Den
gang jeg var lille, reddede jeg Hans og Grete fra at blive spist.
Du har garanteret hørt historien om Hans og Grete,
der blev sendt ud i skoven af deres stedmor, og senere hen blev taget
til fange af den onde heks i hendes slik- og pandekagehus. Hvis du har hørt
historien, så ved du, at den ender med at Grete skubber heksen ind i en ovn, og
dermed redder hun sig selv og sin bror Hans. Men det er slet ikke sådan, det
foregik. Folk fortæller historien forkert, og det ved jeg, for jeg var der
selv, da det skete.
Den gang jeg var lille, elskede jeg at lege i
skoven. Skoven var fuld af fantastiske lyde, dufte og oplevelser. Jeg brugte så
meget tid i skoven, at jeg var ret sikker på, at jeg kendte den ud og ind. Men
det gjorde jeg altså ikke helt. En dag, hvor jeg havde tilbragt timer i skoven,
blev jeg forstyrret i min leg, da jeg kunne mærke sulten trænge sig på og rumle
løs i min mave. Jeg ville blive nødt til at vende hjemad, for at få noget at
spise. Men da jeg kiggede mig rundt i skoven gik det op for mig, at jeg ikke
vidste hvad vej jeg skulle gå, for at komme hjem. Jeg var faret vild. Jeg løb
lidt frem og tilbage, men jeg kunne ikke genkende nogen af stierne, og blev
noget bekymret, da det gik op for mig, at jeg ikke ville komme hjem foreløbigt.
Jeg måtte prøve at finde nogen, der kunne vise mig
vej ud gennem skoven. Jeg besluttede mig for at gå mod nord, eller det vil
sige, jeg aftalte bare med mig selv, at jeg ville kalde det for nord. For jeg
havde hverken kompas, GPS eller anden navigationsudstyr på mig. Jeg anede
faktisk intet om hvilket verdenshjørne, jeg gik imod. Jeg syntes bare at det
lød godt. Da jeg havde gået et stykke tid, lagde jeg mærke til en masse
brødkrummer, der lå på stien. Jeg tænkte, at der havde været nogle skovsvin
forbi, eller også var det en familie, der havde villet fodre ænder, og da de
til deres store overraskelse opdagede, at ænder ikke bor i skoven, så havde de
smidt alle brødkrummerne på jorden af bar ærgrelse. Egentligt var jeg lidt
ligeglad med, hvor krummerne kom. Jeg var så hundesulten, at jeg begyndte at
spise af dem. Krummerne førte mig videre af stien, og jeg proppede mig gladeligt,
lige indtil jeg hørte et helt igennem hysterisk skrig.
Foran mig stod der en dreng og en pige. De var vist
på min alder. Pigen hylede løs, og råbte af mig. Det var åbenbart deres
krummer, og fordi jeg havde spist dem, ville de heller ikke kunne finde hjem.
Jeg blev lidt flov og med munden fuld af gammelt brød og muligvis også nogle
blade, prøvede jeg at undskylde. Men det var ikke godt nok for pigen. Hun var
bare totalt fornærmet.
Hun vendte sig om, og løb videre ind i skoven.
Drengen løb efter. Jeg ville så gerne følges med dem, så jeg ikke var alene. Så
jeg forsøgte at følge med. Men de løb hurtigt, og jeg blev træt og forpustet af
al det løberi. Jeg satte mig ved en træstub for at hvile mig lidt. Så hørte jeg
pigen skrige igen. Jeg kiggede op, og nåede lige at se hende og drengen blive
taget til fange af en meget hæslig heks, og blive ført ind i hendes ellers ret
så lækre slik-og pandekagehus.
Jeg var stadig sulten, og tænkte at det hus da lige
måtte være noget for mig. På den anden side, var det måske lidt vigtigere at
finde ud af, om jeg kunne hjælpe børnene fri fra heksen. Som en snigende Ninja
begav jeg mig hen mod heksens hus. Jeg kiggede forsigtigt ind af vinduet. Jeg
kunne se, at både pigen og drengen var låst inden i et bur, og heksen var i
gang med at varmen ovnen op. Så gik det op for mig, at hun ville spise dem. Det
var ikke i orden. Selvom pigen havde opført sig en smule tøse-fornærmet, havde
hun ikke fortjent at blive spist. Jeg besluttede mig for at redde dem.
Heltemodig som jeg var, listede jeg om til hoveddøren, og åbnede den lige så
forsigtigt. Heksen stod med måsen i vejret, med hovedet hen mod ovnen. Jeg
samlede alle mine kræfter, og tonsede afsted, som var jeg en gal gedebuk, med
retning mod heksens bagdel. Da jeg ramte hende, væltede hun forover, og røg lige
ind i oven. Det var en stor ovn. Jeg skyndte mig at lukke ovnlågen, så hun ikke
kunne komme ud igen. Jeg følte mig stor og mægtig, og lukkede begejstret de 2
børn ud af buret. De var lidt rystede over hele situationen. Men efter lidt tid
fortalte drengen mig, at de hed Hans og Grete, og at de var meget taknemmelige
for, at jeg havde reddet dem. Sammen begav vi os ud af heksens hus, og fandt
vej ud af skoven. Da vores veje skiltes, og vi skulle sige farvel, var Grete
slet ikke kommet sig over, at jeg havde spist de brødkrummer. Hun mente, at
hvis det ikke havde været for mig, så var de slet ikke faret vild, og heller
ikke blevet taget til fange af heksen. Så rakte hun tunge af mig, og løb sin
vej, og Hans løb efter hende.
Jeg fandt også hjem, og fik endeligt noget rigtigt
mad at spise. Noget senere hørte jeg folk fortælle om Hans og Gretes besøg i
slik-pandekagehuset. Men når folk fortalte historien, så var det med Grete som
helten. Hun skulle have reddet Hans fra at blive spist, og på intet tidspunkt i
historien, blev jeg nævnt. Jeg havde været en vaskeægte helt, men fordi Grete
var sur på mig, havde hun aldrig fortalt om mig. Jeg blev noget skuffet, og
prøvede at ændre på folks opfattelse af, hvad der virkeligt var sket, men ingen
troede på mig. Så besluttede jeg mig for, at købe et kompas, så jeg aldrig mere
ville se mig nødsaget til at spise andre folks krummespor, hvis jeg skulle fare
vild i skoven igen.