Den gang jeg var lille, kom jeg til at bytte min lillebror væk for en pose lakridser.

Den gang jeg var lille, kunne jeg godt blive lidt træt af min lillebror. Det var ligesom om, at han var et eller andet slags vidunderbarn, mens jeg bare var helt almindelig. Min lillebror fik al opmærksomheden fra de voksne, og alle jublede, lige meget, hvad han lavede, også når han pruttede og bøvsede. Ja, der var altså ingen glædes-fanfare, når jeg brød ud i et kæmpe ræb, selvom jeg havde øvet mig på det rigtigt længe. Det syntes min mor og far bare var ulækkert. Men lige meget hvad min lillebror fandt på, så var det alt andet end ulækkert. Det var ret så uretfærdigt.

 

En dag, hvor jeg var i gang med en god leg ude i haven, kom min mor og forstyrrede mig. Hun skulle lige et hurtigt smut i byen og tænkte, at jeg da kunne se efter min lillebror, mens hun var væk. Det havde jeg bare ikke lyst til, men jeg havde ligesom ikke noget valg, sagde min mor. Totalt voksentyranni. Og sådan blev det. Jeg måtte passe min lillebror, og vente med at lege videre med min leg, til min mor var kommet tilbage.

Min mor satte min lillebror på græsset ved siden af mig, og tog så af sted. Jeg var bare så sur og indebrændt, at jeg slet ikke lagde mærke til, at min bror havde proppet en ordentlig håndfuld jord ind i sin mund. Det var først da jeg hørte ham spytte det hele ud igen, at jeg opdagede, hvad der var sket. Det så helt vildt klamt ud, og jeg tænkte at jeg hellere måtte hente noget, jeg kunne vaske ham lidt med. Men inden jeg nåede at gå ind i stuen, kom en af pigerne, fra vejen, forbi vores havelåge. Hun var næsten lige så sort omkring munden, som min lillebror. Så jeg spurgte hende, om hun også havde spist jord. Det havde hun så ikke. Hun havde bare munden fuld af lakridser.

Jeg elskede lakridser, og kunne rigtigt godt tænke mig at smage en. Men jeg måtte kun få en lakrids, hvis jeg havde noget at bytte med. Jeg havde da lidt små ting, men det var åbenbart ikke noget, der var værd at bytte med. Så opdagede pigen fra vejen min lillebror, der kravlede rundt på græsplænen. Hun havde altid ønsket sig en lillebror. Jeg prøvede at forklare hende, at sådan en bror ikke var så spændende i længden, men hun syntes, at han var helt vildt nuttet, og ville gerne ind i vores have og lege med ham. Det fik hun lov til. Så kunne jeg måske få lidt fred til at lege min egen leg. Mens hun legede med min lillebror, spiste hun den ene lakrids efter den anden, uden at spørge mig om, jeg ville have en. Det var totalt tarveligt, og jeg kunne næsten ikke tænke på andet. Jeg spurgte endnu en gang, om jeg måtte få en lakrids, og denne gang sagde hun ja, og at jeg faktisk måtte få resten af posen. Altså på den betingelse, at jeg ville bytte med min lillebror. Jeg var nu så lakridssulten, at jeg ikke kunne tænke klart. Jeg måtte bare have en lakrids. Så vi byttede, pigen fik min lillebror, og jeg fik hendes pose med lakridser.

Jeg skulle lige til at proppe mig med en håndfuld af de dejlige lakridser, da jeg så pigen løfte min lillebror op, og bære ham hen imod havelågen. Der var noget der sagde mig, at jeg ville komme til at fortryde vores byttehandel, og jeg skyndte at kalde på hende, og sige, at jeg ville have min lillebror tilbage. Hun blev helt vildt sur. Og ævlede noget med ”bytte, bytte købmand, aldrig bytte om igen”. Men jeg fik forklaret hende, at en lillebror altså var meget mere værd en halvtom pose lakridser. Hun satte min bror ned. Hun havde vist også indset, at hun ikke helt havde plads til ham på sit værelse.
Så stod vi der og gloede lidt dumt på hinanden. Heldigvis fik jeg den ide, at hun da kunne leje ham en gang imellem. Hun kunne komme forbi vores have en gang om ugen, og så kunne hun lege med ham i vores have, altså for en lakrids pr gang. Den var hun med på. Hun betalte mig en lakrids for den tid, hun allerede havde leget med ham, og så løb hun ud af haven, lige i det samme øjeblik, som min mor kom hjem fra byen.

Min mor kiggede mærkeligt på mig. Hun var åbenbart meget stolt over, at jeg havde kunnet passe min lillebror sådan helt alene. Min mor så bare så glad ud, at jeg også blev rigtigt glad. Så kiggede jeg lidt på min lillebror og tænkte, at måske var det alligevel ikke så slemt, at have en som ham kravlende rundt.