Den gang jeg var lille, satte jeg ild til en piges hår.

Den gang jeg var lille, var der hvert år en klasse på min skole, der skulle gå Lucia-optog op mod jul. Det var altid hyggeligt. Lyset på gangen blev dæmpet en smule, og så kom børnene gående i en lang række, med lys i hånden og stjerner i håret, mens de sang Sancta Lucia sangen.

Det var stort det år, det var min klasses tur til at gå Lucia. Jeg vidste dog ikke helt, om jeg var en haj til det med optog, men jeg gjorde mit bedste, når vi øvede. Jeg lærte hurtigt ordene i sangen udenad. Dem havde jeg hørt så mange gange før. Det var sværere med den måde, vi skulle gå på, og at holde den afstand, jeg skulle, til pigen foran mig. Jeg ønskede virkeligt at gøre det godt, og koncentrerede mig så godt, jeg kunne. Jeg øvede alle steder med at gå på Lucia-måden. Et skridt, så et stop, og så et skridt til.  Det var svært, og jeg overvejede om, det overhovedet var nødvendigt at gå på den måde, for at huske på hende Lucia. Gik hun måske selv på den måde, da hun levede. Det tror jeg nok ikke, hun gjorde. Jeg havde jo hørt historien om, hvordan Lucia om natten smuglede mad til folk, der gemte sig, for ikke at blive sat i fængsel, fordi de troede på noget, de ikke måtte. Og jeg kunne ikke forestille mig, at Lucia midt i sin hemmelige mission, gik videre op i, hvordan hendes gang artede sig.  Men når jeg foreslog min lærer, at vi valgte en mere samfundsrealistisk måde at gå på, slog hun det hen og sagde, at nu skulle jeg bare se at gå i takt.

Da det endelig blev Lucia-dag, ville jeg bare have det overstået. Selvom jeg havde øvet mig så meget, var min gang overhovedet ikke blevet bedre. Min mave var så fuld af sommerfugle, at jeg var ved at kaste op. Jeg spurgte min mor, om hun ikke syntes, jeg var en lille smule syg, og derfor skulle blive hjemme i min seng. Det ville hun ikke høre tale om, for hele familien havde i sinde at troppe op på skolen, for at se mig, og de glædede sig alle sammen så meget. Ja, det gjorde det altså ikke meget bedre. Jeg blev bare endnu mere dårlig ved tanken, faktisk så dårlig, at jeg var sikker på, at jeg var rigtigt syg. Men min mor hun insisterede. Og af sted i skole kom jeg.

 

Da vi stod der på gangen, og ventede på at skulle starte optoget, var jeg sikker på, at jeg var blevet overmandet af en meget sjælden tropesygdom. Jeg havde det så varmt, og var svimmel. Men min lærer tog mig heller ikke helt alvorligt, da jeg prøvede at beklage mig til hende. ”Visse vasse”, sagde hun, mens hun rettede på min Lucia-dragt, og tændte lyset, jeg havde i mine hænder.

Der var ingen vej tilbage. Jeg blev nødt til at tage mig sammen. Jeg tog en dyb indånding og sagde til mig selv, at det nok skulle gå. Musikken startede, vi begyndte at synge, og at gå i takt, i en fin lang række bag hinanden. Til min store lettelse startede det hele rigtigt fint. Jeg gik, som jeg skulle, og jeg kunne synge samtidigt. Det var stort. Jeg begyndte at slappe af, og være helt stolt af mig selv. Jeg styrede det Lucia-optog. Et lille stykke tid i hvert fald.

For der midt i al begejstringen over min succes, så jeg pludselig min gymnastiklærer komme flyvende ind mellem mig og pigen foran mig. Han hev hende væk, og begyndte at klaske løs på hendes hoved. Normalt undrede det mig ikke, når min gymnastiklærer lavede sære ting. Det var ligesom en del af hans personlighed. Men det var alligevel lidt for mærkeligt med det der kamikazespring midt i Lucia-idyllen. Så gik det op for mig, hvad der var sket. Der var ild i pigens hår. Og det var min skyld. Jeg var alligevel kommet ud af takt, og da jeg kom for tæt på min klassekammerat, havde jeg altså sat ild til hendes hår. Ej, var det pinligt. Nu måtte jeg da få lov til at løbe væk og gemme mig langt væk fra langt hår, levende stearinlys og juletraditioner. Men nej. Luciasangen blev ikke en gang afbrudt. Vi gik bare videre.

Da vi var færdige klappede hele skolen af os. Min familie stod ved mit klasseværelse med både julelys og tårer i øjnene. De var bare så stolte af mig, og syntes at vi alle havde været fantastiske. Ja, alle undtagen mig. Havde de slet ikke set, hvad der var sket. Nu skulle jeg garanteret også have skæld ud. Bare fordi jeg havde startet en lille bitte ildebrand i noget hår, der faktisk havde flagret på en meget uansvarlig måde.

Men jeg fik ingen skældud, hverken af pigen eller nogen som helst andre, heller ikke af min gymnastiklærer. Han kom bare hen til mig, klappede mig på skulderen, og sagde, at vi da vist skulle arbejde lidt med mine koordinations-evner. Jeg kiggede rundt. Ingen var sure. Alle var glade. Så det ville jeg også være. Jeg havde trods alt klaret det bedre, end jeg havde regnet med.  Jeg smed Lucia-dragten og mit dårlige humør, og løb hen og krammede min mor.