Den gang jeg var lille, var jeg rigtigt tapper.

Den gang jeg var lille, var jeg meget nysgerrig. Jeg elskede at undersøge ting, og opdage en masse, jeg ikke havde opdaget før. Jeg var glad for at bo, hvor jeg boede, jeg havde en dejlig familie, som elskede mig, og som havde lyst til at være sammen med mig, men jeg drømte om at rejse på store eventyr og se hele verden.

En dag besluttede jeg mig for at drage af sted ud i den store vide verden, for at se hvad den kunne byde på, og opleve noget af alt det, jeg drømte om. Efter at have rejst et stykke tid, kom jeg en dag til et stort bjerg. I bjerget var der en mørk hule. Den virkede uhyggelig, og noget sagde mig, at jeg ikke skulle gå ind i den. Men jeg var jo bare så nysgerrig, at jeg måtte prøve at gå derind.

 

 Langsomt begav jeg mig ind i hulens mørke. Jo længere ind jeg kom, jo mørkere og mere uhyggeligt blev det. Men med et lyste hulen op. Foran mig stod der en stor og frygtindgydende drage. Den så vred ud, og der kom ild ud af dens næsebor. Men jeg blev overhovedet ikke bange. Jeg var både modig og tapper, og syntes bare, at dragen lignede et kæmpestort, nuttet mutant firben.

Men inden jeg kunne nå at tænke ret meget mere, spyede dragen en kæmpe flamme ild lige mod mig.  Den var ikke spor nuttet længere. Den var farlig, og den var ude efter mig. Jeg blev ramt af ilden og blev brændt på min krop. Det gjorde ufatteligt ondt, og jeg blev følte mig ikke så tapper længere. Jeg ville bare hjem.

Jeg følte mig helt alene, og vidste ikke hvad jeg skulle gøre for at slippe væk fra dragen, men så viste det sig, at det ikke kun var mig der var patent på tapperhed. Heldigvis var min familie ligeså modig og tapper som mig. Hele min familie havde nemlig fulgt efter mig på min færd, for at sikre sig, at jeg havde det godt. Da de så, at jeg var blevet ramt af dragens flammer, fik de mig hurtigt ud af hulen, og bagefter rullede de en stor sten hen foran åbningen til hulen, så dragen ikke kunne komme ud igen.

 

Så bar de mig ned til en sø, hvor de kunne komme koldt vand på mine brandsår. Men selvom min familie gjorde alt det, de kunne, var det ikke nok til, at jeg fik det godt igen. Så de besluttede sig for at få mig hen til det nærmeste hospital, så hurtigt de kunne, for der ville der være nogle dygtige mennesker, der ville kunne hjælpe mig.

 

 

 

Jeg var ked af, at være på hospitalet det første stykke tid jeg var der. Jeg ville så gerne hjem til mig selv, men jeg blev nødt til at blive der et godt stykke tid, for at mine sår kunne blive hele igen, og for at jeg kunne blive helt rask. Det var ikke særligt sjovt, men min familie de var der hele tiden hos mig, og gjorde hvad de kunne, for at holde mit humør oppe, og så var der også det fede ved lige netop dette hospital, at man måtte spise al den is man ville, lige så tit man ville. Det var noget, der kunne gøre mig glad.

For hver dag der gik, fik jeg det meget bedre, og til sidst var jeg helt rask og fik lov til at komme hjem igen. Jeg var lykkelig for at være hjemme. Og jeg havde lært, at man skal passe på sig selv, når man drager ud på eventyr. Men jeg havde også fået mit mod tilbage, og var slet ikke færdig med at opleve den store verden omkring mig. Jeg følte mig tapper igen, men jeg havde bare besluttet mig for, at næste gang jeg ville drage på eventyr, ville jeg tage min tapre familie med mig, så vi kunne passe på hinanden.