Den gang jeg var lille, sprængte jeg en vingummifabrik i luften.

Den gang jeg var lille, arbejdede min onkel på en fabrik i den by, jeg boede i. Det var ikke hvilken som helst fabrik, det var en vingummifabrik. Jeg elskede, når jeg gik forbi fabrikken på vej mod skole, for der var luften fyldt med vingummiduft. Jeg stod tit der, foran fabrikken og indsnusede den helt fantastiske vingummiduftende luft.

En dag, da jeg havde fået fri fra skole, stod min onkel ude i skolegården og ventede på mig. Han spurgte mig, om jeg ville med over på fabrikken og se, hvordan de lavede alle vingummierne.  Det ville jeg helt vildt gerne. Det var bare så meget federe, end at skulle gå direkte hjem og lave lektier.

Min onkel viste mig rundt på fabrikken, og mens han fortalte løs om alle de forskellige maskiner, fik jeg lov til at spise al den vingummi jeg havde lyst til. Det var fantastisk. I hvert fald til at starte med. Men efter et stykke tid, blev jeg dårlig. Al den vingummiduft gjorde mig svimmel, og alle vingummierne i min mave, gav mig kvalme. Jeg blev nødt til at sætte mig ned et eller andet sted. Jeg gik lidt væk fra min onkel for at finde en stol, eller noget andet, jeg kunne sidde på. Det var ikke så nemt endda, de sad vist ikke så meget ned på den fabrik. Jeg blev mere og mere dårlig, og kunne ikke rigtigt holde det ud ret meget længere. Til sidst var jeg så svimmel, at jeg dinglede rundt. Og jeg kunne mærke, at nu var jeg ved at besvime. Jeg lænede mig op af en af de store vingummimaskiner. I det øjeblik min ryg hvilede mod maskinen, hørte jeg min onkel råbe gennem hele fabrikken: ”NEEEEEEEEEEEEEEEEEj!” Og så kunne jeg mærke maskinen bag mig, begynde at arbejde hurtigere og hurtigere og hurtigere. Jeg havde åbenbart lænet mig op af nogle kontrolknapper, der styrede, hvor hurtigt maskinen skulle køre.

Min onkel kom løbende imod mig, helt bleg i hovedet. ”Skynd dig væk”, sagde han med desperation i stemmen. ”Vi skal have stoppet den maskine med det samme”. Min onkel trykkede løs på maskinens kontrolknapper, men jeg havde vist ødelagt et eller andet, da jeg lænede mig op af dem. Maskinen kunne ikke stoppes, og den gik helt amok. Det sprøjtede ud med vingummier, og der begyndte at komme vingummifarvet røg ud af maskinen. En alarm gik i gang. Min onkel var helt dårlig. Han fortalte, at vi måtte evakuere hele fabrikken, for inden længe ville den være fyldt med vingummigasser, og det kunne være farligt.  Jeg kunne bare ikke klare lugten mere, så jeg var bare helt med på at løbe hurtigt mod udgangen.

Ude foran samledes alle dem, der arbejdede der. De stod helt stille og stirrede på fabrikken. Jeg tog min onkel i hånden og sagde, at nu ville jeg altså gerne hjem. Men inden han nåede at svare mig, eksploderede fabrikken. Vingummifabrikken eksploderede i et stort vingummibrag lige foran mig, og det var min skyld. Jeg havde sprængt den i luften. Og nu var der kun en kæmpe bunke mursten og vingummimasse tilbage. Det havde jeg det altså ikke så godt med.

Min onkel fulgte mig hjem. Vi sagde ikke så meget til hinanden. Da vi kom hjem, gik jeg direkte op på mit værelse, og satte mig på min seng. Jeg sad og ventede på, at en eller anden ville komme og råbe af mig. Jeg vidste jo godt, at selvom jeg ikke havde gjort det med vilje, så var det ikke i orden. Jeg sad der længe og spekulerede over tingene. Så kom min onkel op til mig. Han satte sig ved siden af mig, klappede mig på hovedet, og sagde at han godt vidste, at det bare var et uheld, at jeg havde sprængt fabrikken i luften. Og faktisk kunne han slet ikke lide vingummier.