torsdag den 23. oktober 2014

Den gang jeg var lille, satte jeg ild til en mose.

Jeg ved faktisk slet ikke, om jeg bør fortælle dig denne historie, for det ville være en rigtigt dårlig ide, hvis du blev inspireret til at gå i mine fodspor. Men på den anden side, er det også svært, at lade være med at fortælle den, fordi den er så god.
Den gang jeg var lille, fik jeg altid at vide, at jeg ikke måtte lege med tændstikker, altså med mindre jeg lavede kastanjedyr. Men altså sådan til dagligdag skulle jeg overlade alt, hvad der kunne skabe fare og ulykke til mine forældre. De var slet ikke interesseret i, at jeg skulle sætte ild til noget. Måske var det de dårlige minder om den gang, jeg uheldigvis satte fut i en af mine klassekammeraters hår, midt i et Luciaoptog, der ligesom sad fast i dem.
Langt det meste af min barndom, hørte jeg efter, hvad mine forældre sagde, fordi det var det nemmeste at gøre. Men så var der de her øjeblikke, hvor jeg bare måtte forfølge nogle tanker og ideer, som jeg vidste, de ikke ville sætte pris på, fordi jeg ikke kunne lade være. Der var altid en af mine venner, der var med på det, jeg fandt på, lige meget hvor vanvittigt, det måtte være. Heldigvis, for hvis mine ideer skulle munde ud i, at jeg ville få en skideballe, så var der altid en kammerat ved min side, jeg kunne dele den med.

En gang fik jeg en rigtigt dårlig ide, altså jeg syntes jo, den var genial i øjeblikket, men når jeg ser tilbage på det, var den nok ikke helt så genial igen. Min ven og jeg var meget fascineret af de tændstikker, vi ikke måtte lege med. Det var næsten som om, de lå der øverst på køkkenhylden og kaldte på mig. De lå så højt oppe, at jeg måtte kravle op på en skammel, jeg havde stillet oven på køkkenbordet, for at nå dem. Bare kravle-processen var noget risikabel, og burde måske have fortalt mig, at jeg skulle stoppe med mit forehavende. Men jeg var drevet af den der indre kraft, der altid var stærkere end min sunde fornuft. Jeg fik fat i tændstikkerne, sat skammellen på plads, og løb begejstret ned til mosen, hvor min ven ventede. Vi legede tit dernede. Der var alle mulige fantastiske gemmesteder, og vi fandt altid et eller andet spændende. Vi havde tidligere fundet en gammel ulækker madras nede ved mosen, og min ide gik nu ud på, at vi skulle sætte ild til madrassen og når den så brændte godt og grundigt, ville vi vippe den ud i det lille vandhul, der var ved mosen, så ilden ville blive slukket igen. Det var jo bare for sjov, og der ville jo ikke ske noget farligt, for vi ville jo ikke lade madrassen blive ved med at brænde.

Jeg var helt op at køre, da vi stod der foran madrassen med de forbudte tændstikker i hånden. Jeg strøg den første tændstik, men vinden blæste flammen ud. Jeg strøg et par til, før jeg endelig fik sat ild til madrassen. Jeg kiggede på min ugerning, og undrede mig over, hvorfor de voksne var så emsige med, at vi ikke måtte lege med tændstikker. Men med et forstod jeg det. Ilden spredte sig  hurtigt, og hele madrassen var omgivet meget store og temmeligt uhyggelige flammer. "Det er nu vi skal skubbe den ned i vandhullet", råbte jeg  højt og en anelse skingert. Men da jeg vendte mig om, var jeg helt alene. Min ven var blevet bange og var løbet væk. Han turde ikke være med mere. Det gjorde jeg heller ikke. Jeg kunne jo ikke skubbe madrassen ned i vandhullet alene, det var alt for farligt. Ilden spredte sig nu fra madrassen ud på jorden. Jeg besluttede mig for også at stikke af. Hvis jeg nu løb rigtigt langt væk, kunne det være, at det bare ville gå over af sig selv.    

                  



Jeg løb hen til et af de gemmesteder, min ven og jeg tit befandt os i, når vi havde lavet ulykker. Der sad han rystende, og fik fremstammet, at det med ilden måske var en dårlig ide. Jeg kravlede ind i hulen til ham, og der sad vi længe uden at sige noget. I det fjerne kunne vi høre brandbilerne komme nærmere. Der kom flere og flere. Vi holdt os for ørene. Og jeg prøvede at overbevise mig om, at det ikke var vores lille brand, der var skyld i alle de udrykninger. Efter et stykke tid, tog vi mod til os, og besluttede at gå hjem. Måske ville alt dette gå over igen, og ingen ville opdage, at jeg var kommet til at sætte en lille smule ild til mosen. Jeg mødte min far i hoveddøren. Jeg kunne se på hans ansigt, at jeg var afsløret, og at jeg nu måtte se min skæbne i øjnene. Jeg afleverede tændstikkerne uden at sige noget, og klemte mig forbi min meget vrede far, og gik ind på mit værelse og lukkede døren bag mig.

Det viste sig, at jeg ikke bare havde lavet en lille ildebrand. Ilden havde spredt sig til det meste af mosen, og fortsatte med at brænde i de nedre jordlag i godt tre uger efter det, der nok ikke havde været min meste geniale ide. Min far skældte mig aldrig rigtigt ud, men jeg kunne mærke han var vred, og så sendte han mig og min ven ned til skideballe hos Brandmajoren. Det var ikke sjovt, og som straf måtte vi agere arbejdsdrenge og rengøringskoner på brandstationen i de uger ilden huserede.Mine forældre havde altså ret. Man skal ikke lege med tændstikker, og man skal ikke sætte ild til mosen. Måske har de voksne en god grund til at sige alle de ting, de nu en gang siger. Det er bare så svært at huske det hele, når man er så fyldt med ideer, som jeg nu en gang var, den gang jeg var lille.


fredag den 27. juni 2014

Den gang jeg var lille, blev jeg overfaldet af et farligt rovdyr.

Den gang jeg var lille, havde jeg en god ven, der hed Dennis. Dennis var et utroligt venligt menneske. Han var venlig mod alle, både mennesker og dyr. Man kunne altid komme hjem til Dennis og lege, uanset hvilken en af kategorierne man tilhørte. Jeg var også selv et venligt menneske, bare ikke så venlig som Dennis. Det var der nok ikke nogen, der var. Og jeg havde en tendens til at skulle se folk og især dyr an, inden jeg kastede min kærlighed på dem. Dennis, han var bare et stort varmt og imødekommende hjerte, og jeg var glad for, at han var min ven.

En dag jeg var hjemme hos Dennis, sammen med nogle andre venner, var jeg dog ude for en meget voldsom og traumatiserende oplevelse. Vi sad alle på gulvet og snakkede, da Dennis syntes, det ville være en enormt god ide, at lukke sine elskede sumpskildpadder ud af deres bur, så de kunne få mere plads at røre sig på. Det kunne jeg da kun være enig i, selvom jeg ikke var særligt begejstret for skildpadder i det hele taget. Jeg syntes, de var alt for rynkede og mærkelige at se på, og desuden havde de sådan et arrigt glimt i øjnene, som fik mig til at tænke på, at de havde skumle planer.  Men jeg slog det hen, og prøvede at tage venligt imod de små kryb, for at glæde Dennis. Desuden måtte noget af al hans venlighed, da have smittet af på hans kæledyr.Men der tog jeg grueligt fejl. 

Da skildpadderne var sluppet løs, tøffede de bare forsigtigt rundt på værelset. De er jo nogle voldsomt langsomme dyr. Så efter nogle få minutter blev jeg træt af, at holde øje med dem. Jeg blev opslugt af snakken med mine venner og glemte alt om dyrene, der på kedeligste vis, luskede rundt i rummet.
Midt i al hyggen fik jeg dog en mærkelig følelse i maven. Hårene rejste sig på mine arme, og jeg blev overmandet af en følelse af uro, som om der snart ville ske noget rigtigt grimt og ubehageligt. Jeg kiggede rundt i værelset, for at orientere mig om, hvad det var der foregik, og der foran mig, alt for tæt på stod den ene skildpadde, med hovedet løftet og et ondt blik i øjnene. Den stirrede alt for intenst på mig, som om den hvert øjeblik, det skulle være, ville hoppe i flæsket på mig. Hvilket jeg jo godt vidste ikke var muligt. Skildpadder hopper jo ikke. Men jeg blev altså godt og grundigt skræmt over skildpaddeblikket, og besluttede mig at smutte en tur på toilettet, for at ryste den grimme følelse af mig. Men før jeg nåede at gøre noget som helst, var det som om nogen havde tunet den dumme lille padde, og inden jeg havde rejst mig, satte den sine rovdyrs-kæber på hver side af min storetå, og bed til.


Det gjorde forfærdeligt ondt, og jeg hoppede skrigende rundt på en fod, mens paddemonstret gumlede videre på den anden. Dennis og de andre kiggede forbavset op på mig. Jeg skreg, at de måtte gøre et eller andet for at stoppe angrebet. Faktisk foreslog jeg, at de skød det fæle rovdyr, men Dennis var ikke med på ideen. Han mente bare, at skildpadden var en anelse sulten, og fik lokket skildpadden af min tå, da han hentede en skål salatblade.

Efter det voldsomme angreb, tog det mig noget tid at komme mig. Jeg tog en pause fra at besøge Dennis, selvom han var sådan en god ven. Men jeg var alt for skræmt, og ville ikke have noget med hans skildpadder at gøre. Indtil den dag, hvor Dennis fortalte, at hans bløde hjerte ikke længere kunne holde til, at holde dyr indespærret, og at han havde besluttet at give skildpadderne deres frihed. Han havde derfor sat dem ud i en sø, hvor de kunne svømme rundt og gøre lige hvad de havde lyst til.

Vi så aldrig skildpadderne igen, men jeg kunne igen besøge Dennis, uden at skulle være angst for flere aggressive overfald.



torsdag den 17. april 2014

Den gang jeg var lille, var jeg skumfidusernes skræk.

Den gang jeg var lille, elskede jeg skumfiduser. Min far sagde godt nok, at man ikke kan elske skumfiduser, men at man kan elske sin far. Ja, fædre de siger så meget, og jo jeg elskede altså skumfiduser. Jeg spiste skumfiduser, lige så tit jeg kunne. I varm kakao, i is, ristet over bål, bare helt som de var, eller på en eller anden festlig måde, som jeg lige havde lyst til. På alle måder var skumfiduser min yndlingsspise.
Min mor rystede lidt på hovedet af mig, når hun så mig fylde mig med de små himmelske mundfulde. Men hun sagde ikke så meget. Jeg har hende mistænkt for, at hun delte min sukker-passion med mig i skjul. For det var ikke altid, at skumfidusposen var lige så fuld, når jeg tog fat i den, som da jeg havde efterladt den. Min far kunne ikke klare mit sukkerindtag. Han kaldte mig skumfidusernes skræk, fordi han mente, at det på et eller andet tidspunkt, ville lykkes mig at udrydde dem fra jordens overflade. Han sagde også, at jeg skulle passe på, at skumfiduserne ikke ville vende sig imod mig, og tage hævn for mit spiseri. Sikke noget pjat, skumfiduser kan da ikke tage hævn. Igen, min far sagde bare så mange mærkelige ting.

En dag, hvor jeg legede ude i haven, blev himlen pludselig helt mørk. Det var som om, at en kæmpe sky gik for solen og skyggede for al lyset. Jeg kiggede op, og kunne ikke længere se solen. Jeg kunne kun se en stor mørk skygge. Jeg missede lidt med øjnene, for bedre at kunne fokusere. Da jeg åbnede mine øjne helt igen, havde jeg stadig svært ved at forstå, hvad det var, jeg så.  Foran mig lå der en kæmpemæssig uformelig hvid masse. Jeg var meget forvirret, og vidste ikke lige, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Indtil min mave begyndte at rumle. Den rumlede på den der måde, den altid rumlede, når jeg havde lyst til en omgang skumfiduser. Måske var min mave klogere end jeg var klar over. Den havde nemlig opdaget, hvad den hvide kæmpe masse var. Det var jo verdens, ja universets største skumfidus.  

Jeg blev helt salig. Mit mundvand begyndte at løbe til, og jeg måtte bare hen og sætte tænderne i den enorme lækkerbisken. Men i det, jeg tog en bid, udstødte skumfidusen et rædselsvækkende brøl. Den drejede rundt. Og til min forskrækkelse, var det en meget uhyggelig skumfidus, jeg havde sat tænderne i. Den havde både arme og ben. Store uhyggelige øjne, og en vred mund, fyldt med skarpe væmmelige tænder.



Jeg blev bange, og vendte mig om, for at løbe væk. Men inden jeg nåede særligt langt, havde monster skumfidusen fanget mig. Den var meget stærk, og selvom jeg kæmpede af alle mine kræfter, kunne jeg ikke slippe fri. Jeg så, hvordan jeg kom nærmere og nærmere skumfidusens enorme mund. Jeg måtte indse, at jeg var ved at blive spist af en skumfidus. Med et havde den slugt mig, heldigvis i et stykke, og jeg landede midt i dens mave.

Der sad jeg så. Jeg var blevet spist, og jeg var helt alene. Jeg sad der længe. Der skete ikke rigtigt noget. Jeg prøvede at råbe om hjælp, men der er ligesom noget sølle over ordlyden: ”Hjælp mig, jeg er blevet spist af en kæmpe skumfidus” Det virkede heller ikke. Ingen hørte mig. Så prøvede jeg at tale til skumfidusen, bare lige som for at få en forklaring på, hvad det egentligt var, der foregik.
Til min store overraskelse svarede skumfidusen mig. Den sagde, at den havde spist mig som hævn for alle de skumfiduser, jeg havde spist i årenes løb. Så havde min far altså ret. Skumfiduserne havde taget hævn over mig. Jeg var ulykkelig. Jeg ville gerne hjem. Jeg tryglede skumfidusen, om den ikke nok ville spytte mig ud igen. Jeg lovede endda, at jeg aldrig mere ville røre en af dens ligesindede, hvis den slap mig fri. Men den nægtede. Jeg mistede modet. Jeg ville ende mine dage på denne måde. Jeg fortjente nok min skæbne. 


Men midt i mit opgivende mismod, begyndt min mave at rumle igen. Så kom jeg i tanke om, at hvis jeg ville ud af skumfidusen, så kunne jeg jo bare spise mig ud af den. Med genfundet mod på livet, tog jeg en kæmpe bid af skumfidusen indefra. Bid efter bid, gnavede jeg mig vej ud i friheden. Jeg åd løs, jeg kunne slet ikke stoppe. Og inden jeg havde set mig om, lå jeg på græsset i min have meget mæt og tung, med en mave fuld af monsterskumfidus. Jeg lå der helt stille for at komme lidt til kræfter igen. Det havde været en voldsom oplevelse. Tænk at skumfiduserne frygtede mig så meget, at de havde forsøgt at tage livet af mig. Men det var nu ikke det, jeg var mest chokeret over. Det største chok var, at min far havde haft ret. Min far, der normalt sagde en masse sludder, havde rent faktisk havde haft ret i sin antagelse om, at skumfiduserne ville tage hævn over mig. Det var en rystende erkendelse, som jeg ikke helt vidste, hvad jeg skulle stille op med. Så i stedet besluttede jeg mig for, at jeg i fremtiden ville holde lidt igen med skumfidusspiseriet, og at jeg aldrig ville fortælle min far, hvad der var sket.

onsdag den 9. april 2014

Artikel fra lokal avisen Det grønne Område. April 2014

Fyrre fantasifulde løgnehistorier

Det meste af sit liv har kreativiteten og fantasien været Kari Olferts følgesvend. Men det var først, da hun begyndte at arbejde med børn, at de skæve historier fik vinger.

Om Kari Olfert
Karin Olfert beskriver først og fremmest sig selv som familiemenneske. Hun er gift, mor til to, bonusmor til to og bonusbedstemor. Desuden er hun uddannet pædagog og har arbejdet i en række forskellige institutioner i kommunen i løbet af de sidste 13 år. Herunder i Engelsborgskolens SFO, Børnehaven Prinsessehøj, Lærkereden og vuggestuen garantien. I øjeblikket er hun hjemmegående og bruger tiden på, at give forfatterdrømmen en chance.
Kari Olfert har levet hele sit liv i Lyngby, og hun har altid haft en god fantasi og været glad for at skrive, men det var først, da hun som 19-årig begyndte at arbejde med børn, at historierne i hendes hoved foldede sig ud og blev til skæve løgnehistorier for børn. Og det levende publikum var brændstof til historierne.
”Jeg kunne se, at børnene var begejstrede. Når man selv finder på, så har man øjenkontakt med dem, der lytter og kan se deres reaktion. Så ved man med det samme om historien er sjov eller kedelig, og alt efter reaktionerne kan man justere lidt eller tage dem i en ny retning. Hvis jeg ramte plet, så kom de som regel et par dage senere og spurgte om jeg ikke ville fortælle den igen,” fortæller Kari Olfert

Jagten på et forlag

Og succesen hos det unge publikum gav næring til drømmen om at skrive og om at udgive sine historier på et forlag. Men der er mange om buddet i branchen, og Karis henvendelser resulterede i høflige afslag. Indtil en veninde foreslog, at hun i stedet oprettede sin egen blog. Siden september har hun løbende lagt sine historier ud. Og de er blevet læst kommenteret og delt af rigtig mange. I februar måned udgav hun tre e-bøger og aktuelt kan man bestille de bedste løgnehistorier i papirform på Books on Demand.
De fleste historier starter med ”Dengang jeg var lille”.
”Sådan er der nemlig mange børn, der selv indleder deres historier. Og de kan være meget kreative, men jeg synes det er at fortælle løgnehistorier er helt ok, for det er så målrettet alt det andet de skal. Børn er sjældent alene med deres fantasi, men det er sundt, og historierne må også gerne chokere lidt. Børn vil gerne have de rene oplevelser,” siger Kari Olfert
Kari Olfert
Kari Olfert

Den første historie

Min første historie handlede om min datter, og om, hvor fantastisk hun var, Da min søn var et år kom han ud for en ulykke, hvor han blev voldsomt forbrændt og måtte på hospitalet. Det har jeg også skrevet et eventyr om. Et eventyr, der handler om at være tapper. Fantasien gør børn i stand til at forstå deres egne følelser. Jeg tror det er vigtigt, at vi som voksne også er med i det univers.
Og evnen til at fortælle en god løgnehistorie er muligvis gået i arv.
”Jeg kan huske en dag, hvor min søn kom hjem og fortalte mig, at der havde været ild og røg på legepladsen i børnehaven og at brandvæsnet var kommet. Og jeg tænkte straks, 'hvorfor er vi ikke blevet underrettet som forældre'. Men da han næsten var færdig med at fortælle om de dramatiske hændelser, så sluttede han af med et: Og de levede lykkeligt til deres dages ende.
Haj
Haj

Min yndlingshistorie

Hvis man spørger hende om hun selv har en favorit blandt de mange røverhistorier, så svarer hun diplomatisk, at hun er glad for dem alle sammen, men hvis hun skal fremhæve en historie, så bliver det ”Dengang jeg var lille hadede jeg at lave lektier.”
Men faktisk begynder jeg stort set altid selv at grine, når jeg skal fortælle mine historier



Uhyggelig drøm
Uhyggelig drøm
 Foreløbigt har Kari skrevet 40 Løgnehistorier. Tyve af dem er netop udgivet på bog og kan bestilles via books on demand. Historierne har mere eller mindre hold i virkeligheden og er inspireret af Karis egen barndom eller børn og venner hun har mødt gennem livet.
Er du blevet nysgerrig på at læse mere om Karis historier, så finder du et udvalg af dem på loegnehistorier.blogspot.dk
Læs også mere på http://boerneboegerkariolfert.jimdo.com/ hvor du også kan bestille bogen "Dengang jeg var lille" med Karis bedste historier.
Rummet
Rummet
Publiceret: 30. Marts 2014 11:00

mandag den 31. marts 2014

Den gang jeg var lille, byggede jeg mig selv inde i et Lego tårn.

Findes der noget bedre legetøj end Lego? Ja, hvis man spørger min far, kunne han lege i timevis med en pind, en sten og et stykke snor, da han var barn. Men den gang jeg var lille, var Lego altså blevet opfundet, og jeg havde muligheden for at lege med andet end ting, man kunne finde på jorden. Og jeg var vild med Lego. Man kunne godt nok ikke få så meget forskellige slags Lego, som man kan i dag. Ja man kunne faktisk ikke en gang få grønne klodser den gang. Kun røde, blå og gule. Men det betød ikke noget, for det jeg var aller bedst til, var at bygge firkantede ting. Jeg var eminent til at bygge alle mulige slags bygninger, især tårne. Jeg var vild med at bygge tårne. Og de blev højere og højere for hver gang, jeg byggede et.



En dag, hvor jeg var alene hjemme, fik jeg en helt vildt god ide. Jeg ville bygge et Lego tårn, der var så stort, at jeg selv ville kunne være inde i det. Det ville bare blive det fedeste firkantede Lego byggeri nogensinde. Og mine forældre ville sikkert blive imponeret, når de kom hjem, og så hvad jeg havde bedrevet.
Så jeg gik i gang med at bygge mit tårn. Det behøvede ikke være så bredt, jeg skulle bare lige kunne stå inde i det, men det skulle være højt, og jeg var spændt på om jeg mon havde nok klodser.

Da jeg havde bygget i timevis, og tårnet var vokset mig over hovedet, var jeg parat til at bygge det tag, der skulle afslutte mit projekt. Men så gik det op for mig, at jeg havde begået en rigtigt dum fejl. Jeg havde bygget mig selv inde i tårnet, og nu var det så højt, at jeg ikke kunne komme ud af det igen. Jeg var lige ved at gå i panik, for lige meget, hvor begejstret jeg var for at lege med Lego, så havde jeg altså ikke lyst til at været spærret inde på den måde. Ja, så tænker du nok, at jeg da bare kunne fjerne nogen af klodserne og kravle ubesværet ud af tårnet. Men så enkelt var det ikke. For det første var ilt-mængden inden i tårnet ikke overdreven stort, så min evne til at tænke klart dalede en smule. Desuden var jeg så stolt af mit tårn, at jeg ikke nænnede at ødelægge det. Nu havde jeg også brugt så lang tid på at bygge det.

Så jeg besluttede mig for, at jeg måtte vente på, at et familiemedlem ville komme hjem, og så få mig løftet ud af tårnet. Det kunne da ikke vare så længe, inden de ville dukke op, tænkte jeg. Men jow, det kunne det. Så der stod jeg inde i mit Lego tårn og ventede på min fraværende familie. Jeg blev lidt træt og døsig af den manglende friske luft. Jeg kunne ikke holde mine øjne åbne, og havde bare brug for at kunne lægge mig lidt ned og hvile mig.

Efter at have kæmpet med ikke at falde i søvn, gled mine øjne i, og min krop gav efter for mit behov for hvile. Jeg faldt sammen og væltede sammen med mit Lego tårn ned mod gulvet. Da jeg ramte gulvet, gik tårnet fra hinanden i hundredevis af små klodser. Og jeg lå der midt i det hele. Inden jeg nåede at rejse mig op, træder min mor ind af hoveddøren og ser direkte ind i stuen på mig og min Lego ruin. Straks blev hun helt stram i hovedet. Og inden hun nåede at stille sine indkøbsposer fra sig, eller sige ordentligt hej, forklarede hun mig på en lidt for streng måde, at det ville jeg selv komme til at rydde op. Jeg fik slet ikke mulighed for at forklare, hvad der var sket, før hun marcherede ud i køkkenet for at sætte varer på plads. Jeg begyndte noget slukøret, og en anelse øm i kroppen, at samle alle klodserne op. Jeg var så skuffet over, at ingen havde noget at se mit tårn, inden det gik i stykker.

Efter noget tid, kom min mor ind til mig i stuen, nu med et noget mildere udtryk i ansigtet. Hun var ked af, at hun havde reageret alt for hurtigt. Og hun var faktisk meget taknemmelig for, at jeg nøjedes med at rode, når jeg var alene hjemme, frem for at brænde huset ned eller lege med knive og lignende. Faktisk var hun stolt af mig, og ville gerne hjælpe mig med at rydde klodserne op. Mens vi sad der midt i rodet fik jeg mulighed for at fortælle om, hvad der var sket med tårnet. Min mor grinede lidt af mig, og syntes jeg var helt vildt nuttet. Og så blev vi enige om, at alle Lego projekter, der skulle være højere end mig selv, skulle bygges sammen med hende.



tirsdag den 4. marts 2014

Den gang jeg var lille, reddede jeg Hans og Grete fra at blive spist.

Du har garanteret hørt historien om Hans og Grete, der blev sendt ud i skoven af deres stedmor, og senere hen blev taget til fange af den onde heks i hendes slik- og pandekagehus. Hvis du har hørt historien, så ved du, at den ender med at Grete skubber heksen ind i en ovn, og dermed redder hun sig selv og sin bror Hans. Men det er slet ikke sådan, det foregik. Folk fortæller historien forkert, og det ved jeg, for jeg var der selv, da det skete.

Den gang jeg var lille, elskede jeg at lege i skoven. Skoven var fuld af fantastiske lyde, dufte og oplevelser. Jeg brugte så meget tid i skoven, at jeg var ret sikker på, at jeg kendte den ud og ind. Men det gjorde jeg altså ikke helt. En dag, hvor jeg havde tilbragt timer i skoven, blev jeg forstyrret i min leg, da jeg kunne mærke sulten trænge sig på og rumle løs i min mave. Jeg ville blive nødt til at vende hjemad, for at få noget at spise. Men da jeg kiggede mig rundt i skoven gik det op for mig, at jeg ikke vidste hvad vej jeg skulle gå, for at komme hjem. Jeg var faret vild. Jeg løb lidt frem og tilbage, men jeg kunne ikke genkende nogen af stierne, og blev noget bekymret, da det gik op for mig, at jeg ikke ville komme hjem foreløbigt.
Jeg måtte prøve at finde nogen, der kunne vise mig vej ud gennem skoven. Jeg besluttede mig for at gå mod nord, eller det vil sige, jeg aftalte bare med mig selv, at jeg ville kalde det for nord. For jeg havde hverken kompas, GPS eller anden navigationsudstyr på mig. Jeg anede faktisk intet om hvilket verdenshjørne, jeg gik imod. Jeg syntes bare at det lød godt. Da jeg havde gået et stykke tid, lagde jeg mærke til en masse brødkrummer, der lå på stien. Jeg tænkte, at der havde været nogle skovsvin forbi, eller også var det en familie, der havde villet fodre ænder, og da de til deres store overraskelse opdagede, at ænder ikke bor i skoven, så havde de smidt alle brødkrummerne på jorden af bar ærgrelse. Egentligt var jeg lidt ligeglad med, hvor krummerne kom. Jeg var så hundesulten, at jeg begyndte at spise af dem. Krummerne førte mig videre af stien, og jeg proppede mig gladeligt, lige indtil jeg hørte et helt igennem hysterisk skrig.

Foran mig stod der en dreng og en pige. De var vist på min alder. Pigen hylede løs, og råbte af mig. Det var åbenbart deres krummer, og fordi jeg havde spist dem, ville de heller ikke kunne finde hjem. Jeg blev lidt flov og med munden fuld af gammelt brød og muligvis også nogle blade, prøvede jeg at undskylde. Men det var ikke godt nok for pigen. Hun var bare totalt fornærmet.
Hun vendte sig om, og løb videre ind i skoven. Drengen løb efter. Jeg ville så gerne følges med dem, så jeg ikke var alene. Så jeg forsøgte at følge med. Men de løb hurtigt, og jeg blev træt og forpustet af al det løberi. Jeg satte mig ved en træstub for at hvile mig lidt. Så hørte jeg pigen skrige igen. Jeg kiggede op, og nåede lige at se hende og drengen blive taget til fange af en meget hæslig heks, og blive ført ind i hendes ellers ret så lækre slik-og pandekagehus.
Jeg var stadig sulten, og tænkte at det hus da lige måtte være noget for mig. På den anden side, var det måske lidt vigtigere at finde ud af, om jeg kunne hjælpe børnene fri fra heksen. Som en snigende Ninja begav jeg mig hen mod heksens hus. Jeg kiggede forsigtigt ind af vinduet. Jeg kunne se, at både pigen og drengen var låst inden i et bur, og heksen var i gang med at varmen ovnen op. Så gik det op for mig, at hun ville spise dem. Det var ikke i orden. Selvom pigen havde opført sig en smule tøse-fornærmet, havde hun ikke fortjent at blive spist. Jeg besluttede mig for at redde dem. 


Heltemodig som jeg var, listede jeg om til hoveddøren, og åbnede den lige så forsigtigt. Heksen stod med måsen i vejret, med hovedet hen mod ovnen. Jeg samlede alle mine kræfter, og tonsede afsted, som var jeg en gal gedebuk, med retning mod heksens bagdel. Da jeg ramte hende, væltede hun forover, og røg lige ind i oven. Det var en stor ovn. Jeg skyndte mig at lukke ovnlågen, så hun ikke kunne komme ud igen. Jeg følte mig stor og mægtig, og lukkede begejstret de 2 børn ud af buret. De var lidt rystede over hele situationen. Men efter lidt tid fortalte drengen mig, at de hed Hans og Grete, og at de var meget taknemmelige for, at jeg havde reddet dem. Sammen begav vi os ud af heksens hus, og fandt vej ud af skoven. Da vores veje skiltes, og vi skulle sige farvel, var Grete slet ikke kommet sig over, at jeg havde spist de brødkrummer. Hun mente, at hvis det ikke havde været for mig, så var de slet ikke faret vild, og heller ikke blevet taget til fange af heksen. Så rakte hun tunge af mig, og løb sin vej, og Hans løb efter hende.


Jeg fandt også hjem, og fik endeligt noget rigtigt mad at spise. Noget senere hørte jeg folk fortælle om Hans og Gretes besøg i slik-pandekagehuset. Men når folk fortalte historien, så var det med Grete som helten. Hun skulle have reddet Hans fra at blive spist, og på intet tidspunkt i historien, blev jeg nævnt. Jeg havde været en vaskeægte helt, men fordi Grete var sur på mig, havde hun aldrig fortalt om mig. Jeg blev noget skuffet, og prøvede at ændre på folks opfattelse af, hvad der virkeligt var sket, men ingen troede på mig. Så besluttede jeg mig for, at købe et kompas, så jeg aldrig mere ville se mig nødsaget til at spise andre folks krummespor, hvis jeg skulle fare vild i skoven igen.

fredag den 21. februar 2014

tirsdag den 11. februar 2014


Den gang jeg var lille, var jeg i fjernsynet.

Den gang jeg var lille, gik jeg til dans en gang om ugen. Jeg ved faktisk ikke, hvem der havde fået den tanke, at det var en god ide, men det gjorde jeg altså. Jeg var ikke direkte talentfuld, og min dansepartner var værre. Lars, den klodsmajor, kom altid til at træde mig over tæerne. Han gjorde det faktisk så tit, at jeg troede, han gjorde det med vilje. Vores danselærerinde var skrap, og gav ikke meget plads til glæde og spontanitet eller andre udisciplinerede følelser. Hun styrede dansetimerne med hård hånd, og kunne vist ikke så godt lide mig, fordi jeg insisterede på at dukke op til alle dansetimerne iført bukser, og ikke kjole, som hun ellers forventede af alle pigerne. Efter hver dansetime, skulle vi pænt neje og bukke for lærerinden, før vi fik lov til at forlade dansesalen. Jeg syntes, det var alt for gammeldags og unødvendigt. Men neje det skulle jeg, og det blev jeg god til.
En dag til dans var vores danselærerinde ekstra skrap og disciplineret. Vi skulle nemlig alle filmes til fjernsynet. Og hun var meget opsat på, at vi skulle tage os godt ud, fordi det jo ville falde tilbage på hendes evner som lærerinde, når alle kunne se, hvor talentløse de fleste af os rent faktisk var. Det var ikke noget der skabte begejstring i mit lille dansehjerte. Snart ville hele Danmark, ja måske hele verden, se mig og klodsede Lars fumle rundt i standarddansens uforståelige univers. Men der var ikke noget at gøre, vi skulle stramme op, og øve os, og mens vi gjorde det, nærmede dagen sig, dagen hvor et filmhold fra nationalt tv ville filme en hel dansetime med os.
Dagen oprandt, og det var, som jeg havde forestillet mig, en forfærdelig oplevelse. Jeg var tvunget ned i en kjole, jeg ikke ville have på, og gennemførte danseundervisningen knaldrød i hele hovedet og med meget ømme tæer. Lars havde ikke strammet op og var ikke blevet dygtigere til at ramme gulvet i stedet for at træde på mig, så mine tæer matchede farven i ansigt. Jeg ville bare gemme mig, og glemme hele oplevelsen.
 
Men det kan man ikke, når det bliver vist i fjernsynet, og hele familien samles for at se det i fællesskab, for nej hvor er det da spændende, når en man sådan kender, toner op på tv skærmen. Ja, det er jo lang tid siden, jeg var lille, og den gang fandtes der altså ikke X-factor eller anden slags reality shows. Den gang hed det dokumentar, og handlede sjældent om nogen man kendte, sådan direkte. Da hele min familie kom besøg, for i samlet flok at kunne se mine ydmygelser i tv, besluttede jeg mig for, at jeg bare måtte bide det i mig, og få det overstået. Et mirakel eller et strømsvigt ville være det eneste, der kunne redde mig fra min traumatiserende fjernsyns-debut.
Jeg sad helt stille for mig selv med hjertet hårdt bankende i brystet, og hænderne våde af klamt håndsved, da miraklet indtræf. Man så hverken mig eller nogen af de andre danse, for filmholdet havde klippet så meget i optagelserne, at det kun var afslutningen af dansetimen, der blev vist. Altså der hvor vi nejede og bukkede for lærerinden. Og det kunne både Lars og jeg da finde ud af. Filmholdet havde nok opdaget, hvor lidt talent, der egentligt var blevet udfoldet i den times tid, de havde filmet os. Og så havde de redigeret det til et 5 sekunders klip, som alle kunne se med stolthed.
Jeg var lettet. Og besluttede mig for, at jeg måtte holde op med at udsætte mig for lignende ydmygelser. Jeg ville stoppe til dans, lige så snart jeg kunne. Desværre syntes mine forældre, at jeg skulle fortsætte sæsonen ud, nu hvor de havde betalt for den. Så jeg fortsatte med at gå til dans en gang om ugen, indtil den dag sæsonen var slut, og jeg og mine tæer sammen kunne forlade danseskolens lokaler og løbe ud i vores ny vundne frihed.

fredag den 7. februar 2014


Den gang jeg var lille, hadede jeg tirsdage.

Den gang jeg var lille, var der rigtigt mange mennesker, der ikke var så begejstrede for mandage. De var altid lidt mere sure og noget mere trætte om mandagen, hvor i mod de fleste, jeg kendte var i højt humør og fulde af energi, når vi nåede fredagen.
Jeg havde ikke så meget imod mandage. De var gode nok, hvis ikke det lige var for, at mandagene lænede sig op af tirsdagene. Jeg HADEDE tirsdage. Det var de værste dage i løbet af alle de uger, jeg var lille. For det første var tirsdage, de dage, hvor jeg havde gymnastik i skolen. Jeg var ikke særligt god til gymnastik i nogen som helst afskygninger, lige med undtagelse af høvdingebold, for der var jeg rigtigt god til at gemme mig, og ikke blive ramt af den ofte ret så hårdt kastede bold. Vi spillede alt for sjældent Høvdingebold, så jeg vidste fra morgenstunden af, at tirsdagenes gymnastik- timer ville være fulde af udmattende nederlags-øvelser. Bare gymnastik timerne kunne være nok til at gøre tirsdagene til mine hadedage.
Men nej det var meget værre end det. Når jeg var færdig med skolen, gik jeg direkte videre til musikskolen, hvor jeg skulle lære at spille violin. VIOLIN. Jeg var ikke helt klar over, hvordan jeg var endt i den instrumentgenre. Jeg var startet ud på et hyggeligt lille blokfløjtehold, som jeg deltog glædeligt i, fordi jeg var sammen med mine venner, og fordi jeg af og til ramte den rigtige tone. Hvordan jeg var nået derfra til enetimer i violin, var mig en gåde. Jeg kunne ikke finde ud af at spille violin. Jeg kunne ikke finde ud af at holde instrumentet rigtigt. Jeg kunne kun spille falsk, og min violinlærer var alt for uhyggelig til, at jeg kunne kigge ham i øjnene, eller svare på det, han sagde til mig. Desuden kunne jeg slet ikke lide lyden af violin, heller ikke når det var folk, der rent faktisk havde talent, der betjente instrumentet.
                                 
Men nej det var ikke bare gymnastik- og violintimerne, der gjorde mine tirsdagene til rædsels-dage i mit unge liv. Når jeg kom hjem fra en lang dag, med nederlag i sjælen og falske toner i ørene, så skulle jeg ud at gå med aviser. AVISER. Findes der mere ulideligt fritidsjob end at folde uendelige mængder af aviser og reklamer, for der efter at vandre op og ned af alt for mange trappetrin, i alt for mange trappeopgange? Når avisruten var slut, var jeg udmattet og smurt ind i en avissværte og sved. Sved frembragt af nytteløst børnearbejde.
Gymnastik, violin og avisrute. Det er et mirakel, at jeg overlevede den ene tirsdag efter den anden, i den del af mit liv, hvor jeg allerhelst ville ligge på en sofa og læse Anders And blade, mens jeg krummede mine omgivelser til med Mariekiks.
Efter at have gennemlevet disse pinsler, uge efter uge, besluttede jeg mig for, at det måtte være nok. Jeg måtte få tirsdagene afskaffet. Jeg vidste bare ikke, hvem man skulle henvende sig til, for at få det gjort. Men jeg måtte gøre noget, det kunne jo ikke blive ved på den måde. Så jeg forfattede et brev som fik både Dronningen, Julemanden og Gud som modtagere. Jeg tænkte, at en af dem ville have mulighed for at gribe ind. Jeg hældede mest til Gud, som mulig tirsdags-afskaffer, men jeg ville lige helgardere mig, for jeg ville af med de tirsdage.
Jeg skrev brevet, hvor jeg meget udførligt beskrev min situation og mine lidelser. Jeg pressede også en lille tåre ud, som landede på min underskrift, der afsluttede brevet. Bare for lige at understrege, hvor hårdt jeg havde det. Så løb jeg til postkassen, og fik mit brev sendt af sted. Bagefter løb jeg hjem og ventede på svar. Det gjorde jeg så ret så længe. Den ene lidelsesfulde tirsdag efter den anden. Jeg fik intet svar og intet ændrede sig. Jeg blev mere og mere opgivende, og slæbte mig gennem både fiaskofyldte gymnastiktimer, ulidelige violinstunder, og udmattende avisruter.
En dag kom min mor ind på mit værelse, og sagde der var noget, hun gerne ville snakke med mig om. Hun foreslog jeg stoppede til violin. Hun havde hørt mig øve mig, og mente ikke, at det var en fritidsaktivitet, hun behøvede at betale til længere. Hun gjorde mig så glad. Aldrig mere violin.
Kort tid efter afmeldte hun også min avisrute. Hun var træt af at høre på mit brok, og at hun blev nødt til at bruge sine tirsdage eftermiddage på at sikre sig, at jeg kom hjem igen, og ikke var faldet kraftesløs om i en tilfældig trappeopgang. Hvilken lykke! Jeg følte mig lettet, frigjort fra 2 af mine tirsdags-lidelser. Næsten helt overstadig fremførte jeg mit ønske om afskaffelse af gymnastiktimerne, men lige der smækkede min mor kassen i. Hun mente åbenbart, at det var sundt for mig, at deltage i skolens gymnastik-pinsler. Jeg argumenterede ellers godt for min sag, men der var intet at gøre.
Alt i alt var tirsdagene dog blevet en hel del bedre, og i stedet for at starte hver tirsdag med ondt i maven og tårer i øjenkrogene, kunne jeg kravle ud af min seng, med håbet om, at vi skulle spille Høvdingebold til gymnastik.

 

 

tirsdag den 28. januar 2014


Den gang jeg var lille, var jeg ved at miste livet.

Den gang jeg var lille, udforskede jeg verden sammen med mine venner. Vi fandt på alle mulige og umulige steder at rejse hen til. Vi tog på eventyr i en jungle, eller en ørken, ved en vulkan, på en strand eller i naboens baghave. Verden syntes stor og fantastisk, og vi måtte bare opleve alt det spændende, den havde at byde på.
Et af vores eventyr ledte os langt ind i en regnskov. Vi fulgte en stor flod, der løb gennem skoven. Vores mission var at nå frem til et kæmpe vandfald, der skulle ligge for enden af floden. Vi glædede os sådan til at nå vores mål, men det var ikke nemt, for det ikke lige til at komme frem i regnskoven, der var fuld af farlige giftige og kødædende planter, og træer med kæmpe store rødder, der flettede sig sammen ovenover jorden, bare for at ligge der og spænde ben for os. Det var hårdt og besværligt. En tur fyldt med strabadser, og slet ikke som at gå søndagstur rundt om andedammen derhjemme.  
 

Regnskoven var også fyldt med alle mulige slags små klamme insekter, der syntes det var underholdende at lande på os, og kravle rundt på vores, i forvejen ret så svedige og beskidte ansigter. Når jeg prøvede af tørre sveden væk, maste jeg livet ud af de små dyr, og tværrede så slatne insektlig rundt i mit ansigt. Meget af tiden, kunne vi slet ikke komme frem gennem skoven, så i stedet måtte vi ud i floden og vandre gennem den op mod strømmen. Det var heller ikke nemt, for floden var fyldt af store våde og glatte klippestykker. Strømmen var stærk, og vi gik i vand til livet. Men vi fortsatte og vi hjalp hinanden. Da vi endeligt nåede frem til vandfaldet, blev vi bare så glade. Det var et helt fantastisk syn. Foran vandfaldet samlede floden sig i en sø, og vi hoppede begejstrede på hovedet i vandet og svømmede ind under vandfaldet. Det var vidunderligt. Vi var udmattede, men så lykkelige for at kunne dele dette øjeblik med hinanden. Mine venner og jeg, vi var klart de sejeste eventyrrejsende nogen sinde.
Selvom vi havde lyst til at blive der for evigt, blev vi nødt til at vende om. Det var ved at blive sent på dagen. Og vi vidste, at vi havde en lang tur foran os, før vi ville finde et sted, hvor vi kunne overnatte. Vi måtte vende om, og vandre tilbage gennem floden.
Nu havde vi ikke længere strømmen imod os, men med os. Strømmen hev i os, næsten som for at fortælle os, at den var stærkere end os. Men vi gik tæt sammen og holdt fast i hinanden, for ikke at blive revet med af strømmen.Strømmen blev stærkere og stærkere, og spillede rigtigt med musklerne. Og når vi lyttede til vandets skvulp mod de store klippestykker, der lå i floden, lød det næsten som om den sagde; ” Nu tager jeg jer!”. Det gav et sus i maven. For hvis strømmen først fik fat i os, ville vi måske ikke overleve det.
Det tærede på vores kræfter, at kæmpe os vej gennem floden. Jeg blev så træt, og kunne næsten ikke holde fast i mine kammerater længere.  Jeg kæmpede for at holde fast, og havde bare brug for at hvile mig lidt, men i det sekund, jeg slap taget i mine kammerater, hev strømmen mig med. Jeg kunne ikke kæmpe imod, den var for stærk, og jeg kunne se hvor hurtigt, jeg blev revet længere og længere væk fra de andre. Vandet piskede op i mit ansigt, jeg havde svært ved at trække vejret, og jeg blev kastet rundt i floden, som om jeg var en badebold. Jeg kunne høre mine venner råbe på mig, men da jeg prøvede at råbe tilbage, blev hele min mund fyldt med vand, og jeg tænkte, at nu var min sidste time kommet. Nu ville jeg miste mit liv, lige midt i et af vores allerbedste eventyr.Floden kastede mig endnu en gang rundt, og jeg gjorde mig parat til at møde min skaber.
Men så med et` stoppede det hele. Jeg sad fast. Midt mellem 2 store sten sad min mås kilet fast. Min numse var simpelthen for stor til, at floden kunne få mig ned med nakken. Jeg var lykkelig for at have reddet livet, men jeg sad jo stadig fast. Jeg kunne ikke rokke mig fri, og hvis jeg kom fri, var der stor sandsynlighed for, at strømmen ville få fat i mig igen.
Efter at have siddet der et stykke tid, med livet i behold, og måsen fastklemt, kunne jeg høre mine venner kalde på mig igen. De var nået frem til mig, og de var kravlet op fra floden, og stod nu på jorden ved siden af den, og dannede en kæde, så de kunne nå ud til mig. Jeg greb fat i dem, og ved hjælp af al deres kærlighed og alle deres kræfter, fik de hevet mig op på land.
Vi fortsatte vores begivenhedsrige vandring gennem regnskoven, og nåede frem til et sted, hvor vi kunne slå lejr, inden det blev mørkt. Da vi senere sad ved bålet midt i mørket, blev jeg overmandet af en masse følelser. Jeg var lettet over at være blevet reddet. Og jeg var taknemmelig, ikke bare for mine venner, og deres indsats, men også for størrelsen af min mås.

 

tirsdag den 7. januar 2014


Den gang jeg var lille, blev jeg vaccineret med en grammofonstift.

Den gang jeg var lille, fandtes der ikke alle de elektroniske dimser, der findes i dag. Der var ingen mobiltelefoner eller computere, og der var kun 1 enkelt kanal på fjernsynet. CD’erne var ikke opfundet endnu, og når jeg ville høre musik, var det på kassette bånd i en lille båndoptager, eller i radioen. Min aller største drøm blev opfyldt, da min morfar forærede mig en grammofon, med indbygget kassette afspiller. Så kunne jeg både afspille bånd og Lp-plader. Jeg elskede min grammofon, og jeg kunne bruge lang tid på at sidde og lytte til al den fantastiske musik og alle de sjove historier, der kunne komme ud af den.
 
Jeg hørte ikke så meget musik sammen med min familie, der var larm nok i forvejen, når vi alle var samlet, var der nogen der mente. Når man så ikke har noget spændende at se på eller lytte til, så må man da bruge tiden på at snakke. Så jeg snakkede altid løs, når jeg var sammen med min familie. Jeg fortalte om mine oplevelser, og tanker og ideer. Jeg havde desuden en naturlig og sund nysgerrighed, så jeg stillede en del spørgsmål til folk omkring mig. Jeg snakkede lige så tit, jeg kunne komme til det, altså hvis jeg ikke sad og lyttede til musik på mit værelse. Jeg snakkede faktisk så meget, at jeg godt kunne køre de voksne lidt trætte. Og det var ikke så sjældent, at jeg fik at vide, ” at jeg da vist var blevet vaccineret med en grammofonstift”.
Ja, se det ved du faktisk ikke hvad betyder, hvis du ikke læser videre. Jeg vil gøre mit bedste for at forklare det. På en grammofon lægger man sin Lp plade og så drejer den rundt. For at få lyd ud af pladen, skal man føre en lille stang hen til ydersiden af den. For enden af stangen er der en stift, altså den man kalder grammofonstiften. Når stiften rører pladen, kommer der den mest fantastiske lyd ud. Det er næsten magisk, og også en smule teknisk.
M.h.t vaccinationer er det jo sådan, at de fleste børn bliver vaccineret mod forskellige sygdomme, så de kan forblive sunde og raske. Når man bliver vaccineret foregår det jo som regel med en helt almindelig nål. Men altså ikke da jeg blev vaccineret. Jeg var åbenbart blevet vaccineret med en grammofonstift. Det lød helt rigtigt i mine ører, for hvis jeg var blevet vaccineret med en stift, der kunne få plader til at spille musik og fortælle historier, så var det nok også derfor, jeg havde så meget at fortælle. Jeg var ligesom en lydmæssig gave til mine omgivelser. Hvor var de heldige, at de havde mig. Så når folk sagde til mig, ”Du er da vist blevet vaccineret med en grammofonstift”, sagde jeg stolt. ”Ja, det er jeg!”
Lige indtil den dag, jeg skulle til lægen. Jeg skulle vaccineres igen, og jeg så frem til det lille stik med stiften, For jeg var sikker på, at jeg ville have endnu mere at fortælle verden om, når det var overstået. Men jeg blev så skuffet. Da jeg skulle have vaccinen, tog lægen en helt almindelig nål frem. ”Nej hov”, sagde jeg. ”Hvor er grammofonstiften?”  Lægen forstod ikke hvad jeg snakkede om, og jeg måtte forklare ham, hvordan jeg plejede at blive vaccineret med en grammofonstift, så der kunne komme al denne her herlige lyd ud af mig. Lægen grinede, og sagde så: ” Det er bare noget de voksne, de siger, fordi du snakker for meget”. Og så stak han mig lige på den ene balle med en stor dum almindelig nål. Jeg gik fra lægen meget tavs og temmelig øm bagi. Jeg følte mig ikke så særlig lige i det øjeblik. Jeg tog min mor i hånden, og efter noget tid, kiggede jeg op på hende, og spurgte hende om det var rigtigt, at jeg talte for meget. Hun klemte min hånd, og sagde at hun elskede al lyd der kom ud af mig, og at jeg altid ville være noget særligt i hendes øjne. Så forsvandt tristheden helt, og jeg kunne mærke, at jeg igen havde en hel masse at fortælle om.

onsdag den 1. januar 2014


Den gang jeg var lille, valgte jeg selv mit navn.

Den gang jeg var lille, vidste min mor og far ikke rigtigt, hvad de skulle kalde mig. De kunne ikke blive enige om et navn, der passede til mig og min personlighed. Da jeg havde en ret stor personlighed, skulle det være det helt rigtige navn. Men det var bare så svært for dem at blive enige. Så i meget lang tid havde jeg ikke noget navn. Det er jo ikke så praktisk ikke at have et navn, når man skal vokse op og lære hvem man er, og lære at høre efter og alskens anden dannende adfærd, så mine forældre valgte at kalde mig for Skat. Sådan mest for nemhedens skyld. Men det var da ok, af et midlertidigt kaldenavn at være.
Tiden gik, og jeg blev ældre, smukkere og klogere, men forblev navneløs. Det var som om mine forældre havde skubbet navneprocessen til side, eller også havde de glemt alt om det. Når jeg spurgte ind til det, svarede de bare, at jeg hed da Skat. Men det gjorde jeg jo ikke, det var jo bare indtil de fandt det helt perfekte navn. Åh, jeg blev tosset i hovedet over mine forældres ubeslutsomhed. Jeg ville have et navn, og hvis de ikke ville gøre noget ved det, måtte jeg tage min navneskæbne i egen hånd. Og det gjorde jeg.
Jeg havde en ide om, at et passende navn til en som mig, ikke bare lige kunne findes rundt om hjørnet. Jeg måtte drage ud på en universel rejse for at finde det. Jeg byggede mig hurtigt en lille rumraket. Pakkede lidt nødvendigt proviant og min bedste bamse, i en rum tid. Det er ikke sådan lige at finde vej, når man ikke har været i rummet før. Men jeg var sikker på, at det var derude. Og at jeg ville finde de svar, jeg ledte efter. Men man kan godt blive lidt ør, når man svæver vægtløs rundt i rummet i en rumraket, der nok var lidt for lille og alt for hurtigt bygget. Så jeg besluttede mig for at mellemlande, bare for lige at lade lidt op og blive lidt inspireret. Jeg styrede mod den nærmeste planet. Den så hyggelig ud, og jeg var overbevidst om, at den ikke ville være beboet af menneskeædende rummonstre. Altså det håbede jeg, den ikke var.
 
Da jeg fik parkeret min raket midt på planeten, og forsigtigt fik åbnet raketdøren, stak jeg mit lille nysgerrige hoved ud for at se mig omkring. Med et blev jeg grebet af en fantastisk følelse af noget helt vidunderligt. Jeg kunne ikke se andet end selve planetens overflade, men det var som om den dejlige følelse bød mig velkommen og sagde, at jeg kunne være helt tryg og stige ud af raketten. Jeg tænkte mig ikke så meget om. Jeg fulgte bare følelsen.  Mens jeg gik rundt på planeten blev følelsen stærkere og stærkere. Jeg havde aldrig følt sådan før. Følelsen var ikke længere kun en del af planeten. Den var en del af mig, og jeg var lykkelig helt ned i tæerne.
Med et slog det mig. Det var her, jeg ville finde mit navn. Jeg hoppede lalleglad rundt på planeten. Den fantastiske følelse gjorde det umuligt for mig, at nøjes med at gå rundt som et helt almindeligt forsigtigt og misfornøjet menneske. Men med et´ måtte jeg stoppe mit hopperi. For lige der foran mig lå der en masse navne. Jeg kunne næsten ikke trække vejret af ren spænding. Jeg rodede navnene godt igennem indtil det øjeblik, hvor jeg vidste, at jeg havde fat i det, der var mit navn. Der´ var det endeligt. Jeg vidste bare med hele min krop, at det var mit. Jeg tog det op i mine hænder, og kunne mærke hvordan det bare passede helt perfekt til mig. Min drøm var blevet opfyldt. Nu havde jeg endeligt et navn.
Jeg hoppede tilbage til min rumraket. Jeg startede motoren og styrede lige mod vores hus derhjemme. Jeg skulle hjem så hurtigt som muligt og vise mine forældre mit navn. Rumraketten lavede et ordentligt hul i baghaven, fordi jeg ikke fik bremset i tide, da jeg skulle lande. Jeg nåede slet ikke at tænke over, at det ville mine forældre nok blive ret så trætte af, når de opdagede det. Jeg havde ikke tid. Jeg smækkede raketdøren op, og løb ind i stuen til min mor og far. Helt forpustet råbte jeg; ”Mor og far, jeg har fundet mit navn”. De spærrede godt nok øjnene op, de gamle, da jeg tog navnet frem og viste dem det. ”Det er jo helt rigtigt”, sagde de i munden på hinanden. ”Det er jo dit navn”.
I tiden efter gik vi alle og smagte på mit navn. Jeg var så stolt af det. Og jeg vidste, at jeg var mig selv hele vejen igennem nu. Men dagene gik, og mine forældre faldt tilbage til den gamle vane med at kalde mig Skat, og mit navn kom mest frem ved særlige lejligheder, og når jeg havde lavet ulykker. Men det var helt i orden. Navnet var mit for altid, og når alt kom til alt, kunne jeg faktisk godt lide at være min mors og fars Skat.