Den gang jeg var lille, adopterede jeg en hval.

Den gang jeg var lille, var jeg helt vild med dyr. Alle mulige slags dyr. Jeg drømte tit om at have et kæledyr derhjemme. Og jeg prøvede da også både at have undulat, hamster og en kanin. Men det var som om, at det var for almindeligt for mig i længden. Jeg ønskede mig et exceptionel, eksotisk kæledyr.  Jeg vidste ikke helt, hvad det var, jeg ønskede mig, det skulle bare være noget helt specielt.

En dag, jeg var en tur i byen, var der en pige, der stak mig en brochure i hånden. Jeg vidste ikke helt, hvad det handlede om, og proppede den ned i min bukselomme, og glemte alt om den. Indtil min mor, et par dage senere, skulle vaske og insisterede på, at jeg selv tømte mine lommer, inden jeg smed mine bukser i vasketøjskurven. Jeg kiggede lidt uinteresseret i brochuren, indtil jeg så et billede af en hval. Jeg var vild med hvaler, det var det sejeste dyr, jeg kendte til. Jeg begyndte at læse teksten ved siden af billedet. Jeg forstod ikke alt, hvad der stod, men en ting forstod jeg. Man kunne adoptere en hval.  Hvor fedt var det lige? Jeg skulle bare lige sende lidt penge til dem, der havde lavet brochuren, og så ville jeg være den stolte ejer af en hval. Mine venner ville bare blive så misundelige, når de ville komme på besøg, og se mit nye kæledyr.

Jeg tømte min sparegris for penge og fik sendt dem af sted. Og så kunne jeg bare gå og vente på, at hvalen ville blive sendt til min adresse. Jeg ventede mange dage, syntes jeg. Det var næsten ikke til at holde ud. Jeg brugte tiden på at planlægge, hvor hvalen skulle være henne, når den kom frem. Mit badebassin var ikke så stort, så vi ville nok blive nødt til at anskaffe os en swimmingpool eller lignende, så hvalen kunne få plads til at svømme rundt i baghaven. Jeg skulle lige til at dele mine tanker med min mor, da jeg hørte posten komme. Jeg løb spændt ned for at se, om hvalen var ankommet. Desværre, det eneste post vi havde fået, var nogle regninger, og så noget, der lå i en mærkelig stor kuvert. Min mor rakte mig kuverten og sagde, at det var til mig. Jeg åbnede den, hev et stykke papir op, og fik min mor til at hjælpe mig med at læse, hvad der stod på det.

Det var fra dem med hvalbrochuren. Det viste sig, at jeg godt nok havde adopteret en hval, men den ville aldrig komme hjem til mig. Den svømmede glad rundt oppe i et eller andet dumt norsk farvand. Jeg blev så skuffet og trist, da det gik op for mig, at jeg aldrig ville opleve at have en hval svømmende rundt i haven. Min mor prøvede at trøste mig og sagde, at der stod i brevet, at man kunne se billeder af hvalen på internettet.  Det var bare ikke godt nok. Jeg ville se den i virkeligheden. Jeg lagde mig helt ulykkelig på sofaen og stirrede op i loftet. Jeg skulle lige til at opgive alle mine kæledyrsdrømme, men så kom jeg til at tænke på, at når nu hvalen ikke ville komme til mig, så måtte jeg da bare rejse op til den.

Jeg pakkede nogle få ting i min rygsæk og sneg mig så ud af huset. Det var nok en god ide, at min mor ikke opdagede, hvad jeg havde gang i. Hun ville nok ikke lige give mig lov til at rejse til Norge alene. Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle finde frem til det norske farvand og min hval, men jeg var da sikker på, at det ville være en god ide, at sejle derhen. Så ville jeg kunne komme helt tæt på min hval.Jeg løb ned til havnen, og kravlede op i en gammel fiskekutter.  Men da jeg kom op i den, var det som om jeg blev slået i ansigtet. Jeg blev ramt af en fæl stank af gamle fisk. Lugten gav mig voldsom kvalme, og fik mig til at overveje, om det ikke var bedre at tage toget. Men inden jeg nåede at træffe en beslutning, så jeg 2 mænd gå ombord på fiskekutteren. Jeg gemte mig, så de ikke så mig. De ville nok ikke blive så glade for at have en blind passager, og jeg ville jo ikke med alligevel. Lugten var for slem til, at jeg ville kunne holde til den lange rejse mod nord. Men jeg nåede ikke at komme af båden, før de 2 fiskermænd lettede anker, startede motoren, og båden sejlede ud mod det åbne hav. Jeg var desperat nu, lugten var så stærk, at jeg ikke ville kunne klare at være på den båd ret meget længere. Så jeg besluttede mig for, at jeg ville hoppe overbord og svømme i land. Men da jeg skulle til at kravle over rælingen og hoppe ud i vandet, blev jeg overmandet af kvalmen, og begyndte at brække mig. Jeg brækkede mig udover det hele. Jeg havde aldrig været så dårlig før. Jeg kunne ikke gemme mig længere.  Fiskerne opdagede mig, og den ene af dem kom hen til mig. Han grinede lidt af mig, og sagde så, at mig måtte de vist heller få på land igen med det samme.

 

 

Vi sejlede tilbage til havnen, og jeg kom op på land. Mændene hjalp mig med at ringe til min mor, så hun kunne komme og hente mig. Jeg fik det lidt bedre, da jeg kom hjem, og jeg blev vasket og fik rent tøj på. Jeg fortalte min mor om min drøm om at rejse til Norge, for at møde min hval. Hun gav mig et kram, og så lovede hun mig, at hvis jeg ikke sådan ville stikke af til havs igen en anden gang, så ville hun da gerne købe mig en guldfisk. En guldfisk?  Jeg skulle overhovedet ikke have nogen som helst slags fisk. Jeg kunne mærke kvalmen komme tilbage igen. Fra nu af ville jeg holde en pause fra hvaler, fisk og andre havdyr. Når det kom til stykket, kunne jeg også meget bedre lide hunde. Og hvis min mor var indstillet på at give mig en guldfisk, skulle jeg nok ikke plage hende alt for længe før, hun ville gå med til ,at vi skulle have en hund.