Den gang jeg var lille, trådte jeg i en hundelort med vilje.

Den gang jeg var lille, boede vi tæt på en eng, og på den eng, blev der luftet rigtigt mange hunde. Store og små hunde, søde, dumme, nuttede og gøende hunde. Og en ting havde alle disse hunde til fælles. De lavede lort. Og det gjorde de ofte alt for tæt på vores havelåge, og det var ikke altid, at hundenes ejere huskede at samle lorten op. Så engen nær vores hus kunne til tider føles som et stort hundetoilet. Det havde min mor det ret svært med. Hun hadede hundelort, og brokkede sig tit over hunde-efterladenskaberne. Og hun var helt hysterisk, hvis vi nærmede os dem. Så råbte hun op: ”Pas på hundelorten, pas på hundelorten”.

Det kunne være svært at færdes med min mor steder, hvor der havde været hunde, for hun kunne næsten ikke koncentrere sig om andet, end at vi skulle undgå at træde i en hundelort. Jeg måtte da give hende ret. Det er ikke det fedeste i verden at træde i sådan en. Men man går glip af så meget af alt det spændende, hvis man hele tiden er på udkig efter lort.

En helt almindelig eftermiddag, havde mine forældre besluttet, at hele familien skulle på en dejlig gåtur. Det havde jeg ikke noget imod, hvis min mor slappede lidt af, og lod mig løbe lidt frem og tilbage uden, at hun skulle tjekke, om jeg havde trådt i et eller andet. Men det var som om at hun netop på denne tur var værre end nogen sinde. Hun himlede op konstant: ”Pas nu på, at du ikke træder i noget”. Hun var ved at drive mig til vanvid. Da vi var næsten hjemme igen, og jeg slet ikke syntes, at det havde været en sjov tur, så jeg verdens største hundelort lige foran vores have. Min mor så den også, og blev helt rød i hovedet af arrigskab og skældte øjeblikkeligt ud over de pokkers hundeejere, der havde ladet lorten ligge.  

Jeg kunne ikke andet end at glo på lorten, der lå så hånligt lige der foran os. Jeg havde det som om, at lorten voksede sig større og større, og på hypnotiserende vis, sagde; ”Træd på mig!” Med et blev min mors brokkeri alt for meget. Jeg blev nødt til at gøre et eller andet. Uden at tænke mig særligt meget om, løftede jeg den ene fod, og trådte med al min kraft bag, lige ned i hundelorten.

Det var som om tiden gik i stå. Det gjorde min mor i hvert fald. Jeg kiggede op på hende, stadig med den ene fod trådt godt ned i lorten. Jeg regnede med, at hun ville flippe helt ud, det var jeg faktisk også selv lige ved, for der er ikke noget der, lugter så grimt som hundelort, og jeg var begyndt at fortryde min handling.

Min mor stod stadig helt stille. Så spurgte hun mig, forbavsende stille, hvad jeg dog havde gang i? ”Jeg blev bare nødt til at prøve”, svarede jeg hende forsigtigt.

Så begyndte min mor at grine, og sagde, at det var da godt, at jeg havde gummistøvler på, for de kunne jo skylles rene igen. Så hjalp hun mig af med støvlen, og bar mig ind i huset. På trods, at jeg havde forventet noget, der mindede om et mega-hysterisk anfald, var hun forbavsende rolig. Efter den dag, slappede min mor meget mere af, når vi var ude at gå tur, og skulle jeg komme til at træde i en lort ved et uheld, valgte hun bare, at lade mine sko stå uden foran vores hus, indtil min far havde tid til at gøre dem rene.

Den gang jeg var lille, var jeg rigtigt tapper.

Den gang jeg var lille, var jeg meget nysgerrig. Jeg elskede at undersøge ting, og opdage en masse, jeg ikke havde opdaget før. Jeg var glad for at bo, hvor jeg boede, jeg havde en dejlig familie, som elskede mig, og som havde lyst til at være sammen med mig, men jeg drømte om at rejse på store eventyr og se hele verden.

En dag besluttede jeg mig for at drage af sted ud i den store vide verden, for at se hvad den kunne byde på, og opleve noget af alt det, jeg drømte om. Efter at have rejst et stykke tid, kom jeg en dag til et stort bjerg. I bjerget var der en mørk hule. Den virkede uhyggelig, og noget sagde mig, at jeg ikke skulle gå ind i den. Men jeg var jo bare så nysgerrig, at jeg måtte prøve at gå derind.

 

 Langsomt begav jeg mig ind i hulens mørke. Jo længere ind jeg kom, jo mørkere og mere uhyggeligt blev det. Men med et lyste hulen op. Foran mig stod der en stor og frygtindgydende drage. Den så vred ud, og der kom ild ud af dens næsebor. Men jeg blev overhovedet ikke bange. Jeg var både modig og tapper, og syntes bare, at dragen lignede et kæmpestort, nuttet mutant firben.

Men inden jeg kunne nå at tænke ret meget mere, spyede dragen en kæmpe flamme ild lige mod mig.  Den var ikke spor nuttet længere. Den var farlig, og den var ude efter mig. Jeg blev ramt af ilden og blev brændt på min krop. Det gjorde ufatteligt ondt, og jeg blev følte mig ikke så tapper længere. Jeg ville bare hjem.

Jeg følte mig helt alene, og vidste ikke hvad jeg skulle gøre for at slippe væk fra dragen, men så viste det sig, at det ikke kun var mig der var patent på tapperhed. Heldigvis var min familie ligeså modig og tapper som mig. Hele min familie havde nemlig fulgt efter mig på min færd, for at sikre sig, at jeg havde det godt. Da de så, at jeg var blevet ramt af dragens flammer, fik de mig hurtigt ud af hulen, og bagefter rullede de en stor sten hen foran åbningen til hulen, så dragen ikke kunne komme ud igen.

 

Så bar de mig ned til en sø, hvor de kunne komme koldt vand på mine brandsår. Men selvom min familie gjorde alt det, de kunne, var det ikke nok til, at jeg fik det godt igen. Så de besluttede sig for at få mig hen til det nærmeste hospital, så hurtigt de kunne, for der ville der være nogle dygtige mennesker, der ville kunne hjælpe mig.

 

 

 

Jeg var ked af, at være på hospitalet det første stykke tid jeg var der. Jeg ville så gerne hjem til mig selv, men jeg blev nødt til at blive der et godt stykke tid, for at mine sår kunne blive hele igen, og for at jeg kunne blive helt rask. Det var ikke særligt sjovt, men min familie de var der hele tiden hos mig, og gjorde hvad de kunne, for at holde mit humør oppe, og så var der også det fede ved lige netop dette hospital, at man måtte spise al den is man ville, lige så tit man ville. Det var noget, der kunne gøre mig glad.

For hver dag der gik, fik jeg det meget bedre, og til sidst var jeg helt rask og fik lov til at komme hjem igen. Jeg var lykkelig for at være hjemme. Og jeg havde lært, at man skal passe på sig selv, når man drager ud på eventyr. Men jeg havde også fået mit mod tilbage, og var slet ikke færdig med at opleve den store verden omkring mig. Jeg følte mig tapper igen, men jeg havde bare besluttet mig for, at næste gang jeg ville drage på eventyr, ville jeg tage min tapre familie med mig, så vi kunne passe på hinanden.

 

 

Den gang jeg var lille, sad jeg fast i et fodboldmål. 

Den gang jeg var lille, boede vi tæt på en fodboldbane, hvilket var ret så fedt, fordi jeg elskede at spille fodbold. Der var tit nogen i nærheden, man kunne spille med, og andre gange var det også bare nok at hænge lidt ud ved målene, og få vendt verdenssituationen med de andre børn. Nogle gange var der slet ikke nogen at spille eller snakke med, og så måtte jeg bare løbe lidt rundt med bolden alene, men det var ikke nær så sjovt, og jeg kom hurtigt til at kede mig.

En dag, da jeg var løbet direkte fra morgenbordet ud på fodboldbanen, i håb om en rask lille fodboldkamp, skete der noget rigtigt mærkeligt. Jeg kom ud på banen og opdagede hurtigt, at der ikke var andre børn i nærheden. Måske var jeg lige tidligt nok ude. Så jeg sagde til mig selv, at hvis jeg ventede lidt, ville de nok snart komme, så vi kunne få sparket noget bold. Jeg valgte at varme lidt op, og løbe et par runder på banen, og sparkede lidt på mål, mens jeg tålmodigt ventede på, at der ville dukke nogle andre børn op.  

Men det gjorde der bare ikke. Tiden gik. Og jeg var stadig den eneste på banen. Jeg blev lidt træt af at løbe sådan rundt alene, så jeg satte mig i græsset inde i et af målene, for at spare lidt på energien til den store kamp, jeg sådan håbede på, ville finde sted inden al for længe. Jeg sad og hev lidt i græsstråene, og kedede mig bravt.

 

 

Så var det, at det mærkelige skete, for mens jeg sad der ved fodboldmålet, var det ligesom om, at det begyndte at vokse. Trådene i nettet blev længere og længere og langsomt begyndte de at vikle sig rundt om mig. Først syntes jeg, det var lidt sjovt, for jeg havde aldrig set et fodboldmål med fangarme før. Men så begyndte det at stramme lidt til, og da jeg ikke syntes, det var sjovt længere, var jeg fuldstændigt viklet ind i fodboldmålet. Og lige meget, hvad jeg gjorde for at slippe løs, blev det bare værre og værre, og til sidst sad jeg helt fast.

Det var ikke noget kønt syn. Jeg lignede lidt en flue, der var fanget i et kæmpe edderkoppespind. På det tidspunkt ville jeg rigtigt gerne have, at der kom nogen forbi, så de kunne hjælpe mig fri, og samtidigt tænkte jeg, at det også ville blive helt vildt pinligt at blive opdaget, for jeg havde vist aldrig hørt om andre fodboldspillere, der var blevet taget til fange af et fodboldmål.

Lige pludselig kunne jeg høre min mor kalde på mig. Jeg råbte så højt, jeg kunne, så hun kunne finde mig. Hun kom heldigvis hurtigt hen til mig, og kiggede noget forbavset på mig. ”Hvad har du dog lavet?”, spurgte hun mig.  Jeg havde overhovedet ikke lavet noget, det var fodboldnettet, der havde overfaldet mig, og viklet mig ind i dets lange fangarme, og holdt mig så fast, at jeg ikke kunne stille noget op. Min mor rystede på hovedet, og sagde at den historie måtte jeg længere ud på landet med. Det var typisk, der var så meget min mor ikke forstod og ikke troede på.  Hun hjalp mig ud af nettet, og vi begyndte at gå hjemad.

På vejen vendte jeg mig om og kiggede tilbage på fodboldmålet. Nu lignede det et helt almindeligt fodboldmål igen. Når jeg tænkte over det, kunne jeg godt høre, at det ikke havde været en hel almindelig oplevelse, og at det måske var for mærkeligt til, at jeg sådan kunne dele den med andre. Men en ting var sikkert, at selvom jeg altid ville være vild med at spille fodbold, så ville jeg i fremtiden holde godt øje med målene.

Den gang jeg var lille, stjal jeg en sølvring.

Den gang jeg var lille, var jeg enebarn i lang tid. Mine forældre syntes åbenbart, det var så hårdt at være forældre til mig, at de holdt en laaaang pause, inden de ville have flere børn. Jeg ville gerne have nogle søskende. Jeg var overbevist om, at det ville være det fedeste, at have en lillebror eller søster, som man både kunne lege med og sende i byen efter slik. Endelig en dag fortalte min mor mig, at jeg skulle have en lillebror. Jeg blev ellevild, og forestillede mig, hvordan jeg ville være som storesøster. Jeg ville både made ham, trøste ham og klæde ham ud i mit dukketøj. Det var min store drøm, der gik i opfyldelse. Tiden gik, og min lillebror kom til verden.

Nu er det bare sådan med babyer, at selvom de er ret så nuttede langt hen af vejen, så er de også lidt bøvlede at have med at gøre. Min bror skulle hele tiden have mad, eller sove eller skiftes. Og han kunne ikke så meget, så han var ikke den store festbombe at lege med. Men det værste var nok hans skrigeri. Han skreg hele tiden. Det var til at få pip af. Nogle gange skreg han så højt, at det ikke var nok at lukke døren ind til mit værelse, for at få fred. Nogle gange blev jeg simpelthen nødt til at flygte ud af huset for at få hvilet mine ører.

En dag hvor jeg var på en af mine flugtture, passerede jeg et cykelstativ, hvor der var parkeret en hel masse cykler. Jeg kiggede lidt uinteresseret på dem, og kom vist også til at sparke lidt til cykeldækkene, altså uden at ødelægge noget. Mens jeg gik rundt der i min skrigfrie zone, fik jeg øje på noget, der skinnede på en af cyklerne. Det fangede min interesse, og jeg gik nærmere for at se, hvad det var. Da jeg kom helt tæt på, så jeg, at det var en fin sølvring, der lå lige bag ved sadlen på cyklen. Det var et mærkeligt sted til en sølvring, tænkte jeg. Jeg tog den op i hånden for at undersøge den lidt. Det var en meget smuk ring. Jeg syntes, den var så fin, og ville ønske jeg havde sådan en magen til. Jeg kiggede på den længe, inden jeg opdagede, at der stod noget inde i ringen. Jeg kneb øjnene sammen, for at kunne læse de små bogstaver.

Til min store overraskelse stod der Søster inde i ringen. Søster! Det var jeg jo lige blevet. Tænk hvis ringen var en gave til mig. Det måtte det næsten være. Sådan en form for belønning for at holde al det baby skrigeri ud. Jeg overbeviste mig selv om, at ringen var til mig. Jeg gjorde mig ikke de store overvejelser om, hvem den var fra, og hvorfor de havde lagt den på en cykel, frem for at forære mig den direkte. Det betød ikke noget. Jeg var bare så lykkelig for min nye ring.

 

Da jeg kom hjem igen, med ringen i min lomme, var jeg ikke helt så begejstret længere. Jeg havde spekuleret en del over hele situationen, og var nået til den konklusion, at det ikke var så sandsynligt, at ringen var til mig. Jeg fik mere og mere ondt i maven, og da det gik op for mig, at jeg nok var kommet til at stjæle ringen, blev jeg helt vildt dårlig. Jeg gemte mig på mit værelse. Jeg havde ikke lyst til at snakke med min mor om, hvad der var sket. Desuden var hun heller ikke i stand til at snakke, da hun fejrede, at min lillebror sov middagslur, ved selv at være kollapset på sofaen.

Jeg kunne ikke rigtigt slappe af, eller finde på noget at lege. Jeg kunne heller ikke glemme det faktum, at jeg rent faktisk havde stjålet en sølvring. Men så kom jeg i tanke om, at hvis jeg nu skyndte mig tilbage til cyklen, og lagde ringen, hvor jeg havde fundet den. Så var det jo teknisk set ikke et tyveri, men bare et lån. Jeg hev fat i ringen, og løb ud af mit værelse, ned af trappen, og ud på vejen. Jeg løb hele vejen hen til cykelstativet for at aflevere ringen igen. Men da jeg kom derhen, var cyklen væk. Det var helt forfærdeligt. Nu kunne jeg jo ikke lægge rinen tilbage. Hvad skulle jeg så finde på? Skulle jeg bare lægge den på jorden eller på en anden cykel? Men det nænnede jeg heller ikke, for hvis der så var en anden, der fandt den og tog den med hjem, så ville den rigtige ejermand jo aldrig få den tilbage. Så efter at have fået den klamme koldsved, der løb ned af ryggen på mig, lidt under kontrol, besluttede jeg mig for at tage ringen med hjem igen. Og så komme igen dagen efter, for at se om cyklen var tilbage.

Det gjorde jeg så 5 dage i træk. Da cyklen ikke var dukket op, tænkte jeg, at jeg ville komme tilbage efter en uge. Da jeg havde gjort det et par uger, begyndte jeg at blive lidt træt af det. Men jeg blev nødt til at fortsætte. Uge efter uge, måned efter måned. Men cyklen var der bare aldrig. I mellem tiden var det sådan, at jeg var blevet søster til endnu en bror. Så nu var jeg storesøster til 2 drenge. Det var jeg meget glad for, trods diverse besværgeligheder, der fulgte med. Men jeg havde svært ved at slippe den dårlige samvittighed over, at jeg havde stjålet ringen. Jeg tog den aldrig på min finger, for jeg vidste jo, den ikke var min. Den lå fint i mit smykkeskrin og ventede, ligesom mig, på at cyklen kom tilbage.

En dag, jeg sad med ringen i hånden og kiggede på den, kom min mor ind på mit værelse. Jeg skyndte mig at gemme ringen bag min ryg, og kunne mærke varmen blusse i mine kinder, da jeg prøvede at se meget uskyldig ud, og spurgte hende, hvad hun ville. Min mor stak mig et kæmpe smil, da hun, med en smule træthed i stemmen, fortalte mig, at jeg skulle have endnu en bror.                                   

 TRE brødre på 2 år! Det var alligevel meget. Selvfølgelig var jeg glad for mine brødre, men havde de behøvet at komme så hurtigt efter hinanden, og måske kunne mine forældre godt lige have smidt en ekstra pige ind i flokken, så jeg havde nogen at flette hår på. Min mor forlod værelset, og jeg tog ringen frem igen. I det øjeblik besluttede jeg, at jeg måtte leve med min dårlige samvittighed over at have ringen liggende. For hvis der var nogen, der fortjente en sølvring med indgraveringen Søster, så var det vist mig. Jeg gemte ringen nede under nogle andre smykker, og tog den aldrig frem igen.

 

Den gang jeg var lille, adopterede jeg en hval.

Den gang jeg var lille, var jeg helt vild med dyr. Alle mulige slags dyr. Jeg drømte tit om at have et kæledyr derhjemme. Og jeg prøvede da også både at have undulat, hamster og en kanin. Men det var som om, at det var for almindeligt for mig i længden. Jeg ønskede mig et exceptionel, eksotisk kæledyr.  Jeg vidste ikke helt, hvad det var, jeg ønskede mig, det skulle bare være noget helt specielt.

En dag, jeg var en tur i byen, var der en pige, der stak mig en brochure i hånden. Jeg vidste ikke helt, hvad det handlede om, og proppede den ned i min bukselomme, og glemte alt om den. Indtil min mor, et par dage senere, skulle vaske og insisterede på, at jeg selv tømte mine lommer, inden jeg smed mine bukser i vasketøjskurven. Jeg kiggede lidt uinteresseret i brochuren, indtil jeg så et billede af en hval. Jeg var vild med hvaler, det var det sejeste dyr, jeg kendte til. Jeg begyndte at læse teksten ved siden af billedet. Jeg forstod ikke alt, hvad der stod, men en ting forstod jeg. Man kunne adoptere en hval.  Hvor fedt var det lige? Jeg skulle bare lige sende lidt penge til dem, der havde lavet brochuren, og så ville jeg være den stolte ejer af en hval. Mine venner ville bare blive så misundelige, når de ville komme på besøg, og se mit nye kæledyr.

Jeg tømte min sparegris for penge og fik sendt dem af sted. Og så kunne jeg bare gå og vente på, at hvalen ville blive sendt til min adresse. Jeg ventede mange dage, syntes jeg. Det var næsten ikke til at holde ud. Jeg brugte tiden på at planlægge, hvor hvalen skulle være henne, når den kom frem. Mit badebassin var ikke så stort, så vi ville nok blive nødt til at anskaffe os en swimmingpool eller lignende, så hvalen kunne få plads til at svømme rundt i baghaven. Jeg skulle lige til at dele mine tanker med min mor, da jeg hørte posten komme. Jeg løb spændt ned for at se, om hvalen var ankommet. Desværre, det eneste post vi havde fået, var nogle regninger, og så noget, der lå i en mærkelig stor kuvert. Min mor rakte mig kuverten og sagde, at det var til mig. Jeg åbnede den, hev et stykke papir op, og fik min mor til at hjælpe mig med at læse, hvad der stod på det.

Det var fra dem med hvalbrochuren. Det viste sig, at jeg godt nok havde adopteret en hval, men den ville aldrig komme hjem til mig. Den svømmede glad rundt oppe i et eller andet dumt norsk farvand. Jeg blev så skuffet og trist, da det gik op for mig, at jeg aldrig ville opleve at have en hval svømmende rundt i haven. Min mor prøvede at trøste mig og sagde, at der stod i brevet, at man kunne se billeder af hvalen på internettet.  Det var bare ikke godt nok. Jeg ville se den i virkeligheden. Jeg lagde mig helt ulykkelig på sofaen og stirrede op i loftet. Jeg skulle lige til at opgive alle mine kæledyrsdrømme, men så kom jeg til at tænke på, at når nu hvalen ikke ville komme til mig, så måtte jeg da bare rejse op til den.

Jeg pakkede nogle få ting i min rygsæk og sneg mig så ud af huset. Det var nok en god ide, at min mor ikke opdagede, hvad jeg havde gang i. Hun ville nok ikke lige give mig lov til at rejse til Norge alene. Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle finde frem til det norske farvand og min hval, men jeg var da sikker på, at det ville være en god ide, at sejle derhen. Så ville jeg kunne komme helt tæt på min hval.Jeg løb ned til havnen, og kravlede op i en gammel fiskekutter.  Men da jeg kom op i den, var det som om jeg blev slået i ansigtet. Jeg blev ramt af en fæl stank af gamle fisk. Lugten gav mig voldsom kvalme, og fik mig til at overveje, om det ikke var bedre at tage toget. Men inden jeg nåede at træffe en beslutning, så jeg 2 mænd gå ombord på fiskekutteren. Jeg gemte mig, så de ikke så mig. De ville nok ikke blive så glade for at have en blind passager, og jeg ville jo ikke med alligevel. Lugten var for slem til, at jeg ville kunne holde til den lange rejse mod nord. Men jeg nåede ikke at komme af båden, før de 2 fiskermænd lettede anker, startede motoren, og båden sejlede ud mod det åbne hav. Jeg var desperat nu, lugten var så stærk, at jeg ikke ville kunne klare at være på den båd ret meget længere. Så jeg besluttede mig for, at jeg ville hoppe overbord og svømme i land. Men da jeg skulle til at kravle over rælingen og hoppe ud i vandet, blev jeg overmandet af kvalmen, og begyndte at brække mig. Jeg brækkede mig udover det hele. Jeg havde aldrig været så dårlig før. Jeg kunne ikke gemme mig længere.  Fiskerne opdagede mig, og den ene af dem kom hen til mig. Han grinede lidt af mig, og sagde så, at mig måtte de vist heller få på land igen med det samme.

 

 

Vi sejlede tilbage til havnen, og jeg kom op på land. Mændene hjalp mig med at ringe til min mor, så hun kunne komme og hente mig. Jeg fik det lidt bedre, da jeg kom hjem, og jeg blev vasket og fik rent tøj på. Jeg fortalte min mor om min drøm om at rejse til Norge, for at møde min hval. Hun gav mig et kram, og så lovede hun mig, at hvis jeg ikke sådan ville stikke af til havs igen en anden gang, så ville hun da gerne købe mig en guldfisk. En guldfisk?  Jeg skulle overhovedet ikke have nogen som helst slags fisk. Jeg kunne mærke kvalmen komme tilbage igen. Fra nu af ville jeg holde en pause fra hvaler, fisk og andre havdyr. Når det kom til stykket, kunne jeg også meget bedre lide hunde. Og hvis min mor var indstillet på at give mig en guldfisk, skulle jeg nok ikke plage hende alt for længe før, hun ville gå med til ,at vi skulle have en hund.

Den gang jeg var lille, satte jeg ild til en piges hår.

Den gang jeg var lille, var der hvert år en klasse på min skole, der skulle gå Lucia-optog op mod jul. Det var altid hyggeligt. Lyset på gangen blev dæmpet en smule, og så kom børnene gående i en lang række, med lys i hånden og stjerner i håret, mens de sang Sancta Lucia sangen.

Det var stort det år, det var min klasses tur til at gå Lucia. Jeg vidste dog ikke helt, om jeg var en haj til det med optog, men jeg gjorde mit bedste, når vi øvede. Jeg lærte hurtigt ordene i sangen udenad. Dem havde jeg hørt så mange gange før. Det var sværere med den måde, vi skulle gå på, og at holde den afstand, jeg skulle, til pigen foran mig. Jeg ønskede virkeligt at gøre det godt, og koncentrerede mig så godt, jeg kunne. Jeg øvede alle steder med at gå på Lucia-måden. Et skridt, så et stop, og så et skridt til.  Det var svært, og jeg overvejede om, det overhovedet var nødvendigt at gå på den måde, for at huske på hende Lucia. Gik hun måske selv på den måde, da hun levede. Det tror jeg nok ikke, hun gjorde. Jeg havde jo hørt historien om, hvordan Lucia om natten smuglede mad til folk, der gemte sig, for ikke at blive sat i fængsel, fordi de troede på noget, de ikke måtte. Og jeg kunne ikke forestille mig, at Lucia midt i sin hemmelige mission, gik videre op i, hvordan hendes gang artede sig.  Men når jeg foreslog min lærer, at vi valgte en mere samfundsrealistisk måde at gå på, slog hun det hen og sagde, at nu skulle jeg bare se at gå i takt.

Da det endelig blev Lucia-dag, ville jeg bare have det overstået. Selvom jeg havde øvet mig så meget, var min gang overhovedet ikke blevet bedre. Min mave var så fuld af sommerfugle, at jeg var ved at kaste op. Jeg spurgte min mor, om hun ikke syntes, jeg var en lille smule syg, og derfor skulle blive hjemme i min seng. Det ville hun ikke høre tale om, for hele familien havde i sinde at troppe op på skolen, for at se mig, og de glædede sig alle sammen så meget. Ja, det gjorde det altså ikke meget bedre. Jeg blev bare endnu mere dårlig ved tanken, faktisk så dårlig, at jeg var sikker på, at jeg var rigtigt syg. Men min mor hun insisterede. Og af sted i skole kom jeg.

 

Da vi stod der på gangen, og ventede på at skulle starte optoget, var jeg sikker på, at jeg var blevet overmandet af en meget sjælden tropesygdom. Jeg havde det så varmt, og var svimmel. Men min lærer tog mig heller ikke helt alvorligt, da jeg prøvede at beklage mig til hende. ”Visse vasse”, sagde hun, mens hun rettede på min Lucia-dragt, og tændte lyset, jeg havde i mine hænder.

Der var ingen vej tilbage. Jeg blev nødt til at tage mig sammen. Jeg tog en dyb indånding og sagde til mig selv, at det nok skulle gå. Musikken startede, vi begyndte at synge, og at gå i takt, i en fin lang række bag hinanden. Til min store lettelse startede det hele rigtigt fint. Jeg gik, som jeg skulle, og jeg kunne synge samtidigt. Det var stort. Jeg begyndte at slappe af, og være helt stolt af mig selv. Jeg styrede det Lucia-optog. Et lille stykke tid i hvert fald.

For der midt i al begejstringen over min succes, så jeg pludselig min gymnastiklærer komme flyvende ind mellem mig og pigen foran mig. Han hev hende væk, og begyndte at klaske løs på hendes hoved. Normalt undrede det mig ikke, når min gymnastiklærer lavede sære ting. Det var ligesom en del af hans personlighed. Men det var alligevel lidt for mærkeligt med det der kamikazespring midt i Lucia-idyllen. Så gik det op for mig, hvad der var sket. Der var ild i pigens hår. Og det var min skyld. Jeg var alligevel kommet ud af takt, og da jeg kom for tæt på min klassekammerat, havde jeg altså sat ild til hendes hår. Ej, var det pinligt. Nu måtte jeg da få lov til at løbe væk og gemme mig langt væk fra langt hår, levende stearinlys og juletraditioner. Men nej. Luciasangen blev ikke en gang afbrudt. Vi gik bare videre.

Da vi var færdige klappede hele skolen af os. Min familie stod ved mit klasseværelse med både julelys og tårer i øjnene. De var bare så stolte af mig, og syntes at vi alle havde været fantastiske. Ja, alle undtagen mig. Havde de slet ikke set, hvad der var sket. Nu skulle jeg garanteret også have skæld ud. Bare fordi jeg havde startet en lille bitte ildebrand i noget hår, der faktisk havde flagret på en meget uansvarlig måde.

Men jeg fik ingen skældud, hverken af pigen eller nogen som helst andre, heller ikke af min gymnastiklærer. Han kom bare hen til mig, klappede mig på skulderen, og sagde, at vi da vist skulle arbejde lidt med mine koordinations-evner. Jeg kiggede rundt. Ingen var sure. Alle var glade. Så det ville jeg også være. Jeg havde trods alt klaret det bedre, end jeg havde regnet med.  Jeg smed Lucia-dragten og mit dårlige humør, og løb hen og krammede min mor.

 

Den gang jeg var lille, havde jeg mange kærester.

Den gang jeg var lille, var jeg ret populær. Folk var bare vilde med mig.  Selvfølgelig var de det. Jeg var både køn og klog og charmerende. Voksne syntes, jeg var det mest vidunderlige barn, de nogensinde havde mødt. Og børnene på min vej og på min skole kæmpede for at få lov til at være min ven. På et tidspunkt begyndte jeg at få en hel del længselsfulde kærlighedsbreve. Der var mega mange, der gerne ville komme sammen med mig, og skrev sådan et” kryds ja eller nej”- kærestebrev til mig. Jeg havde fået at vide, at man kun kunne have en kæreste af gangen, så hvis jeg skulle have en´ kæreste, måtte jeg vælge en ud af de mange mulige. Men det var alt for svært at vælge. Jeg ville jo nødigt skuffe nogen. Og jeg var jo så fyldt af dejlighed, at der var nok til alle. Desuden havde jeg hørt, at det var sundt at dele. Jeg kunne slet ikke se, at der skulle være noget galt med at have flere kærester på en gang.

 

Jeg kiggede bunken af kærestebreve igennem, og måtte indse, at der var for mange, selv for en som mig. Jeg besluttede, at vælge nogle stykker af de nok hundredvis af potentielle kærester ud, så jeg kunne have en kæreste til hver dag i ugen. Jeg undlod dog at få en søndagskæreste, for der skulle jo også være tid til at charmere gamle bedsteforældre og lignende.

Det var bare skønt at have mange kærester på en gang. For de var søde på hver deres måde, og jeg kunne lave forskellige ting med dem. Jeg spillede bold med min mandagskæreste, lavede lektier med min tirsdagskæreste, byggede hule med min onsdagskæreste, klatrede i træer med min torsdagskæreste, delte slik med min fredagskæreste, og så film og læste tegneserier med min lørdagskæreste. Jeg fik tit gaver af dem, og de sagde altid en masse rare ting til mig, som gjorde, at jeg blev endnu mere overbevist om, hvor dejlig jeg var. Det kørte for mig det der kærestehalløj.

Men så skete der noget, jeg ikke lige havde forudset. En dag kom mandagskæresten, og spurgte om vi ikke kunne ses om onsdagen i stedet. Det sagde jeg jo til. Jeg var virkelig dårlig til at sige nej. Men igen, jeg så det ikke som et problem. Jeg måtte bare flytte min aftale med onsdagskæresten til om mandagen.
Det kunne bare ikke lade sig gøre. Så jeg prøvede at flytte onsdagskæresten til om torsdagen, og så torsdagskæresten til mandag, men det duede heller ikke. Jeg blev ved med at bytte rundt på dem, og til sidst kunne jeg slet ikke finde rundt i alle mine aftaler. Jeg vidste ikke, hvornår hvilken kæreste ville komme på besøg. Det var et stort rod. Jeg havde ingen ide om, hvordan jeg skulle organisere mig ud af det, og jeg begyndte igen at overveje om, det var upraktisk at have flere kærester på en gang. Men jeg slog det hurtigt hen. Der var alt for mange fordele til, at jeg ville droppe det.

Den næste mandag ventede jeg spændt på hvilken kæreste, der ville dukke op ved min hoveddør. Men til min store overraskelse, dukkede der ikke bare en kæreste op. Alle 6 af slagsen kom på besøg på en gang. Desværre var der ingen af dem, der kunne se situationen fra den humoristiske vinkel. De så rasende ud alle sammen. De havde lige opdaget, at de delte mig med hinanden. Jeg forstod ikke, hvorfor det kunne gøre dem sure, men de hidsede sig op, skældte ud og  hev og flåede i mig og i hinanden. Det var lige før det udviklede sig til en slåskamp.
STOP! Råbte jeg, ”der er rigeligt af mig til jer alle”. Jeg sendte dem mit mest charmerende smil, og tænkte, at nu var den ged barberet. Det var den så bare ikke. Alle mine kærester stoppede op og kiggede vredt på mig. Så vendte de sig om, og forlod mig der helt alene, ulykkelig og kæresteløs. Jeg var overrasket over, at de bare kollektivt slog op med mig på den måde. Faktisk var jeg så chokeret, at jeg var parat til at lægge al kæresteriet på hylden for evigt, men så kom jeg i tanke om, at jeg havde gemt alle kærestebrevene fra dem, jeg ikke havde været kæreste med endnu. Jeg kunne jo bare vælge nogle nye kærester. Jeg skyndte mig op på mit værelse og fandt brevene frem.

Mens jeg sad der midt i den enorme bunke af breve, blev det hele alt for meget for mig. Jeg måtte indse, at uanset hvor dejlig jeg var, så var det okay at holde det lidt for mig selv i en periode. Jeg sparkede brevene ind under sengen, og løb hen til naboen, for at spørge om deres børn kunne lege.

Den gang jeg var lille, gravede jeg et hul ned til kineserne.

 Den gang jeg var lille, legede jeg tit sammen med en masse andre børn henne på legepladsen. Der var der den fedeste sandkasse, hvor vi tilbragte utallige timer, mens vi lavede den ene sandkage efter den anden. Der var tit nogle lidt større børn, der gik forbi os, når vi sad der og legede. De skulle altid komme med en eller anden smart kommentar til os, inden de grinende gik videre. For det meste gad vi ikke bruge vores tid på at høre på dem. Men så var der lige denne ene gang, hvor de sagde noget, der vækkede min nysgerrighed. De fortalte nemlig, at hvis vi gravede en hul, der var dybt nok, i sandkassen, så ville vi nå helt ned til kineserne. Jeg løb hjem og kiggede på min fars globus. Jeg kunne godt se, at Kina og Danmark lå på hver sin side af jorden. Måske havde de ret.

Jeg havde aldrig været i Kina, og regnede ikke med, at det var noget, jeg ville komme til, hvis jeg skulle gå og vente på mine forældres initiativ. Så jeg besluttede, at jeg ville give det en chance. Jeg ville grave et hul hele vejen ned til kineserne. Det tog tid at grave et hul, der var så dybt. Og flere af de andre børn syntes, jeg var godt tosset. De fortsatte bare med sandkagerne, som om der var større fremtidsudsigter i det, end i min rejse mod et kinesisk eventyr. Jeg gravede og gravede og gravede. Jeg kom længere og længere ned i gennem jorden. Jeg knoklede løs, og var lige ved at opgive mit projekt af bar udmattelse. Men så en dag skete der det fantastiske, at jeg kunne mærke, at jorden under mig føltes meget tynd. Jeg tænkte, hvis jeg hoppede lidt, så ville jeg måske komme hurtigere gennem det sidste stykke vej. Jeg hoppede et par gange og med et forsvandt jorden under mig. Jeg røg ud af hullet, og landede noget smertefuldt med et bump på maven. Jeg sundede mig lidt og kiggede så lige foran mig. Der så jeg et par sko. Jeg kiggede længere op og så, at skoene sad fast på en mand. Han så ret kinesisk ud. Så jeg tænkte, at jeg måtte have fuldført min plan. Jeg havde virkelig gravet et hul hele vejen ned til kineserne.

 

Jeg rejste mig op. Og rakte manden hånden. Han nikkede med hovedet, og begyndte at sige en hel masse ting på kinesisk. Det havde jeg så ikke lige tænkt på. Jeg kunne jo ikke forstå noget som helst af det, han sagde. Jeg prøvede at forklare ham, at jeg kun kunne tale dansk. Men det fik han vist heller ikke så meget ud af. Så hev han fat i min arm, og trak mig en anelse for hurtigt hen til en lille bænk, og viste mig, at jeg skulle sætte mig der. Inden længe var jeg omringet af kinesere. De sagde alle sammen en masse til mig, men jeg forstod bare ingen ting. Jeg begyndte at overveje, om jeg ikke skulle have forberedt mig lidt mere på min rejse.

Efter noget tid kom der en ung mand hen til mig. Han begyndte at tale til mig på dansk. Åh, jeg blev så lykkelig. Endelig en jeg kunne forstå. Men han virkede ikke særligt imødekommende. Han sagde til mig, at jeg bestemt ikke var det første barn fra Danmark, der havde gravet sig hele vejen ned til dem. Faktisk havde de prøvet det så mange gange, at de havde udpeget ham til at lære dansk, så der var en, der kunne kommunikere med os. Det var jeg jo taknemmelig for, og tænkte at han da lige kunne give mig lille rundtur, nu jeg var der. Men nej, han forklarede mig, at kineserne var så trætte af alle de huller, vi gravede gennem jorden. Og al den kolde luft fra nord, der sivede ned gennem hullerne. Det kunne de slet ikke holde ud. Jeg prøvede at forklare, at det var de store børn, der havde fået mig til det, men det var de åbenbart ligeglade med. Så sagde den kinesiske mand til mig, at de ville hjælpe mig hjem og lukke hullet bag mig. Og så forventede de, at jeg skulle fortælle alle de børn, jeg mødte hjemme i Danmark, at hvis de ville besøge Kina, så måtte de købe en flybillet, og komme til landet på den normale måde. Jeg nåede slet ikke at protestere, før alle kineserne i fællesskab bar mig hen til hullet og skubbede mig op i det. De skubbede mig hele vejen hjem til Danmark, og så fyldte de hullet med jord, så ingen kunne se, at der overhovedet havde været et hul. Så sad jeg der tilbage i sandkassen ret så fortumlet.

De andre børn kom hen til mig, og spurgte, hvordan det gik med mit graveri. Jeg forklarede dem, at det havde jeg droppet. Jeg kunne ikke fortælle dem sandheden. De ville ikke tro på mig. Jeg gik træt hjemad, og besluttede, at næste gang, jeg skulle lege i sandkassen, ville jeg holde mig til sandkagerne.

Den gang jeg var lille, skulle jeg spise levertran.

Den gang jeg var lille, var det sådan at min far nogle gange blev overmandet af en trang til, at vi alle sammen skulle være meget mere sunde, end vi var. Så skulle vi kun spise grøntsager eller grød til alle måltider i en periode. De forskellige perioder kom og gik, sådan lidt efter min fars humør. Men der var et sundhedsflip, der varede i al al for lang tid. Det var ”du skal spise en skefuld levertran om dagen, for så bliver du ligeså sund som din far”-fasen. Det var ikke sjovt, levertran var bare det værste, jeg nogensinde havde smagt på.

En dag, da min far tog flasken med levertran frem, og hældte de klistrede klamme dråber op på en spiseske, besluttede jeg mig for, at nu ville jeg ikke længere finde mig i hans sundhedstyranni. Så jeg rejste mig op fra bordet og løb ud af køkkenet. Men min far var meget insisterende, så han løb efter mig med skeen i hånden. Da vi havde løbet rundt i huset et stykke tid på den måde, kom jeg til at spekulere over, hvordan det kunne være, at levertranen blev på skeen, når min far sådan løb rundt med den. Mine spekulationer var desværre skyld i, at min koncentration kom lidt ud af kurs, så jeg nåede ikke at undvige den skammel, der stod i vejen for min levertrans-flugt.  Uden at kunne gøre andet, end at opleve det hele i slowmotion, snublede jeg, og faldt ind imod væggen i mit værelse.

Jeg nåede lige at tænke, ”det her kommer til at gøre ondt”, da jeg fløj helt ubesværet gennem væggen.  Jeg tumlede om på gulvet, og da jeg kom lidt til mig selv, kiggede jeg mig rundt. Jeg var ikke længere på mit værelse, min far var der ikke, og der var ikke noget hul i væggen. Jeg var faldet ind i et hemmeligt parallelt univers, lige bag mit værelse. Hold op, hvor var det sejt. Tænk hvilke muligheder, der åbnede sig for mig. Her ville jeg kunne gemme mig, hver gang mine forældre fandt på noget, jeg ikke havde lyst til.

Jeg var næsten euforisk af lykke. Det her skulle være mit hemmelige sted, hvor ingen ville kunne nå mig. Jeg kunne høre min far kalde på mig, på den anden side af væggen. Jeg kæmpede for ikke at bryde sammen af grin. Han skulle i hvert fald ikke opdage mit lille ny fundne stykke af himlen.

Efter få minutter holdt han op med at kalde. Og jeg kunne begynde at se mig omkring. Der måtte være uanede muligheder der bag ved væggen, i min hemmelige verden.

Jeg ville kunne gemme mit fredagsslik derinde, så min bror ikke huggede noget af det. Jeg ville også kunne lægge planer for store missioner og opgaver, uden nogen ville opdage noget, og aller bedst der ville jeg kunne få fred, når jeg havde brug for det. Jeg sad der et stykke tid, men så begyndte min mave at rumle. Jeg havde jo rejst mig fra bordet i en fart, så jeg havde ikke fået spist al min mad. Jeg besluttede mig for, at jeg ville liste mig gennem væggen, og stille vende tilbage til køkkenet. Jeg kunne jo håbe på, at min far havde fundet på noget andet at gå op i, og havde glemt alt om levertranen.

Der var ikke andre i køkkenet, da jeg kom derud. Jeg satte mig på min plads, og spiste resten af den bolle, jeg var gået i gang med tidligere.  Jeg skyllede det ned med det glas mælk, der stod foran mig. Da jeg havde tømt hele glasset, fik jeg den grimmeste smag i munden. Der var noget galt med mælken. Jeg skyndte mig hen til vandhanen, og hældte vand op i et rent glas. Da det også var tømt, gik det op for mig, hvad der var sket. Min far havde snøret mig. Da han ikke havde kunnet finde mig, havde han bare hældt levertranen op i min mælk. Og trods min store indsats for at undgå det, havde jeg alligevel fået min dagsration af det ulækre stads.  Min far var måske klogere, end jeg troede. Nej, han havde nok bare været heldig. Jeg ryddede op efter mig, og løb mod mit hemmelige sted, for at lægge nye planer, i kampen mod levertrans-fasen.

Den gang jeg var lille, troede jeg, at jeg var en kanin.

Den gang jeg var lille, var jeg helt vild med kaniner. Jeg syntes bare, at de var de mest nuttede og sejeste dyr, der fandtes. Og jeg kunne så godt tænke mig at få en som kæledyr. Men det måtte jeg selvfølgelig ikke. Heller ikke selvom jeg spurgte om det utallige gange. Det var ligesom om mine forældre mente det, når de sagde nej. Det var ellers ikke normalt hjemme hos os. De fleste nej ‘er, kunne ændres til et ja, hvis jeg virkelig var ihærdig i min indsats, men ikke når det gjaldt kaniner. Der stod de gamle altså fast. På et tidspunkt opgav jeg rent faktisk mit plageri, og tænkte at så måtte jeg jo bare lege, at jeg havde en kanin. Men det var ikke nær så sjovt, som jeg troede. Jeg opdagede faktisk, at det var meget sjovere, når jeg legede, at jeg selv var en kanin. For en kanin kan jo både hoppe og grave huller, og det er da to af de fedeste ting, man kan foretage sig. Jeg legede kanin hver dag. Jeg gravede og hoppede løs ude i haven, lige så tit jeg kunne komme til det. Min mor syntes, jeg var lidt fjollet, men benyttede chancen til at få mig til at spise gulerødder. Hun sagde, at det ville jeg blive nødt til, hvis jeg sådan ville være en kanin. Men det kunne hun godt glemme. Jeg kunne overhovedet ikke lide gulerødder, og hun skulle ikke komme og ødelægge min leg med sine dumme ideer.

 

En dag, da jeg var i gang med at grave et kæmpe kaninhul ude i haven, kom der pludselig en rigtig kanin hoppende hen til mig. Den snusede lidt til mig, og kiggede så med sine store øjne på mig. Jeg spurgte den, om den da ikke var kommet for langt væk hjemmefra, og om jeg ikke skulle hjælpe den hjem igen. Der var måske en lille pige eller dreng, der savnede den. Men den havde overhovedet ikke nogen børn, den skulle hjem til, for det var en vild kanin, der boede ude i skoven sammen med en masse andre kaniner. Jeg havde aldrig vidst, at der fandtes kaniner, der boede frit i naturen. Jeg troede, de alle boede henne hos dyrehandleren. Kaninen rystede på hovedet af mig, og sagde, at hvis jeg ville, kunne jeg bare hoppe med den, og se hvordan den boede. ”Så bliver du også fri for at komme tilbage til dit bur” sagde kaninen så. ”Bur?”, hvad mente den dog med det. Jeg prøvede at forklare, at jeg havde mit eget værelse og en seng, jeg sov i. Kaninen troede ikke på mig, og sagde at den aldrig havde hørt om, at mennesker gav deres kæledyr et helt værelse for dem selv. ”Kæledyr!”, hvad snakkede den vanvittige kanin dog om. Jeg var jo ikke et dyr. Men så kom jeg til at kigge ned af mig selv, og blev noget forskrækket, da jeg opdagede, at jeg ikke længere var iklædt mit gamle joggingsæt, men derimod en lysegrå pels. Jeg mærkede på mit hoved, og fik fat i 2 meget lange øre, og en kold snude. Jeg var rent faktisk blevet til en kanin. Det var nok også derfor, jeg ikke havde nogen problemer med at forstå, hvad den vilde kanin sagde til mig.

Det var lidt overvældende for mig, at jeg opdage, at jeg var blevet til et lille pelsdyr, og skulle lige til at gå i panik, da den vilde kanin skubbede lidt til mig, og spurgte om jeg skulle med eller ej. Jeg trak vejret dybt ned i min kaninmave, og besluttede mig for at tage med. Så jeg hoppede ud i den vide verden sammen med min nye vilde ven. Da vi nåede frem til kaninens hjem, blev jeg mødt af hundredevis af andre kaniner. De bød mig velkommen og sagde, at der altid var plads til en kanin til. Jeg tænkte, at det måtte være en drøm der gik i opfyldelse for mig. Jeg havde altid ønsket mig en kanin, og nu skulle jeg selv leve som en. Fri for at rydde op, gå i skole og høre efter. Jeg skulle bare hoppe og grave huller og være fri som en vild kanin. Jeg var lykkelig.

Jeg var også lidt sulten. Heldigvis, var det ved at være spisetid. Jeg spurgte, ”hvad vi skulle have?” Men til min store ærgrelse, fik jeg at vide, at vi skulle have gulerødder. Jeg spurgte om, jeg ikke kunne få noget andet, Men det kunne jeg ikke. De vilde kaniner levede af gulerødder, de huggede i folks haver, og de spiste aldrig andet.
Gulerødder 3 gange om dagen resten af mit liv. Lige pludselig begyndte jeg at savne min mor og hendes spaghetti med kødsovs. Jeg besluttede mig for at hoppe hjemad i håbet om, at min mor kunne se igennem min pels, og se at det var mig.

Da jeg kom hjem i haven igen, gik min mor rundt og kaldte på mig. ”Nå, der er du”, sagde hun. ”Vask dig lige lidt og kom ind og spis”, fortsatte hun. Så gik hun ind i huset, og jeg undrede mig over, at hun ikke bare syntes, det var en lille smule mærkeligt, at jeg havde pels og lange øre. Jeg kiggede ned ad mig selv, og til min store lettelse, var jeg igen iført mit eget tøj og mine egne ører. Jeg var meget beskidt, men jeg var mig selv.

Jeg løb glad og godt sulten ind i spisestuen og hoppede op på min stol. Fuld af forventning til min mors gode kogekunst. Jeg øste en kæmpe portion pasta op på min tallerken. Og så skubbede min mor en skål med gulerodssalat over til mig. ”Kaniner elsker gulerødder”, sagde hun så. "Ja tak", svarede jeg hende. ”Men jeg er ikke en kanin længere”. Og så besluttede jeg mig for, at næste gang jeg legede, at jeg var et dyr, så skulle det være et dyr, der levede af mad, jeg kunne lide.

Den gang jeg var lille, gik jeg på æblerov.

Den gang jeg var lille, legede jeg tit udenfor sammen med de andre børn, der boede på samme vej som mig. Nede for enden af vores vej boede der en gammel sur mand, som ikke kunne lide os børn. Han brokkede sig altid over, at vi larmede for meget, og når han gik forbi os, truede han os med sin stok, og advarede os om, at skulle vi finde på nogen som helst narrestreger, så ville han komme efter os. Vi grinede lidt af ham, for vi var ret sikre på, at han ikke ville kunne fange os, selvom han ville. Han var alt for gammel og langsom.

I den sure gamle mands have, var der et stort æbletræ, med de mest fantastiske æbler på. De var helt røde, og det var som om, de nærmeste lokkede os til at spise dem. Vi holdt tit øje med, når den gamle ikke var hjemme, og så listede vi os ind i hans have, og huggede et æble eller to, inden vi så listede  ud af haven igen. Den gamle mand opdagede aldrig noget. Han manglede slet ikke æblerne, så på den måde, gjorde vi ham jo bare en tjeneste ved at plukke dem, så de ikke faldt ned på jorden og rådnede. En dag hvor vi helt uskyldigt legede ude på vejen, kom den gamle mand ud af sit hus og styrede lige hen imod os. Han løftede sin stok, og sagde, at han vidste, vi var ude på noget, og han skulle nok finde ud af, hvad det var, og så skulle vi få hans vrede at smage.

 

Det havde vi ikke lyst til, vi ville hellere smage hans æbler. Og vi var godt trætte af hans sure trusler. Da han gik videre, kiggede vi stille på hinanden. Der var sådan en mærkelig spænding imellem os, som om vi alle fik den samme uartige ide på samme tid. Vi blev simpelthen nødt til at narre den gamle mand på en eller anden måde. Så vi aftalte, at vi ville plukke alle hans æbler på en gang, og bagefter vente på, at han kom hjem igen, banke på hans hoveddør, og så prøve at sælge dem til ham, bare for at se ham i hovedet, når han opdagede, det var hans egne æbler. Vi gik straks i gang med vores plan. Vi havde jo lige set ham forlade sit hus. Vi kravlede op i æbletræet, og fyldte den ene pose efter den anden med de dejligste æbler. Vi nåede lige at plukke det sidste, inden vi så, at nu var han på vej hjem igen. Min mave var fyldt med sommerfugle. Jeg vidste jo, at hvis den gamle mand blev tosset på os, ville vi få nogle slag med hans stok, så jeg skulle være parat til at stikke af, og løbe så hurtigt jeg kunne. Jeg var nok den modigste af alle børnene på vejen, så jeg stod forrest, da vi bankede på mandens dør. Jeg var lige ved at tisse i bukserne af bar spænding, da han åbnede døren. Jeg tog mod til mig, og spurgte manden, om han da ikke ville købe nogle friske, ny plukkede æbler. Jeg dukkede mig helt automatisk, i tilfælde af, at han ville svinge sin stok. Men til min overraskelse smilede han venligt til os, og sagde, at han ville da gerne købe dem alle. Han havde nemlig lyst til en omgang gammeldags æblekage, og der var ikke flere æbler tilbage på hans eget æbletræ. Jeg var lige ved at bryde sammen af grin. Vi stod der med 4 store indkøbsposer fyldt med æbler, vi havde hugget fra hans have, og nu ville han betale os for dem. Han inviterede os ind i sit hus, og ind i køkkenet. Han spurgte, hvad vi skulle have for æblerne, og jeg svarede frejdigt, at de kostede 20 kr. posen. Det var måske lige at pressen den, men jeg følte mig ovenpå. Manden sagde, at han ville give os 25 kr. pr. pose, hvis vi blev og skrællede æblerne for ham. Det var helt vildt, han ville betale os mere end, vi bad om. Jeg vendte mig om til de andre. Jeg havde slet ikke lagt mærke til, at de alle stod og rystede helt vildt. Flere af dem sagde, at de altså ikke turde være der mere, og at de i hvert fald ikke ville skrælle nogen æbler. De var overbeviste om, at han inden længe ville opdage, hvad vi havde gang i, og at han havde en uhyggelig kælder, hvor han ville holde os fanget resten af vores dage. ”Sikke noget pjat” sagde jeg. ”Vi skal bare lige skrælle et par æbler, og så er den hjemme”. Jeg prøvede at opmuntre de andre, men inden jeg havde set mig om, stak de alle sammen af, og smækkede den store hoveddør bag sig. Så stod jeg der alene, med en muligvis meget farlig gammel mand, og skulle vælge mellem at redde mit liv, eller tjene 100 kr.

Manden rakte mig en slidt gammel kartoffel skræller, og jeg gik i gang med at skrælle det ene æble efter hinanden. Jeg var ikke bange, jeg var modig, og snart var jeg rig. Men efter den første pose æbler, begyndte det at gøre lidt ondt i mine hænder. Efter den anden fik jeg krampe i mine fingre, og efter den 3 måtte jeg give op. Jeg fortalte den gamle mand, at jeg ikke kunne skrælle flere æbler, og at jeg bare ville nøjes med pengene for de 3 poser. ”Du får ingen penge, hvis du ikke skræller alle æblerne”, sagde han så.
Det var så uretfærdigt. Jeg havde stået der og slidt i hans køkken, og nu fik jeg intet ud af det.  Jeg havde vabler på mine hænder, og jeg kunne ikke skrælle et eneste æble mere, lige meget hvor gerne jeg ville have pengene. Jeg vendte mig slukøret om og meget skuffet forlod jeg den gamle mands hus. Da jeg stod ude på vejen, vinkede han til mig, og sagde tak fordi vi havde plukket hans æbler for ham.

Den gang jeg var lille, stak jeg af med et cirkus.

Den gang var lille, kunne jeg godt blive træt af min mor og far. For det meste var de okay, men de kunne også drive mig til vanvid. Jeg skulle altid rydde op på mit værelse og lave lektier, eller noget andet dumt på de mest irriterende tidspunkter.

En dag skulle vi have besøg af min mors gamle og senile onkel. Så skulle jeg selvfølgelig have orden på mit værelse, så det så pænt ud, hvilket overhovedet ikke var nødvendigt, fordi onklen også var halvblind, så han ville overhovedet ikke lægge mærke til en smule rod på mit værelse. Men min mor blev ved med at plage mig, selvom det forstyrrede mig helt vildt meget. Jeg var overbevist om, at hun var den dummeste mor nogensinde, men jeg blev jo nødt til at gøre, som hun sagde, også selvom jeg blev rigtigt godt og grundigt sur af det. Hun forventede oven i købet også, at jeg skulle sidde stille i sofaen og være artig, mens de voksne drak kaffe og spiste tørre småkager, og så skulle jeg høre på min mors onkels dødsyge historier, om den gang han var barn.
Da min mors onkel havde været på besøg i et stykke tid, var jeg i så dårligt humør, og så sur på min mor, at jeg næsten ikke kunne holde det ud længere. Jeg havde lyst til at skifte min mor ud, med en der ikke tvang mig til dumme ting. Jeg sad og stirrede ud i luften, da hun rejste sig for at lave mere kaffe, og overlod mig til onklens kedelige historier. Men onklen overraskede mig, og i stedet for at begynde at fortælle, spurgte han mig, om jeg nogensinde havde set et loppecirkus før. Det havde jeg ikke. Jeg vidste, at heste og elefanter optrådte i cirkus, men jeg havde aldrig hørt om, at lopper lavede andet, end at bide katte og hunde. Min mors gamle onkel stak hånden ned i sin lomme, og trak et styk farverigt stof op. Jeg troede først, at det var et lommetørklæde, men da jeg kiggede nærmere, kunne jeg se, at det var et lille bitte cirkus telt.

Onklen stak mig et forstørrelsesglas, og da jeg kiggede gennem det, kunne jeg se alle de små lopper i festlige kostymer, øve sig på deres cirkus numre. Det så så sjovt ud, og jeg kom til at sige lidt for højt, at jeg ville ønske jeg var en loppe, så jeg kunne stikke af med cirkusset, og på den måde blive fri for min mor og hendes dumme plagerier. ”Det kan da godt lade sig gøre”, sagde min mors gamle onkel. Han knipsede med fingrene, og med et´ var jeg forvandlet til en lille loppe i gamacher og klovnehat.

Jeg blev budt velkommen til cirkusset af alle de andre lopper, og inden jeg havde nået at se mig om, blev både telt og lopper presset sammen og ned i mors onkels bukselomme. Det var helt vildt mørkt, og jeg var klemt sammen med alle de andre cirkuslopper. Jeg spurgte dem, hvor længe vi skulle ligge sammenklemt der i bukselommen. Og så fortalte de mig, at det var meget sjældent, at de kom frem, da der åbenbart ikke var så mange, der syntes at lopper var spændende.

Min drøm om at stikke af med cirkus falmede en smule. Det var nok ikke den bedste beslutning, jeg havde truffet. Måske var det alligevel bedre at leve med min irriterende mor, end at ende mine dage sammen med en gang fladmaste gamacheklædte cirkuslopper. Faktisk kom jeg til at savne min mor bare en lille smule, og tænkte at hvis jeg fik nogensinde blev mig selv igen, så ville jeg altid høre efter, hvad hun sagde.

Jeg sad der i mørket længe, trist og uden håb, og med min klemte sidemands loppefod i øret. Men til min store glæde, blev hele loppecirkusset hevet op af lommen, og det lille telt stillet op på sofabordet. Alle lopperne sprang begejstrede op, og gik i gang med alle deres artisterier. Mors gamle senile onkel havde spurgt min søster, om hun ville se et loppecirkus, og selvom hun havde sagt, at det gad hun ikke, havde min mor sagt, at nu skulle hun være sød, og sidde pænt og se på onkels fine små lopper.

Jeg var lykkelig, jeg var fri, og jeg var stadig en loppe. Jeg hoppede op af armen på mors onkels arm, og kravlede hele vejen op til hans øre. Jeg råbte så højt. jeg kunne, at nu ville jeg altså gerne være mig selv igen, men han kunne ikke høre noget. Så kom jeg i tanke om, at lopper de bider, og jeg åbnede munden og satte tænderne i et meget gammelt og rynket øre. Min mors onkel råbte op, og klaskede mig en med sin store næve. Jeg mistede bevidstheden, og faldt besvimet om.

Da jeg senere vågnede op igen, lå jeg i min seng, og jeg var heldigvis blevet mig selv igen. Min mor kom op til mig, og satte sig ved siden af mig. Hun var nu god nok min mor. Så sagde hun, at hun skulle hilse fra sin gamle onkel og undskylde, at han havde slået mig omkuld. Det gjorde ikke noget, sagde jeg. Jeg var bare glad for at alt var som det plejede igen. Da min mor rejste sig for at gå ned i stuen, sagde hun, at nu hvor jeg var blevet frisk, kunne jeg godt kunne komme i gang med at lave mine lektier.

 

Den gang jeg var lille, snød jeg tandfeen.

Den gang jeg var lille, gik jeg rundt og tabte mine tænder. Det er heldigvis helt normalt, når man er lille. Det var sådan, at jeg kom til at lære tandfeen at kende. For hver gang jeg havde tabt en tand, lagde jeg den under min hovedpude, og når jeg så vågnede næste morgen, var tanden væk, og der lå en femkrone i stedet for. Min mor fortalte mig, at det var tandfeen, der kom forbi om natten og betalte børn for at få lov til at tage deres mælketænder. Hvad hun skulle bruge alle de tænder til, fangede jeg ikke helt. Personligt syntes jeg, det var lidt mærkeligt, og forestillede mig denne her lille fe, leve på et bjerg af andres tænder. En klam tanke, syntes jeg, men ville hun betale mig for de tænder, jeg alligevel gik og tabte, så var det helt i orden med mig.

 

 

En dag, da jeg var med min mor i byen, så jeg denne her fede legetøjsbil, jeg havde ønsket mig længe, i vinduet indtil legetøjsbutikken. Min mor ville ikke en gang gå med mig ind i butikken, og sagde, at det var noget, jeg måtte skrive på min ønskeliste til jul, eller selv spare op til. Jeg vidste, at jeg ikke havde nok penge. For indtægten, fra de tabte tænder, havde ligesom ikke gjort mig enormt velhavende.
Så kom jeg til at tænke på, at hvis tandfeen gav penge til alle børn, så måtte hun jo rende rundt med ret mange penge. Så jeg skulle bare finde en måde, at samle en hel masse tænder sammen på, så ville hun give mig penge nok til, at jeg kunne få råd til min bil. Men hvordan skulle jeg skaffe så mange tænder. At slå dem ud af min egen mund, var en ide´ jeg hurtigt forkastede. Det ville nok blive for drabeligt, og min mor ville helt klart opdage det og blive sur.

Men så fik jeg den ide, at jeg ville lave nogle falske tænder. Jeg havde noget modellervoks, og jeg vidste bare, at jeg kunne lave nogle naturtro tænder ud af det. Så da jeg kom hjem, gik jeg i gang med den helt store tandproduktion. Jeg havde regnet mig frem til, at hvis jeg lavede 20 modellervoks-tænder, så ville jeg få de penge, jeg manglede.

Om aftenen, da jeg skulle sove, lagde jeg alle de falske tænder under min hovedpude. Jeg kunne næsten ikke falde i søvn den aften, så spændt var jeg, men søvnen overvandt mig til sidst. Og jeg faldt i søvn. Næste morgen satte jeg mig op med et spjæt. Jeg var sikker på, at der lå en formue under min pude. Da jeg løftede puden, var der ingen mønter, kun en klump klistret modellervoks. Jeg var kommet til at mase alle de falske tænder sammen, da jeg havde lagt mit hoved på puden aftenen forinden. Suk, min plan lykkedes ikke. Jeg var lidt skuffet, men besluttede mig for, at jeg ville prøve igen næste aften. Og det gjorde jeg. Men denne gang undlod jeg at lægge på hoved på puden, så jeg krøb lidt sammen i benenden af min seng. For at være helt sikker på, at tandfeen ville efterlade alle de penge, jeg håbede på, havde jeg også skrevet et brev til hende, hvor jeg forklarede hende, at det var helt ægte tænder, og at jeg overhovedet ikke havde snydt.

Næste morgen løftede jeg forsigtigt min pude. Alle modellervoks-tænderne var væk, og der lå en hunderede-krone seddel i stedet for. Yes, jeg havde snydt tandfeen og fået pengene. Jeg løb begejstret ned til min mor og viste hende sedlen. Så grinede hun lidt. Det var faktisk slet ikke en ægte pengeseddel. Det var bare en tegning af en. Så tandfeen havde altså også snydt mig, og byttet de falske tænder med falske penge. Øv, planen havde overhovedet ikke virket. Jeg sukkede dybt, og så hentede jeg et stykke papir og en blyant, og begyndte på min ønskeliste til jul.

 

Den gang jeg var lille, sprængte jeg en vingummifabrik i luften.

Den gang jeg var lille, arbejdede min onkel på en fabrik i den by, jeg boede i. Det var ikke hvilken som helst fabrik, det var en vingummifabrik. Jeg elskede, når jeg gik forbi fabrikken på vej mod skole, for der var luften fyldt med vingummiduft. Jeg stod tit der, foran fabrikken og indsnusede den helt fantastiske vingummiduftende luft.

En dag, da jeg havde fået fri fra skole, stod min onkel ude i skolegården og ventede på mig. Han spurgte mig, om jeg ville med over på fabrikken og se, hvordan de lavede alle vingummierne.  Det ville jeg helt vildt gerne. Det var bare så meget federe, end at skulle gå direkte hjem og lave lektier.

Min onkel viste mig rundt på fabrikken, og mens han fortalte løs om alle de forskellige maskiner, fik jeg lov til at spise al den vingummi jeg havde lyst til. Det var fantastisk. I hvert fald til at starte med. Men efter et stykke tid, blev jeg dårlig. Al den vingummiduft gjorde mig svimmel, og alle vingummierne i min mave, gav mig kvalme. Jeg blev nødt til at sætte mig ned et eller andet sted. Jeg gik lidt væk fra min onkel for at finde en stol, eller noget andet, jeg kunne sidde på. Det var ikke så nemt endda, de sad vist ikke så meget ned på den fabrik. Jeg blev mere og mere dårlig, og kunne ikke rigtigt holde det ud ret meget længere. Til sidst var jeg så svimmel, at jeg dinglede rundt. Og jeg kunne mærke, at nu var jeg ved at besvime. Jeg lænede mig op af en af de store vingummimaskiner. I det øjeblik min ryg hvilede mod maskinen, hørte jeg min onkel råbe gennem hele fabrikken: ”NEEEEEEEEEEEEEEEEEj!” Og så kunne jeg mærke maskinen bag mig, begynde at arbejde hurtigere og hurtigere og hurtigere. Jeg havde åbenbart lænet mig op af nogle kontrolknapper, der styrede, hvor hurtigt maskinen skulle køre.

Min onkel kom løbende imod mig, helt bleg i hovedet. ”Skynd dig væk”, sagde han med desperation i stemmen. ”Vi skal have stoppet den maskine med det samme”. Min onkel trykkede løs på maskinens kontrolknapper, men jeg havde vist ødelagt et eller andet, da jeg lænede mig op af dem. Maskinen kunne ikke stoppes, og den gik helt amok. Det sprøjtede ud med vingummier, og der begyndte at komme vingummifarvet røg ud af maskinen. En alarm gik i gang. Min onkel var helt dårlig. Han fortalte, at vi måtte evakuere hele fabrikken, for inden længe ville den være fyldt med vingummigasser, og det kunne være farligt.  Jeg kunne bare ikke klare lugten mere, så jeg var bare helt med på at løbe hurtigt mod udgangen.

Ude foran samledes alle dem, der arbejdede der. De stod helt stille og stirrede på fabrikken. Jeg tog min onkel i hånden og sagde, at nu ville jeg altså gerne hjem. Men inden han nåede at svare mig, eksploderede fabrikken. Vingummifabrikken eksploderede i et stort vingummibrag lige foran mig, og det var min skyld. Jeg havde sprængt den i luften. Og nu var der kun en kæmpe bunke mursten og vingummimasse tilbage. Det havde jeg det altså ikke så godt med.

Min onkel fulgte mig hjem. Vi sagde ikke så meget til hinanden. Da vi kom hjem, gik jeg direkte op på mit værelse, og satte mig på min seng. Jeg sad og ventede på, at en eller anden ville komme og råbe af mig. Jeg vidste jo godt, at selvom jeg ikke havde gjort det med vilje, så var det ikke i orden. Jeg sad der længe og spekulerede over tingene. Så kom min onkel op til mig. Han satte sig ved siden af mig, klappede mig på hovedet, og sagde at han godt vidste, at det bare var et uheld, at jeg havde sprængt fabrikken i luften. Og faktisk kunne han slet ikke lide vingummier.

Den gang jeg var lille, kom jeg til at bytte min lillebror væk for en pose lakridser.

Den gang jeg var lille, kunne jeg godt blive lidt træt af min lillebror. Det var ligesom om, at han var et eller andet slags vidunderbarn, mens jeg bare var helt almindelig. Min lillebror fik al opmærksomheden fra de voksne, og alle jublede, lige meget, hvad han lavede, også når han pruttede og bøvsede. Ja, der var altså ingen glædes-fanfare, når jeg brød ud i et kæmpe ræb, selvom jeg havde øvet mig på det rigtigt længe. Det syntes min mor og far bare var ulækkert. Men lige meget hvad min lillebror fandt på, så var det alt andet end ulækkert. Det var ret så uretfærdigt.

 

En dag, hvor jeg var i gang med en god leg ude i haven, kom min mor og forstyrrede mig. Hun skulle lige et hurtigt smut i byen og tænkte, at jeg da kunne se efter min lillebror, mens hun var væk. Det havde jeg bare ikke lyst til, men jeg havde ligesom ikke noget valg, sagde min mor. Totalt voksentyranni. Og sådan blev det. Jeg måtte passe min lillebror, og vente med at lege videre med min leg, til min mor var kommet tilbage.

Min mor satte min lillebror på græsset ved siden af mig, og tog så af sted. Jeg var bare så sur og indebrændt, at jeg slet ikke lagde mærke til, at min bror havde proppet en ordentlig håndfuld jord ind i sin mund. Det var først da jeg hørte ham spytte det hele ud igen, at jeg opdagede, hvad der var sket. Det så helt vildt klamt ud, og jeg tænkte at jeg hellere måtte hente noget, jeg kunne vaske ham lidt med. Men inden jeg nåede at gå ind i stuen, kom en af pigerne, fra vejen, forbi vores havelåge. Hun var næsten lige så sort omkring munden, som min lillebror. Så jeg spurgte hende, om hun også havde spist jord. Det havde hun så ikke. Hun havde bare munden fuld af lakridser.

Jeg elskede lakridser, og kunne rigtigt godt tænke mig at smage en. Men jeg måtte kun få en lakrids, hvis jeg havde noget at bytte med. Jeg havde da lidt små ting, men det var åbenbart ikke noget, der var værd at bytte med. Så opdagede pigen fra vejen min lillebror, der kravlede rundt på græsplænen. Hun havde altid ønsket sig en lillebror. Jeg prøvede at forklare hende, at sådan en bror ikke var så spændende i længden, men hun syntes, at han var helt vildt nuttet, og ville gerne ind i vores have og lege med ham. Det fik hun lov til. Så kunne jeg måske få lidt fred til at lege min egen leg. Mens hun legede med min lillebror, spiste hun den ene lakrids efter den anden, uden at spørge mig om, jeg ville have en. Det var totalt tarveligt, og jeg kunne næsten ikke tænke på andet. Jeg spurgte endnu en gang, om jeg måtte få en lakrids, og denne gang sagde hun ja, og at jeg faktisk måtte få resten af posen. Altså på den betingelse, at jeg ville bytte med min lillebror. Jeg var nu så lakridssulten, at jeg ikke kunne tænke klart. Jeg måtte bare have en lakrids. Så vi byttede, pigen fik min lillebror, og jeg fik hendes pose med lakridser.

Jeg skulle lige til at proppe mig med en håndfuld af de dejlige lakridser, da jeg så pigen løfte min lillebror op, og bære ham hen imod havelågen. Der var noget der sagde mig, at jeg ville komme til at fortryde vores byttehandel, og jeg skyndte at kalde på hende, og sige, at jeg ville have min lillebror tilbage. Hun blev helt vildt sur. Og ævlede noget med ”bytte, bytte købmand, aldrig bytte om igen”. Men jeg fik forklaret hende, at en lillebror altså var meget mere værd en halvtom pose lakridser. Hun satte min bror ned. Hun havde vist også indset, at hun ikke helt havde plads til ham på sit værelse.
Så stod vi der og gloede lidt dumt på hinanden. Heldigvis fik jeg den ide, at hun da kunne leje ham en gang imellem. Hun kunne komme forbi vores have en gang om ugen, og så kunne hun lege med ham i vores have, altså for en lakrids pr gang. Den var hun med på. Hun betalte mig en lakrids for den tid, hun allerede havde leget med ham, og så løb hun ud af haven, lige i det samme øjeblik, som min mor kom hjem fra byen.

Min mor kiggede mærkeligt på mig. Hun var åbenbart meget stolt over, at jeg havde kunnet passe min lillebror sådan helt alene. Min mor så bare så glad ud, at jeg også blev rigtigt glad. Så kiggede jeg lidt på min lillebror og tænkte, at måske var det alligevel ikke så slemt, at have en som ham kravlende rundt.