Den gang jeg var lille, sad jeg fast i et fodboldmål. 

Den gang jeg var lille, boede vi tæt på en fodboldbane, hvilket var ret så fedt, fordi jeg elskede at spille fodbold. Der var tit nogen i nærheden, man kunne spille med, og andre gange var det også bare nok at hænge lidt ud ved målene, og få vendt verdenssituationen med de andre børn. Nogle gange var der slet ikke nogen at spille eller snakke med, og så måtte jeg bare løbe lidt rundt med bolden alene, men det var ikke nær så sjovt, og jeg kom hurtigt til at kede mig.

En dag, da jeg var løbet direkte fra morgenbordet ud på fodboldbanen, i håb om en rask lille fodboldkamp, skete der noget rigtigt mærkeligt. Jeg kom ud på banen og opdagede hurtigt, at der ikke var andre børn i nærheden. Måske var jeg lige tidligt nok ude. Så jeg sagde til mig selv, at hvis jeg ventede lidt, ville de nok snart komme, så vi kunne få sparket noget bold. Jeg valgte at varme lidt op, og løbe et par runder på banen, og sparkede lidt på mål, mens jeg tålmodigt ventede på, at der ville dukke nogle andre børn op.  

Men det gjorde der bare ikke. Tiden gik. Og jeg var stadig den eneste på banen. Jeg blev lidt træt af at løbe sådan rundt alene, så jeg satte mig i græsset inde i et af målene, for at spare lidt på energien til den store kamp, jeg sådan håbede på, ville finde sted inden al for længe. Jeg sad og hev lidt i græsstråene, og kedede mig bravt.

 

 

Så var det, at det mærkelige skete, for mens jeg sad der ved fodboldmålet, var det ligesom om, at det begyndte at vokse. Trådene i nettet blev længere og længere og langsomt begyndte de at vikle sig rundt om mig. Først syntes jeg, det var lidt sjovt, for jeg havde aldrig set et fodboldmål med fangarme før. Men så begyndte det at stramme lidt til, og da jeg ikke syntes, det var sjovt længere, var jeg fuldstændigt viklet ind i fodboldmålet. Og lige meget, hvad jeg gjorde for at slippe løs, blev det bare værre og værre, og til sidst sad jeg helt fast.

Det var ikke noget kønt syn. Jeg lignede lidt en flue, der var fanget i et kæmpe edderkoppespind. På det tidspunkt ville jeg rigtigt gerne have, at der kom nogen forbi, så de kunne hjælpe mig fri, og samtidigt tænkte jeg, at det også ville blive helt vildt pinligt at blive opdaget, for jeg havde vist aldrig hørt om andre fodboldspillere, der var blevet taget til fange af et fodboldmål.

Lige pludselig kunne jeg høre min mor kalde på mig. Jeg råbte så højt, jeg kunne, så hun kunne finde mig. Hun kom heldigvis hurtigt hen til mig, og kiggede noget forbavset på mig. ”Hvad har du dog lavet?”, spurgte hun mig.  Jeg havde overhovedet ikke lavet noget, det var fodboldnettet, der havde overfaldet mig, og viklet mig ind i dets lange fangarme, og holdt mig så fast, at jeg ikke kunne stille noget op. Min mor rystede på hovedet, og sagde at den historie måtte jeg længere ud på landet med. Det var typisk, der var så meget min mor ikke forstod og ikke troede på.  Hun hjalp mig ud af nettet, og vi begyndte at gå hjemad.

På vejen vendte jeg mig om og kiggede tilbage på fodboldmålet. Nu lignede det et helt almindeligt fodboldmål igen. Når jeg tænkte over det, kunne jeg godt høre, at det ikke havde været en hel almindelig oplevelse, og at det måske var for mærkeligt til, at jeg sådan kunne dele den med andre. Men en ting var sikkert, at selvom jeg altid ville være vild med at spille fodbold, så ville jeg i fremtiden holde godt øje med målene.