Den gang jeg var lille, var jeg oppe at slås med en haj.

 Den gang jeg var lille, tog min familie og jeg tit på stranden om sommeren. Jeg elskede at være på stranden. Bygge sandslotte, spille bold og spise kiks med sand i. Men det bedste var, når vi var ude at bade. Min far han var ikke så glad for at bade. Han ville hellere sole sig. Men min mor og min lillebror, de var altid med på en tur i vandet, også selvom der var kæmpe bølger eller klamme tangøer, der skvulpede rundt i vandoverfladen.

En gang, hvor min far bare snorksov inde på stranden, svømmede vi lystigt rundt i havet.  Vi havde en bold med og kastede den frem og tilbage mellem hinanden. På et tidspunkt kom jeg til at kaste den ret langt ud, så min mor blev nødt til at svømme helt derud, hvor der var rigtigt dybt, for at få fat på den. Jeg syntes, hun svømmede alt for langt væk, og at det tog al for lang tid. Så kunne jeg pludselig høre hende skrige og se hende lave nogle mærkelige bevægelser med armene. Jeg vidste, at der måtte være noget galt. Måske var det en haj, der var ved at angribe hende. Hvis der var noget, jeg ikke var begejstret over, så var det hajer. Dem kan man bare ikke regne med. Men jeg var jo ret glad for min mor, så jeg besluttede mig for at redde hende.

 

Jeg svømmede så hurtigt. jeg kunne, ud til min mor, der stadig spjættede småskrigene rundt i vandet. Jeg havde svært ved at se, hvad det var der foregik, fordi bølgerne var høje, og jeg fik hele tiden vand i øjnene. Men jeg nåede hen til min mor, og kunne mærke noget holde fast i hende. Det var hajen. Jeg var ikke helt klar over, hvordan man befriede nogen fra en haj, men jeg tænkte, at jeg bare måtte slå løs på den, så kunne det være, at den ville slippet taget på min mor. Så jeg bankede bare løs på den slemme, dumme haj. Jeg kunne mærke, at jeg var modig og fyldt med kræfter. Jeg skulle nok vinde og redde min mor. Jeg var den sejeste hajkæmper nogensinde.

Midt i al bølgeskvulpet kunne jeg høre min mor sige: ”Skat, hvad laver du?”. Ej hallo, hvad skete der lige for min mor. Kunne hun ikke se, at jeg var i gang med at redde hende fra en kæmpemæssig dræberhaj? Måske var hun bare udmattet og desorienteret på grund af angrebet fra det store fæle dyr. Jeg fortsatte med at slå løs på hajen, den skulle ikke have lov til at vinde. På dette tidspunkt i min slåskamp med den levende dræbermaskine, var jeg faktisk lidt overrasket over, at jeg overhovedet ikke havde fået det mindste haj-bidemærke et eller andet sted på kroppen. Så hørte jeg min mors stemme igen. ”Ej, stop nu med det der!” Jeg kiggede op på hende. Var hun blevet helt gal, ville hun måske gerne spises af en haj. Hun tog fat i mig, og løftede mig lidt op, så jeg kunne se min fæle havfjende meget tydeligere.

Men hov, det var slet ikke nogen haj. Det var jo bare min far. Min solbadende, vandhadende far havde snydt os. Mens vi havde spillet bold, var han svømmet langt ud i havet, og havde altså ligget på lur ude i bølgerne. Og da min mor var svømmet ud på det dybe, havde han forskrækket hende. Det var bare derfor, hun havde skreget og viftet med sine arme. Jeg blev helt vildt skuffet, og ville gerne op af vandet og ind til stranden igen.

Men på vej op begyndte min far at skrige og vifte med sine arme, ligesom min mor havde gjort tidligere. Jeg kiggede hen på ham, måske var det et ægte hajangreb denne gang. Han hoppede rundt i vandet, mens han prøvede at fjerne noget fra sin ene fod. Det var en krappe. Min far var blevet angrebet af en krappe, og den havde bidt sig fast i hans tæer. Måske var det ikke helt så vildt som en haj, men en krappe kan da også være farlig, hvis man er rigtigt uheldig, og det kunne min far godt være til tider. Jeg skyndte mig at befri min far fra den farlige krappe, og smed den langt ud i havet. Min far klappede mig på hovedet, og sagde, at jeg var da den sejeste krappe-kæmper, han nogensinde havde mødt.