Den gang jeg var lille, elskede jeg slik.

 Den gang jeg var lille, elskede jeg slik. Jeg havde altid lyst til at spise slik, men jeg måtte aldrig få noget, fordi de voksne syntes, det var usund. Men Jeg kunne bare slet ikke tænke på andet end slik. Vingummier, lakridser, karameller og chokolade. Alt slags slik var jeg vild med. Men det jeg allerbedst  kunne lide var bolsjer og slikkepinde. For dem kunne man få rigtigt mange forskellige slags af, i alle mulige farver. Og så blev min tunge bolsje farvet, og det var bare noget af det bedste ved bolsjer og slikkepinde. Altså når jeg fik lov til at få nogle. Men det gjorde jeg jo aldrig. Øv, Er der noget mere kedeligt, end at være et slikløst barn?

En dag sad jeg bare helt alene og uden skyggen af slik på legepladsen. Det var så trist og kedeligt at sidde der alene. Og jeg fik et kæmpe hul i maven, når jeg kom til at tænke på alt det dejlige slik, jeg godt kunne tænke mig at spise. Så sukkede jeg højt og sagde; ” Bare der fandtes en slik-fe, der ville opfylde alle mine slikønsker”.  Lige efter, jeg havde sagt det, hørte jeg en fin lille stemme sige; ”Men det gør der da også”. ”Gør hvad” sagde jeg, og vendte mig om, men jeg kunne ikke se nogen.  Måske var det bare noget jeg havde forestillet mig. ”Altså der findes da en slik-fe, og det er jo mig”, sagde stemmen igen. ”Hvem mig?”, spurgte jeg. ”Jeg kan jo slet ikke se dig”. ”Det er fordi, jeg er så lille”, svarede stemmen mig. ”Kig ned på dit knæ, så kan du se mig”. Jeg kiggede straks ned på mit knæ. Først kunne jeg slet ikke se andet end mine bukser, men da jeg kneb øjnene sammen, kunne jeg se verdens mindste lille bitte fe. Hun var så fin og skinnede. Hun havde den fineste kjole lavet af karamelpapir, og en lille krone lavet af vingummi. ”Du kaldte på mig”, sagde hun.
 Det var jeg ikke helt klar over, at jeg havde gjort, for jeg vidste jo ikke, at hun fandtes før nu. Det var jo bare noget, jeg ønskede. ”Ja, sagde feen”. Og det er det jeg gør, jeg opfylder børns slik-ønsker. Jeg flyver rundt til alle slikløse børn i hele verden, og giver dem 3 slik ønsker, så de kan få alt det slik, de har lyst til”.
Hold da op, det var da det mest fantastiske, jeg nogensinde havde oplevet. ”Men hvorfor er du så lille”, spurgte jeg. ”Det er da fordi, de voksne ikke, må se mig. De syntes slik er alt for usund, og vil gøre alt for, at jeg ikke giver jer børn noget af det”.

Og så fortalte feen, at nu kunne jeg få 3 ønsker opfyldt, og jeg skulle tænke mig godt om, for så kunne jeg få lige så meget slik, jeg ville. Jeg tænkte længe. Det var så svært at vælge mellem alt det dejlige, jeg havde drømt om så længe. Efter et stykke tid kom jeg på mit 1. ønske. ”Jeg ønsker mig en slikkepind, der er ligeså stort som det hus, jeg bor i”. Og vupti foran mig stod der noget, der lignede et træ, men da jeg kiggede op ad det, så jeg, at det var pinden til slikkepinden. Jeg blev nødt til at kravle op ad den, for at komme op og smage. Jeg kravlede hurtigt op. Jeg var så ivrig efter at spise min slikkepind. Åh, da jeg kom helt op og smagte på den, blev jeg så lykkelig. Det var den bedste slikkepind i verden. Jeg glemte alt omkring mig.
Til sidst var jeg klistret godt til af slikkepindssnask. Og jeg tænkte, at nu ville jeg kravle ned og bruge min 2 andre ønsker. Men da jeg prøvede, kunne jeg ikke komme ned. Jeg var klistret helt fast til slikkepinden. Og jo mere jeg spjættede, jo mere sad jeg fast. Jeg kunne ikke se feen nogen steder, jeg måtte råbe på hende, højt og længe. Til sidst kom hun flyvende op til mig, og jeg forklarede, at jeg ikke kunne komme ned.

Jeg spurgte hende, om jeg ikke kunne bruge et af mine ønsker på at komme ned. Men det kunne jeg ikke, hun kunne kun opfylde slik ønsker. Men hun ville prøve at hive mig ud af det klistrede stads. Men feen var alt for lille, og hun havde overhovedet ingen muskler, så efter noget tid opgav hun. Ej, det var bare for dumt. Her hang jeg, helt klistret til, og jeg havde også mavepine. Jeg var jo slet ikke vant til at spise så meget sødt på en gang. Feen summede lidt rundt om mig uden at sige noget. Så hørte jeg nogen råbe nede fra legepladsen af. ”Har du brug for hjælp?”. Jeg kiggede ned, og der stod et par voksne og så op på mig. ”Ja tak,” sagde jeg. ”Jeg kan ikke komme ned. Så tog den ene voksne fat i slikkepinden og den anden kravlede op til mig. Slik feen blev helt rundforvirret, ” De må ikke se mig, de må ikke se mig”, sagde hun og pling, så var hun væk.

De 2 voksne hjalp mig helt ned, og sagde at måske skulle jeg gå hjem og blive vasket lidt, så jeg ikke ville hænge fast i andre ting. Det måtte jeg hellere. Så jeg traskede hjemad, mens jeg håbede på, at feen en dag ville komme tilbage med de 2 ønsker, jeg ikke havde nået at få opfyldt.