Den
gang jeg var lille, blev jeg overfaldet af et farligt rovdyr.
Den gang jeg var lille, havde jeg en god ven, der
hed Dennis. Dennis var et utroligt venligt menneske. Han var venlig mod alle,
både mennesker og dyr. Man kunne altid komme hjem til Dennis og lege, uanset
hvilken en af kategorierne man tilhørte. Jeg var også selv et venligt menneske,
bare ikke så venlig som Dennis. Det var der nok ikke nogen, der var. Og jeg
havde en tendens til at skulle se folk og især dyr an, inden jeg kastede min
kærlighed på dem. Dennis, han var bare et stort varmt og imødekommende hjerte,
og jeg var glad for, at han var min ven.
En dag jeg var hjemme hos Dennis, sammen med nogle
andre venner, var jeg dog ude for en meget voldsom og traumatiserende oplevelse.
Vi sad alle på gulvet og snakkede, da Dennis syntes, det ville være en enormt
god ide, at lukke sine elskede sumpskildpadder ud af deres bur, så de kunne få
mere plads at røre sig på. Det kunne jeg da kun være enig i, selvom jeg ikke
var særligt begejstret for skildpadder i det hele taget. Jeg syntes, de var alt
for rynkede og mærkelige at se på, og desuden havde de sådan et arrigt glimt i
øjnene, som fik mig til at tænke på, at de havde skumle planer. Men jeg slog det hen, og prøvede at tage
venligt imod de små kryb, for at glæde Dennis. Desuden måtte noget af al hans
venlighed, da have smittet af på hans kæledyr.Men der tog jeg grueligt fejl.
Da skildpadderne var
sluppet løs, tøffede de bare forsigtigt rundt på værelset. De er jo nogle
voldsomt langsomme dyr. Så efter nogle få minutter blev jeg træt af, at holde
øje med dem. Jeg blev opslugt af snakken med mine venner og glemte alt om
dyrene, der på kedeligste vis, luskede rundt i rummet.
Midt i al hyggen fik jeg dog en mærkelig følelse i
maven. Hårene rejste sig på mine arme, og jeg blev overmandet af en følelse af
uro, som om der snart ville ske noget rigtigt grimt og ubehageligt. Jeg kiggede
rundt i værelset, for at orientere mig om, hvad det var der foregik, og der
foran mig, alt for tæt på stod den ene skildpadde, med hovedet løftet og et
ondt blik i øjnene. Den stirrede alt for intenst på mig, som om den hvert
øjeblik, det skulle være, ville hoppe i flæsket på mig. Hvilket jeg jo godt
vidste ikke var muligt. Skildpadder hopper jo ikke. Men jeg blev altså godt og
grundigt skræmt over skildpaddeblikket, og besluttede mig at smutte en tur på
toilettet, for at ryste den grimme følelse af mig. Men før jeg nåede at gøre
noget som helst, var det som om nogen havde tunet den dumme lille padde, og
inden jeg havde rejst mig, satte den sine rovdyrs-kæber på hver side af min
storetå, og bed til.
Det gjorde forfærdeligt ondt, og jeg hoppede
skrigende rundt på en fod, mens paddemonstret gumlede videre på den anden.
Dennis og de andre kiggede forbavset op på mig. Jeg skreg, at de måtte gøre et
eller andet for at stoppe angrebet. Faktisk foreslog jeg, at de skød det fæle
rovdyr, men Dennis var ikke med på ideen. Han mente bare, at skildpadden var en
anelse sulten, og fik lokket skildpadden af min tå, da han hentede en skål
salatblade.
Efter det voldsomme angreb, tog det mig noget tid at
komme mig. Jeg tog en pause fra at besøge Dennis, selvom han var sådan en god
ven. Men jeg var alt for skræmt, og ville ikke have noget med hans skildpadder
at gøre. Indtil den dag, hvor Dennis fortalte, at hans bløde hjerte ikke
længere kunne holde til, at holde dyr indespærret, og at han havde besluttet at
give skildpadderne deres frihed. Han havde derfor sat dem ud i en sø, hvor de
kunne svømme rundt og gøre lige hvad de havde lyst til.
Vi så aldrig skildpadderne igen, men jeg kunne igen
besøge Dennis, uden at skulle være angst for flere aggressive overfald.