Den gang jeg var lille, satte jeg ild til en mose.

Jeg ved faktisk slet ikke, om jeg bør fortælle dig denne historie, for det ville være en rigtigt dårlig ide, hvis du blev inspireret til at gå i mine fodspor. Men på den anden side, er det også svært, at lade være med at fortælle den, fordi den er så god.

Den gang jeg var lille, fik jeg altid at vide, at jeg ikke måtte lege med tændstikker, altså med mindre jeg lavede kastanjedyr. Men altså sådan til dagligdag skulle jeg overlade alt, hvad der kunne skabe fare og ulykke til mine forældre. De var slet ikke interesseret i, at jeg skulle sætte ild til noget. Måske var det de dårlige minder om den gang, jeg uheldigvis satte fut i en af mine klassekammeraters hår, midt i et Luciaoptog, der ligesom sad fast i dem.

Langt det meste af min barndom, hørte jeg efter, hvad mine forældre sagde, fordi det var det nemmeste at gøre. Men så var der de her øjeblikke, hvor jeg bare måtte forfølge nogle tanker og ideer, som jeg vidste, de ikke ville sætte pris på, fordi jeg ikke kunne lade være. Der var altid en af mine venner, der var med på det, jeg fandt på, lige meget hvor vanvittigt, det måtte være. Heldigvis, for hvis mine ideer skulle munde ud i, at jeg ville få en skideballe, så var der altid en kammerat ved min side, jeg kunne dele den med.

En gang fik jeg en rigtigt dårlig ide, altså jeg syntes jo, den var genial i øjeblikket, men når jeg ser tilbage på det, var den nok ikke helt så genial igen. Min ven og jeg var meget fascineret af de tændstikker, vi ikke måtte lege med. Det var næsten som om, de lå der øverst på køkkenhylden og kaldte på mig. De lå så højt oppe, at jeg måtte kravle op på en skammel, jeg havde stillet oven på køkkenbordet, for at nå dem. Bare kravle-processen var noget risikabel, og burde måske have fortalt mig, at jeg skulle stoppe med mit forehavende. Men jeg var drevet af den der indre kraft, der altid var stærkere end min sunde fornuft. Jeg fik fat i tændstikkerne, sat skammellen på plads, og løb begejstret ned til mosen, hvor min ven ventede. Vi legede tit dernede. Der var alle mulige fantastiske gemmesteder, og vi fandt altid et eller andet spændende. Vi havde tidligere fundet en gammel ulækker madras nede ved mosen, og min ide gik nu ud på, at vi skulle sætte ild til madrassen og når den så brændte godt og grundigt, ville vi vippe den ud i det lille vandhul, der var ved mosen, så ilden ville blive slukket igen. Det var jo bare for sjov, og der ville jo ikke ske noget farligt, for vi ville jo ikke lade madrassen blive ved med at brænde.

Jeg var helt op at køre, da vi stod der foran madrassen med de forbudte tændstikker i hånden. Jeg strøg den første tændstik, men vinden blæste flammen ud. Jeg strøg et par til, før jeg endelig fik sat ild til madrassen. Jeg kiggede på min ugerning, og undrede mig over, hvorfor de voksne var så emsige med, at vi ikke måtte lege med tændstikker. Men med et forstod jeg det. Ilden spredte sig  hurtigt, og hele madrassen var omgivet meget store og temmeligt uhyggelige flammer. "Det er nu vi skal skubbe den ned i vandhullet", råbte jeg  højt og en anelse skingert. Men da jeg vendte mig om, var jeg helt alene. Min ven var blevet bange og var løbet væk. Han turde ikke være med mere. Det gjorde jeg heller ikke. Jeg kunne jo ikke skubbe madrassen ned i vandhullet alene, det var alt for farligt. Ilden spredte sig nu fra madrassen ud på jorden. Jeg besluttede mig for også at stikke af. Hvis jeg nu løb rigtigt langt væk, kunne det være, at det bare ville gå over af sig selv.    

                  

Jeg løb hen til et af de gemmesteder, min ven og jeg tit befandt os i, når vi havde lavet ulykker. Der sad han rystende, og fik fremstammet, at det med ilden måske var en dårlig ide. Jeg kravlede ind i hulen til ham, og der sad vi længe uden at sige noget. I det fjerne kunne vi høre brandbilerne komme nærmere. Der kom flere og flere. Vi holdt os for ørene. Og jeg prøvede at overbevise mig om, at det ikke var vores lille brand, der var skyld i alle de udrykninger. Efter et stykke tid, tog vi mod til os, og besluttede at gå hjem. Måske ville alt dette gå over igen, og ingen ville opdage, at jeg var kommet til at sætte en lille smule ild til mosen. Jeg mødte min far i hoveddøren. Jeg kunne se på hans ansigt, at jeg var afsløret, og at jeg nu måtte se min skæbne i øjnene. Jeg afleverede tændstikkerne uden at sige noget, og klemte mig forbi min meget vrede far, og gik ind på mit værelse og lukkede døren bag mig.

Det viste sig, at jeg ikke bare havde lavet en lille ildebrand. Ilden havde spredt sig til det meste af mosen, og fortsatte med at brænde i de nedre jordlag i godt tre uger efter det, der nok ikke havde været min meste geniale ide. Min far skældte mig aldrig rigtigt ud, men jeg kunne mærke han var vred, og så sendte han mig og min ven ned til skideballe hos Brandmajoren. Det var ikke sjovt, og som straf måtte vi agere arbejdsdrenge og rengøringskoner på brandstationen i de uger ilden huserede.Mine forældre havde altså ret. Man skal ikke lege med tændstikker, og man skal ikke sætte ild til mosen. Måske har de voksne en god grund til at sige alle de ting, de nu en gang siger. Det er bare så svært at huske det hele, når man er så fyldt med ideer, som jeg nu en gang var, den gang jeg var lille.