven, der var fuld af farlige giftige og kødædende planter, og træer med kæmpe store rødder, der flettede sig sammen ovenover jorden, bare for at ligge der og spænde ben for os. Det var hårdt og besværligt. En tur fyldt med strabadser, og slet ikke som at gå søndagstur rundt om andedammen derhjemme.  

 

Regnskoven var også fyldt med alle mulige slags små klamme insekter, der syntes det var underholdende at lande på os, og kravle rundt på vores, i forvejen ret så svedige og beskidte ansigter. Når jeg prøvede af tørre sveden væk, maste jeg livet ud af de små dyr, og tværrede så slatne insektlig rundt i mit ansigt. Meget af tiden, kunne vi slet ikke komme frem gennem skoven, så i stedet måtte vi ud i floden og vandre gennem den op mod strømmen. Det var heller ikke nemt, for floden var fyldt af store våde og glatte klippestykker. Strømmen var stærk, og vi gik i vand til livet. Men vi fortsatte og vi hjalp hinanden. Da vi endeligt nåede frem til vandfaldet, blev vi bare så glade. Det var et helt fantastisk syn. Foran vandfaldet samlede floden sig i en sø, og vi hoppede begejstrede på hovedet i vandet og svømmede ind under vandfaldet. Det var vidunderligt. Vi var udmattede, men så lykkelige for at kunne dele dette øjeblik med hinanden. Mine venner og jeg, vi var klart de sejeste eventyrrejsende nogen sinde.

Selvom vi havde lyst til at blive der for evigt, blev vi nødt til at vende om. Det var ved at blive sent på dagen. Og vi vidste, at vi havde en lang tur foran os, før vi ville finde et sted, hvor vi kunne overnatte. Vi måtte vende om, og vandre tilbage gennem floden.

Nu havde vi ikke længere strømmen imod os, men med os. Strømmen hev i os, næsten som for at fortælle os, at den var stærkere end os. Men vi gik tæt sammen og holdt fast i hinanden, for ikke at blive revet med af strømmen.Strømmen blev stærkere og stærkere, og spillede rigtigt med musklerne. Og når vi lyttede til vandets skvulp mod de store klippestykker, der lå i floden, lød det næsten som om den sagde; ” Nu tager jeg jer!”. Det gav et sus i maven. For hvis strømmen først fik fat i os, ville vi måske ikke overleve det.

Det tærede på vores kræfter, at kæmpe os vej gennem floden. Jeg blev så træt, og kunne næsten ikke holde fast i mine kammerater længere.  Jeg kæmpede for at holde fast, og havde bare brug for at hvile mig lidt, men i det sekund, jeg slap taget i mine kammerater, hev strømmen mig med. Jeg kunne ikke kæmpe imod, den var for stærk, og jeg kunne se hvor hurtigt, jeg blev revet længere og længere væk fra de andre. Vandet piskede op i mit ansigt, jeg havde svært ved at trække vejret, og jeg blev kastet rundt i floden, som om jeg var en badebold. Jeg kunne høre mine venner råbe på mig, men da jeg prøvede at råbe tilbage, blev hele min mund fyldt med vand, og jeg tænkte, at nu var min sidste time kommet. Nu ville jeg miste mit liv, lige midt i et af vores allerbedste eventyr.Floden kastede mig endnu en gang rundt, og jeg gjorde mig parat til at møde min skaber.

Men så med et` stoppede det hele. Jeg sad fast. Midt mellem 2 store sten sad min mås kilet fast. Min numse var simpelthen for stor til, at floden kunne få mig ned med nakken. Jeg var lykkelig for at have reddet livet, men jeg sad jo stadig fast. Jeg kunne ikke rokke mig fri, og hvis jeg kom fri, var der stor sandsynlighed for, at strømmen ville få fat i mig igen.

Efter at have siddet der et stykke tid, med livet i behold, og måsen fastklemt, kunne jeg høre mine venner kalde på mig igen. De var nået frem til mig, og de var kravlet op fra floden, og stod nu på jorden ved siden af den, og dannede en kæde, så de kunne nå ud til mig. Jeg greb fat i dem, og ved hjælp af al deres kærlighed og alle deres kræfter, fik de hevet mig op på land.

Vi fortsatte vores begivenhedsrige vandring gennem regnskoven, og nåede frem til et sted, hvor vi kunne slå lejr, inden det blev mørkt. Da vi senere sad ved bålet midt i mørket, blev jeg overmandet af en masse følelser. Jeg var lettet over at være blevet reddet. Og jeg var taknemmelig, ikke bare for mine venner, og deres indsats, men også for størrelsen af min mås.

 

Den gang jeg var lille, blev jeg vaccineret med en grammofonstift.

Den gang jeg var lille, fandtes der ikke alle de elektroniske dimser, der findes i dag. Der var ingen mobiltelefoner eller computere, og der var kun 1 enkelt kanal på fjernsynet. CD’erne var ikke opfundet endnu, og når jeg ville høre musik, var det på kassette bånd i en lille båndoptager, eller i radioen. Min aller største drøm blev opfyldt, da min morfar forærede mig en grammofon, med indbygget kassette afspiller. Så kunne jeg både afspille bånd og Lp-plader. Jeg elskede min grammofon, og jeg kunne bruge lang tid på at sidde og lytte til al den fantastiske musik og alle de sjove historier, der kunne komme ud af den.

 

Jeg hørte ikke så meget musik sammen med min familie, der var larm nok i forvejen, når vi alle var samlet, var der nogen der mente. Når man så ikke har noget spændende at se på eller lytte til, så må man da bruge tiden på at snakke. Så jeg snakkede altid løs, når jeg var sammen med min familie. Jeg fortalte om mine oplevelser, og tanker og ideer. Jeg havde desuden en naturlig og sund nysgerrighed, så jeg stillede en del spørgsmål til folk omkring mig. Jeg snakkede lige så tit, jeg kunne komme til det, altså hvis jeg ikke sad og lyttede til musik på mit værelse. Jeg snakkede faktisk så meget, at jeg godt kunne køre de voksne lidt trætte. Og det var ikke så sjældent, at jeg fik at vide, ” at jeg da vist var blevet vaccineret med en grammofonstift”.

Ja, se det ved du faktisk ikke hvad betyder, hvis du ikke læser videre. Jeg vil gøre mit bedste for at forklare det. På en grammofon lægger man sin Lp plade og så drejer den rundt. For at få lyd ud af pladen, skal man føre en lille stang hen til ydersiden af den. For enden af stangen er der en stift, altså den man kalder grammofonstiften. Når stiften rører pladen, kommer der den mest fantastiske lyd ud. Det er næsten magisk, og også en smule teknisk.

M.h.t vaccinationer er det jo sådan, at de fleste børn bliver vaccineret mod forskellige sygdomme, så de kan forblive sunde og raske. Når man bliver vaccineret foregår det jo som regel med en helt almindelig nål. Men altså ikke da jeg blev vaccineret. Jeg var åbenbart blevet vaccineret med en grammofonstift. Det lød helt rigtigt i mine ører, for hvis jeg var blevet vaccineret med en stift, der kunne få plader til at spille musik og fortælle historier, så var det nok også derfor, jeg havde så meget at fortælle. Jeg var ligesom en lydmæssig gave til mine omgivelser. Hvor var de heldige, at de havde mig. Så når folk sagde til mig, ”Du er da vist blevet vaccineret med en grammofonstift”, sagde jeg stolt. ”Ja, det er jeg!”

Lige indtil den dag, jeg skulle til lægen. Jeg skulle vaccineres igen, og jeg så frem til det lille stik med stiften, For jeg var sikker på, at jeg ville have endnu mere at fortælle verden om, når det var overstået. Men jeg blev så skuffet. Da jeg skulle have vaccinen, tog lægen en helt almindelig nål frem. ”Nej hov”, sagde jeg. ”Hvor er grammofonstiften?”  Lægen forstod ikke hvad jeg snakkede om, og jeg måtte forklare ham, hvordan jeg plejede at blive vaccineret med en grammofonstift, så der kunne komme al denne her herlige lyd ud af mig. Lægen grinede, og sagde så: ” Det er bare noget de voksne, de siger, fordi du snakker for meget”. Og så stak han mig lige på den ene balle med en stor dum almindelig nål. Jeg gik fra lægen meget tavs og temmelig øm bagi. Jeg følte mig ikke så særlig lige i det øjeblik. Jeg tog min mor i hånden, og efter noget tid, kiggede jeg op på hende, og spurgte hende om det var rigtigt, at jeg talte for meget. Hun klemte min hånd, og sagde at hun elskede al lyd der kom ud af mig, og at jeg altid ville være noget særligt i hendes øjne. Så forsvandt tristheden helt, og jeg kunne mærke, at jeg igen havde en hel masse at fortælle om.

Den gang jeg var lille, valgte jeg selv mit navn.

Den gang jeg var lille, vidste min mor og far ikke rigtigt, hvad de skulle kalde mig. De kunne ikke blive enige om et navn, der passede til mig og min personlighed. Da jeg havde en ret stor personlighed, skulle det være det helt rigtige navn. Men det var bare så svært for dem at blive enige. Så i meget lang tid havde jeg ikke noget navn. Det er jo ikke så praktisk ikke at have et navn, når man skal vokse op og lære hvem man er, og lære at høre efter og alskens anden dannende adfærd, så mine forældre valgte at kalde mig for Skat. Sådan mest for nemhedens skyld. Men det var da ok, af et midlertidigt kaldenavn at være.

Tiden gik, og jeg blev ældre, smukkere og klogere, men forblev navneløs. Det var som om mine forældre havde skubbet navneprocessen til side, eller også havde de glemt alt om det. Når jeg spurgte ind til det, svarede de bare, at jeg hed da Skat. Men det gjorde jeg jo ikke, det var jo bare indtil de fandt det helt perfekte navn. Åh, jeg blev tosset i hovedet over mine forældres ubeslutsomhed. Jeg ville have et navn, og hvis de ikke ville gøre noget ved det, måtte jeg tage min navneskæbne i egen hånd. Og det gjorde jeg.

Jeg havde en ide om, at et passende navn til en som mig, ikke bare lige kunne findes rundt om hjørnet. Jeg måtte drage ud på en universel rejse for at finde det. Jeg byggede mig hurtigt en lille rumraket. Pakkede lidt nødvendigt proviant og min bedste bamse, i en rum tid. Det er ikke sådan lige at finde vej, når man ikke har været i rummet før. Men jeg var sikker på, at det var derude. Og at jeg ville finde de svar, jeg ledte efter. Men man kan godt blive lidt ør, når man svæver vægtløs rundt i rummet i en rumraket, der nok var lidt for lille og alt for hurtigt bygget. Så jeg besluttede mig for at mellemlande, bare for lige at lade lidt op og blive lidt inspireret. Jeg styrede mod den nærmeste planet. Den så hyggelig ud, og jeg var overbevidst om, at den ikke ville være beboet af menneskeædende rummonstre. Altså det håbede jeg, den ikke var.

 

Da jeg fik parkeret min raket midt på planeten, og forsigtigt fik åbnet raketdøren, stak jeg mit lille nysgerrige hoved ud for at se mig omkring. Med et blev jeg grebet af en fantastisk følelse af noget helt vidunderligt. Jeg kunne ikke se andet end selve planetens overflade, men det var som om den dejlige følelse bød mig velkommen og sagde, at jeg kunne være helt tryg og stige ud af raketten. Jeg tænkte mig ikke så meget om. Jeg fulgte bare følelsen.  Mens jeg gik rundt på planeten blev følelsen stærkere og stærkere. Jeg havde aldrig følt sådan før. Følelsen var ikke længere kun en del af planeten. Den var en del af mig, og jeg var lykkelig helt ned i tæerne.

Med et slog det mig. Det var her, jeg ville finde mit navn. Jeg hoppede lalleglad rundt på planeten. Den fantastiske følelse gjorde det umuligt for mig, at nøjes med at gå rundt som et helt almindeligt forsigtigt og misfornøjet menneske. Men med et´ måtte jeg stoppe mit hopperi. For lige der foran mig lå der en masse navne. Jeg kunne næsten ikke trække vejret af ren spænding. Jeg rodede navnene godt igennem indtil det øjeblik, hvor jeg vidste, at jeg havde fat i det, der var mit navn. Der´ var det endeligt. Jeg vidste bare med hele min krop, at det var mit. Jeg tog det op i mine hænder, og kunne mærke hvordan det bare passede helt perfekt til mig. Min drøm var blevet opfyldt. Nu havde jeg endeligt et navn.

Jeg hoppede tilbage til min rumraket. Jeg startede motoren og styrede lige mod vores hus derhjemme. Jeg skulle hjem så hurtigt som muligt og vise mine forældre mit navn. Rumraketten lavede et ordentligt hul i baghaven, fordi jeg ikke fik bremset i tide, da jeg skulle lande. Jeg nåede slet ikke at tænke over, at det ville mine forældre nok blive ret så trætte af, når de opdagede det. Jeg havde ikke tid. Jeg smækkede raketdøren op, og løb ind i stuen til min mor og far. Helt forpustet råbte jeg; ”Mor og far, jeg har fundet mit navn”. De spærrede godt nok øjnene op, de gamle, da jeg tog navnet frem og viste dem det. ”Det er jo helt rigtigt”, sagde de i munden på hinanden. ”Det er jo dit navn”.

I tiden efter gik vi alle og smagte på mit navn. Jeg var så stolt af det. Og jeg vidste, at jeg var mig selv hele vejen igennem nu. Men dagene gik, og mine forældre faldt tilbage til den gamle vane med at kalde mig Skat, og mit navn kom mest frem ved særlige lejligheder, og når jeg havde lavet ulykker. Men det var helt i orden. Navnet var mit for altid, og når alt kom til alt, kunne jeg faktisk godt lide at være min mors og fars Skat.