Den gang jeg var lille, var jeg ved at miste livet.

Den gang jeg var lille, udforskede jeg verden sammen med mine venner. Vi fandt på alle mulige og umulige steder at rejse hen til. Vi tog på eventyr i en jungle, eller en ørken, ved en vulkan, på en strand eller i naboens baghave. Verden syntes stor og fantastisk, og vi måtte bare opleve alt det spændende, den havde at byde på.

Et af vores eventyr ledte os langt ind i en regnskov. Vi fulgte en stor flod, der løb gennem skoven. Vores mission var at nå frem til et kæmpe vandfald, der skulle ligge for enden af floden. Vi glædede os sådan til at nå vores mål, men det var ikke nemt, for det ikke lige til at komme frem i regnskoven, der var fuld af farlige giftige og kødædende planter, og træer med kæmpe store rødder, der flettede sig sammen ovenover jorden, bare for at ligge der og spænde ben for os. Det var hårdt og besværligt. En tur fyldt med strabadser, og slet ikke som at gå søndagstur rundt om andedammen derhjemme.  

 

Regnskoven var også fyldt med alle mulige slags små klamme insekter, der syntes det var underholdende at lande på os, og kravle rundt på vores, i forvejen ret så svedige og beskidte ansigter. Når jeg prøvede af tørre sveden væk, maste jeg livet ud af de små dyr, og tværrede så slatne insektlig rundt i mit ansigt. Meget af tiden, kunne vi slet ikke komme frem gennem skoven, så i stedet måtte vi ud i floden og vandre gennem den op mod strømmen. Det var heller ikke nemt, for floden var fyldt af store våde og glatte klippestykker. Strømmen var stærk, og vi gik i vand til livet. Men vi fortsatte og vi hjalp hinanden. Da vi endeligt nåede frem til vandfaldet, blev vi bare så glade. Det var et helt fantastisk syn. Foran vandfaldet samlede floden sig i en sø, og vi hoppede begejstrede på hovedet i vandet og svømmede ind under vandfaldet. Det var vidunderligt. Vi var udmattede, men så lykkelige for at kunne dele dette øjeblik med hinanden. Mine venner og jeg, vi var klart de sejeste eventyrrejsende nogen sinde.

Selvom vi havde lyst til at blive der for evigt, blev vi nødt til at vende om. Det var ved at blive sent på dagen. Og vi vidste, at vi havde en lang tur foran os, før vi ville finde et sted, hvor vi kunne overnatte. Vi måtte vende om, og vandre tilbage gennem floden.

Nu havde vi ikke længere strømmen imod os, men med os. Strømmen hev i os, næsten som for at fortælle os, at den var stærkere end os. Men vi gik tæt sammen og holdt fast i hinanden, for ikke at blive revet med af strømmen.Strømmen blev stærkere og stærkere, og spillede rigtigt med musklerne. Og når vi lyttede til vandets skvulp mod de store klippestykker, der lå i floden, lød det næsten som om den sagde; ” Nu tager jeg jer!”. Det gav et sus i maven. For hvis strømmen først fik fat i os, ville vi måske ikke overleve det.

Det tærede på vores kræfter, at kæmpe os vej gennem floden. Jeg blev så træt, og kunne næsten ikke holde fast i mine kammerater længere.  Jeg kæmpede for at holde fast, og havde bare brug for at hvile mig lidt, men i det sekund, jeg slap taget i mine kammerater, hev strømmen mig med. Jeg kunne ikke kæmpe imod, den var for stærk, og jeg kunne se hvor hurtigt, jeg blev revet længere og længere væk fra de andre. Vandet piskede op i mit ansigt, jeg havde svært ved at trække vejret, og jeg blev kastet rundt i floden, som om jeg var en badebold. Jeg kunne høre mine venner råbe på mig, men da jeg prøvede at råbe tilbage, blev hele min mund fyldt med vand, og jeg tænkte, at nu var min sidste time kommet. Nu ville jeg miste mit liv, lige midt i et af vores allerbedste eventyr.Floden kastede mig endnu en gang rundt, og jeg gjorde mig parat til at møde min skaber.

Men så med et` stoppede det hele. Jeg sad fast. Midt mellem 2 store sten sad min mås kilet fast. Min numse var simpelthen for stor til, at floden kunne få mig ned med nakken. Jeg var lykkelig for at have reddet livet, men jeg sad jo stadig fast. Jeg kunne ikke rokke mig fri, og hvis jeg kom fri, var der stor sandsynlighed for, at strømmen ville få fat i mig igen.

Efter at have siddet der et stykke tid, med livet i behold, og måsen fastklemt, kunne jeg høre mine venner kalde på mig igen. De var nået frem til mig, og de var kravlet op fra floden, og stod nu på jorden ved siden af den, og dannede en kæde, så de kunne nå ud til mig. Jeg greb fat i dem, og ved hjælp af al deres kærlighed og alle deres kræfter, fik de hevet mig op på land.

Vi fortsatte vores begivenhedsrige vandring gennem regnskoven, og nåede frem til et sted, hvor vi kunne slå lejr, inden det blev mørkt. Da vi senere sad ved bålet midt i mørket, blev jeg overmandet af en masse følelser. Jeg var lettet over at være blevet reddet. Og jeg var taknemmelig, ikke bare for mine venner, og deres indsats, men også for størrelsen af min mås.