Den gang jeg var lille, blev jeg jagtet af en cirkuselefant.

Den gang jeg var lille, elskede jeg når cirkus kom til byen. Jeg fulgte cirkus nøje, lige fra den første vogn kørte ind på  cirkuspladsen. Jeg så cirkusfolkene arbejde, teltet blive hejst, og cirkusdyrene blive lukket ud af deres vogne, så de kunne komme ud og strække ben.

Det var især dyrene, jeg var optaget af. Cirkus havde altid de sjoveste dyr med sig. Både galpende hunde, klappende søløver og puklede kameler. Men de dyr jeg var allermest interesseret i, var elefanterne. De store, tunge og stærke elefanter. Når cirkus var i byen, gjorde jeg mig altid umage med at komme så tæt på elefanterne som muligt. Jeg havde en gang fået at vide af elefantdomptøren, at jeg ikke måtte komme for tæt på elefanterne. For hvis jeg kom til at skræmme dem, ville det blive farligt for både dem og mig. 

Jeg var overhovedet ikke interesseret i at skræmme de store dyr. Jeg kunne sagtens forestille mig, hvad der ville ske, hvis sådan et kæmpe dyr blev forskrækket. Den ville sikket bryde den indhegning, den gik bag, ned med sine kæmpe elefantfødder og derefter trampe videre over til mig, og måske endda trampe mig ned. Det skulle jeg ikke nyde noget af. Men alligevel var det svært at holde afstand. De var så spændende at kigge på, de store grå kæmper. 

Jeg måtte bare tættere på. Hvis jeg nu lige så stille åbnede indhegningen, og listede ind til elefanterne, så kunne jeg sikkert nå at klappe en af dem, uden at blive opdaget, og uden at forskrække dyrene. Jeg tog mod til mig, og bevægede mig langsomt og forsigtigt helt hen til indhegningen. Jeg rystede lidt på hænderne, da åbnede låsen, men jeg har aldrig været så stille i mit liv, så jeg var ret sikker på, at jeg ville slippe godt fra det.

Men med et vendte den ene elefant hovedet mod mig. Den stirrede mig lige ind i øjnene. Den så vred ud. Som om at jeg havde overtrådt en utilgivelig grænse. Næsten som i slow motion bevægede den sig hen imod mig. Mit hjerte bankede så hårdt,  at jeg næsten ikke kunne få vejret. Min hjerne var på grænsen til at eksplodere. Hvad skulle jeg gøre? Så overtog mine ben pludselig kommandoen. Jeg begyndte at løbe. Ud af indhegningen, hen over cirkuspladsen, så hurtigt jeg kunne. Lige i hælene havde jeg en kæmpe stor trampende elefant. (Den løb ufatteligt stærkt af så tungt et væsen at være), og efter den løb 3 andre rasende og meget meget store elefanter.

Jeg vidste ikke,  hvor jeg skulle løbe hen, men jeg vidste at hvis jeg stoppede, ville jeg ende mine dagen som fladmast under en gigantisk cirkuselefantfod. Så uheldigt som nogen kan være, snublede jeg over mine egne fødder. Jeg sagde hurtigt farvel til denne verden, og ventede på, at nu var det slut. Men da jeg troede mit liv var omme, hørte jeg elefantdomptøren kalde sine elefanter hjem. De stoppede straks deres jagt efter stakkels lille mig. Vendte om og travede afslappet tilbage til deres indhegning. 

Jeg var elefantdomptøren evigt taknemmelig. Meget skamfuld undskyldte jeg for at havde åbnet indhegningen og forstyrret dyrene. Jeg lovede, både overfor mig selv og elefanterne, at jeg aldrig ville komme så tæt på igen. 

Og det løfte holdt jeg... Ihvertfald til året efter, hvor cirkus igen besøgte byen.

Den gang, jeg var lille, mødte jeg en ulykkelig myre.

Den gang jeg var lille, legede jeg meget ude i den friske luft. Jeg kan ikke huske om, det var af egen fri vilje, eller om det oftest var mine forældre, der opfordrede mig til det.  

En dag, hvor jeg legede ude i haven, hørte jeg en underlig lyd. Den var ikke særlig høj, men den var alligevel så underlig, at jeg ikke kunne høre andet end den. Jeg kiggede mig rundt, for at finde ud af, hvor lyden kom fra. Men jeg kunne ikke se noget. Da jeg kunne høre at lyden kom nede fra jorden af, lagde jeg mig på ned på maven, for at jeg forhåbentligt kunne komme tættere på, og finde årsagen til den sære lyd. Da jeg havde ligget der et stykke tid, fik jeg øje på en lille bitte myre. Det var den, der lavede lyden. Og det var ikke bare en hvilken som helst lyd, det var gråd. Jeg lå der midt i min have og kiggede på den mest triste myre, jeg nogensinde havde set. Myren græd og græd. Tårerne sprøjtede ud af dens bitte små myreøjne.  Jeg kunne ikke holde det ud. Jeg blev selv helt vildt ked af det. Så besluttede jeg, at jeg ville blive nødt til at gøre noget, for ingen bør være så ked af det, helt alene. Lige så forsigtigt tog jeg den lille myre op på min pegefinger. Jeg løftede den helt op til mit ansigt, så jeg kunne se den tydeligere.Jeg spurgte den lille ulykkelige myre, hvorfor den dog var så ked af det?

Min stemme må have lydt meget højt i myrens små myreører, for den blev så forskrækket, at den stoppede med at græde. Myren betragtede mig længe. Den ville nok lige gennemskue om, jeg var farlig eller ej. Jeg forsikrede den om, at jeg ikke ville gøre den noget ondt. Men at jeg bare ville høre, hvad der dog gjorde den så ulykkelig. Myren valgte at tro på mig, og begyndte på en beretning om sit lille myreliv. Myrer er jo, som vi ved, nogle små arbejdsomme dyr. De knokler løs med at bygge myretuer,  spise sukkerknalder og invadere diverse skovture. Men denne lille myre, var ikke som de andre myrer. Den kom aldrig rigtigt i gang med at arbejde, for hver gang den skulle i gang med sit arbejde, så var der en anden myre, der fulgte efter den. En stor grim myre, der klæbede sig op af min nye lille myreven. Den sagde aldrig noget, men holdt altid øje med den lille myre, og ville ikke lade den være i fred. Nu havde det stået på så længe, at den lille myre var brudt sammen. Den kunne ikke tage det længere. Det var derfor, den græd, og den var så bange for sin forfølger, at den slet ikke kunne holde op med at græde igen. 

Da jeg havde hørt myrens historie, blev jeg vred. Jeg besluttede mig for, at jeg ville hjælpe myren. Lige meget hvor stor dens plageånd måtte være, regnede jeg med, at jeg ville være større, så jeg lovede myren, at jeg ville sørge for at få stoppet dens onde forfølger. Vi lagde en plan om, at jeg skulle følge den lille myre på dens færd, og når så forfølgeren ville dukke op, ville jeg tage ham i kravebenet, og skælde ham godt og grundigt ud, så den aldrig ville genere min lille myreven igen.
Som aftalt, så gjort. Jeg fulgte efter den lille myre resten af dagen i al dens gøren og laden. Den lille myre rystede af skræk, ved tanken om, at vi skulle møde dens grimme følgessvend. Flere gange råbte den med sin lille myrestemme; "Der er han, der er han!", men lige meget, hvor meget jeg kiggede mig omkring, kunne jeg ikke se nogen anden myre, der på nogen som helst vis, skulle forfølge min myreven.

Efter flere timers søgen, og utallige skrækslagne spjæt og råb fra den lille myre, tog jeg ham op på min finger igen.Jeg blev jo nødt til at opgive. Jeg kunne ikke se, hvad det var, den var så bange for. Den lille myre sukkede tappert, da den indså, at den ville blive nødt til at leve med sin forfølger. Trist til mode, tog jeg afsked med den lille stakkel og satte den ned på jorden igen. I det øjeblik myren satte sine små myrefødder på jorden,  kom solen frem bag fra en sky, og sendte sine varme stråler lige ned på den lille myre. Pludselig kunne jeg se den store myre, som forfulgte den lille myre.

Helt lettet kom jeg til at grine lidt, for jeg kunne se, at det slet ikke var en rigtig myre.  Det var den lille myres  skygge. Myren var bange for sin egen skygge.Straks måtte jeg forklare min ven, hvad det hele handlede om. Den skulle lige sunde sig lidt, men så tørrede den sine tårer væk, og begyndte at grine. Den grinede så højt, som en myre nu kan. Den havde faktisk svært ved at stoppe igen, men midt i en lille grinepause, takkede myren mig for min hjælp, og sagde at på grund af mig, var den nu ikke længere ulykkelig. Nej nu var den verdens lykkeligste myre.