Den gang jeg var lille, var jeg i fjernsynet.

Den gang jeg var lille, gik jeg til dans en gang om ugen. Jeg ved faktisk ikke, hvem der havde fået den tanke, at det var en god ide, men det gjorde jeg altså. Jeg var ikke direkte talentfuld, og min dansepartner var værre. Lars, den klodsmajor, kom altid til at træde mig over tæerne. Han gjorde det faktisk så tit, at jeg troede, han gjorde det med vilje. Vores danselærerinde var skrap, og gav ikke meget plads til glæde og spontanitet eller andre udisciplinerede følelser. Hun styrede dansetimerne med hård hånd, og kunne vist ikke så godt lide mig, fordi jeg insisterede på at dukke op til alle dansetimerne iført bukser, og ikke kjole, som hun ellers forventede af alle pigerne. Efter hver dansetime, skulle vi pænt neje og bukke for lærerinden, før vi fik lov til at forlade dansesalen. Jeg syntes, det var alt for gammeldags og unødvendigt. Men neje det skulle jeg, og det blev jeg god til.

En dag til dans var vores danselærerinde ekstra skrap og disciplineret. Vi skulle nemlig alle filmes til fjernsynet. Og hun var meget opsat på, at vi skulle tage os godt ud, fordi det jo ville falde tilbage på hendes evner som lærerinde, når alle kunne se, hvor talentløse de fleste af os rent faktisk var. Det var ikke noget der skabte begejstring i mit lille dansehjerte. Snart ville hele Danmark, ja måske hele verden, se mig og klodsede Lars fumle rundt i standarddansens uforståelige univers. Men der var ikke noget at gøre, vi skulle stramme op, og øve os, og mens vi gjorde det, nærmede dagen sig, dagen hvor et filmhold fra nationalt tv ville filme en hel dansetime med os.

Dagen oprandt, og det var, som jeg havde forestillet mig, en forfærdelig oplevelse. Jeg var tvunget ned i en kjole, jeg ikke ville have på, og gennemførte danseundervisningen knaldrød i hele hovedet og med meget ømme tæer. Lars havde ikke strammet op og var ikke blevet dygtigere til at ramme gulvet i stedet for at træde på mig, så mine tæer matchede farven i ansigt. Jeg ville bare gemme mig, og glemme hele oplevelsen.

 

Men det kan man ikke, når det bliver vist i fjernsynet, og hele familien samles for at se det i fællesskab, for nej hvor er det da spændende, når en man sådan kender, toner op på tv skærmen. Ja, det er jo lang tid siden, jeg var lille, og den gang fandtes der altså ikke X-factor eller anden slags reality shows. Den gang hed det dokumentar, og handlede sjældent om nogen man kendte, sådan direkte. Da hele min familie kom besøg, for i samlet flok at kunne se mine ydmygelser i tv, besluttede jeg mig for, at jeg bare måtte bide det i mig, og få det overstået. Et mirakel eller et strømsvigt ville være det eneste, der kunne redde mig fra min traumatiserende fjernsyns-debut.

Jeg sad helt stille for mig selv med hjertet hårdt bankende i brystet, og hænderne våde af klamt håndsved, da miraklet indtræf. Man så hverken mig eller nogen af de andre danse, for filmholdet havde klippet så meget i optagelserne, at det kun var afslutningen af dansetimen, der blev vist. Altså der hvor vi nejede og bukkede for lærerinden. Og det kunne både Lars og jeg da finde ud af. Filmholdet havde nok opdaget, hvor lidt talent, der egentligt var blevet udfoldet i den times tid, de havde filmet os. Og så havde de redigeret det til et 5 sekunders klip, som alle kunne se med stolthed.

Jeg var lettet. Og besluttede mig for, at jeg måtte holde op med at udsætte mig for lignende ydmygelser. Jeg ville stoppe til dans, lige så snart jeg kunne. Desværre syntes mine forældre, at jeg skulle fortsætte sæsonen ud, nu hvor de havde betalt for den. Så jeg fortsatte med at gå til dans en gang om ugen, indtil den dag sæsonen var slut, og jeg og mine tæer sammen kunne forlade danseskolens lokaler og løbe ud i vores ny vundne frihed.