Den gang jeg var lille, var jeg en ægte prinsesse.

Den gang jeg var lille, var jeg en ægte prinsesse, og jeg boede i et kongerige, hvor alle de andre, der boede der, altid gjorde, hvad jeg sagde, de skulle gøre. Hvis jeg sagde, ” hent noget slik”, så gjorde de det, Hvis jeg sagde, ”klø mig på ryggen”, så gjorde de det, og hvis jeg sagde ”rul jer på jorden”, så gjorde de også det. De gjorde bare altid alt, hvad jeg sagde. De gjorde til gengæld ingenting, hvis jeg ikke sagde noget. Hvis jeg bare var stille, så stod alle bare og kiggede og ventede på, at jeg skulle fortælle dem, hvad de skulle gøre. Det kan jo være meget praktisk til tider, sådan altid at få alt det, man gerne vil have. Og det meste af tiden var jeg da også glad for at bo mit kongerige.

Men en dag blev jeg træt af det hele. Det er ikke sjovt at lege med nogen, der ikke kan finde på noget af sig selv. Suk, mit kongerige var nok fyldt med verdens aller mest kedelige mennesker.
Så jeg besluttede mig for at drage ud i verden for at finde et land, hvor folk ikke ville gøre, hvad jeg sagde. Men jeg blev nødt til at snige mig væk om natten. For at ingen skulle opdage, at jeg stak af. Jeg ville i hvert fald ikke have nogen af de der nikkedukker med på slæb. Så en nat, hvor jeg var sikker på, at alle sov, jeg var jo sikker, for jeg havde selv sagt: ”Sov!” til dem alle sammen, sneg jeg mig ud af mit slot og ud af mit kongerige.

Jeg vandrede ud i den vide verden, fra kongerige til kongerige, i håbet om at finde et sted, hvor jeg ville være nogle sjove mennesker at lege med. Men hver gang jeg kom til et nyt land, så var der nogen der genkendte mig, og sagde: ” Er det ikke dig prinsessen”, og det var jeg jo. Og så begyndte de bare straks at gøre alt det, jeg sagde de skulle gøre. Og selvom det godt kan være sjovt at få folk til at rulle rundt på jorden som tosser, så bliver man træt af det i længden. Så jeg fortsatte min rejse.

Jeg gik og gik og gik, og det er hårdt arbejde for en prinsesse, men jeg ville finde nogen at lege med. Endelig efter lang tids søgen, kom jeg til et kongerige, der så rigtigt spændende ud. Hele vejen rundt om landet var der en høj mur. Der kom en masse dejlig larm fra den anden side af muren, jeg kunne næsten mærke, at det var et land fyldt med leg og ballade. Jeg bankede på porten ind til kongeriget, men der var ikke nogen der åbnede op. Måske kunne de ikke høre min banken. Jeg prøvede igen lidt højere, men der skete ingenting. Jeg stod der længe, og blev faktisk lidt sur. Jeg var jo vant til, at jeg fik det, jeg ville have med det samme.

Det gik op for mig, at hvis jeg ville ind i det land, så måtte jeg selv finde på noget. Så jeg gik rundt langs muren for at finde et sted jeg kunne kravle op. Efter noget tid fandt jeg et blommetræ. Det kravlede jeg op i, for så kunne jeg komme videre over på muren. Da jeg kom op i træet, kunne jeg dufte blommerne. De duftede helt vildt fantastisk. Jeg opdagede, at jeg var sulten, så jeg proppede hele munden med blommer, så mange at blommesaften løb ned ad mig, ned ad min prinsesse kjole. Jeg kiggede på kjolen, der var ikke kun blomme saft på den, den var også smurt ind jord og blade, og den var revet i stykker mange steder, fordi den havde hængt fast i blommetræets grene, da jeg kravlede op. Jeg blev rigtigt godt tosset, for det var min yndlings kjole, og jeg skulle lige til at råbe, ” skift min kjole”, da jeg kom i tanke om, hvor jeg var, og hvor jeg var på vej hen.

Så kravlede jeg videre fra træet over på muren, og da jeg kom over på muren hoppede jeg ned på jorden i det nye spændende kongerige. Jeg stod på jorden kiggede jeg rundt. Landet var fyldt med børn. Børn der hoppede, legede, klatrede og grinede, og de havde alle blomme pletter på tøjet.   Det så helt fantastisk ud, det land jeg var kommet til, men nu ville jeg være helt sikker på, at jeg var kommet til et sted, hvor folk ikke bare ville gøre , hvad jeg sagde, så jeg gik hen til børnene, og da jeg nåede helt derhen, råbte jeg: ” Hent mig noget at drikke”, jeg var nemlig ret så tørstig efter at have vandret og klatret, som jeg havde gjort. Alle børnene stoppede op, og kiggede på mig, som om, at nu ville de alle hente noget vand til mig, men til min store forundring, råbte de alle tilbage: ” Det kan du selv gøre, og når du har gjort det, kan du komme og lege med os”. Åh jeg var så lykkelig så lykkelig, endelig havde jeg fundet et land, hvor der var nogen at lege med, og hvor ingen hørte efter, hvad jeg sagde.