Den gang jeg var lille, var jeg skumfidusernes skræk.

Den gang jeg var lille, elskede jeg skumfiduser. Min far sagde godt nok, at man ikke kan elske skumfiduser, men at man kan elske sin far. Ja, fædre de siger så meget, og jo jeg elskede altså skumfiduser. Jeg spiste skumfiduser, lige så tit jeg kunne. I varm kakao, i is, ristet over bål, bare helt som de var, eller på en eller anden festlig måde, som jeg lige havde lyst til. På alle måder var skumfiduser min yndlingsspise.

Min mor rystede lidt på hovedet af mig, når hun så mig fylde mig med de små himmelske mundfulde. Men hun sagde ikke så meget. Jeg har hende mistænkt for, at hun delte min sukker-passion med mig i skjul. For det var ikke altid, at skumfidusposen var lige så fuld, når jeg tog fat i den, som da jeg havde efterladt den. Min far kunne ikke klare mit sukkerindtag. Han kaldte mig skumfidusernes skræk, fordi han mente, at det på et eller andet tidspunkt, ville lykkes mig at udrydde dem fra jordens overflade. Han sagde også, at jeg skulle passe på, at skumfiduserne ikke ville vende sig imod mig, og tage hævn for mit spiseri. Sikke noget pjat, skumfiduser kan da ikke tage hævn. Igen, min far sagde bare så mange mærkelige ting.

En dag, hvor jeg legede ude i haven, blev himlen pludselig helt mørk. Det var som om, at en kæmpe sky gik for solen og skyggede for al lyset. Jeg kiggede op, og kunne ikke længere se solen. Jeg kunne kun se en stor mørk skygge. Jeg missede lidt med øjnene, for bedre at kunne fokusere. Da jeg åbnede mine øjne helt igen, havde jeg stadig svært ved at forstå, hvad det var, jeg så.  Foran mig lå der en kæmpemæssig uformelig hvid masse. Jeg var meget forvirret, og vidste ikke lige, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Indtil min mave begyndte at rumle. Den rumlede på den der måde, den altid rumlede, når jeg havde lyst til en omgang skumfiduser. Måske var min mave klogere end jeg var klar over. Den havde nemlig opdaget, hvad den hvide kæmpe masse var. Det var jo verdens, ja universets største skumfidus.  

Jeg blev helt salig. Mit mundvand begyndte at løbe til, og jeg måtte bare hen og sætte tænderne i den enorme lækkerbisken. Men i det, jeg tog en bid, udstødte skumfidusen et rædselsvækkende brøl. Den drejede rundt. Og til min forskrækkelse, var det en meget uhyggelig skumfidus, jeg havde sat tænderne i. Den havde både arme og ben. Store uhyggelige øjne, og en vred mund, fyldt med skarpe væmmelige tænder.

Jeg blev bange, og vendte mig om, for at løbe væk. Men inden jeg nåede særligt langt, havde monster skumfidusen fanget mig. Den var meget stærk, og selvom jeg kæmpede af alle mine kræfter, kunne jeg ikke slippe fri. Jeg så, hvordan jeg kom nærmere og nærmere skumfidusens enorme mund. Jeg måtte indse, at jeg var ved at blive spist af en skumfidus. Med et havde den slugt mig, heldigvis i et stykke, og jeg landede midt i dens mave.

Der sad jeg så. Jeg var blevet spist, og jeg var helt alene. Jeg sad der længe. Der skete ikke rigtigt noget. Jeg prøvede at råbe om hjælp, men der er ligesom noget sølle over ordlyden: ”Hjælp mig, jeg er blevet spist af en kæmpe skumfidus” Det virkede heller ikke. Ingen hørte mig. Så prøvede jeg at tale til skumfidusen, bare lige som for at få en forklaring på, hvad det egentligt var, der foregik.

Til min store overraskelse svarede skumfidusen mig. Den sagde, at den havde spist mig som hævn for alle de skumfiduser, jeg havde spist i årenes løb. Så havde min far altså ret. Skumfiduserne havde taget hævn over mig. Jeg var ulykkelig. Jeg ville gerne hjem. Jeg tryglede skumfidusen, om den ikke nok ville spytte mig ud igen. Jeg lovede endda, at jeg aldrig mere ville røre en af dens ligesindede, hvis den slap mig fri. Men den nægtede. Jeg mistede modet. Jeg ville ende mine dage på denne måde. Jeg fortjente nok min skæbne. 

Men midt i mit opgivende mismod, begyndt min mave at rumle igen. Så kom jeg i tanke om, at hvis jeg ville ud af skumfidusen, så kunne jeg jo bare spise mig ud af den. Med genfundet mod på livet, tog jeg en kæmpe bid af skumfidusen indefra. Bid efter bid, gnavede jeg mig vej ud i friheden. Jeg åd løs, jeg kunne slet ikke stoppe. Og inden jeg havde set mig om, lå jeg på græsset i min have meget mæt og tung, med en mave fuld af monsterskumfidus. Jeg lå der helt stille for at komme lidt til kræfter igen. Det havde været en voldsom oplevelse. Tænk at skumfiduserne frygtede mig så meget, at de havde forsøgt at tage livet af mig. Men det var nu ikke det, jeg var mest chokeret over. Det største chok var, at min far havde haft ret. Min far, der normalt sagde en masse sludder, havde rent faktisk havde haft ret i sin antagelse om, at skumfiduserne ville tage hævn over mig. Det var en rystende erkendelse, som jeg ikke helt vidste, hvad jeg skulle stille op med. Så i stedet besluttede jeg mig for, at jeg i fremtiden ville holde lidt igen med skumfidusspiseriet, og at jeg aldrig ville fortælle min far, hvad der var sket.