Den gang jeg var lille, stjal jeg en sølvring.

Den gang jeg var lille, var jeg enebarn i lang tid. Mine forældre syntes åbenbart, det var så hårdt at være forældre til mig, at de holdt en laaaang pause, inden de ville have flere børn. Jeg ville gerne have nogle søskende. Jeg var overbevist om, at det ville være det fedeste, at have en lillebror eller søster, som man både kunne lege med og sende i byen efter slik. Endelig en dag fortalte min mor mig, at jeg skulle have en lillebror. Jeg blev ellevild, og forestillede mig, hvordan jeg ville være som storesøster. Jeg ville både made ham, trøste ham og klæde ham ud i mit dukketøj. Det var min store drøm, der gik i opfyldelse. Tiden gik, og min lillebror kom til verden.

Nu er det bare sådan med babyer, at selvom de er ret så nuttede langt hen af vejen, så er de også lidt bøvlede at have med at gøre. Min bror skulle hele tiden have mad, eller sove eller skiftes. Og han kunne ikke så meget, så han var ikke den store festbombe at lege med. Men det værste var nok hans skrigeri. Han skreg hele tiden. Det var til at få pip af. Nogle gange skreg han så højt, at det ikke var nok at lukke døren ind til mit værelse, for at få fred. Nogle gange blev jeg simpelthen nødt til at flygte ud af huset for at få hvilet mine ører.

En dag hvor jeg var på en af mine flugtture, passerede jeg et cykelstativ, hvor der var parkeret en hel masse cykler. Jeg kiggede lidt uinteresseret på dem, og kom vist også til at sparke lidt til cykeldækkene, altså uden at ødelægge noget. Mens jeg gik rundt der i min skrigfrie zone, fik jeg øje på noget, der skinnede på en af cyklerne. Det fangede min interesse, og jeg gik nærmere for at se, hvad det var. Da jeg kom helt tæt på, så jeg, at det var en fin sølvring, der lå lige bag ved sadlen på cyklen. Det var et mærkeligt sted til en sølvring, tænkte jeg. Jeg tog den op i hånden for at undersøge den lidt. Det var en meget smuk ring. Jeg syntes, den var så fin, og ville ønske jeg havde sådan en magen til. Jeg kiggede på den længe, inden jeg opdagede, at der stod noget inde i ringen. Jeg kneb øjnene sammen, for at kunne læse de små bogstaver.

Til min store overraskelse stod der Søster inde i ringen. Søster! Det var jeg jo lige blevet. Tænk hvis ringen var en gave til mig. Det måtte det næsten være. Sådan en form for belønning for at holde al det baby skrigeri ud. Jeg overbeviste mig selv om, at ringen var til mig. Jeg gjorde mig ikke de store overvejelser om, hvem den var fra, og hvorfor de havde lagt den på en cykel, frem for at forære mig den direkte. Det betød ikke noget. Jeg var bare så lykkelig for min nye ring.

 

Da jeg kom hjem igen, med ringen i min lomme, var jeg ikke helt så begejstret længere. Jeg havde spekuleret en del over hele situationen, og var nået til den konklusion, at det ikke var så sandsynligt, at ringen var til mig. Jeg fik mere og mere ondt i maven, og da det gik op for mig, at jeg nok var kommet til at stjæle ringen, blev jeg helt vildt dårlig. Jeg gemte mig på mit værelse. Jeg havde ikke lyst til at snakke med min mor om, hvad der var sket. Desuden var hun heller ikke i stand til at snakke, da hun fejrede, at min lillebror sov middagslur, ved selv at være kollapset på sofaen.

Jeg kunne ikke rigtigt slappe af, eller finde på noget at lege. Jeg kunne heller ikke glemme det faktum, at jeg rent faktisk havde stjålet en sølvring. Men så kom jeg i tanke om, at hvis jeg nu skyndte mig tilbage til cyklen, og lagde ringen, hvor jeg havde fundet den. Så var det jo teknisk set ikke et tyveri, men bare et lån. Jeg hev fat i ringen, og løb ud af mit værelse, ned af trappen, og ud på vejen. Jeg løb hele vejen hen til cykelstativet for at aflevere ringen igen. Men da jeg kom derhen, var cyklen væk. Det var helt forfærdeligt. Nu kunne jeg jo ikke lægge rinen tilbage. Hvad skulle jeg så finde på? Skulle jeg bare lægge den på jorden eller på en anden cykel? Men det nænnede jeg heller ikke, for hvis der så var en anden, der fandt den og tog den med hjem, så ville den rigtige ejermand jo aldrig få den tilbage. Så efter at have fået den klamme koldsved, der løb ned af ryggen på mig, lidt under kontrol, besluttede jeg mig for at tage ringen med hjem igen. Og så komme igen dagen efter, for at se om cyklen var tilbage.

Det gjorde jeg så 5 dage i træk. Da cyklen ikke var dukket op, tænkte jeg, at jeg ville komme tilbage efter en uge. Da jeg havde gjort det et par uger, begyndte jeg at blive lidt træt af det. Men jeg blev nødt til at fortsætte. Uge efter uge, måned efter måned. Men cyklen var der bare aldrig. I mellem tiden var det sådan, at jeg var blevet søster til endnu en bror. Så nu var jeg storesøster til 2 drenge. Det var jeg meget glad for, trods diverse besværgeligheder, der fulgte med. Men jeg havde svært ved at slippe den dårlige samvittighed over, at jeg havde stjålet ringen. Jeg tog den aldrig på min finger, for jeg vidste jo, den ikke var min. Den lå fint i mit smykkeskrin og ventede, ligesom mig, på at cyklen kom tilbage.

En dag, jeg sad med ringen i hånden og kiggede på den, kom min mor ind på mit værelse. Jeg skyndte mig at gemme ringen bag min ryg, og kunne mærke varmen blusse i mine kinder, da jeg prøvede at se meget uskyldig ud, og spurgte hende, hvad hun ville. Min mor stak mig et kæmpe smil, da hun, med en smule træthed i stemmen, fortalte mig, at jeg skulle have endnu en bror.                                   

 TRE brødre på 2 år! Det var alligevel meget. Selvfølgelig var jeg glad for mine brødre, men havde de behøvet at komme så hurtigt efter hinanden, og måske kunne mine forældre godt lige have smidt en ekstra pige ind i flokken, så jeg havde nogen at flette hår på. Min mor forlod værelset, og jeg tog ringen frem igen. I det øjeblik besluttede jeg, at jeg måtte leve med min dårlige samvittighed over at have ringen liggende. For hvis der var nogen, der fortjente en sølvring med indgraveringen Søster, så var det vist mig. Jeg gemte ringen nede under nogle andre smykker, og tog den aldrig frem igen.