Den gang jeg var lille, hadede jeg at lave lektier.

 Den gang jeg var lille, ville jeg meget hellere lege end at lave lektier. Det var bare det mest kedelige, jeg kunne foretage mig. Jeg ville hellere bygge en hule eller kæmpe mod en dinosaur, end at sidde og svede over lektierne. Især matematiklektierne. De var de værste, og også de sværeste. Min matematiklærer, han var heller ikke alt for spændende. Han sagde altid; ”øv dine tabeller”. Ja, jeg havde altså ikke bedt om at få nogen som helst tabeller, så hvordan kunne de være mine? Tabellerne var svære. Okay, 1, 2 og 10 tabellen var ligesom sivet ind i mit hoved. Men de andre. Det var som om, de slet ikke kunne finde vej ind til min hjerne, især ikke 8 tabellen. Det var den dummeste og sværeste af dem alle.

Jeg sad ofte hjemme ved mit skrivebord og gloede ned i min matematik bog, uden at fatte særligt meget af det. Jeg havde så mange fede ideer til lege, der ville være sjove at gå i gang med. Jeg kunne være en pirat eller ridder, hvis jeg havde lyst, og så sad jeg bare der og gloede ned i en bog, fyldt med dumme, uforståelige tal. Åndssvage tal, åndssvage tabeller.

En dag, da jeg sad med min matematik bog, og prøvede at undgå at lave mine lektier, begyndte bogen at bevæge sig. Først en lille smule, så mere og mere. Til sidst rystede den helt vildt meget, og en kæmpe arm rakte ud af bogen og tog fat i kraven på mig, og hev mig ind i matematik bogen. Kan du forestille dig et værre sted at tilbringe en eftermiddag, end inde i en matematik bog?

 Den store arm, der havde hevet fat i mig, sad fast på en mand. Han mindede lidt om min  matematiklærer, og så alligevel ikke. For han havde noget helt vildt mærkeligt tøj på. Han havde en høj spids hat og en kæmpe kappe på. Manden lignede en troldmand. ”Jeg er den magiske matematik lærer, velkommen til det magiske matematikrige, hvor tabeller og regnestykker lever i harmoni ved siden af hinanden”.

Jeg syntes bare overhovedet ikke, der var noget som helst magisk ved matematik, og så mig om efter en vej hjem til mit værelse. Så fortsatte den mærkelige mand: ”Eller det vil sige, de plejede at leve i harmoni ved siden af hinanden, men nu hersker der en grim og mørk stemning i vores land. Den store 8 tabel har spist et forgiftet tryllebær, og er nu blevet forvandlet til en meget ond og grim tabel, der holder alle de andre tabeller fanget, og dermed har skabt uorden i alle regnestykkerene, og i hele det magiske matematik rige. For at redde vores land, måtte vi hente dig over til os, så du kan kæmpe mod 8 tabellen. Kun ved at du vinder over 8 tabellen, kan der igen skabes ro og fred i blandt os. Derfor beder jeg dig om at tage dette magiske matematik sværd, og begive dig mod 8 tabellens gemmested, og vinde over den, i en kæmpemæssig matematik duel”.

 

På dette tidspunkt havde jeg hørt ordet matematik så mange gange, at jeg var lige ved at brække mig. Mig, kæmpe mod 8 tabellen. Den dummeste, sværeste tabel af dem alle. Nej, de måtte finde en anden. Jeg duede på ingen måder til matematik.

Men så tænkte jeg lidt over det. Det kunne godt være, at jeg ikke var så god til matematik. Men jeg var suveræn god til at lege gemmeleg, og til at lege ridder. Så måske kunne jeg liste mig hen til 8 tabellens gemmested, og overvinde den, uden at den rigtigt nåede at opdage, hvad der skete. Okay, jeg sagde ja til at prøve. Jeg tog imod det magiske matematiksværd og begav mig ud i matematik riget, for at se min værste fjende i øjnene.

Jeg forestillede mig, at jeg var universets mægtigste ridder, der kunne vinde over alle, der var dumdristige nok til at tage kampen op mod mig.” Kom bare an du fæle 8 tabel. Du har ikke en chance”. Sådan gik jeg og tænkte, på min magiske matematik færd. Efter at have gået længe, nåede jeg til en høj klippe. Jeg gik rundt langs klippesiderne. Rundt om et hjørne, så jeg en indhegning, hvor alle tabellerne, på nær 8 tabellen, sad inde i. De var låst fast til store lænker og kunne slet ikke bevæge sig. De så triste ud, så triste ud, at jeg blev overbevist om, at jeg ville hjælpe dem. Bagved indhegningen var der en åbning ind til en hule i klippen. Jeg listede mig derhen og kiggede ind.

Der lå den grimme 8 tabel og snorksov. Den var meget større end alle de andre tabeller. Og jeg tænkte, at den ville jeg på ingen måde kunne overvinde i en duel. Jeg ville nok blive nødt til at vende om, og stikke af. Nej, det kunne jeg jo ikke. Alle de triste tabeller, der var taget til fange ville jo kun blive frie, hvis jeg hjalp dem. Men jeg var altså temmelige bange for den 8 tabel. Jeg kunne ikke vinde over den, det vidste jeg bare. Medmindre jeg kunne liste mig ind på den, og stikke sværdet i den, uden at den vågnede. Det var mit eneste håb. Så jeg begav mig snigende ind i hulen. Aldrig havde jeg været så stille før. Jeg koncentrerede mig helt vildt meget. Jeg kom tættere og tættere på otte tabelen.

 Til sidst stod jeg lige foran den, med mit hjerte helt oppe i halsen. ”Jeg tør ikke”, sagde jeg til mig selv. Og så´ lige med et, slog otte tabelen øjnene op, og kiggede på mig, lige ind i øjnene. "Det er nu eller aldrig”, tænkte jeg, og stak sværdet lige ind i maven på den. Jeg rystede helt. Havde jeg klaret det, havde jeg vundet over den store 8 tabel? Jeg kiggede på den, og kunne se, at den blev mindre og mindre og mindre. Jeg tog sværdet til mig. Otte tabellen kiggede fortsat på mig, nu med de venligste øjne, og så sagde den: ”Fordi du har overvundet din frygt, har du hævet fortryllesen, og reddet det magiske matematik rige". Vi tog hinanden i hånden, og gik sammen ud af hulen, og der udenfor stod alle de andre tabeller, alle regnestykkerne og den magiske matematik lærer og jublede. ”Du har reddet os, vi er frie”.

Og med et sad jeg hjemme på mit værelse. På min stol, foran mit skrivebord og min åbne matematikbog. Jeg kunne mærke, at jeg havde helt røde kinder. Men jeg følte mig stærk og begejstret, og jeg begyndte at lave mine lektier.

Næste dag i matematiktimen skulle vi høres i 8 tabellen. Jeg var den første til at række hånden op.