Den gang jeg var lille, snød jeg tandfeen.

Den gang jeg var lille, gik jeg rundt og tabte mine tænder. Det er heldigvis helt normalt, når man er lille. Det var sådan, at jeg kom til at lære tandfeen at kende. For hver gang jeg havde tabt en tand, lagde jeg den under min hovedpude, og når jeg så vågnede næste morgen, var tanden væk, og der lå en femkrone i stedet for. Min mor fortalte mig, at det var tandfeen, der kom forbi om natten og betalte børn for at få lov til at tage deres mælketænder. Hvad hun skulle bruge alle de tænder til, fangede jeg ikke helt. Personligt syntes jeg, det var lidt mærkeligt, og forestillede mig denne her lille fe, leve på et bjerg af andres tænder. En klam tanke, syntes jeg, men ville hun betale mig for de tænder, jeg alligevel gik og tabte, så var det helt i orden med mig.

 

 

En dag, da jeg var med min mor i byen, så jeg denne her fede legetøjsbil, jeg havde ønsket mig længe, i vinduet indtil legetøjsbutikken. Min mor ville ikke en gang gå med mig ind i butikken, og sagde, at det var noget, jeg måtte skrive på min ønskeliste til jul, eller selv spare op til. Jeg vidste, at jeg ikke havde nok penge. For indtægten, fra de tabte tænder, havde ligesom ikke gjort mig enormt velhavende.
Så kom jeg til at tænke på, at hvis tandfeen gav penge til alle børn, så måtte hun jo rende rundt med ret mange penge. Så jeg skulle bare finde en måde, at samle en hel masse tænder sammen på, så ville hun give mig penge nok til, at jeg kunne få råd til min bil. Men hvordan skulle jeg skaffe så mange tænder. At slå dem ud af min egen mund, var en ide´ jeg hurtigt forkastede. Det ville nok blive for drabeligt, og min mor ville helt klart opdage det og blive sur.

Men så fik jeg den ide, at jeg ville lave nogle falske tænder. Jeg havde noget modellervoks, og jeg vidste bare, at jeg kunne lave nogle naturtro tænder ud af det. Så da jeg kom hjem, gik jeg i gang med den helt store tandproduktion. Jeg havde regnet mig frem til, at hvis jeg lavede 20 modellervoks-tænder, så ville jeg få de penge, jeg manglede.

Om aftenen, da jeg skulle sove, lagde jeg alle de falske tænder under min hovedpude. Jeg kunne næsten ikke falde i søvn den aften, så spændt var jeg, men søvnen overvandt mig til sidst. Og jeg faldt i søvn. Næste morgen satte jeg mig op med et spjæt. Jeg var sikker på, at der lå en formue under min pude. Da jeg løftede puden, var der ingen mønter, kun en klump klistret modellervoks. Jeg var kommet til at mase alle de falske tænder sammen, da jeg havde lagt mit hoved på puden aftenen forinden. Suk, min plan lykkedes ikke. Jeg var lidt skuffet, men besluttede mig for, at jeg ville prøve igen næste aften. Og det gjorde jeg. Men denne gang undlod jeg at lægge på hoved på puden, så jeg krøb lidt sammen i benenden af min seng. For at være helt sikker på, at tandfeen ville efterlade alle de penge, jeg håbede på, havde jeg også skrevet et brev til hende, hvor jeg forklarede hende, at det var helt ægte tænder, og at jeg overhovedet ikke havde snydt.

Næste morgen løftede jeg forsigtigt min pude. Alle modellervoks-tænderne var væk, og der lå en hunderede-krone seddel i stedet for. Yes, jeg havde snydt tandfeen og fået pengene. Jeg løb begejstret ned til min mor og viste hende sedlen. Så grinede hun lidt. Det var faktisk slet ikke en ægte pengeseddel. Det var bare en tegning af en. Så tandfeen havde altså også snydt mig, og byttet de falske tænder med falske penge. Øv, planen havde overhovedet ikke virket. Jeg sukkede dybt, og så hentede jeg et stykke papir og en blyant, og begyndte på min ønskeliste til jul.