Den gang jeg var lille, reddede jeg Hans og Grete fra at blive spist.

Du har garanteret hørt historien om Hans og Grete, der blev sendt ud i skoven af deres stedmor, og senere hen blev taget til fange af den onde heks i hendes slik- og pandekagehus. Hvis du har hørt historien, så ved du, at den ender med at Grete skubber heksen ind i en ovn, og dermed redder hun sig selv og sin bror Hans. Men det er slet ikke sådan, det foregik. Folk fortæller historien forkert, og det ved jeg, for jeg var der selv, da det skete.

Den gang jeg var lille, elskede jeg at lege i skoven. Skoven var fuld af fantastiske lyde, dufte og oplevelser. Jeg brugte så meget tid i skoven, at jeg var ret sikker på, at jeg kendte den ud og ind. Men det gjorde jeg altså ikke helt. En dag, hvor jeg havde tilbragt timer i skoven, blev jeg forstyrret i min leg, da jeg kunne mærke sulten trænge sig på og rumle løs i min mave. Jeg ville blive nødt til at vende hjemad, for at få noget at spise. Men da jeg kiggede mig rundt i skoven gik det op for mig, at jeg ikke vidste hvad vej jeg skulle gå, for at komme hjem. Jeg var faret vild. Jeg løb lidt frem og tilbage, men jeg kunne ikke genkende nogen af stierne, og blev noget bekymret, da det gik op for mig, at jeg ikke ville komme hjem foreløbigt.

Jeg måtte prøve at finde nogen, der kunne vise mig vej ud gennem skoven. Jeg besluttede mig for at gå mod nord, eller det vil sige, jeg aftalte bare med mig selv, at jeg ville kalde det for nord. For jeg havde hverken kompas, GPS eller anden navigationsudstyr på mig. Jeg anede faktisk intet om hvilket verdenshjørne, jeg gik imod. Jeg syntes bare at det lød godt. Da jeg havde gået et stykke tid, lagde jeg mærke til en masse brødkrummer, der lå på stien. Jeg tænkte, at der havde været nogle skovsvin forbi, eller også var det en familie, der havde villet fodre ænder, og da de til deres store overraskelse opdagede, at ænder ikke bor i skoven, så havde de smidt alle brødkrummerne på jorden af bar ærgrelse. Egentligt var jeg lidt ligeglad med, hvor krummerne kom. Jeg var så hundesulten, at jeg begyndte at spise af dem. Krummerne førte mig videre af stien, og jeg proppede mig gladeligt, lige indtil jeg hørte et helt igennem hysterisk skrig.

Foran mig stod der en dreng og en pige. De var vist på min alder. Pigen hylede løs, og råbte af mig. Det var åbenbart deres krummer, og fordi jeg havde spist dem, ville de heller ikke kunne finde hjem. Jeg blev lidt flov og med munden fuld af gammelt brød og muligvis også nogle blade, prøvede jeg at undskylde. Men det var ikke godt nok for pigen. Hun var bare totalt fornærmet.

Hun vendte sig om, og løb videre ind i skoven. Drengen løb efter. Jeg ville så gerne følges med dem, så jeg ikke var alene. Så jeg forsøgte at følge med. Men de løb hurtigt, og jeg blev træt og forpustet af al det løberi. Jeg satte mig ved en træstub for at hvile mig lidt. Så hørte jeg pigen skrige igen. Jeg kiggede op, og nåede lige at se hende og drengen blive taget til fange af en meget hæslig heks, og blive ført ind i hendes ellers ret så lækre slik-og pandekagehus.

Jeg var stadig sulten, og tænkte at det hus da lige måtte være noget for mig. På den anden side, var det måske lidt vigtigere at finde ud af, om jeg kunne hjælpe børnene fri fra heksen. Som en snigende Ninja begav jeg mig hen mod heksens hus. Jeg kiggede forsigtigt ind af vinduet. Jeg kunne se, at både pigen og drengen var låst inden i et bur, og heksen var i gang med at varmen ovnen op. Så gik det op for mig, at hun ville spise dem. Det var ikke i orden. Selvom pigen havde opført sig en smule tøse-fornærmet, havde hun ikke fortjent at blive spist. Jeg besluttede mig for at redde dem. 

Heltemodig som jeg var, listede jeg om til hoveddøren, og åbnede den lige så forsigtigt. Heksen stod med måsen i vejret, med hovedet hen mod ovnen. Jeg samlede alle mine kræfter, og tonsede afsted, som var jeg en gal gedebuk, med retning mod heksens bagdel. Da jeg ramte hende, væltede hun forover, og røg lige ind i oven. Det var en stor ovn. Jeg skyndte mig at lukke ovnlågen, så hun ikke kunne komme ud igen. Jeg følte mig stor og mægtig, og lukkede begejstret de 2 børn ud af buret. De var lidt rystede over hele situationen. Men efter lidt tid fortalte drengen mig, at de hed Hans og Grete, og at de var meget taknemmelige for, at jeg havde reddet dem. Sammen begav vi os ud af heksens hus, og fandt vej ud af skoven. Da vores veje skiltes, og vi skulle sige farvel, var Grete slet ikke kommet sig over, at jeg havde spist de brødkrummer. Hun mente, at hvis det ikke havde været for mig, så var de slet ikke faret vild, og heller ikke blevet taget til fange af heksen. Så rakte hun tunge af mig, og løb sin vej, og Hans løb efter hende.

Jeg fandt også hjem, og fik endeligt noget rigtigt mad at spise. Noget senere hørte jeg folk fortælle om Hans og Gretes besøg i slik-pandekagehuset. Men når folk fortalte historien, så var det med Grete som helten. Hun skulle have reddet Hans fra at blive spist, og på intet tidspunkt i historien, blev jeg nævnt. Jeg havde været en vaskeægte helt, men fordi Grete var sur på mig, havde hun aldrig fortalt om mig. Jeg blev noget skuffet, og prøvede at ændre på folks opfattelse af, hvad der virkeligt var sket, men ingen troede på mig. Så besluttede jeg mig for, at købe et kompas, så jeg aldrig mere ville se mig nødsaget til at spise andre folks krummespor, hvis jeg skulle fare vild i skoven igen.