Den gang jeg var lille, troede jeg, at jeg var en kanin.

Den gang jeg var lille, var jeg helt vild med kaniner. Jeg syntes bare, at de var de mest nuttede og sejeste dyr, der fandtes. Og jeg kunne så godt tænke mig at få en som kæledyr. Men det måtte jeg selvfølgelig ikke. Heller ikke selvom jeg spurgte om det utallige gange. Det var ligesom om mine forældre mente det, når de sagde nej. Det var ellers ikke normalt hjemme hos os. De fleste nej ‘er, kunne ændres til et ja, hvis jeg virkelig var ihærdig i min indsats, men ikke når det gjaldt kaniner. Der stod de gamle altså fast. På et tidspunkt opgav jeg rent faktisk mit plageri, og tænkte at så måtte jeg jo bare lege, at jeg havde en kanin. Men det var ikke nær så sjovt, som jeg troede. Jeg opdagede faktisk, at det var meget sjovere, når jeg legede, at jeg selv var en kanin. For en kanin kan jo både hoppe og grave huller, og det er da to af de fedeste ting, man kan foretage sig. Jeg legede kanin hver dag. Jeg gravede og hoppede løs ude i haven, lige så tit jeg kunne komme til det. Min mor syntes, jeg var lidt fjollet, men benyttede chancen til at få mig til at spise gulerødder. Hun sagde, at det ville jeg blive nødt til, hvis jeg sådan ville være en kanin. Men det kunne hun godt glemme. Jeg kunne overhovedet ikke lide gulerødder, og hun skulle ikke komme og ødelægge min leg med sine dumme ideer.

 

En dag, da jeg var i gang med at grave et kæmpe kaninhul ude i haven, kom der pludselig en rigtig kanin hoppende hen til mig. Den snusede lidt til mig, og kiggede så med sine store øjne på mig. Jeg spurgte den, om den da ikke var kommet for langt væk hjemmefra, og om jeg ikke skulle hjælpe den hjem igen. Der var måske en lille pige eller dreng, der savnede den. Men den havde overhovedet ikke nogen børn, den skulle hjem til, for det var en vild kanin, der boede ude i skoven sammen med en masse andre kaniner. Jeg havde aldrig vidst, at der fandtes kaniner, der boede frit i naturen. Jeg troede, de alle boede henne hos dyrehandleren. Kaninen rystede på hovedet af mig, og sagde, at hvis jeg ville, kunne jeg bare hoppe med den, og se hvordan den boede. ”Så bliver du også fri for at komme tilbage til dit bur” sagde kaninen så. ”Bur?”, hvad mente den dog med det. Jeg prøvede at forklare, at jeg havde mit eget værelse og en seng, jeg sov i. Kaninen troede ikke på mig, og sagde at den aldrig havde hørt om, at mennesker gav deres kæledyr et helt værelse for dem selv. ”Kæledyr!”, hvad snakkede den vanvittige kanin dog om. Jeg var jo ikke et dyr. Men så kom jeg til at kigge ned af mig selv, og blev noget forskrækket, da jeg opdagede, at jeg ikke længere var iklædt mit gamle joggingsæt, men derimod en lysegrå pels. Jeg mærkede på mit hoved, og fik fat i 2 meget lange øre, og en kold snude. Jeg var rent faktisk blevet til en kanin. Det var nok også derfor, jeg ikke havde nogen problemer med at forstå, hvad den vilde kanin sagde til mig.

Det var lidt overvældende for mig, at jeg opdage, at jeg var blevet til et lille pelsdyr, og skulle lige til at gå i panik, da den vilde kanin skubbede lidt til mig, og spurgte om jeg skulle med eller ej. Jeg trak vejret dybt ned i min kaninmave, og besluttede mig for at tage med. Så jeg hoppede ud i den vide verden sammen med min nye vilde ven. Da vi nåede frem til kaninens hjem, blev jeg mødt af hundredevis af andre kaniner. De bød mig velkommen og sagde, at der altid var plads til en kanin til. Jeg tænkte, at det måtte være en drøm der gik i opfyldelse for mig. Jeg havde altid ønsket mig en kanin, og nu skulle jeg selv leve som en. Fri for at rydde op, gå i skole og høre efter. Jeg skulle bare hoppe og grave huller og være fri som en vild kanin. Jeg var lykkelig.

Jeg var også lidt sulten. Heldigvis, var det ved at være spisetid. Jeg spurgte, ”hvad vi skulle have?” Men til min store ærgrelse, fik jeg at vide, at vi skulle have gulerødder. Jeg spurgte om, jeg ikke kunne få noget andet, Men det kunne jeg ikke. De vilde kaniner levede af gulerødder, de huggede i folks haver, og de spiste aldrig andet.
Gulerødder 3 gange om dagen resten af mit liv. Lige pludselig begyndte jeg at savne min mor og hendes spaghetti med kødsovs. Jeg besluttede mig for at hoppe hjemad i håbet om, at min mor kunne se igennem min pels, og se at det var mig.

Da jeg kom hjem i haven igen, gik min mor rundt og kaldte på mig. ”Nå, der er du”, sagde hun. ”Vask dig lige lidt og kom ind og spis”, fortsatte hun. Så gik hun ind i huset, og jeg undrede mig over, at hun ikke bare syntes, det var en lille smule mærkeligt, at jeg havde pels og lange øre. Jeg kiggede ned ad mig selv, og til min store lettelse, var jeg igen iført mit eget tøj og mine egne ører. Jeg var meget beskidt, men jeg var mig selv.

Jeg løb glad og godt sulten ind i spisestuen og hoppede op på min stol. Fuld af forventning til min mors gode kogekunst. Jeg øste en kæmpe portion pasta op på min tallerken. Og så skubbede min mor en skål med gulerodssalat over til mig. ”Kaniner elsker gulerødder”, sagde hun så. "Ja tak", svarede jeg hende. ”Men jeg er ikke en kanin længere”. Og så besluttede jeg mig for, at næste gang jeg legede, at jeg var et dyr, så skulle det være et dyr, der levede af mad, jeg kunne lide.

Den gang jeg var lille, gik jeg på æblerov.

Den gang jeg var lille, legede jeg tit udenfor sammen med de andre børn, der boede på samme vej som mig. Nede for enden af vores vej boede der en gammel sur mand, som ikke kunne lide os børn. Han brokkede sig altid over, at vi larmede for meget, og når han gik forbi os, truede han os med sin stok, og advarede os om, at skulle vi finde på nogen som helst narrestreger, så ville han komme efter os. Vi grinede lidt af ham, for vi var ret sikre på, at han ikke ville kunne fange os, selvom han ville. Han var alt for gammel og langsom.

I den sure gamle mands have, var der et stort æbletræ, med de mest fantastiske æbler på. De var helt røde, og det var som om, de nærmeste lokkede os til at spise dem. Vi holdt tit øje med, når den gamle ikke var hjemme, og så listede vi os ind i hans have, og huggede et æble eller to, inden vi så listede  ud af haven igen. Den gamle mand opdagede aldrig noget. Han manglede slet ikke æblerne, så på den måde, gjorde vi ham jo bare en tjeneste ved at plukke dem, så de ikke faldt ned på jorden og rådnede. En dag hvor vi helt uskyldigt legede ude på vejen, kom den gamle mand ud af sit hus og styrede lige hen imod os. Han løftede sin stok, og sagde, at han vidste, vi var ude på noget, og han skulle nok finde ud af, hvad det var, og så skulle vi få hans vrede at smage.

 

Det havde vi ikke lyst til, vi ville hellere smage hans æbler. Og vi var godt trætte af hans sure trusler. Da han gik videre, kiggede vi stille på hinanden. Der var sådan en mærkelig spænding imellem os, som om vi alle fik den samme uartige ide på samme tid. Vi blev simpelthen nødt til at narre den gamle mand på en eller anden måde. Så vi aftalte, at vi ville plukke alle hans æbler på en gang, og bagefter vente på, at han kom hjem igen, banke på hans hoveddør, og så prøve at sælge dem til ham, bare for at se ham i hovedet, når han opdagede, det var hans egne æbler. Vi gik straks i gang med vores plan. Vi havde jo lige set ham forlade sit hus. Vi kravlede op i æbletræet, og fyldte den ene pose efter den anden med de dejligste æbler. Vi nåede lige at plukke det sidste, inden vi så, at nu var han på vej hjem igen. Min mave var fyldt med sommerfugle. Jeg vidste jo, at hvis den gamle mand blev tosset på os, ville vi få nogle slag med hans stok, så jeg skulle være parat til at stikke af, og løbe så hurtigt jeg kunne. Jeg var nok den modigste af alle børnene på vejen, så jeg stod forrest, da vi bankede på mandens dør. Jeg var lige ved at tisse i bukserne af bar spænding, da han åbnede døren. Jeg tog mod til mig, og spurgte manden, om han da ikke ville købe nogle friske, ny plukkede æbler. Jeg dukkede mig helt automatisk, i tilfælde af, at han ville svinge sin stok. Men til min overraskelse smilede han venligt til os, og sagde, at han ville da gerne købe dem alle. Han havde nemlig lyst til en omgang gammeldags æblekage, og der var ikke flere æbler tilbage på hans eget æbletræ. Jeg var lige ved at bryde sammen af grin. Vi stod der med 4 store indkøbsposer fyldt med æbler, vi havde hugget fra hans have, og nu ville han betale os for dem. Han inviterede os ind i sit hus, og ind i køkkenet. Han spurgte, hvad vi skulle have for æblerne, og jeg svarede frejdigt, at de kostede 20 kr. posen. Det var måske lige at pressen den, men jeg følte mig ovenpå. Manden sagde, at han ville give os 25 kr. pr. pose, hvis vi blev og skrællede æblerne for ham. Det var helt vildt, han ville betale os mere end, vi bad om. Jeg vendte mig om til de andre. Jeg havde slet ikke lagt mærke til, at de alle stod og rystede helt vildt. Flere af dem sagde, at de altså ikke turde være der mere, og at de i hvert fald ikke ville skrælle nogen æbler. De var overbeviste om, at han inden længe ville opdage, hvad vi havde gang i, og at han havde en uhyggelig kælder, hvor han ville holde os fanget resten af vores dage. ”Sikke noget pjat” sagde jeg. ”Vi skal bare lige skrælle et par æbler, og så er den hjemme”. Jeg prøvede at opmuntre de andre, men inden jeg havde set mig om, stak de alle sammen af, og smækkede den store hoveddør bag sig. Så stod jeg der alene, med en muligvis meget farlig gammel mand, og skulle vælge mellem at redde mit liv, eller tjene 100 kr.

Manden rakte mig en slidt gammel kartoffel skræller, og jeg gik i gang med at skrælle det ene æble efter hinanden. Jeg var ikke bange, jeg var modig, og snart var jeg rig. Men efter den første pose æbler, begyndte det at gøre lidt ondt i mine hænder. Efter den anden fik jeg krampe i mine fingre, og efter den 3 måtte jeg give op. Jeg fortalte den gamle mand, at jeg ikke kunne skrælle flere æbler, og at jeg bare ville nøjes med pengene for de 3 poser. ”Du får ingen penge, hvis du ikke skræller alle æblerne”, sagde han så.
Det var så uretfærdigt. Jeg havde stået der og slidt i hans køkken, og nu fik jeg intet ud af det.  Jeg havde vabler på mine hænder, og jeg kunne ikke skrælle et eneste æble mere, lige meget hvor gerne jeg ville have pengene. Jeg vendte mig slukøret om og meget skuffet forlod jeg den gamle mands hus. Da jeg stod ude på vejen, vinkede han til mig, og sagde tak fordi vi havde plukket hans æbler for ham.

Den gang jeg var lille, stak jeg af med et cirkus.

Den gang var lille, kunne jeg godt blive træt af min mor og far. For det meste var de okay, men de kunne også drive mig til vanvid. Jeg skulle altid rydde op på mit værelse og lave lektier, eller noget andet dumt på de mest irriterende tidspunkter.

En dag skulle vi have besøg af min mors gamle og senile onkel. Så skulle jeg selvfølgelig have orden på mit værelse, så det så pænt ud, hvilket overhovedet ikke var nødvendigt, fordi onklen også var halvblind, så han ville overhovedet ikke lægge mærke til en smule rod på mit værelse. Men min mor blev ved med at plage mig, selvom det forstyrrede mig helt vildt meget. Jeg var overbevist om, at hun var den dummeste mor nogensinde, men jeg blev jo nødt til at gøre, som hun sagde, også selvom jeg blev rigtigt godt og grundigt sur af det. Hun forventede oven i købet også, at jeg skulle sidde stille i sofaen og være artig, mens de voksne drak kaffe og spiste tørre småkager, og så skulle jeg høre på min mors onkels dødsyge historier, om den gang han var barn.
Da min mors onkel havde været på besøg i et stykke tid, var jeg i så dårligt humør, og så sur på min mor, at jeg næsten ikke kunne holde det ud længere. Jeg havde lyst til at skifte min mor ud, med en der ikke tvang mig til dumme ting. Jeg sad og stirrede ud i luften, da hun rejste sig for at lave mere kaffe, og overlod mig til onklens kedelige historier. Men onklen overraskede mig, og i stedet for at begynde at fortælle, spurgte han mig, om jeg nogensinde havde set et loppecirkus før. Det havde jeg ikke. Jeg vidste, at heste og elefanter optrådte i cirkus, men jeg havde aldrig hørt om, at lopper lavede andet, end at bide katte og hunde. Min mors gamle onkel stak hånden ned i sin lomme, og trak et styk farverigt stof op. Jeg troede først, at det var et lommetørklæde, men da jeg kiggede nærmere, kunne jeg se, at det var et lille bitte cirkus telt.

Onklen stak mig et forstørrelsesglas, og da jeg kiggede gennem det, kunne jeg se alle de små lopper i festlige kostymer, øve sig på deres cirkus numre. Det så så sjovt ud, og jeg kom til at sige lidt for højt, at jeg ville ønske jeg var en loppe, så jeg kunne stikke af med cirkusset, og på den måde blive fri for min mor og hendes dumme plagerier. ”Det kan da godt lade sig gøre”, sagde min mors gamle onkel. Han knipsede med fingrene, og med et´ var jeg forvandlet til en lille loppe i gamacher og klovnehat.

Jeg blev budt velkommen til cirkusset af alle de andre lopper, og inden jeg havde nået at se mig om, blev både telt og lopper presset sammen og ned i mors onkels bukselomme. Det var helt vildt mørkt, og jeg var klemt sammen med alle de andre cirkuslopper. Jeg spurgte dem, hvor længe vi skulle ligge sammenklemt der i bukselommen. Og så fortalte de mig, at det var meget sjældent, at de kom frem, da der åbenbart ikke var så mange, der syntes at lopper var spændende.

Min drøm om at stikke af med cirkus falmede en smule. Det var nok ikke den bedste beslutning, jeg havde truffet. Måske var det alligevel bedre at leve med min irriterende mor, end at ende mine dage sammen med en gang fladmaste gamacheklædte cirkuslopper. Faktisk kom jeg til at savne min mor bare en lille smule, og tænkte at hvis jeg fik nogensinde blev mig selv igen, så ville jeg altid høre efter, hvad hun sagde.

Jeg sad der i mørket længe, trist og uden håb, og med min klemte sidemands loppefod i øret. Men til min store glæde, blev hele loppecirkusset hevet op af lommen, og det lille telt stillet op på sofabordet. Alle lopperne sprang begejstrede op, og gik i gang med alle deres artisterier. Mors gamle senile onkel havde spurgt min søster, om hun ville se et loppecirkus, og selvom hun havde sagt, at det gad hun ikke, havde min mor sagt, at nu skulle hun være sød, og sidde pænt og se på onkels fine små lopper.

Jeg var lykkelig, jeg var fri, og jeg var stadig en loppe. Jeg hoppede op af armen på mors onkels arm, og kravlede hele vejen op til hans øre. Jeg råbte så højt. jeg kunne, at nu ville jeg altså gerne være mig selv igen, men han kunne ikke høre noget. Så kom jeg i tanke om, at lopper de bider, og jeg åbnede munden og satte tænderne i et meget gammelt og rynket øre. Min mors onkel råbte op, og klaskede mig en med sin store næve. Jeg mistede bevidstheden, og faldt besvimet om.

Da jeg senere vågnede op igen, lå jeg i min seng, og jeg var heldigvis blevet mig selv igen. Min mor kom op til mig, og satte sig ved siden af mig. Hun var nu god nok min mor. Så sagde hun, at hun skulle hilse fra sin gamle onkel og undskylde, at han havde slået mig omkuld. Det gjorde ikke noget, sagde jeg. Jeg var bare glad for at alt var som det plejede igen. Da min mor rejste sig for at gå ned i stuen, sagde hun, at nu hvor jeg var blevet frisk, kunne jeg godt kunne komme i gang med at lave mine lektier.

 

Den gang jeg var lille, snød jeg tandfeen.

Den gang jeg var lille, gik jeg rundt og tabte mine tænder. Det er heldigvis helt normalt, når man er lille. Det var sådan, at jeg kom til at lære tandfeen at kende. For hver gang jeg havde tabt en tand, lagde jeg den under min hovedpude, og når jeg så vågnede næste morgen, var tanden væk, og der lå en femkrone i stedet for. Min mor fortalte mig, at det var tandfeen, der kom forbi om natten og betalte børn for at få lov til at tage deres mælketænder. Hvad hun skulle bruge alle de tænder til, fangede jeg ikke helt. Personligt syntes jeg, det var lidt mærkeligt, og forestillede mig denne her lille fe, leve på et bjerg af andres tænder. En klam tanke, syntes jeg, men ville hun betale mig for de tænder, jeg alligevel gik og tabte, så var det helt i orden med mig.

 

 

En dag, da jeg var med min mor i byen, så jeg denne her fede legetøjsbil, jeg havde ønsket mig længe, i vinduet indtil legetøjsbutikken. Min mor ville ikke en gang gå med mig ind i butikken, og sagde, at det var noget, jeg måtte skrive på min ønskeliste til jul, eller selv spare op til. Jeg vidste, at jeg ikke havde nok penge. For indtægten, fra de tabte tænder, havde ligesom ikke gjort mig enormt velhavende.
Så kom jeg til at tænke på, at hvis tandfeen gav penge til alle børn, så måtte hun jo rende rundt med ret mange penge. Så jeg skulle bare finde en måde, at samle en hel masse tænder sammen på, så ville hun give mig penge nok til, at jeg kunne få råd til min bil. Men hvordan skulle jeg skaffe så mange tænder. At slå dem ud af min egen mund, var en ide´ jeg hurtigt forkastede. Det ville nok blive for drabeligt, og min mor ville helt klart opdage det og blive sur.

Men så fik jeg den ide, at jeg ville lave nogle falske tænder. Jeg havde noget modellervoks, og jeg vidste bare, at jeg kunne lave nogle naturtro tænder ud af det. Så da jeg kom hjem, gik jeg i gang med den helt store tandproduktion. Jeg havde regnet mig frem til, at hvis jeg lavede 20 modellervoks-tænder, så ville jeg få de penge, jeg manglede.

Om aftenen, da jeg skulle sove, lagde jeg alle de falske tænder under min hovedpude. Jeg kunne næsten ikke falde i søvn den aften, så spændt var jeg, men søvnen overvandt mig til sidst. Og jeg faldt i søvn. Næste morgen satte jeg mig op med et spjæt. Jeg var sikker på, at der lå en formue under min pude. Da jeg løftede puden, var der ingen mønter, kun en klump klistret modellervoks. Jeg var kommet til at mase alle de falske tænder sammen, da jeg havde lagt mit hoved på puden aftenen forinden. Suk, min plan lykkedes ikke. Jeg var lidt skuffet, men besluttede mig for, at jeg ville prøve igen næste aften. Og det gjorde jeg. Men denne gang undlod jeg at lægge på hoved på puden, så jeg krøb lidt sammen i benenden af min seng. For at være helt sikker på, at tandfeen ville efterlade alle de penge, jeg håbede på, havde jeg også skrevet et brev til hende, hvor jeg forklarede hende, at det var helt ægte tænder, og at jeg overhovedet ikke havde snydt.

Næste morgen løftede jeg forsigtigt min pude. Alle modellervoks-tænderne var væk, og der lå en hunderede-krone seddel i stedet for. Yes, jeg havde snydt tandfeen og fået pengene. Jeg løb begejstret ned til min mor og viste hende sedlen. Så grinede hun lidt. Det var faktisk slet ikke en ægte pengeseddel. Det var bare en tegning af en. Så tandfeen havde altså også snydt mig, og byttet de falske tænder med falske penge. Øv, planen havde overhovedet ikke virket. Jeg sukkede dybt, og så hentede jeg et stykke papir og en blyant, og begyndte på min ønskeliste til jul.

 

Den gang jeg var lille, sprængte jeg en vingummifabrik i luften.

Den gang jeg var lille, arbejdede min onkel på en fabrik i den by, jeg boede i. Det var ikke hvilken som helst fabrik, det var en vingummifabrik. Jeg elskede, når jeg gik forbi fabrikken på vej mod skole, for der var luften fyldt med vingummiduft. Jeg stod tit der, foran fabrikken og indsnusede den helt fantastiske vingummiduftende luft.

En dag, da jeg havde fået fri fra skole, stod min onkel ude i skolegården og ventede på mig. Han spurgte mig, om jeg ville med over på fabrikken og se, hvordan de lavede alle vingummierne.  Det ville jeg helt vildt gerne. Det var bare så meget federe, end at skulle gå direkte hjem og lave lektier.

Min onkel viste mig rundt på fabrikken, og mens han fortalte løs om alle de forskellige maskiner, fik jeg lov til at spise al den vingummi jeg havde lyst til. Det var fantastisk. I hvert fald til at starte med. Men efter et stykke tid, blev jeg dårlig. Al den vingummiduft gjorde mig svimmel, og alle vingummierne i min mave, gav mig kvalme. Jeg blev nødt til at sætte mig ned et eller andet sted. Jeg gik lidt væk fra min onkel for at finde en stol, eller noget andet, jeg kunne sidde på. Det var ikke så nemt endda, de sad vist ikke så meget ned på den fabrik. Jeg blev mere og mere dårlig, og kunne ikke rigtigt holde det ud ret meget længere. Til sidst var jeg så svimmel, at jeg dinglede rundt. Og jeg kunne mærke, at nu var jeg ved at besvime. Jeg lænede mig op af en af de store vingummimaskiner. I det øjeblik min ryg hvilede mod maskinen, hørte jeg min onkel råbe gennem hele fabrikken: ”NEEEEEEEEEEEEEEEEEj!” Og så kunne jeg mærke maskinen bag mig, begynde at arbejde hurtigere og hurtigere og hurtigere. Jeg havde åbenbart lænet mig op af nogle kontrolknapper, der styrede, hvor hurtigt maskinen skulle køre.

Min onkel kom løbende imod mig, helt bleg i hovedet. ”Skynd dig væk”, sagde han med desperation i stemmen. ”Vi skal have stoppet den maskine med det samme”. Min onkel trykkede løs på maskinens kontrolknapper, men jeg havde vist ødelagt et eller andet, da jeg lænede mig op af dem. Maskinen kunne ikke stoppes, og den gik helt amok. Det sprøjtede ud med vingummier, og der begyndte at komme vingummifarvet røg ud af maskinen. En alarm gik i gang. Min onkel var helt dårlig. Han fortalte, at vi måtte evakuere hele fabrikken, for inden længe ville den være fyldt med vingummigasser, og det kunne være farligt.  Jeg kunne bare ikke klare lugten mere, så jeg var bare helt med på at løbe hurtigt mod udgangen.

Ude foran samledes alle dem, der arbejdede der. De stod helt stille og stirrede på fabrikken. Jeg tog min onkel i hånden og sagde, at nu ville jeg altså gerne hjem. Men inden han nåede at svare mig, eksploderede fabrikken. Vingummifabrikken eksploderede i et stort vingummibrag lige foran mig, og det var min skyld. Jeg havde sprængt den i luften. Og nu var der kun en kæmpe bunke mursten og vingummimasse tilbage. Det havde jeg det altså ikke så godt med.

Min onkel fulgte mig hjem. Vi sagde ikke så meget til hinanden. Da vi kom hjem, gik jeg direkte op på mit værelse, og satte mig på min seng. Jeg sad og ventede på, at en eller anden ville komme og råbe af mig. Jeg vidste jo godt, at selvom jeg ikke havde gjort det med vilje, så var det ikke i orden. Jeg sad der længe og spekulerede over tingene. Så kom min onkel op til mig. Han satte sig ved siden af mig, klappede mig på hovedet, og sagde at han godt vidste, at det bare var et uheld, at jeg havde sprængt fabrikken i luften. Og faktisk kunne han slet ikke lide vingummier.

Den gang jeg var lille, kom jeg til at bytte min lillebror væk for en pose lakridser.

Den gang jeg var lille, kunne jeg godt blive lidt træt af min lillebror. Det var ligesom om, at han var et eller andet slags vidunderbarn, mens jeg bare var helt almindelig. Min lillebror fik al opmærksomheden fra de voksne, og alle jublede, lige meget, hvad han lavede, også når han pruttede og bøvsede. Ja, der var altså ingen glædes-fanfare, når jeg brød ud i et kæmpe ræb, selvom jeg havde øvet mig på det rigtigt længe. Det syntes min mor og far bare var ulækkert. Men lige meget hvad min lillebror fandt på, så var det alt andet end ulækkert. Det var ret så uretfærdigt.

 

En dag, hvor jeg var i gang med en god leg ude i haven, kom min mor og forstyrrede mig. Hun skulle lige et hurtigt smut i byen og tænkte, at jeg da kunne se efter min lillebror, mens hun var væk. Det havde jeg bare ikke lyst til, men jeg havde ligesom ikke noget valg, sagde min mor. Totalt voksentyranni. Og sådan blev det. Jeg måtte passe min lillebror, og vente med at lege videre med min leg, til min mor var kommet tilbage.

Min mor satte min lillebror på græsset ved siden af mig, og tog så af sted. Jeg var bare så sur og indebrændt, at jeg slet ikke lagde mærke til, at min bror havde proppet en ordentlig håndfuld jord ind i sin mund. Det var først da jeg hørte ham spytte det hele ud igen, at jeg opdagede, hvad der var sket. Det så helt vildt klamt ud, og jeg tænkte at jeg hellere måtte hente noget, jeg kunne vaske ham lidt med. Men inden jeg nåede at gå ind i stuen, kom en af pigerne, fra vejen, forbi vores havelåge. Hun var næsten lige så sort omkring munden, som min lillebror. Så jeg spurgte hende, om hun også havde spist jord. Det havde hun så ikke. Hun havde bare munden fuld af lakridser.

Jeg elskede lakridser, og kunne rigtigt godt tænke mig at smage en. Men jeg måtte kun få en lakrids, hvis jeg havde noget at bytte med. Jeg havde da lidt små ting, men det var åbenbart ikke noget, der var værd at bytte med. Så opdagede pigen fra vejen min lillebror, der kravlede rundt på græsplænen. Hun havde altid ønsket sig en lillebror. Jeg prøvede at forklare hende, at sådan en bror ikke var så spændende i længden, men hun syntes, at han var helt vildt nuttet, og ville gerne ind i vores have og lege med ham. Det fik hun lov til. Så kunne jeg måske få lidt fred til at lege min egen leg. Mens hun legede med min lillebror, spiste hun den ene lakrids efter den anden, uden at spørge mig om, jeg ville have en. Det var totalt tarveligt, og jeg kunne næsten ikke tænke på andet. Jeg spurgte endnu en gang, om jeg måtte få en lakrids, og denne gang sagde hun ja, og at jeg faktisk måtte få resten af posen. Altså på den betingelse, at jeg ville bytte med min lillebror. Jeg var nu så lakridssulten, at jeg ikke kunne tænke klart. Jeg måtte bare have en lakrids. Så vi byttede, pigen fik min lillebror, og jeg fik hendes pose med lakridser.

Jeg skulle lige til at proppe mig med en håndfuld af de dejlige lakridser, da jeg så pigen løfte min lillebror op, og bære ham hen imod havelågen. Der var noget der sagde mig, at jeg ville komme til at fortryde vores byttehandel, og jeg skyndte at kalde på hende, og sige, at jeg ville have min lillebror tilbage. Hun blev helt vildt sur. Og ævlede noget med ”bytte, bytte købmand, aldrig bytte om igen”. Men jeg fik forklaret hende, at en lillebror altså var meget mere værd en halvtom pose lakridser. Hun satte min bror ned. Hun havde vist også indset, at hun ikke helt havde plads til ham på sit værelse.
Så stod vi der og gloede lidt dumt på hinanden. Heldigvis fik jeg den ide, at hun da kunne leje ham en gang imellem. Hun kunne komme forbi vores have en gang om ugen, og så kunne hun lege med ham i vores have, altså for en lakrids pr gang. Den var hun med på. Hun betalte mig en lakrids for den tid, hun allerede havde leget med ham, og så løb hun ud af haven, lige i det samme øjeblik, som min mor kom hjem fra byen.

Min mor kiggede mærkeligt på mig. Hun var åbenbart meget stolt over, at jeg havde kunnet passe min lillebror sådan helt alene. Min mor så bare så glad ud, at jeg også blev rigtigt glad. Så kiggede jeg lidt på min lillebror og tænkte, at måske var det alligevel ikke så slemt, at have en som ham kravlende rundt.

 

 

Den gang jeg var lille, var jeg oppe at slås med en haj.

 Den gang jeg var lille, tog min familie og jeg tit på stranden om sommeren. Jeg elskede at være på stranden. Bygge sandslotte, spille bold og spise kiks med sand i. Men det bedste var, når vi var ude at bade. Min far han var ikke så glad for at bade. Han ville hellere sole sig. Men min mor og min lillebror, de var altid med på en tur i vandet, også selvom der var kæmpe bølger eller klamme tangøer, der skvulpede rundt i vandoverfladen.

En gang, hvor min far bare snorksov inde på stranden, svømmede vi lystigt rundt i havet.  Vi havde en bold med og kastede den frem og tilbage mellem hinanden. På et tidspunkt kom jeg til at kaste den ret langt ud, så min mor blev nødt til at svømme helt derud, hvor der var rigtigt dybt, for at få fat på den. Jeg syntes, hun svømmede alt for langt væk, og at det tog al for lang tid. Så kunne jeg pludselig høre hende skrige og se hende lave nogle mærkelige bevægelser med armene. Jeg vidste, at der måtte være noget galt. Måske var det en haj, der var ved at angribe hende. Hvis der var noget, jeg ikke var begejstret over, så var det hajer. Dem kan man bare ikke regne med. Men jeg var jo ret glad for min mor, så jeg besluttede mig for at redde hende.

 

Jeg svømmede så hurtigt. jeg kunne, ud til min mor, der stadig spjættede småskrigene rundt i vandet. Jeg havde svært ved at se, hvad det var der foregik, fordi bølgerne var høje, og jeg fik hele tiden vand i øjnene. Men jeg nåede hen til min mor, og kunne mærke noget holde fast i hende. Det var hajen. Jeg var ikke helt klar over, hvordan man befriede nogen fra en haj, men jeg tænkte, at jeg bare måtte slå løs på den, så kunne det være, at den ville slippet taget på min mor. Så jeg bankede bare løs på den slemme, dumme haj. Jeg kunne mærke, at jeg var modig og fyldt med kræfter. Jeg skulle nok vinde og redde min mor. Jeg var den sejeste hajkæmper nogensinde.

Midt i al bølgeskvulpet kunne jeg høre min mor sige: ”Skat, hvad laver du?”. Ej hallo, hvad skete der lige for min mor. Kunne hun ikke se, at jeg var i gang med at redde hende fra en kæmpemæssig dræberhaj? Måske var hun bare udmattet og desorienteret på grund af angrebet fra det store fæle dyr. Jeg fortsatte med at slå løs på hajen, den skulle ikke have lov til at vinde. På dette tidspunkt i min slåskamp med den levende dræbermaskine, var jeg faktisk lidt overrasket over, at jeg overhovedet ikke havde fået det mindste haj-bidemærke et eller andet sted på kroppen. Så hørte jeg min mors stemme igen. ”Ej, stop nu med det der!” Jeg kiggede op på hende. Var hun blevet helt gal, ville hun måske gerne spises af en haj. Hun tog fat i mig, og løftede mig lidt op, så jeg kunne se min fæle havfjende meget tydeligere.

Men hov, det var slet ikke nogen haj. Det var jo bare min far. Min solbadende, vandhadende far havde snydt os. Mens vi havde spillet bold, var han svømmet langt ud i havet, og havde altså ligget på lur ude i bølgerne. Og da min mor var svømmet ud på det dybe, havde han forskrækket hende. Det var bare derfor, hun havde skreget og viftet med sine arme. Jeg blev helt vildt skuffet, og ville gerne op af vandet og ind til stranden igen.

Men på vej op begyndte min far at skrige og vifte med sine arme, ligesom min mor havde gjort tidligere. Jeg kiggede hen på ham, måske var det et ægte hajangreb denne gang. Han hoppede rundt i vandet, mens han prøvede at fjerne noget fra sin ene fod. Det var en krappe. Min far var blevet angrebet af en krappe, og den havde bidt sig fast i hans tæer. Måske var det ikke helt så vildt som en haj, men en krappe kan da også være farlig, hvis man er rigtigt uheldig, og det kunne min far godt være til tider. Jeg skyndte mig at befri min far fra den farlige krappe, og smed den langt ud i havet. Min far klappede mig på hovedet, og sagde, at jeg var da den sejeste krappe-kæmper, han nogensinde havde mødt.

 

Den gang jeg var lille, boede der en dinosaur i min have.

 Den gang jeg var lille, boede der en dinosaur i min have. Altså, den var ikke så stor. I hvert fald ikke til at starte med.  Jeg legede tit ude i haven, og elskede at fange bænkebidere og myrer og lege, at de var mine kæledyr. Og en dag, hvor jeg kravlede rundt i blomsterbedet, for at finde nogle nye små venner, så så jeg til min store overraskelse, denne her lille dinosaur. Den var ikke større end en lille mus, så den kunne nemt gemme sig imellem alle blomsterne. Jeg tog den op i min hånd, og tænkte at det måtte da være det fedeste kæledyr nogensinde. Jeg var i hvert fald den eneste, jeg kendte, der havde sådan en krabat at lege med.

Dinosauren og jeg blev helt vildt gode venner. Jeg kaldte den Prik, for kæledyr de skal altså have et navn. Jeg byggede en rigtigt fin lille hule til den i hjørnet af blomsterbedet, og hver dag fodrede jeg den med mælk og småkager. Vi kunne bare lege i timevis sammen. Men der skete det med Prik, at den begyndte at vokse. Jo mere jeg fodrede den, jo større blev den, og den blev sværere og sværere at skjule.
Og jeg blev jo nødt til at skjule den, for der ville bare blive et vældigt postyr, hvis det blev opdaget, at der boede en dinosaur i min have. Hvad ville naboerne ikke sige til det? De blev sure, bare jeg kom til at sparke min bold over hækken, eller jeg kom til at ligge lidt på lur, og sprøjte på dem med min vandpistol, når de tog solbad. De var lidt sippede, så de ville helt klart flippe, hvis de opdagede, hvad jeg skjulte i haven.

Men det er ret svært at holde en stadigt voksende dinosaur skjult. Den blev bare større og større.  Jeg kunne selvfølgelig lade være med at fodre den, men så blev den så sulten, at dens mave knurrede helt vildt højt, og det kunne naboen så altså også høre. En dag, hvor jeg havde glemt at give Prik noget at spise, larmede dens mave så højt, at nabokonen stak hovedet op over hækken, og hun så ikke glad ud. Jeg forstyrrede hende vist ret så meget. Heldigvis havde jeg kastet et tæppe hen over Prik, før den sure nabo nåede at se den. Men det kunne ikke blive ved på den måde. Jeg måtte finde et andet gemmested til den. Prik var blevet lige så stor som mig, faktisk noget større, og det var bare ikke helt så nemt længere at gemme den i blomsterbedet.  

En dag, på vej hjem fra skole, gik jeg forbi naboens have, og da fik jeg øje på et gæstehus, de havde i det ene hjørne af haven. Det så gammelt og faldefærdigt ud, som om der ikke have været nogen gæster der i lang tid. Hvilket jeg godt kunne forstå, fordi de naboer altid var så sure. Så hvem ville være gæster hos dem? Jeg besluttede mig for at undersøge, hvor tit naboen brugte det lille hus, for måske ville det være et godt gemmested for min dinosaur ven. I den kommende uge, brugte jeg al min fritid på at holde øje med, hvor tit naboen brugte deres gæstehus. Og til min store glæde opdagede jeg, at de aldrig nærmede sig den del af deres have. Desuden havde jeg fundet et hul i hækken, så jeg kunne kravle ind i deres have, og hen til gæstehuset, uden at de opdagede det.
Jeg besluttede mig for, at Prik skulle flytte over i naboens gæstehus. Selvom det var risikabelt. Men desværre skete der noget uheldigt, da jeg Prik og jeg skulle holde store flyttedag. Lige præcis samme dag, besluttede den sure nabokone, at hun ville rydde ud i gæstehuset, og da vi kom kravlende gennem hækken, stødte vi lige ind i hende.
Med et meget højt skrig faldt hun tungt til jorden. Hun var helt væk, jeg troede først, at hun var død af skræk, men så kunne jeg se, at hun trak vejret. Måske var det alligevel ikke så god en ide, at gemme min ven i naboens gæstehus. Vi skyndte os at kravle hjem igen.

Nabokonen hun vågnede hurtigt op igen, og fik rejst sig fra græsplænen. Men fra den dag af, var hun bare ikke den samme mere. Hun klagede aldrig mere over, at min fodbold røg over hækken og ind til hende. Til gengæld havde hun fået sådan et mærkeligt stift smil, og hun fik sådan nogle mærkelige tics i ansigtet, når jeg så kom ind til hende for at hente bolden. Prik, den blev bare boende i min have, selvom det ikke var det bedste sted, at have sådan et stort dyr gående. Den trampede min mors blomster ned, og lavede stor fodspor i græsplænen. Men det gjorde ikke noget, for en dinosaur er altså bare et meget federe kæledyr, end en bænkebider.

Den gang jeg var lille, mistede jeg et år af mit liv.

 

Den gang jeg var lille, elskede jeg at have fødselsdag. Når det var min fødselsdag, fik jeg gæster, der kom med gaver. Min familie pyntede huset med flag, og vi fik kage og saftevand. Men det bedste af det hele var, at på min fødselsdag, der blev jeg et helt år ældre. Den gang jeg var 5 år, kunne jeg næsten ikke vente på at blive 6 år. Det føltes som om, at der var uendelig lang tid til min fødselsdag. Men endelig kom dagen, hvor jeg blev et år ældre. 6 år, det lød helt vildt sejt, og det gjorde mig bare så glad. Efter at have spist fødselsdagsmorgenmad med min familie, og åbnet mine gaver, måtte jeg bare ud at lege udenfor, for rigtigt at kunne mærke, hvor fedt det var, at være 6 år.

 

Men så skete der noget rigtigt dumt. Midt i al min glæde, kom jeg til at snuble på vejen. Jeg faldt og slog mig rigtigt meget. Efter at jeg havde sundet mig lidt, kom jeg på benene igen. Men jeg havde en mærkelig følelse i kroppen. Det var ikke, fordi det gjorde ondt. Det var mere som om, jeg havde mistet noget. Jeg kiggede mig omkring, og ned af vejen så jeg noget trille af sted. Det lignede et seks tal. Med et vidste jeg, hvad den mærkelige følelse i kroppen betød. Da jeg faldt, mistede jeg mit 6.år. Det var røget ud af mig, og nu var jeg 5 år igen. Ej, det havde jeg bare ikke lyst til. Der var ikke noget sejt ved at være 5 igen, når jeg nu vidste, hvor fedt det var at være 6.

Jeg måtte skynde mig at løbe efter mit 6.år, inden det kom for langt væk. Jeg løb så hurtigt jeg kunne, men det var ikke hurtigt nok, for lige da jeg skulle til at gribe fat i mit bortløbne år, trillede det ned i en rist. ”Nej nej nej”, tænkte jeg. Jeg vidste jo godt, at når noget røg ned igennem den rist, så røg det lige ned i kloakken. Jeg vidste det, fordi jeg utallige gange havde smidt grene og små sten derned, og siddet og lyttet til plaskene, når de ramte kloakvandet.

Hvordan skulle jeg få fat i mit 6.år? Jeg kunne jo ikke rende rundt og være 5 to år i træk. Jeg måtte ned i kloakken, lige meget hvor klamt det måtte være. Men inden jeg begyndte min kloakrejse, løb jeg lige hjem efter mine gummistøvler, for at være på den sikre side, og så min lommelygte, så jeg bedre kunne se noget dernede. Jeg tog en dyb indånding inden, jeg løftede risten og hoppede ned i kloakhullet. Det ville nok blive den klammeste rejse, jeg nogensinde havde været på. Kloakvandet stank, men det betød ikke noget. Det var meget vigtigere at få fat på mit 6.år. Jeg gik rundt i kloakken i et stykke tid, og lyste frem foran mig med lommelygten. De ting, der flød rundt dernede, var så ulækre, at jeg slet ikke vil beskrive dem her. Men jeg kunne godt klare det. Jeg havde noget vigtigt, jeg skulle ordne.

Jeg gik rundt i kloakken ret længe, og jeg blev helt svimmel af den dårlige lugt. Jeg fik også kvalme, og ville rigtigt gerne hjem. Jeg havde stadig ikke fundet mit 6.år. Jeg var ret trist, men jeg måtte nok opgive, og så finde mig i at være 5 år igen.

 Lige da jeg havde opgivet håbet, og besluttet mig for at vende om, så jeg noget plaske rundt i det klamme vand lidt længere fremme i kloakken. Jeg regnede med, at det bare ville være en fed, ulækker rotte, men jeg var alligevel blevet nysgerrig, så jeg lyste derhen med lommelygten. Først kunne jeg ikke se, hvad det var. Det var nemlig helt snasket til. Men da jeg gik lidt tættere på, kunne jeg se, at det var mit længe savnede 6.år Det hoppede og plaskede løs i det klamme kloakvand, og det så bare ud til at have det rigtigt sjovt. Men jeg var træt, og orkede ikke det klamme eventyr mere, så jeg hev fat i mit 6.år og skyndte mig hjemad.

Efter én lang dag og et varmt bad, var min fødselsdag slut. Jeg var ikke 5 år længere, jeg var blevet genforenet med mit 6. år. Og jeg besluttede mig for, at på alle mine fødselsdage, ville jeg være ekstra forsigtig, for jeg havde ikke lyst til at miste et år en gang til.