Den gang jeg var lille, elskede jeg når cirkus kom til byen. Jeg fulgte cirkus nøje, lige fra den første vogn kørte ind på cirkuspladsen. Jeg så cirkusfolkene arbejde, teltet blive hejst, og cirkusdyrene blive lukket ud af deres vogne, så de kunne komme ud og strække ben.
Det var især dyrene, jeg var optaget af. Cirkus havde altid de sjoveste dyr med sig. Både galpende hunde, klappende søløver og puklede kameler. Men de dyr jeg var allermest interesseret i, var elefanterne. De store, tunge og stærke elefanter. Når cirkus var i byen, gjorde jeg mig altid umage med at komme så tæt på elefanterne som muligt. Jeg havde en gang fået at vide af elefantdomptøren, at jeg ikke måtte komme for tæt på elefanterne. For hvis jeg kom til at skræmme dem, ville det blive farligt for både dem og mig.
Jeg var overhovedet ikke interesseret i at skræmme de store dyr. Jeg kunne sagtens forestille mig, hvad der ville ske, hvis sådan et kæmpe dyr blev forskrækket. Den ville sikket bryde den indhegning, den gik bag, ned med sine kæmpe elefantfødder og derefter trampe videre over til mig, og måske endda trampe mig ned. Det skulle jeg ikke nyde noget af. Men alligevel var det svært at holde afstand. De var så spændende at kigge på, de store grå kæmper.
Jeg måtte bare tættere på. Hvis jeg nu lige så stille åbnede indhegningen, og listede ind til elefanterne, så kunne jeg sikkert nå at klappe en af dem, uden at blive opdaget, og uden at forskrække dyrene. Jeg tog mod til mig, og bevægede mig langsomt og forsigtigt helt hen til indhegningen. Jeg rystede lidt på hænderne, da åbnede låsen, men jeg har aldrig været så stille i mit liv, så jeg var ret sikker på, at jeg ville slippe godt fra det.
Men med et vendte den ene elefant hovedet mod mig. Den stirrede mig lige ind i øjnene. Den så vred ud. Som om at jeg havde overtrådt en utilgivelig grænse. Næsten som i slow motion bevægede den sig hen imod mig. Mit hjerte bankede så hårdt, at jeg næsten ikke kunne få vejret. Min hjerne var på grænsen til at eksplodere. Hvad skulle jeg gøre? Så overtog mine ben pludselig kommandoen. Jeg begyndte at løbe. Ud af indhegningen, hen over cirkuspladsen, så hurtigt jeg kunne. Lige i hælene havde jeg en kæmpe stor trampende elefant. (Den løb ufatteligt stærkt af så tungt et væsen at være), og efter den løb 3 andre rasende og meget meget store elefanter.
Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle løbe hen, men jeg vidste at hvis jeg stoppede, ville jeg ende mine dagen som fladmast under en gigantisk cirkuselefantfod. Så uheldigt som nogen kan være, snublede jeg over mine egne fødder. Jeg sagde hurtigt farvel til denne verden, og ventede på, at nu var det slut. Men da jeg troede mit liv var omme, hørte jeg elefantdomptøren kalde sine elefanter hjem. De stoppede straks deres jagt efter stakkels lille mig. Vendte om og travede afslappet tilbage til deres indhegning.
Jeg var elefantdomptøren evigt taknemmelig. Meget skamfuld undskyldte jeg for at havde åbnet indhegningen og forstyrret dyrene. Jeg lovede, både overfor mig selv og elefanterne, at jeg aldrig ville komme så tæt på igen.
Og det løfte holdt jeg... Ihvertfald til året efter, hvor cirkus igen besøgte byen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar