Den gang jeg var lille, var jeg bange for spøgelser.

Den gang jeg var lille, var jeg bange for tordenvejr, tandlæger, fyrværkeri, edderkopper og gamle damer med krogede næser. Men jeg var allermest bange for spøgelser. Spøgelser er simpelthen så uhyggelige, for de kommer altid frem i mørket, når man er helt alene. Faktisk var jeg så bange for spøgelser, at jeg ikke turde gå op på mit værelse om aftenen, hvis der ikke var nogen, der gik med mig. For tænk hvis der stod et spøgelse på lur, når jeg gik derop. Jeg var hele tiden bange for de dumme spøgelser. Der var især et spøgelse, der gjorde mig rigtigt bange. Det var et skelet-spøgelse, der buhende fløj rundt i mit værelse, mens dets knogler raslede og knirkede. Skelettet kom altid frem, lige når jeg var ved at falde i søvn, og så blev jeg straks lysvågen og lå der under min dyne, så jeg ikke kunne se eller høre spøgelset. Det hjalp bare ikke så meget. Jeg vidste jo, at det var der. Jeg lå tit vågen langt ud på natten, før det endelig forsvandt, og jeg kunne falde til ro.  Det var rigtigt dumt. For når jeg så skulle op om morgenen, var jeg så træt, og gik rundt og var sur hele dagen. Og så kunne jeg bare gå og vente på, at det samme ville ske, når jeg kom i seng igen om aftenen. Det spøgelse var så uhyggeligt, og det ville aldrig lade mig være i fred.

 

Men en morgen, hvor jeg vågnede, og igen ikke havde sovet særligt meget om natten, satte jeg op i min seng og tænkte, at nu måtte det være nok. Jeg var træt af at være bange, og træt af det knirkende skelet, der ødelagde min nattesøvn. Jeg måtte lægge en plan, for at få det til at forsvinde. Jeg besluttede mig for, at den næste aften, ville jeg give skelet-spøgelset nogle tæsk. Jeg var ret glad for karate, og kunne nogle ret så fede cirkel-spark, så jeg tænkte, at hvis jeg lige placerede sådan et spark lige midt i skelettets knoglede mave, så ville det nok forsvinde for altid.
Samme aften sad jeg i min seng, og havde helt vild ondt i maven, for når jeg nu havde været bange for spøgelser så længe, ville jeg så overhovedet turde følge min plan. Jeg sad helt stille, med dynen op over næsen, og ventede i mørket. Pludselig var det der, det raslende, knirkende uhyggelige skelet, og begyndte at spøge løs i mit værelse. Jeg tog mod til mig, hoppede op af min seng og placerede et perfekt cirkel-spark lige i mellemgulvet på skelettet. Med et forsvandt det. Jeg kiggede mig rundt i værelset. Jeg var alene. Jeg havde vundet over skelet-spøgelset. Jeg var så stolt af mig selv. Nu kunne jeg lægge mig i min seng og sove helt trygt og stille. Næste morgen var jeg frisk og glad, og syntes bare, at jeg var den sejeste i hele verden. Da jeg skulle sove om aftenen, var jeg overhovedet ikke bekymret eller bange. Jeg lagde mig bare til at sove med det samme.

Men da jeg havde sovet lidt, blev jeg vækket af den lyd jeg kendte så godt. Det var det knirkende skelet, der var vendt tilbage, og det larmede endnu mere, end det nogensinde havde gjort før. Jeg kiggede op på det, og så til min forskrækkelse, at der nu var 2 skeletter. Det var bare løgn, jeg troede, jeg havde vundet over spøgelset, og så havde det bare hentet forstærkning. Jeg var rigtigt bange nu, og gemte mig under dynen, som jeg havde gjort så mange gange før. Men så var det som om, jeg blev modig igen. Jeg lå der, under dynen, og besluttede mig for, at jeg ville prøve igen. Så jeg smed dynen fra mig, udråbte nogle seje karate hyl og lavede et dobbelt cirkelspark, som ramte lige præcis, hvor det skulle, og skelet-spøgelserne forsvandt med det samme.

Mit hjerte bankede hurtigt. Jeg satte mig op i min seng igen, og kiggede lidt rundt i mit værelse. Jeg vidste ikke rigtigt om, jeg turde lægge mig til at sove. Så så jeg noget mærkeligt nede på gulvet. Det var en knogle. Jeg samlede den op og sad med den i hånden et stykke tid. Det måtte være et af spøgelserne, der havde tabt den, da jeg sparkede dem. Så hørte jeg en stemme sige. ”Det er vist min knogle, det der, må jeg få den igen?” Det var skelettet, som jeg var så vant til spøgede om natten. Det så lidt trist ud. Jeg gav den knoglen, jeg skulle jo alligevel ikke bruge den til noget. Så fortsatte spøgelset.  ”Jeg bryder mig altså ikke så meget om, at du sparker. Det gør helt vildt ondt på mig”. Jamen det var jo ligesom også meningen. Jeg ville have, at det skulle gøre så ondt, at spøgelset aldrig ville komme tilbage. Da skelet-spøgelset hørte det, spurgte det mig, hvorfor det ikke måtte spøge på mit værelse. Og så måtte jeg forklare det, at jeg blev rigtigt bange, når det gjorde det, og nu havde jeg altså fået nok. Men skelet-spøgelset svarede mig, at det jo er det, spøgelser gør. ”Det kan godt være” sagde jeg, ”men jeg er altså træt af, at du spøger hos mig, og så tager du bare venner med og gør det hele meget værre”. Spøgelset var meget ulykkeligt over, at jeg ikke ville finde mig i dens spøgeri mere. ”Men spøgeri, det er det, jeg er god til”, jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal finde på”, sagde spøgelset så”. Så blev jeg også lidt trist. Alle har jo brug for at vide, at der er noget, de er gode til. Og jeg måtte give skelet-spøgelset ret. Det var virkeligt god til at spøge. Så jeg foreslog, at vi lavede en aftale. Hvis spøgelset lod mig få min nattesøvn, kunne det få lov til at spøge inde på min søsters værelse, og jeg skulle nok lade være med at sparke igen. Det var spøgelset med på. Og så forsvandt det med sin knogle i hånden. Da det var væk, kom jeg i tanke om, at jeg havde glemt at advare spøgelset om, at min søster altså også var god til karate.