Den gang jeg var lille, gik jeg på æblerov.

Den gang jeg var lille, legede jeg tit udenfor sammen med de andre børn, der boede på samme vej som mig. Nede for enden af vores vej boede der en gammel sur mand, som ikke kunne lide os børn. Han brokkede sig altid over, at vi larmede for meget, og når han gik forbi os, truede han os med sin stok, og advarede os om, at skulle vi finde på nogen som helst narrestreger, så ville han komme efter os. Vi grinede lidt af ham, for vi var ret sikre på, at han ikke ville kunne fange os, selvom han ville. Han var alt for gammel og langsom.

I den sure gamle mands have, var der et stort æbletræ, med de mest fantastiske æbler på. De var helt røde, og det var som om, de nærmeste lokkede os til at spise dem. Vi holdt tit øje med, når den gamle ikke var hjemme, og så listede vi os ind i hans have, og huggede et æble eller to, inden vi så listede  ud af haven igen. Den gamle mand opdagede aldrig noget. Han manglede slet ikke æblerne, så på den måde, gjorde vi ham jo bare en tjeneste ved at plukke dem, så de ikke faldt ned på jorden og rådnede. En dag hvor vi helt uskyldigt legede ude på vejen, kom den gamle mand ud af sit hus og styrede lige hen imod os. Han løftede sin stok, og sagde, at han vidste, vi var ude på noget, og han skulle nok finde ud af, hvad det var, og så skulle vi få hans vrede at smage.

 

Det havde vi ikke lyst til, vi ville hellere smage hans æbler. Og vi var godt trætte af hans sure trusler. Da han gik videre, kiggede vi stille på hinanden. Der var sådan en mærkelig spænding imellem os, som om vi alle fik den samme uartige ide på samme tid. Vi blev simpelthen nødt til at narre den gamle mand på en eller anden måde. Så vi aftalte, at vi ville plukke alle hans æbler på en gang, og bagefter vente på, at han kom hjem igen, banke på hans hoveddør, og så prøve at sælge dem til ham, bare for at se ham i hovedet, når han opdagede, det var hans egne æbler. Vi gik straks i gang med vores plan. Vi havde jo lige set ham forlade sit hus. Vi kravlede op i æbletræet, og fyldte den ene pose efter den anden med de dejligste æbler. Vi nåede lige at plukke det sidste, inden vi så, at nu var han på vej hjem igen. Min mave var fyldt med sommerfugle. Jeg vidste jo, at hvis den gamle mand blev tosset på os, ville vi få nogle slag med hans stok, så jeg skulle være parat til at stikke af, og løbe så hurtigt jeg kunne. Jeg var nok den modigste af alle børnene på vejen, så jeg stod forrest, da vi bankede på mandens dør. Jeg var lige ved at tisse i bukserne af bar spænding, da han åbnede døren. Jeg tog mod til mig, og spurgte manden, om han da ikke ville købe nogle friske, ny plukkede æbler. Jeg dukkede mig helt automatisk, i tilfælde af, at han ville svinge sin stok. Men til min overraskelse smilede han venligt til os, og sagde, at han ville da gerne købe dem alle. Han havde nemlig lyst til en omgang gammeldags æblekage, og der var ikke flere æbler tilbage på hans eget æbletræ. Jeg var lige ved at bryde sammen af grin. Vi stod der med 4 store indkøbsposer fyldt med æbler, vi havde hugget fra hans have, og nu ville han betale os for dem. Han inviterede os ind i sit hus, og ind i køkkenet. Han spurgte, hvad vi skulle have for æblerne, og jeg svarede frejdigt, at de kostede 20 kr. posen. Det var måske lige at pressen den, men jeg følte mig ovenpå. Manden sagde, at han ville give os 25 kr. pr. pose, hvis vi blev og skrællede æblerne for ham. Det var helt vildt, han ville betale os mere end, vi bad om. Jeg vendte mig om til de andre. Jeg havde slet ikke lagt mærke til, at de alle stod og rystede helt vildt. Flere af dem sagde, at de altså ikke turde være der mere, og at de i hvert fald ikke ville skrælle nogen æbler. De var overbeviste om, at han inden længe ville opdage, hvad vi havde gang i, og at han havde en uhyggelig kælder, hvor han ville holde os fanget resten af vores dage. ”Sikke noget pjat” sagde jeg. ”Vi skal bare lige skrælle et par æbler, og så er den hjemme”. Jeg prøvede at opmuntre de andre, men inden jeg havde set mig om, stak de alle sammen af, og smækkede den store hoveddør bag sig. Så stod jeg der alene, med en muligvis meget farlig gammel mand, og skulle vælge mellem at redde mit liv, eller tjene 100 kr.

Manden rakte mig en slidt gammel kartoffel skræller, og jeg gik i gang med at skrælle det ene æble efter hinanden. Jeg var ikke bange, jeg var modig, og snart var jeg rig. Men efter den første pose æbler, begyndte det at gøre lidt ondt i mine hænder. Efter den anden fik jeg krampe i mine fingre, og efter den 3 måtte jeg give op. Jeg fortalte den gamle mand, at jeg ikke kunne skrælle flere æbler, og at jeg bare ville nøjes med pengene for de 3 poser. ”Du får ingen penge, hvis du ikke skræller alle æblerne”, sagde han så.
Det var så uretfærdigt. Jeg havde stået der og slidt i hans køkken, og nu fik jeg intet ud af det.  Jeg havde vabler på mine hænder, og jeg kunne ikke skrælle et eneste æble mere, lige meget hvor gerne jeg ville have pengene. Jeg vendte mig slukøret om og meget skuffet forlod jeg den gamle mands hus. Da jeg stod ude på vejen, vinkede han til mig, og sagde tak fordi vi havde plukket hans æbler for ham.