Den gang jeg var lille, troede jeg, at jeg var en kanin.

Den gang jeg var lille, var jeg helt vild med kaniner. Jeg syntes bare, at de var de mest nuttede og sejeste dyr, der fandtes. Og jeg kunne så godt tænke mig at få en som kæledyr. Men det måtte jeg selvfølgelig ikke. Heller ikke selvom jeg spurgte om det utallige gange. Det var ligesom om mine forældre mente det, når de sagde nej. Det var ellers ikke normalt hjemme hos os. De fleste nej ‘er, kunne ændres til et ja, hvis jeg virkelig var ihærdig i min indsats, men ikke når det gjaldt kaniner. Der stod de gamle altså fast. På et tidspunkt opgav jeg rent faktisk mit plageri, og tænkte at så måtte jeg jo bare lege, at jeg havde en kanin. Men det var ikke nær så sjovt, som jeg troede. Jeg opdagede faktisk, at det var meget sjovere, når jeg legede, at jeg selv var en kanin. For en kanin kan jo både hoppe og grave huller, og det er da to af de fedeste ting, man kan foretage sig. Jeg legede kanin hver dag. Jeg gravede og hoppede løs ude i haven, lige så tit jeg kunne komme til det. Min mor syntes, jeg var lidt fjollet, men benyttede chancen til at få mig til at spise gulerødder. Hun sagde, at det ville jeg blive nødt til, hvis jeg sådan ville være en kanin. Men det kunne hun godt glemme. Jeg kunne overhovedet ikke lide gulerødder, og hun skulle ikke komme og ødelægge min leg med sine dumme ideer.

 

En dag, da jeg var i gang med at grave et kæmpe kaninhul ude i haven, kom der pludselig en rigtig kanin hoppende hen til mig. Den snusede lidt til mig, og kiggede så med sine store øjne på mig. Jeg spurgte den, om den da ikke var kommet for langt væk hjemmefra, og om jeg ikke skulle hjælpe den hjem igen. Der var måske en lille pige eller dreng, der savnede den. Men den havde overhovedet ikke nogen børn, den skulle hjem til, for det var en vild kanin, der boede ude i skoven sammen med en masse andre kaniner. Jeg havde aldrig vidst, at der fandtes kaniner, der boede frit i naturen. Jeg troede, de alle boede henne hos dyrehandleren. Kaninen rystede på hovedet af mig, og sagde, at hvis jeg ville, kunne jeg bare hoppe med den, og se hvordan den boede. ”Så bliver du også fri for at komme tilbage til dit bur” sagde kaninen så. ”Bur?”, hvad mente den dog med det. Jeg prøvede at forklare, at jeg havde mit eget værelse og en seng, jeg sov i. Kaninen troede ikke på mig, og sagde at den aldrig havde hørt om, at mennesker gav deres kæledyr et helt værelse for dem selv. ”Kæledyr!”, hvad snakkede den vanvittige kanin dog om. Jeg var jo ikke et dyr. Men så kom jeg til at kigge ned af mig selv, og blev noget forskrækket, da jeg opdagede, at jeg ikke længere var iklædt mit gamle joggingsæt, men derimod en lysegrå pels. Jeg mærkede på mit hoved, og fik fat i 2 meget lange øre, og en kold snude. Jeg var rent faktisk blevet til en kanin. Det var nok også derfor, jeg ikke havde nogen problemer med at forstå, hvad den vilde kanin sagde til mig.

Det var lidt overvældende for mig, at jeg opdage, at jeg var blevet til et lille pelsdyr, og skulle lige til at gå i panik, da den vilde kanin skubbede lidt til mig, og spurgte om jeg skulle med eller ej. Jeg trak vejret dybt ned i min kaninmave, og besluttede mig for at tage med. Så jeg hoppede ud i den vide verden sammen med min nye vilde ven. Da vi nåede frem til kaninens hjem, blev jeg mødt af hundredevis af andre kaniner. De bød mig velkommen og sagde, at der altid var plads til en kanin til. Jeg tænkte, at det måtte være en drøm der gik i opfyldelse for mig. Jeg havde altid ønsket mig en kanin, og nu skulle jeg selv leve som en. Fri for at rydde op, gå i skole og høre efter. Jeg skulle bare hoppe og grave huller og være fri som en vild kanin. Jeg var lykkelig.

Jeg var også lidt sulten. Heldigvis, var det ved at være spisetid. Jeg spurgte, ”hvad vi skulle have?” Men til min store ærgrelse, fik jeg at vide, at vi skulle have gulerødder. Jeg spurgte om, jeg ikke kunne få noget andet, Men det kunne jeg ikke. De vilde kaniner levede af gulerødder, de huggede i folks haver, og de spiste aldrig andet.
Gulerødder 3 gange om dagen resten af mit liv. Lige pludselig begyndte jeg at savne min mor og hendes spaghetti med kødsovs. Jeg besluttede mig for at hoppe hjemad i håbet om, at min mor kunne se igennem min pels, og se at det var mig.

Da jeg kom hjem i haven igen, gik min mor rundt og kaldte på mig. ”Nå, der er du”, sagde hun. ”Vask dig lige lidt og kom ind og spis”, fortsatte hun. Så gik hun ind i huset, og jeg undrede mig over, at hun ikke bare syntes, det var en lille smule mærkeligt, at jeg havde pels og lange øre. Jeg kiggede ned ad mig selv, og til min store lettelse, var jeg igen iført mit eget tøj og mine egne ører. Jeg var meget beskidt, men jeg var mig selv.

Jeg løb glad og godt sulten ind i spisestuen og hoppede op på min stol. Fuld af forventning til min mors gode kogekunst. Jeg øste en kæmpe portion pasta op på min tallerken. Og så skubbede min mor en skål med gulerodssalat over til mig. ”Kaniner elsker gulerødder”, sagde hun så. "Ja tak", svarede jeg hende. ”Men jeg er ikke en kanin længere”. Og så besluttede jeg mig for, at næste gang jeg legede, at jeg var et dyr, så skulle det være et dyr, der levede af mad, jeg kunne lide.