Den gang jeg var lille, gravede jeg et hul ned til kineserne.

 Den gang jeg var lille, legede jeg tit sammen med en masse andre børn henne på legepladsen. Der var der den fedeste sandkasse, hvor vi tilbragte utallige timer, mens vi lavede den ene sandkage efter den anden. Der var tit nogle lidt større børn, der gik forbi os, når vi sad der og legede. De skulle altid komme med en eller anden smart kommentar til os, inden de grinende gik videre. For det meste gad vi ikke bruge vores tid på at høre på dem. Men så var der lige denne ene gang, hvor de sagde noget, der vækkede min nysgerrighed. De fortalte nemlig, at hvis vi gravede en hul, der var dybt nok, i sandkassen, så ville vi nå helt ned til kineserne. Jeg løb hjem og kiggede på min fars globus. Jeg kunne godt se, at Kina og Danmark lå på hver sin side af jorden. Måske havde de ret.

Jeg havde aldrig været i Kina, og regnede ikke med, at det var noget, jeg ville komme til, hvis jeg skulle gå og vente på mine forældres initiativ. Så jeg besluttede, at jeg ville give det en chance. Jeg ville grave et hul hele vejen ned til kineserne. Det tog tid at grave et hul, der var så dybt. Og flere af de andre børn syntes, jeg var godt tosset. De fortsatte bare med sandkagerne, som om der var større fremtidsudsigter i det, end i min rejse mod et kinesisk eventyr. Jeg gravede og gravede og gravede. Jeg kom længere og længere ned i gennem jorden. Jeg knoklede løs, og var lige ved at opgive mit projekt af bar udmattelse. Men så en dag skete der det fantastiske, at jeg kunne mærke, at jorden under mig føltes meget tynd. Jeg tænkte, hvis jeg hoppede lidt, så ville jeg måske komme hurtigere gennem det sidste stykke vej. Jeg hoppede et par gange og med et forsvandt jorden under mig. Jeg røg ud af hullet, og landede noget smertefuldt med et bump på maven. Jeg sundede mig lidt og kiggede så lige foran mig. Der så jeg et par sko. Jeg kiggede længere op og så, at skoene sad fast på en mand. Han så ret kinesisk ud. Så jeg tænkte, at jeg måtte have fuldført min plan. Jeg havde virkelig gravet et hul hele vejen ned til kineserne.

 

Jeg rejste mig op. Og rakte manden hånden. Han nikkede med hovedet, og begyndte at sige en hel masse ting på kinesisk. Det havde jeg så ikke lige tænkt på. Jeg kunne jo ikke forstå noget som helst af det, han sagde. Jeg prøvede at forklare ham, at jeg kun kunne tale dansk. Men det fik han vist heller ikke så meget ud af. Så hev han fat i min arm, og trak mig en anelse for hurtigt hen til en lille bænk, og viste mig, at jeg skulle sætte mig der. Inden længe var jeg omringet af kinesere. De sagde alle sammen en masse til mig, men jeg forstod bare ingen ting. Jeg begyndte at overveje, om jeg ikke skulle have forberedt mig lidt mere på min rejse.

Efter noget tid kom der en ung mand hen til mig. Han begyndte at tale til mig på dansk. Åh, jeg blev så lykkelig. Endelig en jeg kunne forstå. Men han virkede ikke særligt imødekommende. Han sagde til mig, at jeg bestemt ikke var det første barn fra Danmark, der havde gravet sig hele vejen ned til dem. Faktisk havde de prøvet det så mange gange, at de havde udpeget ham til at lære dansk, så der var en, der kunne kommunikere med os. Det var jeg jo taknemmelig for, og tænkte at han da lige kunne give mig lille rundtur, nu jeg var der. Men nej, han forklarede mig, at kineserne var så trætte af alle de huller, vi gravede gennem jorden. Og al den kolde luft fra nord, der sivede ned gennem hullerne. Det kunne de slet ikke holde ud. Jeg prøvede at forklare, at det var de store børn, der havde fået mig til det, men det var de åbenbart ligeglade med. Så sagde den kinesiske mand til mig, at de ville hjælpe mig hjem og lukke hullet bag mig. Og så forventede de, at jeg skulle fortælle alle de børn, jeg mødte hjemme i Danmark, at hvis de ville besøge Kina, så måtte de købe en flybillet, og komme til landet på den normale måde. Jeg nåede slet ikke at protestere, før alle kineserne i fællesskab bar mig hen til hullet og skubbede mig op i det. De skubbede mig hele vejen hjem til Danmark, og så fyldte de hullet med jord, så ingen kunne se, at der overhovedet havde været et hul. Så sad jeg der tilbage i sandkassen ret så fortumlet.

De andre børn kom hen til mig, og spurgte, hvordan det gik med mit graveri. Jeg forklarede dem, at det havde jeg droppet. Jeg kunne ikke fortælle dem sandheden. De ville ikke tro på mig. Jeg gik træt hjemad, og besluttede, at næste gang, jeg skulle lege i sandkassen, ville jeg holde mig til sandkagerne.