Den gang jeg var lille, trådte jeg i en hundelort med vilje.

Den gang jeg var lille, boede vi tæt på en eng, og på den eng, blev der luftet rigtigt mange hunde. Store og små hunde, søde, dumme, nuttede og gøende hunde. Og en ting havde alle disse hunde til fælles. De lavede lort. Og det gjorde de ofte alt for tæt på vores havelåge, og det var ikke altid, at hundenes ejere huskede at samle lorten op. Så engen nær vores hus kunne til tider føles som et stort hundetoilet. Det havde min mor det ret svært med. Hun hadede hundelort, og brokkede sig tit over hunde-efterladenskaberne. Og hun var helt hysterisk, hvis vi nærmede os dem. Så råbte hun op: ”Pas på hundelorten, pas på hundelorten”.

Det kunne være svært at færdes med min mor steder, hvor der havde været hunde, for hun kunne næsten ikke koncentrere sig om andet, end at vi skulle undgå at træde i en hundelort. Jeg måtte da give hende ret. Det er ikke det fedeste i verden at træde i sådan en. Men man går glip af så meget af alt det spændende, hvis man hele tiden er på udkig efter lort.

En helt almindelig eftermiddag, havde mine forældre besluttet, at hele familien skulle på en dejlig gåtur. Det havde jeg ikke noget imod, hvis min mor slappede lidt af, og lod mig løbe lidt frem og tilbage uden, at hun skulle tjekke, om jeg havde trådt i et eller andet. Men det var som om at hun netop på denne tur var værre end nogen sinde. Hun himlede op konstant: ”Pas nu på, at du ikke træder i noget”. Hun var ved at drive mig til vanvid. Da vi var næsten hjemme igen, og jeg slet ikke syntes, at det havde været en sjov tur, så jeg verdens største hundelort lige foran vores have. Min mor så den også, og blev helt rød i hovedet af arrigskab og skældte øjeblikkeligt ud over de pokkers hundeejere, der havde ladet lorten ligge.  

Jeg kunne ikke andet end at glo på lorten, der lå så hånligt lige der foran os. Jeg havde det som om, at lorten voksede sig større og større, og på hypnotiserende vis, sagde; ”Træd på mig!” Med et blev min mors brokkeri alt for meget. Jeg blev nødt til at gøre et eller andet. Uden at tænke mig særligt meget om, løftede jeg den ene fod, og trådte med al min kraft bag, lige ned i hundelorten.

Det var som om tiden gik i stå. Det gjorde min mor i hvert fald. Jeg kiggede op på hende, stadig med den ene fod trådt godt ned i lorten. Jeg regnede med, at hun ville flippe helt ud, det var jeg faktisk også selv lige ved, for der er ikke noget der, lugter så grimt som hundelort, og jeg var begyndt at fortryde min handling.

Min mor stod stadig helt stille. Så spurgte hun mig, forbavsende stille, hvad jeg dog havde gang i? ”Jeg blev bare nødt til at prøve”, svarede jeg hende forsigtigt.

Så begyndte min mor at grine, og sagde, at det var da godt, at jeg havde gummistøvler på, for de kunne jo skylles rene igen. Så hjalp hun mig af med støvlen, og bar mig ind i huset. På trods, at jeg havde forventet noget, der mindede om et mega-hysterisk anfald, var hun forbavsende rolig. Efter den dag, slappede min mor meget mere af, når vi var ude at gå tur, og skulle jeg komme til at træde i en lort ved et uheld, valgte hun bare, at lade mine sko stå uden foran vores hus, indtil min far havde tid til at gøre dem rene.