Den gang jeg
var lille, gravede jeg et hul ned til kineserne.
Jeg havde
aldrig været i Kina, og regnede ikke med, at det var noget, jeg ville komme
til, hvis jeg skulle gå og vente på mine forældres initiativ. Så jeg
besluttede, at jeg ville give det en chance. Jeg ville grave et hul hele vejen
ned til kineserne. Det tog tid
at grave et hul, der var så dybt. Og flere af de andre børn syntes, jeg var
godt tosset. De fortsatte bare med sandkagerne, som om der var større
fremtidsudsigter i det, end i min rejse mod et kinesisk eventyr. Jeg gravede og
gravede og gravede. Jeg kom længere og længere ned i gennem jorden. Jeg knoklede løs, og var
lige ved at opgive mit projekt af bar udmattelse. Men så en dag skete der det
fantastiske, at jeg kunne mærke, at jorden under mig føltes meget tynd. Jeg
tænkte, hvis jeg hoppede lidt, så ville jeg måske komme hurtigere gennem det
sidste stykke vej. Jeg hoppede et par gange og med et forsvandt jorden under mig. Jeg røg ud
af hullet, og landede noget smertefuldt med et bump på maven. Jeg sundede mig lidt
og kiggede så lige foran mig. Der så jeg et par sko. Jeg kiggede længere op og
så, at skoene sad fast på en mand. Han så ret kinesisk ud. Så jeg tænkte, at
jeg måtte have fuldført min plan. Jeg havde virkelig gravet et hul hele vejen
ned til kineserne.
Jeg rejste
mig op. Og rakte manden hånden. Han nikkede med hovedet, og begyndte at sige en
hel masse ting på kinesisk. Det havde jeg så ikke lige tænkt på. Jeg kunne jo
ikke forstå noget som helst af det, han sagde. Jeg prøvede at forklare ham, at
jeg kun kunne tale dansk. Men det fik han vist heller ikke så meget ud af. Så
hev han fat i min arm, og trak mig en anelse for hurtigt hen til en lille bænk,
og viste mig, at jeg skulle sætte mig der. Inden længe var jeg omringet af
kinesere. De sagde alle sammen en masse til mig, men jeg forstod bare ingen
ting. Jeg begyndte at overveje, om jeg ikke skulle have forberedt mig lidt mere
på min rejse.
Efter noget
tid kom der en ung mand hen til mig. Han begyndte at tale til mig på dansk. Åh,
jeg blev så lykkelig. Endelig en jeg kunne forstå. Men han virkede ikke særligt imødekommende. Han sagde til mig, at jeg bestemt ikke var det første barn fra Danmark,
der havde gravet sig hele vejen ned til dem. Faktisk havde de prøvet det så
mange gange, at de havde udpeget ham til at lære dansk, så der var en, der kunne
kommunikere med os. Det var jeg jo taknemmelig for, og tænkte at han da lige kunne
give mig lille rundtur, nu jeg var der. Men nej, han forklarede mig, at kineserne
var så trætte af alle de huller, vi gravede gennem jorden. Og al den kolde luft
fra nord, der sivede ned gennem hullerne. Det kunne de slet ikke holde ud. Jeg
prøvede at forklare, at det var de store børn, der havde fået mig til det, men
det var de åbenbart ligeglade med. Så sagde den kinesiske mand til mig, at de
ville hjælpe mig hjem og lukke hullet bag mig. Og så forventede de, at jeg
skulle fortælle alle de børn, jeg mødte hjemme i Danmark, at hvis de ville
besøge Kina, så måtte de købe en flybillet, og komme til landet på den normale
måde. Jeg nåede slet ikke at protestere, før alle kineserne i fællesskab bar
mig hen til hullet og skubbede mig op i det. De skubbede mig hele vejen hjem
til Danmark, og så fyldte de hullet med jord, så ingen kunne se, at der
overhovedet havde været et hul. Så sad jeg der tilbage i sandkassen ret så
fortumlet.
De andre børn kom hen til mig, og spurgte, hvordan det
gik med mit graveri. Jeg forklarede dem, at det havde jeg droppet. Jeg kunne
ikke fortælle dem sandheden. De ville ikke tro på mig. Jeg gik træt hjemad, og
besluttede, at næste gang, jeg skulle lege i sandkassen, ville jeg holde mig til sandkagerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar