Den gang jeg var lille, trådte jeg i en hundelort med vilje.

Den gang jeg var lille, boede vi tæt på en eng, og på den eng, blev der luftet rigtigt mange hunde. Store og små hunde, søde, dumme, nuttede og gøende hunde. Og en ting havde alle disse hunde til fælles. De lavede lort. Og det gjorde de ofte alt for tæt på vores havelåge, og det var ikke altid, at hundenes ejere huskede at samle lorten op. Så engen nær vores hus kunne til tider føles som et stort hundetoilet. Det havde min mor det ret svært med. Hun hadede hundelort, og brokkede sig tit over hunde-efterladenskaberne. Og hun var helt hysterisk, hvis vi nærmede os dem. Så råbte hun op: ”Pas på hundelorten, pas på hundelorten”.

Det kunne være svært at færdes med min mor steder, hvor der havde været hunde, for hun kunne næsten ikke koncentrere sig om andet, end at vi skulle undgå at træde i en hundelort. Jeg måtte da give hende ret. Det er ikke det fedeste i verden at træde i sådan en. Men man går glip af så meget af alt det spændende, hvis man hele tiden er på udkig efter lort.

En helt almindelig eftermiddag, havde mine forældre besluttet, at hele familien skulle på en dejlig gåtur. Det havde jeg ikke noget imod, hvis min mor slappede lidt af, og lod mig løbe lidt frem og tilbage uden, at hun skulle tjekke, om jeg havde trådt i et eller andet. Men det var som om at hun netop på denne tur var værre end nogen sinde. Hun himlede op konstant: ”Pas nu på, at du ikke træder i noget”. Hun var ved at drive mig til vanvid. Da vi var næsten hjemme igen, og jeg slet ikke syntes, at det havde været en sjov tur, så jeg verdens største hundelort lige foran vores have. Min mor så den også, og blev helt rød i hovedet af arrigskab og skældte øjeblikkeligt ud over de pokkers hundeejere, der havde ladet lorten ligge.  

Jeg kunne ikke andet end at glo på lorten, der lå så hånligt lige der foran os. Jeg havde det som om, at lorten voksede sig større og større, og på hypnotiserende vis, sagde; ”Træd på mig!” Med et blev min mors brokkeri alt for meget. Jeg blev nødt til at gøre et eller andet. Uden at tænke mig særligt meget om, løftede jeg den ene fod, og trådte med al min kraft bag, lige ned i hundelorten.

Det var som om tiden gik i stå. Det gjorde min mor i hvert fald. Jeg kiggede op på hende, stadig med den ene fod trådt godt ned i lorten. Jeg regnede med, at hun ville flippe helt ud, det var jeg faktisk også selv lige ved, for der er ikke noget der, lugter så grimt som hundelort, og jeg var begyndt at fortryde min handling.

Min mor stod stadig helt stille. Så spurgte hun mig, forbavsende stille, hvad jeg dog havde gang i? ”Jeg blev bare nødt til at prøve”, svarede jeg hende forsigtigt.

Så begyndte min mor at grine, og sagde, at det var da godt, at jeg havde gummistøvler på, for de kunne jo skylles rene igen. Så hjalp hun mig af med støvlen, og bar mig ind i huset. På trods, at jeg havde forventet noget, der mindede om et mega-hysterisk anfald, var hun forbavsende rolig. Efter den dag, slappede min mor meget mere af, når vi var ude at gå tur, og skulle jeg komme til at træde i en lort ved et uheld, valgte hun bare, at lade mine sko stå uden foran vores hus, indtil min far havde tid til at gøre dem rene.

Den gang jeg var lille, var jeg rigtigt tapper.

Den gang jeg var lille, var jeg meget nysgerrig. Jeg elskede at undersøge ting, og opdage en masse, jeg ikke havde opdaget før. Jeg var glad for at bo, hvor jeg boede, jeg havde en dejlig familie, som elskede mig, og som havde lyst til at være sammen med mig, men jeg drømte om at rejse på store eventyr og se hele verden.

En dag besluttede jeg mig for at drage af sted ud i den store vide verden, for at se hvad den kunne byde på, og opleve noget af alt det, jeg drømte om. Efter at have rejst et stykke tid, kom jeg en dag til et stort bjerg. I bjerget var der en mørk hule. Den virkede uhyggelig, og noget sagde mig, at jeg ikke skulle gå ind i den. Men jeg var jo bare så nysgerrig, at jeg måtte prøve at gå derind.

 

 Langsomt begav jeg mig ind i hulens mørke. Jo længere ind jeg kom, jo mørkere og mere uhyggeligt blev det. Men med et lyste hulen op. Foran mig stod der en stor og frygtindgydende drage. Den så vred ud, og der kom ild ud af dens næsebor. Men jeg blev overhovedet ikke bange. Jeg var både modig og tapper, og syntes bare, at dragen lignede et kæmpestort, nuttet mutant firben.

Men inden jeg kunne nå at tænke ret meget mere, spyede dragen en kæmpe flamme ild lige mod mig.  Den var ikke spor nuttet længere. Den var farlig, og den var ude efter mig. Jeg blev ramt af ilden og blev brændt på min krop. Det gjorde ufatteligt ondt, og jeg blev følte mig ikke så tapper længere. Jeg ville bare hjem.

Jeg følte mig helt alene, og vidste ikke hvad jeg skulle gøre for at slippe væk fra dragen, men så viste det sig, at det ikke kun var mig der var patent på tapperhed. Heldigvis var min familie ligeså modig og tapper som mig. Hele min familie havde nemlig fulgt efter mig på min færd, for at sikre sig, at jeg havde det godt. Da de så, at jeg var blevet ramt af dragens flammer, fik de mig hurtigt ud af hulen, og bagefter rullede de en stor sten hen foran åbningen til hulen, så dragen ikke kunne komme ud igen.

 

Så bar de mig ned til en sø, hvor de kunne komme koldt vand på mine brandsår. Men selvom min familie gjorde alt det, de kunne, var det ikke nok til, at jeg fik det godt igen. Så de besluttede sig for at få mig hen til det nærmeste hospital, så hurtigt de kunne, for der ville der være nogle dygtige mennesker, der ville kunne hjælpe mig.

 

 

 

Jeg var ked af, at være på hospitalet det første stykke tid jeg var der. Jeg ville så gerne hjem til mig selv, men jeg blev nødt til at blive der et godt stykke tid, for at mine sår kunne blive hele igen, og for at jeg kunne blive helt rask. Det var ikke særligt sjovt, men min familie de var der hele tiden hos mig, og gjorde hvad de kunne, for at holde mit humør oppe, og så var der også det fede ved lige netop dette hospital, at man måtte spise al den is man ville, lige så tit man ville. Det var noget, der kunne gøre mig glad.

For hver dag der gik, fik jeg det meget bedre, og til sidst var jeg helt rask og fik lov til at komme hjem igen. Jeg var lykkelig for at være hjemme. Og jeg havde lært, at man skal passe på sig selv, når man drager ud på eventyr. Men jeg havde også fået mit mod tilbage, og var slet ikke færdig med at opleve den store verden omkring mig. Jeg følte mig tapper igen, men jeg havde bare besluttet mig for, at næste gang jeg ville drage på eventyr, ville jeg tage min tapre familie med mig, så vi kunne passe på hinanden.

 

 

Den gang jeg var lille, sad jeg fast i et fodboldmål. 

Den gang jeg var lille, boede vi tæt på en fodboldbane, hvilket var ret så fedt, fordi jeg elskede at spille fodbold. Der var tit nogen i nærheden, man kunne spille med, og andre gange var det også bare nok at hænge lidt ud ved målene, og få vendt verdenssituationen med de andre børn. Nogle gange var der slet ikke nogen at spille eller snakke med, og så måtte jeg bare løbe lidt rundt med bolden alene, men det var ikke nær så sjovt, og jeg kom hurtigt til at kede mig.

En dag, da jeg var løbet direkte fra morgenbordet ud på fodboldbanen, i håb om en rask lille fodboldkamp, skete der noget rigtigt mærkeligt. Jeg kom ud på banen og opdagede hurtigt, at der ikke var andre børn i nærheden. Måske var jeg lige tidligt nok ude. Så jeg sagde til mig selv, at hvis jeg ventede lidt, ville de nok snart komme, så vi kunne få sparket noget bold. Jeg valgte at varme lidt op, og løbe et par runder på banen, og sparkede lidt på mål, mens jeg tålmodigt ventede på, at der ville dukke nogle andre børn op.  

Men det gjorde der bare ikke. Tiden gik. Og jeg var stadig den eneste på banen. Jeg blev lidt træt af at løbe sådan rundt alene, så jeg satte mig i græsset inde i et af målene, for at spare lidt på energien til den store kamp, jeg sådan håbede på, ville finde sted inden al for længe. Jeg sad og hev lidt i græsstråene, og kedede mig bravt.

 

 

Så var det, at det mærkelige skete, for mens jeg sad der ved fodboldmålet, var det ligesom om, at det begyndte at vokse. Trådene i nettet blev længere og længere og langsomt begyndte de at vikle sig rundt om mig. Først syntes jeg, det var lidt sjovt, for jeg havde aldrig set et fodboldmål med fangarme før. Men så begyndte det at stramme lidt til, og da jeg ikke syntes, det var sjovt længere, var jeg fuldstændigt viklet ind i fodboldmålet. Og lige meget, hvad jeg gjorde for at slippe løs, blev det bare værre og værre, og til sidst sad jeg helt fast.

Det var ikke noget kønt syn. Jeg lignede lidt en flue, der var fanget i et kæmpe edderkoppespind. På det tidspunkt ville jeg rigtigt gerne have, at der kom nogen forbi, så de kunne hjælpe mig fri, og samtidigt tænkte jeg, at det også ville blive helt vildt pinligt at blive opdaget, for jeg havde vist aldrig hørt om andre fodboldspillere, der var blevet taget til fange af et fodboldmål.

Lige pludselig kunne jeg høre min mor kalde på mig. Jeg råbte så højt, jeg kunne, så hun kunne finde mig. Hun kom heldigvis hurtigt hen til mig, og kiggede noget forbavset på mig. ”Hvad har du dog lavet?”, spurgte hun mig.  Jeg havde overhovedet ikke lavet noget, det var fodboldnettet, der havde overfaldet mig, og viklet mig ind i dets lange fangarme, og holdt mig så fast, at jeg ikke kunne stille noget op. Min mor rystede på hovedet, og sagde at den historie måtte jeg længere ud på landet med. Det var typisk, der var så meget min mor ikke forstod og ikke troede på.  Hun hjalp mig ud af nettet, og vi begyndte at gå hjemad.

På vejen vendte jeg mig om og kiggede tilbage på fodboldmålet. Nu lignede det et helt almindeligt fodboldmål igen. Når jeg tænkte over det, kunne jeg godt høre, at det ikke havde været en hel almindelig oplevelse, og at det måske var for mærkeligt til, at jeg sådan kunne dele den med andre. Men en ting var sikkert, at selvom jeg altid ville være vild med at spille fodbold, så ville jeg i fremtiden holde godt øje med målene.