søndag den 25. oktober 2015

Den gang jeg var lille, blev jeg spist af en blodsugende vampyr.

Den gang jeg var lille, blev jeg spist af en blodsugende vampyr.


Den gang jeg var lille, var jeg bange for mørke. Jeg var faktisk bange for mange ting, men mørke var det værste. For der kan ske så ufatteligt mange skræmmende ting, når mørket omslutter en, og man ikke kan se noget. Men en´ gang om året trodsede jeg min skræk. Det var Halloween aften. Årets mest uhyggelige aften. Aftenen hvor alle de mest uhyggelige væsner er sluppet løs i gaderne, der valgte jeg at gå ud i den mørke aften, for at banke på naboernes døre en for en. Med hjertet siddende helt oppe i halsen, og et brændende håb om, at min lille plasticpose ville blive fyldt med guf, uden at husets beboere ville skræmme livet af mig, fik jeg rystende sagt "gys eller guf", når dørene blev åbnet. For min kærlighed til slik var nemlig en hel del større, end min angst for mørke.

En hel særlig Halloween aften gik jeg skælvende rundt i nabolaget, og bad stille til, at den første nabo ville fylde min pose helt op med slik, så jeg kunne skynde mig hjem i sikkerhed igen.
Mørket føltes meget tungt og uhyggeligt omkring min lille rystende krop, men jeg var fast besluttet på, at denne aften skulle ende med det helt store sukker-chok, så jeg måtte gå min tunge vej fra hus til hus. Heldigvis var de fleste af mine naboer meget gavmilde med slikket, og jeg kunne efter kort tid vende hjemad med posen fuld og en rumlende, sukkerglad mave.Men midt i mørket kunne jeg pludselig høre noget helt vildt uhyggeligt. En susen forbi mit ene øre. Jeg vendte mig hurtigt om, men kunne ikke se noget. Og så var der helt stille igen. Jeg tænkte, at nu var det på tide, at skynde mig hjem. Jeg begyndte at løbe, da lyden indhentede mig. Denne gange kunne jeg mærke noget røre mit ene øre. Jeg viftede febrilsk med den ene hånd for at skræmme det ukendte væk, mens jeg af alle min kræfter holdt fast i slikposen med den anden hånd.  Uanset hvad der ville ske, måtte jeg ikke slippe slikket. Jeg løb nu så hurtigt jeg kunne, men kunne mærke min forfølger lige bagved mig. Lige meget hvor hurtigt jeg løb, kunne jeg ikke slippe væk.

Så skete der det, der ikke måtte ske. Jeg snublede, faldt og lå så der med ansigtet ned i jorden og tænkte; "Det er ude med mig". Jeg blev bare liggende og ventede på min skæbne, men der skete ikke noget. Så efter et stykke tid vovede jeg mig forsigtigt op på knæene, med et lille håb i hjertet om, at mit mareridt nu var slut. Jeg kom helt op på fødderne, trak vejret dybt ned i maven og vil til at begive mig hjemad. Da jeg så vender mig om, kigger jeg ind i de mest uhyggelige øjne, jeg nogensinde havde set. Foran mig sidder verdens mest uhyggelige vampyrflagermus og griner fjoget til mig. Og inden jeg nåede at skrige, slugte den mig i en stor mundfuld.
 


Så sad jeg der i mavesækken på en vampyrflagermus, på den aften der skulle have endt varmt, trygt og lykkeligt hjemme hos mig selv, med en mave fyldt med sukkerstoffer og kalorier. Mit værste mareridt var gået i opfyldelse. Jeg var bange, og jeg var færdig. Men angsten blev langsomt vendt til vrede.Og vreden fyldte mit hoved med energi og flugtideer. Men da jeg aldrig havde været fanget i en flagermus' mave før, var jeg ikke lige klar over hvilke metoder, der var bedst til at slippe væk. jeg gennemsøgte mine lommer, men fandt ikke andet end lommeuld og en gammel skrue. Men så med et, fik jeg en lys ide´. I min Halloween slikpose, var der en hel pakke tyggegummi. Jeg proppede alt tyggegummiet ind i munden på en gang, og tyggede løs, hvorefter jeg begyndte at blæse tyggegummibobler. Alle der har tygget tyggegummi ved, at de helt store bobler, kan være ret så anstrengende for ens kæbemuskler. Men min nyfundne ven vreden, gav mig ukendt styrke, og jeg fik blæst mig til den største bobbel, nogensinde. Den var så stor, at den fyldte hele flagermusens mavesæk, og fik flagermusen til at hikke. Jeg kravlede ind i boblen, og ventede spændt på om det ville lykkes mig at komme ud i friheden igen. Med det største hik, jeg nogensinde har hørt, fløj tyggegummiboblen, med mig indeni, ud af munden på den klamme flagermus. Jeg svævede væk fra mit mareridt, lykkelig og fri. Jeg begyndte at grine. Jeg havde overvundet min angst,  behøvede ikke at være bange for mørket mere. Jeg grinede og grinede og var så glad, men  med et´ sprang tyggegummiboblen, og jeg faldt mod jorden. Åh nej. Måske var det min sidste aften i live alligevel. Jeg faldt og faldt. Lukkede øjnene og ventede på, at det var slut. Med et ordentligt bump endte min lufttur. Jeg så mig omkring. Jeg var landet i en busk, og havde slet ikke slået mig særligt meget. Og busken jeg var landet i, stod i min have. Jeg var kommet hjem. Og jeg var i sikkerhed.

Fra den dag af, blev min skræk for mørke mindre og mindre. Men uanset hvad, havde jeg lært, at jeg til en hver tid, vil gå gennem mørkets prøvelser, for at få gratis slik.



 
 
 
 
 
 


onsdag den 14. oktober 2015

En ode til Løgnehistorier

Jeg elsker at lyve for små børn, der ler
Og siger, det passer ikke, men vi vil ha' mer'.

Men at lyve er ikke forbeholdt de sjove.
Kig bare på Christiansborg og dem, der laver vores love.

Da jeg startede bloggen, var det med en' skriveform for øje.
Men med tiden er historierne blevet en anelse sløje.

At skrive løgne om Den gang jeg var lille, 
Det var min drøm. Den var ægte, men stille.

For at glæde andre med min humoristiske tilgang
Så skifter jeg stil og historierne får ny klang.

Så nu vil bloggen give plads til forskellige genrer.
Men at lyve for børn, det vil jeg aldrig angre. 

Så måske titter en løgnehistorie frem en gang imellem
Blandt eventyr, digte og anden vanvittig
fortællen.