Den gang jeg var lille, stjal jeg en sølvring.

Den gang jeg var lille, var jeg enebarn i lang tid. Mine forældre syntes åbenbart, det var så hårdt at være forældre til mig, at de holdt en laaaang pause, inden de ville have flere børn. Jeg ville gerne have nogle søskende. Jeg var overbevist om, at det ville være det fedeste, at have en lillebror eller søster, som man både kunne lege med og sende i byen efter slik. Endelig en dag fortalte min mor mig, at jeg skulle have en lillebror. Jeg blev ellevild, og forestillede mig, hvordan jeg ville være som storesøster. Jeg ville både made ham, trøste ham og klæde ham ud i mit dukketøj. Det var min store drøm, der gik i opfyldelse. Tiden gik, og min lillebror kom til verden.

Nu er det bare sådan med babyer, at selvom de er ret så nuttede langt hen af vejen, så er de også lidt bøvlede at have med at gøre. Min bror skulle hele tiden have mad, eller sove eller skiftes. Og han kunne ikke så meget, så han var ikke den store festbombe at lege med. Men det værste var nok hans skrigeri. Han skreg hele tiden. Det var til at få pip af. Nogle gange skreg han så højt, at det ikke var nok at lukke døren ind til mit værelse, for at få fred. Nogle gange blev jeg simpelthen nødt til at flygte ud af huset for at få hvilet mine ører.

En dag hvor jeg var på en af mine flugtture, passerede jeg et cykelstativ, hvor der var parkeret en hel masse cykler. Jeg kiggede lidt uinteresseret på dem, og kom vist også til at sparke lidt til cykeldækkene, altså uden at ødelægge noget. Mens jeg gik rundt der i min skrigfrie zone, fik jeg øje på noget, der skinnede på en af cyklerne. Det fangede min interesse, og jeg gik nærmere for at se, hvad det var. Da jeg kom helt tæt på, så jeg, at det var en fin sølvring, der lå lige bag ved sadlen på cyklen. Det var et mærkeligt sted til en sølvring, tænkte jeg. Jeg tog den op i hånden for at undersøge den lidt. Det var en meget smuk ring. Jeg syntes, den var så fin, og ville ønske jeg havde sådan en magen til. Jeg kiggede på den længe, inden jeg opdagede, at der stod noget inde i ringen. Jeg kneb øjnene sammen, for at kunne læse de små bogstaver.

Til min store overraskelse stod der Søster inde i ringen. Søster! Det var jeg jo lige blevet. Tænk hvis ringen var en gave til mig. Det måtte det næsten være. Sådan en form for belønning for at holde al det baby skrigeri ud. Jeg overbeviste mig selv om, at ringen var til mig. Jeg gjorde mig ikke de store overvejelser om, hvem den var fra, og hvorfor de havde lagt den på en cykel, frem for at forære mig den direkte. Det betød ikke noget. Jeg var bare så lykkelig for min nye ring.

 

Da jeg kom hjem igen, med ringen i min lomme, var jeg ikke helt så begejstret længere. Jeg havde spekuleret en del over hele situationen, og var nået til den konklusion, at det ikke var så sandsynligt, at ringen var til mig. Jeg fik mere og mere ondt i maven, og da det gik op for mig, at jeg nok var kommet til at stjæle ringen, blev jeg helt vildt dårlig. Jeg gemte mig på mit værelse. Jeg havde ikke lyst til at snakke med min mor om, hvad der var sket. Desuden var hun heller ikke i stand til at snakke, da hun fejrede, at min lillebror sov middagslur, ved selv at være kollapset på sofaen.

Jeg kunne ikke rigtigt slappe af, eller finde på noget at lege. Jeg kunne heller ikke glemme det faktum, at jeg rent faktisk havde stjålet en sølvring. Men så kom jeg i tanke om, at hvis jeg nu skyndte mig tilbage til cyklen, og lagde ringen, hvor jeg havde fundet den. Så var det jo teknisk set ikke et tyveri, men bare et lån. Jeg hev fat i ringen, og løb ud af mit værelse, ned af trappen, og ud på vejen. Jeg løb hele vejen hen til cykelstativet for at aflevere ringen igen. Men da jeg kom derhen, var cyklen væk. Det var helt forfærdeligt. Nu kunne jeg jo ikke lægge rinen tilbage. Hvad skulle jeg så finde på? Skulle jeg bare lægge den på jorden eller på en anden cykel? Men det nænnede jeg heller ikke, for hvis der så var en anden, der fandt den og tog den med hjem, så ville den rigtige ejermand jo aldrig få den tilbage. Så efter at have fået den klamme koldsved, der løb ned af ryggen på mig, lidt under kontrol, besluttede jeg mig for at tage ringen med hjem igen. Og så komme igen dagen efter, for at se om cyklen var tilbage.

Det gjorde jeg så 5 dage i træk. Da cyklen ikke var dukket op, tænkte jeg, at jeg ville komme tilbage efter en uge. Da jeg havde gjort det et par uger, begyndte jeg at blive lidt træt af det. Men jeg blev nødt til at fortsætte. Uge efter uge, måned efter måned. Men cyklen var der bare aldrig. I mellem tiden var det sådan, at jeg var blevet søster til endnu en bror. Så nu var jeg storesøster til 2 drenge. Det var jeg meget glad for, trods diverse besværgeligheder, der fulgte med. Men jeg havde svært ved at slippe den dårlige samvittighed over, at jeg havde stjålet ringen. Jeg tog den aldrig på min finger, for jeg vidste jo, den ikke var min. Den lå fint i mit smykkeskrin og ventede, ligesom mig, på at cyklen kom tilbage.

En dag, jeg sad med ringen i hånden og kiggede på den, kom min mor ind på mit værelse. Jeg skyndte mig at gemme ringen bag min ryg, og kunne mærke varmen blusse i mine kinder, da jeg prøvede at se meget uskyldig ud, og spurgte hende, hvad hun ville. Min mor stak mig et kæmpe smil, da hun, med en smule træthed i stemmen, fortalte mig, at jeg skulle have endnu en bror.                                   

 TRE brødre på 2 år! Det var alligevel meget. Selvfølgelig var jeg glad for mine brødre, men havde de behøvet at komme så hurtigt efter hinanden, og måske kunne mine forældre godt lige have smidt en ekstra pige ind i flokken, så jeg havde nogen at flette hår på. Min mor forlod værelset, og jeg tog ringen frem igen. I det øjeblik besluttede jeg, at jeg måtte leve med min dårlige samvittighed over at have ringen liggende. For hvis der var nogen, der fortjente en sølvring med indgraveringen Søster, så var det vist mig. Jeg gemte ringen nede under nogle andre smykker, og tog den aldrig frem igen.

 

Den gang jeg var lille, adopterede jeg en hval.

Den gang jeg var lille, var jeg helt vild med dyr. Alle mulige slags dyr. Jeg drømte tit om at have et kæledyr derhjemme. Og jeg prøvede da også både at have undulat, hamster og en kanin. Men det var som om, at det var for almindeligt for mig i længden. Jeg ønskede mig et exceptionel, eksotisk kæledyr.  Jeg vidste ikke helt, hvad det var, jeg ønskede mig, det skulle bare være noget helt specielt.

En dag, jeg var en tur i byen, var der en pige, der stak mig en brochure i hånden. Jeg vidste ikke helt, hvad det handlede om, og proppede den ned i min bukselomme, og glemte alt om den. Indtil min mor, et par dage senere, skulle vaske og insisterede på, at jeg selv tømte mine lommer, inden jeg smed mine bukser i vasketøjskurven. Jeg kiggede lidt uinteresseret i brochuren, indtil jeg så et billede af en hval. Jeg var vild med hvaler, det var det sejeste dyr, jeg kendte til. Jeg begyndte at læse teksten ved siden af billedet. Jeg forstod ikke alt, hvad der stod, men en ting forstod jeg. Man kunne adoptere en hval.  Hvor fedt var det lige? Jeg skulle bare lige sende lidt penge til dem, der havde lavet brochuren, og så ville jeg være den stolte ejer af en hval. Mine venner ville bare blive så misundelige, når de ville komme på besøg, og se mit nye kæledyr.

Jeg tømte min sparegris for penge og fik sendt dem af sted. Og så kunne jeg bare gå og vente på, at hvalen ville blive sendt til min adresse. Jeg ventede mange dage, syntes jeg. Det var næsten ikke til at holde ud. Jeg brugte tiden på at planlægge, hvor hvalen skulle være henne, når den kom frem. Mit badebassin var ikke så stort, så vi ville nok blive nødt til at anskaffe os en swimmingpool eller lignende, så hvalen kunne få plads til at svømme rundt i baghaven. Jeg skulle lige til at dele mine tanker med min mor, da jeg hørte posten komme. Jeg løb spændt ned for at se, om hvalen var ankommet. Desværre, det eneste post vi havde fået, var nogle regninger, og så noget, der lå i en mærkelig stor kuvert. Min mor rakte mig kuverten og sagde, at det var til mig. Jeg åbnede den, hev et stykke papir op, og fik min mor til at hjælpe mig med at læse, hvad der stod på det.

Det var fra dem med hvalbrochuren. Det viste sig, at jeg godt nok havde adopteret en hval, men den ville aldrig komme hjem til mig. Den svømmede glad rundt oppe i et eller andet dumt norsk farvand. Jeg blev så skuffet og trist, da det gik op for mig, at jeg aldrig ville opleve at have en hval svømmende rundt i haven. Min mor prøvede at trøste mig og sagde, at der stod i brevet, at man kunne se billeder af hvalen på internettet.  Det var bare ikke godt nok. Jeg ville se den i virkeligheden. Jeg lagde mig helt ulykkelig på sofaen og stirrede op i loftet. Jeg skulle lige til at opgive alle mine kæledyrsdrømme, men så kom jeg til at tænke på, at når nu hvalen ikke ville komme til mig, så måtte jeg da bare rejse op til den.

Jeg pakkede nogle få ting i min rygsæk og sneg mig så ud af huset. Det var nok en god ide, at min mor ikke opdagede, hvad jeg havde gang i. Hun ville nok ikke lige give mig lov til at rejse til Norge alene. Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle finde frem til det norske farvand og min hval, men jeg var da sikker på, at det ville være en god ide, at sejle derhen. Så ville jeg kunne komme helt tæt på min hval.Jeg løb ned til havnen, og kravlede op i en gammel fiskekutter.  Men da jeg kom op i den, var det som om jeg blev slået i ansigtet. Jeg blev ramt af en fæl stank af gamle fisk. Lugten gav mig voldsom kvalme, og fik mig til at overveje, om det ikke var bedre at tage toget. Men inden jeg nåede at træffe en beslutning, så jeg 2 mænd gå ombord på fiskekutteren. Jeg gemte mig, så de ikke så mig. De ville nok ikke blive så glade for at have en blind passager, og jeg ville jo ikke med alligevel. Lugten var for slem til, at jeg ville kunne holde til den lange rejse mod nord. Men jeg nåede ikke at komme af båden, før de 2 fiskermænd lettede anker, startede motoren, og båden sejlede ud mod det åbne hav. Jeg var desperat nu, lugten var så stærk, at jeg ikke ville kunne klare at være på den båd ret meget længere. Så jeg besluttede mig for, at jeg ville hoppe overbord og svømme i land. Men da jeg skulle til at kravle over rælingen og hoppe ud i vandet, blev jeg overmandet af kvalmen, og begyndte at brække mig. Jeg brækkede mig udover det hele. Jeg havde aldrig været så dårlig før. Jeg kunne ikke gemme mig længere.  Fiskerne opdagede mig, og den ene af dem kom hen til mig. Han grinede lidt af mig, og sagde så, at mig måtte de vist heller få på land igen med det samme.

 

 

Vi sejlede tilbage til havnen, og jeg kom op på land. Mændene hjalp mig med at ringe til min mor, så hun kunne komme og hente mig. Jeg fik det lidt bedre, da jeg kom hjem, og jeg blev vasket og fik rent tøj på. Jeg fortalte min mor om min drøm om at rejse til Norge, for at møde min hval. Hun gav mig et kram, og så lovede hun mig, at hvis jeg ikke sådan ville stikke af til havs igen en anden gang, så ville hun da gerne købe mig en guldfisk. En guldfisk?  Jeg skulle overhovedet ikke have nogen som helst slags fisk. Jeg kunne mærke kvalmen komme tilbage igen. Fra nu af ville jeg holde en pause fra hvaler, fisk og andre havdyr. Når det kom til stykket, kunne jeg også meget bedre lide hunde. Og hvis min mor var indstillet på at give mig en guldfisk, skulle jeg nok ikke plage hende alt for længe før, hun ville gå med til ,at vi skulle have en hund.

Den gang jeg var lille, satte jeg ild til en piges hår.

Den gang jeg var lille, var der hvert år en klasse på min skole, der skulle gå Lucia-optog op mod jul. Det var altid hyggeligt. Lyset på gangen blev dæmpet en smule, og så kom børnene gående i en lang række, med lys i hånden og stjerner i håret, mens de sang Sancta Lucia sangen.

Det var stort det år, det var min klasses tur til at gå Lucia. Jeg vidste dog ikke helt, om jeg var en haj til det med optog, men jeg gjorde mit bedste, når vi øvede. Jeg lærte hurtigt ordene i sangen udenad. Dem havde jeg hørt så mange gange før. Det var sværere med den måde, vi skulle gå på, og at holde den afstand, jeg skulle, til pigen foran mig. Jeg ønskede virkeligt at gøre det godt, og koncentrerede mig så godt, jeg kunne. Jeg øvede alle steder med at gå på Lucia-måden. Et skridt, så et stop, og så et skridt til.  Det var svært, og jeg overvejede om, det overhovedet var nødvendigt at gå på den måde, for at huske på hende Lucia. Gik hun måske selv på den måde, da hun levede. Det tror jeg nok ikke, hun gjorde. Jeg havde jo hørt historien om, hvordan Lucia om natten smuglede mad til folk, der gemte sig, for ikke at blive sat i fængsel, fordi de troede på noget, de ikke måtte. Og jeg kunne ikke forestille mig, at Lucia midt i sin hemmelige mission, gik videre op i, hvordan hendes gang artede sig.  Men når jeg foreslog min lærer, at vi valgte en mere samfundsrealistisk måde at gå på, slog hun det hen og sagde, at nu skulle jeg bare se at gå i takt.

Da det endelig blev Lucia-dag, ville jeg bare have det overstået. Selvom jeg havde øvet mig så meget, var min gang overhovedet ikke blevet bedre. Min mave var så fuld af sommerfugle, at jeg var ved at kaste op. Jeg spurgte min mor, om hun ikke syntes, jeg var en lille smule syg, og derfor skulle blive hjemme i min seng. Det ville hun ikke høre tale om, for hele familien havde i sinde at troppe op på skolen, for at se mig, og de glædede sig alle sammen så meget. Ja, det gjorde det altså ikke meget bedre. Jeg blev bare endnu mere dårlig ved tanken, faktisk så dårlig, at jeg var sikker på, at jeg var rigtigt syg. Men min mor hun insisterede. Og af sted i skole kom jeg.

 

Da vi stod der på gangen, og ventede på at skulle starte optoget, var jeg sikker på, at jeg var blevet overmandet af en meget sjælden tropesygdom. Jeg havde det så varmt, og var svimmel. Men min lærer tog mig heller ikke helt alvorligt, da jeg prøvede at beklage mig til hende. ”Visse vasse”, sagde hun, mens hun rettede på min Lucia-dragt, og tændte lyset, jeg havde i mine hænder.

Der var ingen vej tilbage. Jeg blev nødt til at tage mig sammen. Jeg tog en dyb indånding og sagde til mig selv, at det nok skulle gå. Musikken startede, vi begyndte at synge, og at gå i takt, i en fin lang række bag hinanden. Til min store lettelse startede det hele rigtigt fint. Jeg gik, som jeg skulle, og jeg kunne synge samtidigt. Det var stort. Jeg begyndte at slappe af, og være helt stolt af mig selv. Jeg styrede det Lucia-optog. Et lille stykke tid i hvert fald.

For der midt i al begejstringen over min succes, så jeg pludselig min gymnastiklærer komme flyvende ind mellem mig og pigen foran mig. Han hev hende væk, og begyndte at klaske løs på hendes hoved. Normalt undrede det mig ikke, når min gymnastiklærer lavede sære ting. Det var ligesom en del af hans personlighed. Men det var alligevel lidt for mærkeligt med det der kamikazespring midt i Lucia-idyllen. Så gik det op for mig, hvad der var sket. Der var ild i pigens hår. Og det var min skyld. Jeg var alligevel kommet ud af takt, og da jeg kom for tæt på min klassekammerat, havde jeg altså sat ild til hendes hår. Ej, var det pinligt. Nu måtte jeg da få lov til at løbe væk og gemme mig langt væk fra langt hår, levende stearinlys og juletraditioner. Men nej. Luciasangen blev ikke en gang afbrudt. Vi gik bare videre.

Da vi var færdige klappede hele skolen af os. Min familie stod ved mit klasseværelse med både julelys og tårer i øjnene. De var bare så stolte af mig, og syntes at vi alle havde været fantastiske. Ja, alle undtagen mig. Havde de slet ikke set, hvad der var sket. Nu skulle jeg garanteret også have skæld ud. Bare fordi jeg havde startet en lille bitte ildebrand i noget hår, der faktisk havde flagret på en meget uansvarlig måde.

Men jeg fik ingen skældud, hverken af pigen eller nogen som helst andre, heller ikke af min gymnastiklærer. Han kom bare hen til mig, klappede mig på skulderen, og sagde, at vi da vist skulle arbejde lidt med mine koordinations-evner. Jeg kiggede rundt. Ingen var sure. Alle var glade. Så det ville jeg også være. Jeg havde trods alt klaret det bedre, end jeg havde regnet med.  Jeg smed Lucia-dragten og mit dårlige humør, og løb hen og krammede min mor.

 

Den gang jeg var lille, havde jeg mange kærester.

Den gang jeg var lille, var jeg ret populær. Folk var bare vilde med mig.  Selvfølgelig var de det. Jeg var både køn og klog og charmerende. Voksne syntes, jeg var det mest vidunderlige barn, de nogensinde havde mødt. Og børnene på min vej og på min skole kæmpede for at få lov til at være min ven. På et tidspunkt begyndte jeg at få en hel del længselsfulde kærlighedsbreve. Der var mega mange, der gerne ville komme sammen med mig, og skrev sådan et” kryds ja eller nej”- kærestebrev til mig. Jeg havde fået at vide, at man kun kunne have en kæreste af gangen, så hvis jeg skulle have en´ kæreste, måtte jeg vælge en ud af de mange mulige. Men det var alt for svært at vælge. Jeg ville jo nødigt skuffe nogen. Og jeg var jo så fyldt af dejlighed, at der var nok til alle. Desuden havde jeg hørt, at det var sundt at dele. Jeg kunne slet ikke se, at der skulle være noget galt med at have flere kærester på en gang.

 

Jeg kiggede bunken af kærestebreve igennem, og måtte indse, at der var for mange, selv for en som mig. Jeg besluttede, at vælge nogle stykker af de nok hundredvis af potentielle kærester ud, så jeg kunne have en kæreste til hver dag i ugen. Jeg undlod dog at få en søndagskæreste, for der skulle jo også være tid til at charmere gamle bedsteforældre og lignende.

Det var bare skønt at have mange kærester på en gang. For de var søde på hver deres måde, og jeg kunne lave forskellige ting med dem. Jeg spillede bold med min mandagskæreste, lavede lektier med min tirsdagskæreste, byggede hule med min onsdagskæreste, klatrede i træer med min torsdagskæreste, delte slik med min fredagskæreste, og så film og læste tegneserier med min lørdagskæreste. Jeg fik tit gaver af dem, og de sagde altid en masse rare ting til mig, som gjorde, at jeg blev endnu mere overbevist om, hvor dejlig jeg var. Det kørte for mig det der kærestehalløj.

Men så skete der noget, jeg ikke lige havde forudset. En dag kom mandagskæresten, og spurgte om vi ikke kunne ses om onsdagen i stedet. Det sagde jeg jo til. Jeg var virkelig dårlig til at sige nej. Men igen, jeg så det ikke som et problem. Jeg måtte bare flytte min aftale med onsdagskæresten til om mandagen.
Det kunne bare ikke lade sig gøre. Så jeg prøvede at flytte onsdagskæresten til om torsdagen, og så torsdagskæresten til mandag, men det duede heller ikke. Jeg blev ved med at bytte rundt på dem, og til sidst kunne jeg slet ikke finde rundt i alle mine aftaler. Jeg vidste ikke, hvornår hvilken kæreste ville komme på besøg. Det var et stort rod. Jeg havde ingen ide om, hvordan jeg skulle organisere mig ud af det, og jeg begyndte igen at overveje om, det var upraktisk at have flere kærester på en gang. Men jeg slog det hurtigt hen. Der var alt for mange fordele til, at jeg ville droppe det.

Den næste mandag ventede jeg spændt på hvilken kæreste, der ville dukke op ved min hoveddør. Men til min store overraskelse, dukkede der ikke bare en kæreste op. Alle 6 af slagsen kom på besøg på en gang. Desværre var der ingen af dem, der kunne se situationen fra den humoristiske vinkel. De så rasende ud alle sammen. De havde lige opdaget, at de delte mig med hinanden. Jeg forstod ikke, hvorfor det kunne gøre dem sure, men de hidsede sig op, skældte ud og  hev og flåede i mig og i hinanden. Det var lige før det udviklede sig til en slåskamp.
STOP! Råbte jeg, ”der er rigeligt af mig til jer alle”. Jeg sendte dem mit mest charmerende smil, og tænkte, at nu var den ged barberet. Det var den så bare ikke. Alle mine kærester stoppede op og kiggede vredt på mig. Så vendte de sig om, og forlod mig der helt alene, ulykkelig og kæresteløs. Jeg var overrasket over, at de bare kollektivt slog op med mig på den måde. Faktisk var jeg så chokeret, at jeg var parat til at lægge al kæresteriet på hylden for evigt, men så kom jeg i tanke om, at jeg havde gemt alle kærestebrevene fra dem, jeg ikke havde været kæreste med endnu. Jeg kunne jo bare vælge nogle nye kærester. Jeg skyndte mig op på mit værelse og fandt brevene frem.

Mens jeg sad der midt i den enorme bunke af breve, blev det hele alt for meget for mig. Jeg måtte indse, at uanset hvor dejlig jeg var, så var det okay at holde det lidt for mig selv i en periode. Jeg sparkede brevene ind under sengen, og løb hen til naboen, for at spørge om deres børn kunne lege.

Den gang jeg var lille, gravede jeg et hul ned til kineserne.

 Den gang jeg var lille, legede jeg tit sammen med en masse andre børn henne på legepladsen. Der var der den fedeste sandkasse, hvor vi tilbragte utallige timer, mens vi lavede den ene sandkage efter den anden. Der var tit nogle lidt større børn, der gik forbi os, når vi sad der og legede. De skulle altid komme med en eller anden smart kommentar til os, inden de grinende gik videre. For det meste gad vi ikke bruge vores tid på at høre på dem. Men så var der lige denne ene gang, hvor de sagde noget, der vækkede min nysgerrighed. De fortalte nemlig, at hvis vi gravede en hul, der var dybt nok, i sandkassen, så ville vi nå helt ned til kineserne. Jeg løb hjem og kiggede på min fars globus. Jeg kunne godt se, at Kina og Danmark lå på hver sin side af jorden. Måske havde de ret.

Jeg havde aldrig været i Kina, og regnede ikke med, at det var noget, jeg ville komme til, hvis jeg skulle gå og vente på mine forældres initiativ. Så jeg besluttede, at jeg ville give det en chance. Jeg ville grave et hul hele vejen ned til kineserne. Det tog tid at grave et hul, der var så dybt. Og flere af de andre børn syntes, jeg var godt tosset. De fortsatte bare med sandkagerne, som om der var større fremtidsudsigter i det, end i min rejse mod et kinesisk eventyr. Jeg gravede og gravede og gravede. Jeg kom længere og længere ned i gennem jorden. Jeg knoklede løs, og var lige ved at opgive mit projekt af bar udmattelse. Men så en dag skete der det fantastiske, at jeg kunne mærke, at jorden under mig føltes meget tynd. Jeg tænkte, hvis jeg hoppede lidt, så ville jeg måske komme hurtigere gennem det sidste stykke vej. Jeg hoppede et par gange og med et forsvandt jorden under mig. Jeg røg ud af hullet, og landede noget smertefuldt med et bump på maven. Jeg sundede mig lidt og kiggede så lige foran mig. Der så jeg et par sko. Jeg kiggede længere op og så, at skoene sad fast på en mand. Han så ret kinesisk ud. Så jeg tænkte, at jeg måtte have fuldført min plan. Jeg havde virkelig gravet et hul hele vejen ned til kineserne.

 

Jeg rejste mig op. Og rakte manden hånden. Han nikkede med hovedet, og begyndte at sige en hel masse ting på kinesisk. Det havde jeg så ikke lige tænkt på. Jeg kunne jo ikke forstå noget som helst af det, han sagde. Jeg prøvede at forklare ham, at jeg kun kunne tale dansk. Men det fik han vist heller ikke så meget ud af. Så hev han fat i min arm, og trak mig en anelse for hurtigt hen til en lille bænk, og viste mig, at jeg skulle sætte mig der. Inden længe var jeg omringet af kinesere. De sagde alle sammen en masse til mig, men jeg forstod bare ingen ting. Jeg begyndte at overveje, om jeg ikke skulle have forberedt mig lidt mere på min rejse.

Efter noget tid kom der en ung mand hen til mig. Han begyndte at tale til mig på dansk. Åh, jeg blev så lykkelig. Endelig en jeg kunne forstå. Men han virkede ikke særligt imødekommende. Han sagde til mig, at jeg bestemt ikke var det første barn fra Danmark, der havde gravet sig hele vejen ned til dem. Faktisk havde de prøvet det så mange gange, at de havde udpeget ham til at lære dansk, så der var en, der kunne kommunikere med os. Det var jeg jo taknemmelig for, og tænkte at han da lige kunne give mig lille rundtur, nu jeg var der. Men nej, han forklarede mig, at kineserne var så trætte af alle de huller, vi gravede gennem jorden. Og al den kolde luft fra nord, der sivede ned gennem hullerne. Det kunne de slet ikke holde ud. Jeg prøvede at forklare, at det var de store børn, der havde fået mig til det, men det var de åbenbart ligeglade med. Så sagde den kinesiske mand til mig, at de ville hjælpe mig hjem og lukke hullet bag mig. Og så forventede de, at jeg skulle fortælle alle de børn, jeg mødte hjemme i Danmark, at hvis de ville besøge Kina, så måtte de købe en flybillet, og komme til landet på den normale måde. Jeg nåede slet ikke at protestere, før alle kineserne i fællesskab bar mig hen til hullet og skubbede mig op i det. De skubbede mig hele vejen hjem til Danmark, og så fyldte de hullet med jord, så ingen kunne se, at der overhovedet havde været et hul. Så sad jeg der tilbage i sandkassen ret så fortumlet.

De andre børn kom hen til mig, og spurgte, hvordan det gik med mit graveri. Jeg forklarede dem, at det havde jeg droppet. Jeg kunne ikke fortælle dem sandheden. De ville ikke tro på mig. Jeg gik træt hjemad, og besluttede, at næste gang, jeg skulle lege i sandkassen, ville jeg holde mig til sandkagerne.

Den gang jeg var lille, skulle jeg spise levertran.

Den gang jeg var lille, var det sådan at min far nogle gange blev overmandet af en trang til, at vi alle sammen skulle være meget mere sunde, end vi var. Så skulle vi kun spise grøntsager eller grød til alle måltider i en periode. De forskellige perioder kom og gik, sådan lidt efter min fars humør. Men der var et sundhedsflip, der varede i al al for lang tid. Det var ”du skal spise en skefuld levertran om dagen, for så bliver du ligeså sund som din far”-fasen. Det var ikke sjovt, levertran var bare det værste, jeg nogensinde havde smagt på.

En dag, da min far tog flasken med levertran frem, og hældte de klistrede klamme dråber op på en spiseske, besluttede jeg mig for, at nu ville jeg ikke længere finde mig i hans sundhedstyranni. Så jeg rejste mig op fra bordet og løb ud af køkkenet. Men min far var meget insisterende, så han løb efter mig med skeen i hånden. Da vi havde løbet rundt i huset et stykke tid på den måde, kom jeg til at spekulere over, hvordan det kunne være, at levertranen blev på skeen, når min far sådan løb rundt med den. Mine spekulationer var desværre skyld i, at min koncentration kom lidt ud af kurs, så jeg nåede ikke at undvige den skammel, der stod i vejen for min levertrans-flugt.  Uden at kunne gøre andet, end at opleve det hele i slowmotion, snublede jeg, og faldt ind imod væggen i mit værelse.

Jeg nåede lige at tænke, ”det her kommer til at gøre ondt”, da jeg fløj helt ubesværet gennem væggen.  Jeg tumlede om på gulvet, og da jeg kom lidt til mig selv, kiggede jeg mig rundt. Jeg var ikke længere på mit værelse, min far var der ikke, og der var ikke noget hul i væggen. Jeg var faldet ind i et hemmeligt parallelt univers, lige bag mit værelse. Hold op, hvor var det sejt. Tænk hvilke muligheder, der åbnede sig for mig. Her ville jeg kunne gemme mig, hver gang mine forældre fandt på noget, jeg ikke havde lyst til.

Jeg var næsten euforisk af lykke. Det her skulle være mit hemmelige sted, hvor ingen ville kunne nå mig. Jeg kunne høre min far kalde på mig, på den anden side af væggen. Jeg kæmpede for ikke at bryde sammen af grin. Han skulle i hvert fald ikke opdage mit lille ny fundne stykke af himlen.

Efter få minutter holdt han op med at kalde. Og jeg kunne begynde at se mig omkring. Der måtte være uanede muligheder der bag ved væggen, i min hemmelige verden.

Jeg ville kunne gemme mit fredagsslik derinde, så min bror ikke huggede noget af det. Jeg ville også kunne lægge planer for store missioner og opgaver, uden nogen ville opdage noget, og aller bedst der ville jeg kunne få fred, når jeg havde brug for det. Jeg sad der et stykke tid, men så begyndte min mave at rumle. Jeg havde jo rejst mig fra bordet i en fart, så jeg havde ikke fået spist al min mad. Jeg besluttede mig for, at jeg ville liste mig gennem væggen, og stille vende tilbage til køkkenet. Jeg kunne jo håbe på, at min far havde fundet på noget andet at gå op i, og havde glemt alt om levertranen.

Der var ikke andre i køkkenet, da jeg kom derud. Jeg satte mig på min plads, og spiste resten af den bolle, jeg var gået i gang med tidligere.  Jeg skyllede det ned med det glas mælk, der stod foran mig. Da jeg havde tømt hele glasset, fik jeg den grimmeste smag i munden. Der var noget galt med mælken. Jeg skyndte mig hen til vandhanen, og hældte vand op i et rent glas. Da det også var tømt, gik det op for mig, hvad der var sket. Min far havde snøret mig. Da han ikke havde kunnet finde mig, havde han bare hældt levertranen op i min mælk. Og trods min store indsats for at undgå det, havde jeg alligevel fået min dagsration af det ulækre stads.  Min far var måske klogere, end jeg troede. Nej, han havde nok bare været heldig. Jeg ryddede op efter mig, og løb mod mit hemmelige sted, for at lægge nye planer, i kampen mod levertrans-fasen.