Den gang jeg var lille, skulle jeg spise levertran.

Den gang jeg var lille, var det sådan at min far nogle gange blev overmandet af en trang til, at vi alle sammen skulle være meget mere sunde, end vi var. Så skulle vi kun spise grøntsager eller grød til alle måltider i en periode. De forskellige perioder kom og gik, sådan lidt efter min fars humør. Men der var et sundhedsflip, der varede i al al for lang tid. Det var ”du skal spise en skefuld levertran om dagen, for så bliver du ligeså sund som din far”-fasen. Det var ikke sjovt, levertran var bare det værste, jeg nogensinde havde smagt på.

En dag, da min far tog flasken med levertran frem, og hældte de klistrede klamme dråber op på en spiseske, besluttede jeg mig for, at nu ville jeg ikke længere finde mig i hans sundhedstyranni. Så jeg rejste mig op fra bordet og løb ud af køkkenet. Men min far var meget insisterende, så han løb efter mig med skeen i hånden. Da vi havde løbet rundt i huset et stykke tid på den måde, kom jeg til at spekulere over, hvordan det kunne være, at levertranen blev på skeen, når min far sådan løb rundt med den. Mine spekulationer var desværre skyld i, at min koncentration kom lidt ud af kurs, så jeg nåede ikke at undvige den skammel, der stod i vejen for min levertrans-flugt.  Uden at kunne gøre andet, end at opleve det hele i slowmotion, snublede jeg, og faldt ind imod væggen i mit værelse.

Jeg nåede lige at tænke, ”det her kommer til at gøre ondt”, da jeg fløj helt ubesværet gennem væggen.  Jeg tumlede om på gulvet, og da jeg kom lidt til mig selv, kiggede jeg mig rundt. Jeg var ikke længere på mit værelse, min far var der ikke, og der var ikke noget hul i væggen. Jeg var faldet ind i et hemmeligt parallelt univers, lige bag mit værelse. Hold op, hvor var det sejt. Tænk hvilke muligheder, der åbnede sig for mig. Her ville jeg kunne gemme mig, hver gang mine forældre fandt på noget, jeg ikke havde lyst til.

Jeg var næsten euforisk af lykke. Det her skulle være mit hemmelige sted, hvor ingen ville kunne nå mig. Jeg kunne høre min far kalde på mig, på den anden side af væggen. Jeg kæmpede for ikke at bryde sammen af grin. Han skulle i hvert fald ikke opdage mit lille ny fundne stykke af himlen.

Efter få minutter holdt han op med at kalde. Og jeg kunne begynde at se mig omkring. Der måtte være uanede muligheder der bag ved væggen, i min hemmelige verden.

Jeg ville kunne gemme mit fredagsslik derinde, så min bror ikke huggede noget af det. Jeg ville også kunne lægge planer for store missioner og opgaver, uden nogen ville opdage noget, og aller bedst der ville jeg kunne få fred, når jeg havde brug for det. Jeg sad der et stykke tid, men så begyndte min mave at rumle. Jeg havde jo rejst mig fra bordet i en fart, så jeg havde ikke fået spist al min mad. Jeg besluttede mig for, at jeg ville liste mig gennem væggen, og stille vende tilbage til køkkenet. Jeg kunne jo håbe på, at min far havde fundet på noget andet at gå op i, og havde glemt alt om levertranen.

Der var ikke andre i køkkenet, da jeg kom derud. Jeg satte mig på min plads, og spiste resten af den bolle, jeg var gået i gang med tidligere.  Jeg skyllede det ned med det glas mælk, der stod foran mig. Da jeg havde tømt hele glasset, fik jeg den grimmeste smag i munden. Der var noget galt med mælken. Jeg skyndte mig hen til vandhanen, og hældte vand op i et rent glas. Da det også var tømt, gik det op for mig, hvad der var sket. Min far havde snøret mig. Da han ikke havde kunnet finde mig, havde han bare hældt levertranen op i min mælk. Og trods min store indsats for at undgå det, havde jeg alligevel fået min dagsration af det ulækre stads.  Min far var måske klogere, end jeg troede. Nej, han havde nok bare været heldig. Jeg ryddede op efter mig, og løb mod mit hemmelige sted, for at lægge nye planer, i kampen mod levertrans-fasen.