fredag den 27. juni 2014

Den gang jeg var lille, blev jeg overfaldet af et farligt rovdyr.

Den gang jeg var lille, havde jeg en god ven, der hed Dennis. Dennis var et utroligt venligt menneske. Han var venlig mod alle, både mennesker og dyr. Man kunne altid komme hjem til Dennis og lege, uanset hvilken en af kategorierne man tilhørte. Jeg var også selv et venligt menneske, bare ikke så venlig som Dennis. Det var der nok ikke nogen, der var. Og jeg havde en tendens til at skulle se folk og især dyr an, inden jeg kastede min kærlighed på dem. Dennis, han var bare et stort varmt og imødekommende hjerte, og jeg var glad for, at han var min ven.

En dag jeg var hjemme hos Dennis, sammen med nogle andre venner, var jeg dog ude for en meget voldsom og traumatiserende oplevelse. Vi sad alle på gulvet og snakkede, da Dennis syntes, det ville være en enormt god ide, at lukke sine elskede sumpskildpadder ud af deres bur, så de kunne få mere plads at røre sig på. Det kunne jeg da kun være enig i, selvom jeg ikke var særligt begejstret for skildpadder i det hele taget. Jeg syntes, de var alt for rynkede og mærkelige at se på, og desuden havde de sådan et arrigt glimt i øjnene, som fik mig til at tænke på, at de havde skumle planer.  Men jeg slog det hen, og prøvede at tage venligt imod de små kryb, for at glæde Dennis. Desuden måtte noget af al hans venlighed, da have smittet af på hans kæledyr.Men der tog jeg grueligt fejl. 

Da skildpadderne var sluppet løs, tøffede de bare forsigtigt rundt på værelset. De er jo nogle voldsomt langsomme dyr. Så efter nogle få minutter blev jeg træt af, at holde øje med dem. Jeg blev opslugt af snakken med mine venner og glemte alt om dyrene, der på kedeligste vis, luskede rundt i rummet.
Midt i al hyggen fik jeg dog en mærkelig følelse i maven. Hårene rejste sig på mine arme, og jeg blev overmandet af en følelse af uro, som om der snart ville ske noget rigtigt grimt og ubehageligt. Jeg kiggede rundt i værelset, for at orientere mig om, hvad det var der foregik, og der foran mig, alt for tæt på stod den ene skildpadde, med hovedet løftet og et ondt blik i øjnene. Den stirrede alt for intenst på mig, som om den hvert øjeblik, det skulle være, ville hoppe i flæsket på mig. Hvilket jeg jo godt vidste ikke var muligt. Skildpadder hopper jo ikke. Men jeg blev altså godt og grundigt skræmt over skildpaddeblikket, og besluttede mig at smutte en tur på toilettet, for at ryste den grimme følelse af mig. Men før jeg nåede at gøre noget som helst, var det som om nogen havde tunet den dumme lille padde, og inden jeg havde rejst mig, satte den sine rovdyrs-kæber på hver side af min storetå, og bed til.


Det gjorde forfærdeligt ondt, og jeg hoppede skrigende rundt på en fod, mens paddemonstret gumlede videre på den anden. Dennis og de andre kiggede forbavset op på mig. Jeg skreg, at de måtte gøre et eller andet for at stoppe angrebet. Faktisk foreslog jeg, at de skød det fæle rovdyr, men Dennis var ikke med på ideen. Han mente bare, at skildpadden var en anelse sulten, og fik lokket skildpadden af min tå, da han hentede en skål salatblade.

Efter det voldsomme angreb, tog det mig noget tid at komme mig. Jeg tog en pause fra at besøge Dennis, selvom han var sådan en god ven. Men jeg var alt for skræmt, og ville ikke have noget med hans skildpadder at gøre. Indtil den dag, hvor Dennis fortalte, at hans bløde hjerte ikke længere kunne holde til, at holde dyr indespærret, og at han havde besluttet at give skildpadderne deres frihed. Han havde derfor sat dem ud i en sø, hvor de kunne svømme rundt og gøre lige hvad de havde lyst til.

Vi så aldrig skildpadderne igen, men jeg kunne igen besøge Dennis, uden at skulle være angst for flere aggressive overfald.