Den gang jeg var lille, valgte jeg selv mit navn.

Den gang jeg var lille, vidste min mor og far ikke rigtigt, hvad de skulle kalde mig. De kunne ikke blive enige om et navn, der passede til mig og min personlighed. Da jeg havde en ret stor personlighed, skulle det være det helt rigtige navn. Men det var bare så svært for dem at blive enige. Så i meget lang tid havde jeg ikke noget navn. Det er jo ikke så praktisk ikke at have et navn, når man skal vokse op og lære hvem man er, og lære at høre efter og alskens anden dannende adfærd, så mine forældre valgte at kalde mig for Skat. Sådan mest for nemhedens skyld. Men det var da ok, af et midlertidigt kaldenavn at være.

Tiden gik, og jeg blev ældre, smukkere og klogere, men forblev navneløs. Det var som om mine forældre havde skubbet navneprocessen til side, eller også havde de glemt alt om det. Når jeg spurgte ind til det, svarede de bare, at jeg hed da Skat. Men det gjorde jeg jo ikke, det var jo bare indtil de fandt det helt perfekte navn. Åh, jeg blev tosset i hovedet over mine forældres ubeslutsomhed. Jeg ville have et navn, og hvis de ikke ville gøre noget ved det, måtte jeg tage min navneskæbne i egen hånd. Og det gjorde jeg.

Jeg havde en ide om, at et passende navn til en som mig, ikke bare lige kunne findes rundt om hjørnet. Jeg måtte drage ud på en universel rejse for at finde det. Jeg byggede mig hurtigt en lille rumraket. Pakkede lidt nødvendigt proviant og min bedste bamse, i en rum tid. Det er ikke sådan lige at finde vej, når man ikke har været i rummet før. Men jeg var sikker på, at det var derude. Og at jeg ville finde de svar, jeg ledte efter. Men man kan godt blive lidt ør, når man svæver vægtløs rundt i rummet i en rumraket, der nok var lidt for lille og alt for hurtigt bygget. Så jeg besluttede mig for at mellemlande, bare for lige at lade lidt op og blive lidt inspireret. Jeg styrede mod den nærmeste planet. Den så hyggelig ud, og jeg var overbevidst om, at den ikke ville være beboet af menneskeædende rummonstre. Altså det håbede jeg, den ikke var.

 

Da jeg fik parkeret min raket midt på planeten, og forsigtigt fik åbnet raketdøren, stak jeg mit lille nysgerrige hoved ud for at se mig omkring. Med et blev jeg grebet af en fantastisk følelse af noget helt vidunderligt. Jeg kunne ikke se andet end selve planetens overflade, men det var som om den dejlige følelse bød mig velkommen og sagde, at jeg kunne være helt tryg og stige ud af raketten. Jeg tænkte mig ikke så meget om. Jeg fulgte bare følelsen.  Mens jeg gik rundt på planeten blev følelsen stærkere og stærkere. Jeg havde aldrig følt sådan før. Følelsen var ikke længere kun en del af planeten. Den var en del af mig, og jeg var lykkelig helt ned i tæerne.

Med et slog det mig. Det var her, jeg ville finde mit navn. Jeg hoppede lalleglad rundt på planeten. Den fantastiske følelse gjorde det umuligt for mig, at nøjes med at gå rundt som et helt almindeligt forsigtigt og misfornøjet menneske. Men med et´ måtte jeg stoppe mit hopperi. For lige der foran mig lå der en masse navne. Jeg kunne næsten ikke trække vejret af ren spænding. Jeg rodede navnene godt igennem indtil det øjeblik, hvor jeg vidste, at jeg havde fat i det, der var mit navn. Der´ var det endeligt. Jeg vidste bare med hele min krop, at det var mit. Jeg tog det op i mine hænder, og kunne mærke hvordan det bare passede helt perfekt til mig. Min drøm var blevet opfyldt. Nu havde jeg endeligt et navn.

Jeg hoppede tilbage til min rumraket. Jeg startede motoren og styrede lige mod vores hus derhjemme. Jeg skulle hjem så hurtigt som muligt og vise mine forældre mit navn. Rumraketten lavede et ordentligt hul i baghaven, fordi jeg ikke fik bremset i tide, da jeg skulle lande. Jeg nåede slet ikke at tænke over, at det ville mine forældre nok blive ret så trætte af, når de opdagede det. Jeg havde ikke tid. Jeg smækkede raketdøren op, og løb ind i stuen til min mor og far. Helt forpustet råbte jeg; ”Mor og far, jeg har fundet mit navn”. De spærrede godt nok øjnene op, de gamle, da jeg tog navnet frem og viste dem det. ”Det er jo helt rigtigt”, sagde de i munden på hinanden. ”Det er jo dit navn”.

I tiden efter gik vi alle og smagte på mit navn. Jeg var så stolt af det. Og jeg vidste, at jeg var mig selv hele vejen igennem nu. Men dagene gik, og mine forældre faldt tilbage til den gamle vane med at kalde mig Skat, og mit navn kom mest frem ved særlige lejligheder, og når jeg havde lavet ulykker. Men det var helt i orden. Navnet var mit for altid, og når alt kom til alt, kunne jeg faktisk godt lide at være min mors og fars Skat.