Den gang jeg var lille, boede der en dinosaur i min have.

 Den gang jeg var lille, boede der en dinosaur i min have. Altså, den var ikke så stor. I hvert fald ikke til at starte med.  Jeg legede tit ude i haven, og elskede at fange bænkebidere og myrer og lege, at de var mine kæledyr. Og en dag, hvor jeg kravlede rundt i blomsterbedet, for at finde nogle nye små venner, så så jeg til min store overraskelse, denne her lille dinosaur. Den var ikke større end en lille mus, så den kunne nemt gemme sig imellem alle blomsterne. Jeg tog den op i min hånd, og tænkte at det måtte da være det fedeste kæledyr nogensinde. Jeg var i hvert fald den eneste, jeg kendte, der havde sådan en krabat at lege med.

Dinosauren og jeg blev helt vildt gode venner. Jeg kaldte den Prik, for kæledyr de skal altså have et navn. Jeg byggede en rigtigt fin lille hule til den i hjørnet af blomsterbedet, og hver dag fodrede jeg den med mælk og småkager. Vi kunne bare lege i timevis sammen. Men der skete det med Prik, at den begyndte at vokse. Jo mere jeg fodrede den, jo større blev den, og den blev sværere og sværere at skjule.
Og jeg blev jo nødt til at skjule den, for der ville bare blive et vældigt postyr, hvis det blev opdaget, at der boede en dinosaur i min have. Hvad ville naboerne ikke sige til det? De blev sure, bare jeg kom til at sparke min bold over hækken, eller jeg kom til at ligge lidt på lur, og sprøjte på dem med min vandpistol, når de tog solbad. De var lidt sippede, så de ville helt klart flippe, hvis de opdagede, hvad jeg skjulte i haven.

Men det er ret svært at holde en stadigt voksende dinosaur skjult. Den blev bare større og større.  Jeg kunne selvfølgelig lade være med at fodre den, men så blev den så sulten, at dens mave knurrede helt vildt højt, og det kunne naboen så altså også høre. En dag, hvor jeg havde glemt at give Prik noget at spise, larmede dens mave så højt, at nabokonen stak hovedet op over hækken, og hun så ikke glad ud. Jeg forstyrrede hende vist ret så meget. Heldigvis havde jeg kastet et tæppe hen over Prik, før den sure nabo nåede at se den. Men det kunne ikke blive ved på den måde. Jeg måtte finde et andet gemmested til den. Prik var blevet lige så stor som mig, faktisk noget større, og det var bare ikke helt så nemt længere at gemme den i blomsterbedet.  

En dag, på vej hjem fra skole, gik jeg forbi naboens have, og da fik jeg øje på et gæstehus, de havde i det ene hjørne af haven. Det så gammelt og faldefærdigt ud, som om der ikke have været nogen gæster der i lang tid. Hvilket jeg godt kunne forstå, fordi de naboer altid var så sure. Så hvem ville være gæster hos dem? Jeg besluttede mig for at undersøge, hvor tit naboen brugte det lille hus, for måske ville det være et godt gemmested for min dinosaur ven. I den kommende uge, brugte jeg al min fritid på at holde øje med, hvor tit naboen brugte deres gæstehus. Og til min store glæde opdagede jeg, at de aldrig nærmede sig den del af deres have. Desuden havde jeg fundet et hul i hækken, så jeg kunne kravle ind i deres have, og hen til gæstehuset, uden at de opdagede det.
Jeg besluttede mig for, at Prik skulle flytte over i naboens gæstehus. Selvom det var risikabelt. Men desværre skete der noget uheldigt, da jeg Prik og jeg skulle holde store flyttedag. Lige præcis samme dag, besluttede den sure nabokone, at hun ville rydde ud i gæstehuset, og da vi kom kravlende gennem hækken, stødte vi lige ind i hende.
Med et meget højt skrig faldt hun tungt til jorden. Hun var helt væk, jeg troede først, at hun var død af skræk, men så kunne jeg se, at hun trak vejret. Måske var det alligevel ikke så god en ide, at gemme min ven i naboens gæstehus. Vi skyndte os at kravle hjem igen.

Nabokonen hun vågnede hurtigt op igen, og fik rejst sig fra græsplænen. Men fra den dag af, var hun bare ikke den samme mere. Hun klagede aldrig mere over, at min fodbold røg over hækken og ind til hende. Til gengæld havde hun fået sådan et mærkeligt stift smil, og hun fik sådan nogle mærkelige tics i ansigtet, når jeg så kom ind til hende for at hente bolden. Prik, den blev bare boende i min have, selvom det ikke var det bedste sted, at have sådan et stort dyr gående. Den trampede min mors blomster ned, og lavede stor fodspor i græsplænen. Men det gjorde ikke noget, for en dinosaur er altså bare et meget federe kæledyr, end en bænkebider.