onsdag den 2. oktober 2013

Den gang jeg var lille, mistede jeg et år af mit liv.
 
Den gang jeg var lille, elskede jeg at have fødselsdag. Når det var min fødselsdag, fik jeg gæster, der kom med gaver. Min familie pyntede huset med flag, og vi fik kage og saftevand. Men det bedste af det hele var, at på min fødselsdag, der blev jeg et helt år ældre. Den gang jeg var 5 år, kunne jeg næsten ikke vente på at blive 6 år. Det føltes som om, at der var uendelig lang tid til min fødselsdag. Men endelig kom dagen, hvor jeg blev et år ældre. 6 år, det lød helt vildt sejt, og det gjorde mig bare så glad. Efter at have spist fødselsdagsmorgenmad med min familie, og åbnet mine gaver, måtte jeg bare ud at lege udenfor, for rigtigt at kunne mærke, hvor fedt det var, at være 6 år.
 
Men så skete der noget rigtigt dumt. Midt i al min glæde, kom jeg til at snuble på vejen. Jeg faldt og slog mig rigtigt meget. Efter at jeg havde sundet mig lidt, kom jeg på benene igen. Men jeg havde en mærkelig følelse i kroppen. Det var ikke, fordi det gjorde ondt. Det var mere som om, jeg havde mistet noget. Jeg kiggede mig omkring, og ned af vejen så jeg noget trille af sted. Det lignede et seks tal. Med et vidste jeg, hvad den mærkelige følelse i kroppen betød. Da jeg faldt, mistede jeg mit 6.år. Det var røget ud af mig, og nu var jeg 5 år igen. Ej, det havde jeg bare ikke lyst til. Der var ikke noget sejt ved at være 5 igen, når jeg nu vidste, hvor fedt det var at være 6.
Jeg måtte skynde mig at løbe efter mit 6.år, inden det kom for langt væk. Jeg løb så hurtigt jeg kunne, men det var ikke hurtigt nok, for lige da jeg skulle til at gribe fat i mit bortløbne år, trillede det ned i en rist. ”Nej nej nej”, tænkte jeg. Jeg vidste jo godt, at når noget røg ned igennem den rist, så røg det lige ned i kloakken. Jeg vidste det, fordi jeg utallige gange havde smidt grene og små sten derned, og siddet og lyttet til plaskene, når de ramte kloakvandet.
Hvordan skulle jeg få fat i mit 6.år? Jeg kunne jo ikke rende rundt og være 5 to år i træk. Jeg måtte ned i kloakken, lige meget hvor klamt det måtte være. Men inden jeg begyndte min kloakrejse, løb jeg lige hjem efter mine gummistøvler, for at være på den sikre side, og så min lommelygte, så jeg bedre kunne se noget dernede. Jeg tog en dyb indånding inden, jeg løftede risten og hoppede ned i kloakhullet. Det ville nok blive den klammeste rejse, jeg nogensinde havde været på. Kloakvandet stank, men det betød ikke noget. Det var meget vigtigere at få fat på mit 6.år. Jeg gik rundt i kloakken i et stykke tid, og lyste frem foran mig med lommelygten. De ting, der flød rundt dernede, var så ulækre, at jeg slet ikke vil beskrive dem her. Men jeg kunne godt klare det. Jeg havde noget vigtigt, jeg skulle ordne.
Jeg gik rundt i kloakken ret længe, og jeg blev helt svimmel af den dårlige lugt. Jeg fik også kvalme, og ville rigtigt gerne hjem. Jeg havde stadig ikke fundet mit 6.år. Jeg var ret trist, men jeg måtte nok opgive, og så finde mig i at være 5 år igen.
 Lige da jeg havde opgivet håbet, og besluttet mig for at vende om, så jeg noget plaske rundt i det klamme vand lidt længere fremme i kloakken. Jeg regnede med, at det bare ville være en fed, ulækker rotte, men jeg var alligevel blevet nysgerrig, så jeg lyste derhen med lommelygten. Først kunne jeg ikke se, hvad det var. Det var nemlig helt snasket til. Men da jeg gik lidt tættere på, kunne jeg se, at det var mit længe savnede 6.år Det hoppede og plaskede løs i det klamme kloakvand, og det så bare ud til at have det rigtigt sjovt. Men jeg var træt, og orkede ikke det klamme eventyr mere, så jeg hev fat i mit 6.år og skyndte mig hjemad.
Efter én lang dag og et varmt bad, var min fødselsdag slut. Jeg var ikke 5 år længere, jeg var blevet genforenet med mit 6. år. Og jeg besluttede mig for, at på alle mine fødselsdage, ville jeg være ekstra forsigtig, for jeg havde ikke lyst til at miste et år en gang til.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar