Den gang jeg var lille, mødte jeg en farlig skrækindjagende drage.

 Den gang jeg var lille, var mine venner og jeg altid friske på en opdagelsesrejse. Så pakkede vi vores rygsæk med saftevand og kiks og drog af sted på store eventyr. Vi oplevede altid en masse spændende og farlige ting, men vi var aldrig bange, for vi var totalt seje til det der oplevelseshalløj.

En dag havde jeg besøg af mine venner. Vi sad ude i haven og lavede ikke rigtigt noget. Så lagde jeg mærke til nogle store fodspor i den ene ende af haven, hvad mon det var for noget? Fodsporene var så store, at det ikke kunne være et almindeligt dyr, der havde lavet dem. Det var heller ikke fra et menneske. Sporene var så store, at det ikke en gang kunne have været en elefant, der havde lavet dem.
Det blev vi bare nødt til at undersøge nærmere. Vi smed noget proviant i rygsækken, og af sted var vi. Vi fulgte de store spor i lang tid. Vi gik længe, de førte os ud af haven, og vi kom langt væk hjemmefra. Sporene førte os ind i en mørk skov, men det gjorde ikke noget, vi havde da selvfølgelig lommelygter med. Det har alle rigtige opdagelsesrejsende da. Så vi lyste bare med vores lygter og fulgte sporene længere og længere ind i skoven.
Da vi havde gået længe blev vi lidt sultne, så vi stoppede op for at dele kiksene imellem os. Der er nu bare ikke noget så dejligt som en kiks, når man er på farlige opdagelsesrejser. Vi krummede en del på jorden rundt omkring os, men det gør man jo, når man spiser kiks, og det er ikke så slemt, at tabe lidt kiksekrummer, for der kommer jo bare en fugl eller et egern og spiser dem. Det er faktisk en rigtigt god ide med kiks i ude i naturen, for så fodrer man jo både sig selv og dyrene omkring en.

Pludselig mens vi sad der midt mellem krummer og smådyr, stod der et kolossalt stort dyr foran os. Det var en kæmpe drage, en stor skrækindjagende drage. Der kom ild ud af dens mund, og røg ud af dens næsebor. Selvom vi ellers var ret seje, var det lige lovligt spændende det her, og det var lige før vi blev bange. Men helt bange blev vi selvfølgelig ikke. Vi begyndte at løbe så hurtigt vi kunne. Men det var jo lidt dumt, for vi kunne have sagt os selv, at sådan en stor drage ville løbe hurtigere end os, og det gjorde den. Den fangede os alle sammen, og jeg tænkte: ”Nu æder den os alle i en mundfuld”. Men det gjorde den ikke. Den smed os op på sin ryg, og så gik den tilbage ind i skoven.

Efter et lille stykke tid, kom vi til en hule inde midt i skoven. Dragen gik ind i den, med os på ryggen. Da vi kom helt ind i hulen, smed dragen os ned på jorden. Og så kom der bare den største flamme af ild ud af munden på den, og så tænkte jeg: ”Nu steger den os, og så æder den os”. Men jeg tog fejl igen. Den brugte bare flammen til at tænde et lille ildsted midt i hulen. Så satte den sig ned og kiggede på os. Der kom nogle underlige lyde fra den. Først kunne vi ikke forstå noget som helst, men det føltes som om dragen prøvede at sige noget til os. Vi sad der og lyttede og prøvede at forstå. Lige pludselig kunne jeg forstå dragens mumleri. Den store farlige drage, sagde ”Kiks”. ”Vil du gerne have vores kiks”, spurgte jeg dragen. Den nikkede med sit kæmpe dragehoved. Jeg fandt en rulle kiks frem fra min rygsæk. Godt vi ikke havde spist dem alle sammen. Jeg åbnede pakken og gav den til dragen.
Den blev så lykkelig. Den smilede over hele sit store hoved. Den så ikke farlig ud længere, nu hvor den havde kiksekrummer i hele dragefjæset. Nu var den faktisk bare lidt nuttet, den store kikse- spisende drage. Jeg spurgte dragen, om den havde fanget os, bare for at få vores kiks. Den nikkede.  Stadig lidt mumlende fortalte den, at den en dag havde fundet et kiksekrummespor i skoven, som den havde fulgt hjem til mig. For kiks var nemlig dens yndlingsmad. Men der stoppede kiksesporet, og så var dragen gået tilbage til skoven. Det var altså derfor, der havde været store dragespor i min have. Jeg sagde så til den, at den da ikke behøvede at jagte os for at få nogle kiks. Vi kunne da bare aftale, at vi tit ville besøge den og så tage en masse kiks med til den. Den var dragen med på. Så tog vi afsked, og vi lovede dragen at den aldrig skulle mangle kiks igen. Og det kom den heller ikke til.