Den gang jeg var lille, fangede jeg en kæmpe krokodille.

 Den gang jeg var lille, var jeg ret god til at lave hjemmelavede fødselsdagsgaver til min mor. Jeg kunne både tegne fine tegninger, lave askebægere i ler, og bygge små fuglehuse eller noget andet spændende i træ. Min mor var vild med mine hjemmelavede gaver. Men så et år ønskede min mor sig noget helt specielt. Hun ønskede sig en dametaske i krokodilleskind. Det syntes jeg lød helt vildt mærkeligt, men hvis det var det, hun ønskede sig, så var det da det, hun skulle have.

Så jeg besluttede mig for at tage ud i den store verden, for at fange en krokodille, jeg kunne lave om til en taske. Jeg gik ret længe, for der var ikke krokodiller i nærheden af, hvor jeg boede. Jeg kom til en stor jungle, hvor der boede alle mulige slags spændende dyr. Der var aber, slanger, edderkopper og tigere. Der var både store dyr og små dyr, farlige dyr og venlige dyr. Men jeg kunne bare ikke finde nogen krokodiller. Jeg gik så længe, at jeg fik ondt i fødderne, og besluttede mig for at holde et lille hvil. Jeg var kommet til en lille sumpet sø, og tænkte at mine fødder ville have godt af et lille dyp i vandet. Jeg tog min støvler af, og luften blev fyldt af en fæl lugt. Mine fødder havde været spærret inde i mine varme støvler alt for længe, og de var simpelthen blevet så sure, at selv ikke jeg kunne holde lugten ud. Jeg satte mig ned ved søbredden, og dyppede mine tæer i vandet. Det var dejligt kølende, og jeg kunne ikke længere lugte mine tæer, nu de var under vandet. Jeg sad der og slappede af et lille stykke tid. Så kunne jeg mærke noget der nippede til mine fødder. Jeg kiggede ned i vandet, og der for enden af mine ben, lige ved spidsen af mine tæer, var der en kæmpe grøn uhyggelig krokodille.

 

Den så sulten ud, og da den åbnede sit store gab for at tage en bid af mig, troede jeg, at det var ude med mig. Men så skete der det mærkelige, at krokodillen, lukkede øjnene, og rullede rundt i vandet, hvorefter den flød op mod overfladen af vandet, og lå der helt stille, som om den var besvimet. Jeg trak hurtigt fødderne til mig. Så jeg kunne løbe, hvis den skulle vågne op igen. Så ramte den fæle lugt fra mine tæer mig igen. Jeg kiggede på den besvimede krokodille, og så på mine tæer, og så tilbage på krokodillen. Og så gik det op for mig, hvad der var sket. Da den sultne krokodille ville tage en bid af mig, slog lugten af mine sure tæer den omkuld. Og nu flød den bevidstløs rundt på søen. Det var min chance. Hvis jeg fik bugseret den ind på land, kunne jeg tage den til fange, og lave den om til en taske til min mor. Jeg svømmede ud i søen, tog fat i krokodillen, og slæbte den ind mod land. Jeg fik krokodillen op af søen og hen til et træ, hvor jeg bandt den fast med et langt reb. Så tog jeg støvler på igen, for nu var lugten altså også ved at slå mig omkuld. Jeg satte mig ned ved siden af den store dille, og spekulerede på, hvordan jeg skulle få en taske ud af det kæmpe dyr.

Så begyndte krokodillen at røre lidt på sig. Den åbnede øjnene og spjættede med hele kroppen. Det så bestemt ikke ud, som om den kunne lide at være bundet. Den stirrede meget vredt på mig, og sagde så, på en ikke særligt venlig måde: ”Hvad har du gang i, hvorfor har du bundet mig til et træ?”. Jeg blev faktisk lidt fornærmet over krokodillens måde at tale til mig på. Det var jo lige som den, der var startet med at ville æde mig. ”Jo, jeg har taget dig til fange”, svarede jeg den vrede krokodille. ”Da du besvimede, trak jeg dig op på land, og nu sidder jeg og tænker på, hvordan jeg kan lave dig om til en taske.” ”Taske?”, sagde krokodillen så.  ”Det er altså helt vildt politisk ukorrekt at lave dyr om til luksus varer”, fortsatte den så. Jeg var ikke helt klar over, hvad dillen snakkede om, men så fortsatte den, og spurgte mig, hvad jeg mon selv ville synes om, at blive lavet om til en taske. Det havde jeg egentligt ikke lyst til at prøve. Jeg kom helt i tvivl om, om det overhovedet var en god ide, det jeg havde gang i. Men det var jo bare det, at min mor ønskede sig en krokodille taske, og jeg ville jo så gerne gøre hende glad. Så kom jeg i tanke om, at hun også havde sagt, at hun ville blive lige så glad for en tegning. Og jeg var jo god til at tegne.

Efter at have siddet og diskuteret lidt med mig selv, besluttede jeg mig for, at jeg ville slippe krokodillen løs, og så begive mig hjemad. Men hvordan skulle jeg kunne sikre mig, at krokodillen ikke ville æde mig, når jeg bandt rebet op? Den så så forfærdeligt sulten ud. Så kom jeg i tanke om, at jeg jo bare kunne tage støvlerne af igen, og bedøve krokodillen, og så binde rebet op, og løbe hjem, inden den vågnede. Det gjorde jeg så. Jeg bedøvede dillen med lugten fra mine tæer. Bandt rebet op og løb, så hurtigt jeg kunne, hjem til mig selv igen.
Da jeg kom hjem og løb ind af hoveddøren, hørte jeg min mor råbe. ”Husk at tage støvlerne af”. Det gjorde jeg, og så løb jeg direkte op på badeværelset for at få vasket mine tæer.  Jeg ville jo nødigt komme til at bedøve min mor.