Den gang jeg var lille, var jeg ikke så god til at holde på en hemmelighed.

 Den gang jeg var lille, havde jeg en rigtigt god ven. Vi havde det altid så sjovt, og det allerbedste, jeg vidste, var når vi legede sammen.

En dag, da vi legede sammen på mit værelse, blev min gode ven helt stille. ”Hvad er der i vejen”, spurgte jeg hende. ”Jeg har noget, jeg godt vil fortælle dig”, sagde hun så.  ”Kan du holde på en hemmelighed?”. Det mente jeg jo nok, at jeg kunne. Så sænkede hun sin stemme. Og hviskede sin hemmelighed ind i mit ene øre.
Det føltes lidt mærkeligt. Bagefter kunne jeg slet ikke finde på noget at lege, og min ven skulle også hjem og spise. Så sad jeg der på mit værelse, og stirrede lidt ud i luften.

Så begyndte det at klø helt vildt i mit øre. Øv, hvor var det irriterende. Det blev bare værre og værre. Jeg kløede mig i øret med min pegefinger, for at få det til at stoppe. Og endelig holdt det op med at klø. Men så kunne jeg høre en mærkelig lyd bag mig. Det lød som om, der var noget inde på mit værelse. Jeg vendte mig om, og blev helt vildt overrasket, for der midt på mit gulv, hoppede min gode vens hemmelighed op og ned. Den måtte være røget ud af mit øre, da jeg kløede i det. Først vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre, men så blev jeg enig med mig selv om, at jeg måtte fange hemmeligheden. Jeg havde jo lovet at holde den.

Jeg fangede hemmeligheden med det samme, og ville proppe den tilbage i mit øre, men så hoppede den ud af mine hænder. Jeg fangede den igen, og holdt mere fast denne gang, men den hoppede så vildt, at jeg ikke kunne blive ved med at holde fast. Jeg prøvede at fange den igen og igen og igen, men jeg måtte indse, at det var umuligt for mig at holde på den hemmelighed. Hvad skulle jeg nu gøre? Jeg havde jo lovet det.

 Hemmeligheden gik helt amok, og hoppede højere og højere. Den var bare fyldt med energi og ballade, og den hoppede ud af mit værelse, ned af trappen, ind i stuen, ud af terrassedøren og ud i haven. Jeg løb så hurtigt, jeg kunne, efter den. Jeg blev nødt til at fange den, inden der var nogle andre, der opdagede den. Ude i haven kunne hemmeligheden hoppe lige så højt, den ville, så det ville stort set være umuligt at få fat på den. Jeg var lige ved at opgive det hele, men jeg ville jo heller ikke være en dårlig ven. Jeg havde jo lovet at holde den hemmelighed.

Jeg havde jo indset, at jeg ikke bare kunne fange den med mine hænder, så jeg besluttede mig for at lave en fælde for hemmeligheden. Så mens den hoppede løs, gravede jeg først et stort hul. Bagefter bandt jeg nogle grene sammen, som skulle være et kæmpe låg, der kunne lægges hen over hullet.  Da jeg havde bygget fælden, kaldte jeg på hemmeligheden. ”Kom her hemmelighed, kom her”. Det virkede som om, den slet ikke kunne høre mig, og jeg begyndte at blive lidt sur. Det var ret så besværgeligt at holde på den hemmelighed. Jeg vidste slet ikke, om jeg gad mere.

Jeg lagde mig ned på græsset. Jeg var blevet rigtigt godt træt af at jage den dumme hemmelighed. Jeg kom til at lukke øjnene lidt, og faldt måske også lidt i søvn, men med et blev jeg vækket af en høj lyd, lige ved siden af mig. Det var hemmeligheden, der var faldet i min fælde. Jeg skyndte mig at lægge låget på, så hemmeligheden ikke kunne hoppe op igen. Jeg sad et lille stykke tid og lyttede lidt til dens hopperi. Så lagde jeg mærke til, at det lød, som om hemmeligheden også var blevet træt, for den holdt op med at hoppe. Jeg lettede en lille smule på fældens låg, og kunne se hemmeligheden ligge helt stille nede på bunden.  Jeg rakte hånden ud efter den, fik fat på den, og skyndte mig at proppe den ind i mit øre igen.  Endelig kunne jeg holde mit løfte. Og holde på min vens hemmelighed.

Et par dage efter kom min gode ven hjem til mig igen, og så spurgte hun mig.” Har du holdt på min hemmelighed?”. ”Det kan du tro, jeg har”, svarede jeg hende. ”men det har altså været ret hårdt arbejde, så vil du ikke nok tage den tilbage igen”? Det ville hun heldigvis gerne. Hun fik sin hemmelighed, og vi kunne lege, som vi plejede at gøre.